Birthe Kjær: "Jeg fik hjertestop i en ambulance på vej til Rigshospitalet"
Hvert årti har sin egen fortælling. Her er det sangerinde Birthe Kjær, som tager os med gennem sine aldre.
0-10 år (1948-1958): Lyden af mors stemme
"Jeg blev født i Ny Munkegade i Århus som den yngste af to piger. Vi boede i en lille toværelses lejlighed, indtil mine forældre fik råd til at købe en lille bungalow med egen have. Det var en tryg opvækst i en tætknyttet familie, og selvom jeg ikke er født ind i et hjem med klaver, var der altid musik i min barndom. Min far spillede harmonika – på den måde man spiller, når man har lært sig selv det – og vi havde ikke fjernsyn, så om aftenen tog han harmonikaen frem, og så sang vi med.
Selv når vi ikke sang, var der musik i huset. Min mor nynnede altid, og jeg kan stadig huske lyden af hendes stemme, når hun bevægede sig gennem stuerne. Hun satte musik til sine gøremål. Og hun var flittig, så der var aldrig stille. Da vi endelig fik fjernsyn, var det lyden af tidens store sangere og sangerinder, der fik mig til at sidde helt stille og lytte betaget foran skærmen. Det var en verden og en lyd, jeg med det samme blev draget mod. Det var ikke noget, mine forældre tilskyndede mig til. Det var en drivkraft inden i mig. Jeg ville bare synge."
10-20 år (1958-1968): Da Johnny kom til Aarhus
"Fra jeg var 12, og frem til jeg fyldte 17, optrådte jeg som barnesanger sammen med to drenge i det, der hed Sunshine Trioen. Vi sang til små shows og i forsamlingshuse. Og jeg nød hvert øjeblik. Det faldt mig naturligt at stå foran et publikum, og jeg følte mig fuldstændigt hjemme og godt tilpas på en scene. Alligevel forestillede jeg mig ikke et sekund, at det kunne blive en vej, jeg kunne gå professionelt.
Annonse
Det var bare for sjov. Da de to drenge, jeg sang med, skulle i militæret, og jeg blev færdig med skolen, stoppede koncerterne derfor også helt naturligt for mig, og jeg begyndte at se mig om efter et ”rigtigt” arbejde. Det var lidt en tilfældighed at det blev en elevplads i den lokale Sparekassen, men jeg faldt godt til, og de næste to år gik uden musik, indtil jeg helt på hobbyplan startede en form for solokarriere op ved siden af arbejdet. Og så skete det.
Johnny Reimar, der på det tidspunkt var indspilningschef på Nordisk Polyphon, kom til Randers med Savage Rose og forbi La Cabana i Aarhus, hvor jeg sang sent om natten. Efter min optræden spurgte konferencieren, om Johnny Reimar ikke skulle indspille en plade med mig. Jeg kan huske, at jeg følte, de nærmest pressede ham til at sig ja! I dag ved jeg selvfølgelig godt, at han aldrig var gået videre, hvis han ikke havde troet på mig."
20-30 år (1968-1978): Danmarksberømt på en søndag morgen
"Der er mange i musikbranchen, som har en oplevelse af, at de er blevet landskendte over night, fordi berømmelse nogle gange kommer pludseligt og uden varsel. Men for mig skete det faktisk. Helt præcis søndag morgen den 8. december 1968.
Det var den morgen, min første plade ”Arrivederci Franz” blev spillet første gang og strøg direkte ind på en førsteplads på den nystartede Dansktoppen. Det var aldrig sket før. Og jeg blev i helt bogstavelig forstand danmarksberømt fra den ene dag til den anden. Jeg blev booket til interview på både radio og tv og spillede koncerter, hvad der føltes som alle ugens dage.
På jobbet i Sparekassen var jeg nødt til at snige mig ud på toilettet og tage en powernap for overhovedet at hænge sammen. Og til sidst blev jeg enig med min chef om at tage orlov. Jeg drømte ikke om at sige op, for jeg tænkte, at det bare handlede om et par måneder, før det faldt til ro igen.
Men sådan gik det jo ikke. Selvom verdenen og musikscenen forandrede sig i de år med rock og hippiekultur, var der fortsat et stort publikum til den musik, jeg holdt af og spillede. Vi mødte en kæmpe kærlighed og opbakning til dansktop-musikken, og det eneste skår i glæden var den rynken på næsen af genren, som kom fra for eksempel DR.
Annonse
Jeg har aldrig forstået den form for kultursnobberi. Hvorfor ikke sætte pris på alle genrer inden for musik, så længe det er godt og veludført? Jeg har ingen forståelse for det, alligevel har jeg altid oplevet det som sårende. Men det har jo ændret sig i dag, hvor genrerne gerne blandes, og respekten også er meget større."
30-40 år (1978-1988): Grand Prix-succes og stor sorg
"Jeg mistede mine forældre med kun fire års mellemrum, og inden jeg selv rundede 40 år. De var mine grundpiller og fungerede også langt op i mit voksenliv som et anker for mig, fordi jeg rejste så meget og derfor havde beholdt et værelse hos dem i Jylland, hvor jeg altid boede, når jeg var på de kanter. Det var en stor sorg for mig at miste dem, også fordi jeg på mange måder mistede mit fundament.
Min søster købte omkring samtidig nyt hus med sin familie, og da jeg spurgte, hvorfor der var et værelse for meget, svarede hun: ”Det er til dig.” Det var meget rørende, at hun på den måde overtog det, mine forældre hidtil havde gjort for mig. Og jeg er meget taknemmelig, ikke mindst fordi det knyttede mig tættere til hende og hendes børn, min nevø og mine niecer.
