Bodil Jørgensen og Ghita Nørby: “Vi kan grine og græde og få et spark i røven”
Selvom der er mere end 26 års aldersforskel mellem Bodil og Ghita, så har de to en tæt relation. Faktisk så tæt at de to veninder kan udveksle skideballer – de mener nemlig begge, at en skideballe udspringer af ren kærlighed.
Af Lene Roe Rasmussen og Linnea Støttrup Molbech
Det er lang tid siden, de to veninder sidst har set hinanden, så der er meget, der skal vendes. Samtalen flyder mellem alt fra fiskehandlere, fælles bekendtskaber, forvirrende ens rækkehuse, Ghitas fantastiske 80-årsfødselsdagsfest og selvfølgelig familie og børn. Før interviewet overhovedet kan begynde, finder Ghita en højhælet sko lavet af chokolade frem. Den har hun gemt længe, så Bodils datter, Rigmor, kunne få den.
Og Bodil har ligeledes en gave med fra Rigmor til Ghita.
– Det føles, som om vi så hinanden i forgårs. Der er ikke nogen overgang, for vi tænker ikke i tid. Venskab kan ikke have noget med tid at gøre. Man behøver jo ikke spise frikadeller sammen hver onsdag for at være venner, siger Ghita.
Nabo til stjernegarderoben
Det er efterhånden mange år siden, Ghita og Bodil første gang mødte hinanden. Ingen af dem kan huske den præcise situation, men sikkert er det, at det var på Det Kongelige Teater.
– Jeg mødte jo Ghita. Ghita gik ikke rundt og ledte efter mig, siger Bodil.
– Ghita havde stjernegarderoben ved siden af, og når jeg var i tvivl om noget, så gik jeg ind til hende. Og jeg forstyrrede aldrig.
– Nej, jeg har jo altid åben dør, siger Ghita, og Bodil fortsætter:
– Ja, den står faktisk altid på klem.
Selvom Ghita Nørby blev uddannet 34 år før Bodil Jørgensen, kunne hun altid finde tid til den yngre skuespiller. Bodil fortæller, at der i starten selvfølgelig var stor ærbødighed og ydmyghed fra hendes side, men at humor var med til at nedbryde det.
– Uden den humoristiske sans, så er det svært at være sammen. Og selvironi. Du skal kunne grine af dig selv, siger Ghita
– Og på et teater opstår der jo så mange situationer – for eksempel kan man pludselig ikke huske, hvad man skal sige inde på scenen. Det er jo meget at dele. Vi deler rigtig meget, fortsætter Bodil.
– Og vi kan komme til hinanden – og vi kan grine og græde og få et spark i røven, og man kan få et godt råd, og man kan veksle sine tanker uden at være bange for, hvad den anden tænker, siger Ghita.
Skideballer og kærlighed
At få et spark i røven lyder måske ikke umiddelbart som en venskabelig handling, men det er, ifølge de to, en udbredt misforståelse.
– Det allerbedste, du kan få i dit liv, det er en skideballe. Fordi det er kærlighed. Hvis der kommer nogen, der vil dig så meget, at de giver dig en ordentlig omgang, så er det jo, fordi du vedkommer dem. Hvis man bare går forbi og siger "hej", så kommer du ud i ensomheden lige med det samme, siger Ghita.
– Vi er nødt til at have skideballerne tilbage. Jeg har også fået en skideballe af Ghita. Men derfra gik det jo kun fremad, siger Bodil.
Og fremad gik det. Som to af Danmarks største skuespillere kender de begge til skuespillerverdenens hårde vilkår. Prøver om dagen, forestillinger om aftenen og måske endda filmoptagelser oveni.
– Det er jo også derfor, vi hele tiden bliver skilt og gift med hinanden, for der er jo ikke andre mennesker, der kan holde os ud. Du kan ikke være gift med en sød bankmand eller forsikringsmand, for når han er færdig med sit arbejde, så går vi. Og det er jo ikke så godt. Så det er klart, der forstår vi hinanden. Vi er de eneste, der forstår det underlige sprog og den mærkelige livsrytme, fortæller Ghita.
– Eller i det hele taget, at vi tager et kostume på og bilder os ind, tilføjer Bodil, og Ghita færdiggør hendes sætning:
– Ja, bilder os ind, at vi er mordere for et par timer!
LÆS OGSÅ: Venindetema: ”Jeg taler til Mai, som om hun var jævnaldrende”
"I må ikke presse hende"
Allerede før selve interviewet er det tydeligt, at der er tale om to kvinder, der nærer stor omsorg for hinanden. "I må ikke presse hende, jeg er der, men mest for Ghita!", lød det som svar i mailen fra Bodil, da interviewet skulle sættes i stand. Uafhængigt af det skrev Ghita: "Vi må ikke presse hende. Hun har så meget at se til."
Og selvom de to beskriver teaterverdenen som et sted, hvor man let kommer til at holde af hinanden, fordi det er et tæt samarbejde, er der er alligevel stor forskel på et kollegialt venskab og det, Bodil og Ghita deler.
– Vi stoler på hinanden og har en tillid og fortrolighed. Det har du jo ikke med alle mennesker, men jeg tror, det er på et instinktivt og ubevidst plan, at vi finder sammen og holder af hinanden. Altså en form for forelskelse. Det, tror jeg, er det, der starter et venskab, siger Ghita.
Ghita er 26 år ældre end Bodil, men det spiller ingen rolle, ifølge Bodil:
– Altså jeg føler jo både, at Ghita og jeg stadig er 20 år.
LÆS OGSÅ: "Barndomsvenner kender dig på en særlig måde"
LÆS OGSÅ: Maise Njor: Så ved man, at man skal ringe
LÆS OGSÅ: Glem aldrig dine veninder. Heller ikke når du bliver voksen.