Annonse
80’erne blev også det årti, hvor Melodi Grand Prix fik en form for renæssance, og efter at være blevet navngivet den evige 2’er vandt jeg endelig med et brag i 1989 med hittet Vi maler byen rød. Det var på mange måder en fantastisk tid, men jeg ville ønske, at jeg kunne have delt de oplevelser og anerkendelsen med mine forældre."
40-50 år (1988-1998): En selvstændig kvinde
"Selvom jeg er en del af den generation, der førte an i ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen, var jeg aldrig en del af 68’er-bevægelsen. Jeg var nok en af de sidste kvinder i Danmark, der smed bh’en, og jeg tog aldrig en lilla ble på hovedet. Men jeg har alligevel levet et meget selvstændigt kvindeliv. Jeg købte eget hus og egen bil, da jeg var 21, og har fokuseret på at skabe en karriere frem for en familie.
Det har ikke som sådan været et bevidst valg. Jeg har altid været vild med at være forelsket og har haft romancer og kærester, det er bare ebbet ud. Måske fordi jeg aldrig brændende har længtes efter tosomhed eller efter at stifte familie. Det har nok også altid gået mig på, at der ikke er en reel ligestilling.
Sådan noget som sambeskatning, som der var i de år, hvor det var mandens løn, der afgjorde beskatningen af kvinden, var jo tåbeligt, og det har altid irriteret mig, at store dele af samfundet har set kvinden som en slags vedhæng til manden. Det skulle jeg da i hvert fald ikke være! Og så havde jeg jo bare travlt. Jeg har altid arbejdet meget og nydt mit arbejde og den frihed, der følger med ikke at binde sig."
50-60 år (1998-2008): Alt forandret
"Det sker nok for de fleste, at de midt i livet gør en form for status. Det gjorde jeg i hvert fald, da jeg fyldte 50. Det går op for en, at man har de fleste år bag sig. Og det bliver vigtigere at bruge dem, man stadig har, godt. Samtidig var jeg løbet sur i premiereræs og receptioner.
Jeg havde brug for en pause. Et frirum, hvor ingen kendte mig. Hvor jeg ikke var Birthe Kjær, men bare Birthe. Det blev et sabbatår, hvor jeg bl.a. rejste til Pattaya i Thailand for at arbejde på et børnehjem. Jeg anede intet om babyer, andet end at de har brug for kys og kærtegn og varme hænder. Og det kunne jeg give dem. Det blev en milepæl i mit liv.
Mødet med små uskyldige og hjælpeløse børn i et land med meget få midler og ressourcer satte mit eget – og vores allesammens – liv i vesten i perspektiv. Det var en virkelig god tid, hvor jeg ikke kunne undgå at forelske mig hovedkulds i de børn, jeg mødte, og de vækkede på mange måder en moderfølelse i mig, som jeg ikke hidtil havde kendt.
Da jeg vendte tilbage til Danmark, havde jeg fornyet lyst til at synge og optræde. Og jeg lod mig endda overtale til at stille op i Vild med dans. Det var forrygende sjovt, indtil jeg pludselig og uden varsel blev ramt af en blodprop midt under en træningstime, og alt blev forandret."
60-70 år (2008-2018): Hvad for et liv vil jeg leve?
"Selvom jeg til at begynde med afviste, at der skulle være noget alvorligt galt, og at jeg behøvede lægehjælp, viste blodproppen sig at være livstruende, og jeg fik hjertestop i en ambulance på vej til Rigshospitalet.
Tiden efter et hjertestop handler kun om at komme overens med det, der er sket, og forstå, at du har fået lov til at fortsætte livet. Først derefter kan du begynde at tage stilling til, hvad det så er for et liv, du vil leve. Jeg var allerede begyndt at lave ændringer.
Efter min rejse til Thailand havde jeg lagt flere pauser ind i min kalender, men hjertestoppet fik mig alligevel til at prioritere anderledes. Jeg forstod, at jeg skal udnytte tiden og lade være med at udskyde ting, som jeg har lyst til og brug for. At jeg skal give mig selv lov til at være mere spontan. Det har betydet, at jeg har skabt mere tid og plads til at være sammen med min familie og mine nære venner.
Jeg har altid rejst med min nevø og niecer, og det har været vidunderligt at fortsætte den tradition, selv efter de har stiftet familie. Men jeg nyder nu også bare roen derhjemme. Jeg rejser jo fortsat meget rundt i landet, så det er her, jeg for alvor får mulighed for at lade op."
70 år- (2018-): Med kultstatus hos de unge
"Jeg havde aldrig forventet, at jeg ville have en karriere i dag. Selv som helt ung, da min karriere for alvor tog fart, var jeg sikker på, at det var noget, der ville gå over.
Derfor er det næsten uvirkeligt for mig, at jeg i dag stadig har en fuldt booket kalender og kan optræde til den ene koncert og festival efter den anden. Publikum har ændret sig. Det er i dag en meget blandet skare af voksne og helt unge mennesker. Og de unge synger med for fuld hals.
Teenagerne kan alle teksterne til mine sange! Jeg har simpelthen fået det, man kalder kultstatus, og jeg må indrømme, at jeg nyder det i fulde drag. Fordi det er vidunderligt at få lov at fortsætte med at synge og se, at der stadig er mange, der nyder musikken og sangene. Og fordi det viser, at de ikke fik ret – kultursnobberne, der rynkede på næsen ad dansktopmusikken.
Også de nye generationer tager den til sig og holder af den. Det, synes jeg, er helt vidunderligt, og det er jeg meget glad for at være en del af."
