Boganbefalinger ung voksen

Her er 3 gode bøger om alt det svære på tærsklen til voksenlivet

Husker du ungdommens svære valg med venskaber, kærlighed og drama i fokus? Her er en række boganbefalinger, der dykker ned i alt det svære på tærsklen til voksenlivet.

Uanset hvor gammel man bliver, så holder romaner om ungdommelig rådvildhed, om de svære, store livsvalg, man skal træffe i sin ungdom og om ung kærlighed aldrig op med at fascinere. De formative år, hvor vi skal finde ud af, hvem vi er, hvad vi står for, hvem vi er sammen med andre, hvordan vi kan begå os og finde vores egen vej i verden. Vi husker dem alle sammen. Og når vi bliver ældre og læser bøger om andre, der er på vej igennem de år, så husker vi måske på én gang, hvor meget vi dengang selv syntes, vi havde regnet det hele ud – og hvor lidt, det skulle vise sig, at vi i virkeligheden vidste.

I denne uge får du tre store anbefalinger af romaner om den søde, forvirrede ungdom. En roman, der fik kult- eller klassikerstatus nærmest ved udgivelsen – og som siden har fået fornyet liv i en virkelig god filmatisering. Et svensk trekantsdrama, der minder om, at ikke alle har samme muligheder – lige meget, hvor lige vi ellers måtte føle os. Og endelig en god, begavet samtale mellem søskende, hvor den ene forsøger at hive den anden ud af en regulær nedsmeltning over verdens tilstand.

Normale mennesker, Sally Rooney

Irske Sally Rooneys ”Normale mennesker” udkom i 2018 og blev nærmest overnight en moderne klassiker. Romanen fortæller om den rige Marianne og Connell, der er søn af hendes families rengøringskone, som umiddelbart ikke har meget til fælles. Marianne er en enspænder, stolt af natur og ikke specielt vellidt på sin skole. Connell er derimod populær og afholdt. Da de to mod alle odds indleder et forhold, bliver det til at starte med: i hemmelighed. For Connell skammer sig over Marianne.

2.jpg

Da de senere indskrives på samme college, vendes magtbalancen på hovedet. Pludselig er Marianne den populære, og Connell passer ikke ind. Forholdet mellem de to ændrer sig – men det, der spirede mellem dem i deres pure ungdom, forsvinder ikke. ”Normale mennesker” sætter fokus på popularitet, stolthed og klasse, på sex og magt – og ja, selvfølgelig handler det hele i sidste ende om kærlighed. Når du har læst bogen, kan du se serien – den er virkelig god.

”Normale mennesker” af Sally Rooney, Rosinante, 288 sider, 170 kr.

Trioen, Johanna Hedman

imageut9xt.png

Svenske Johanna Hedmans har i debutromanen her et Rooney’sk blik for relationer og situationer og for små skift i stemninger, misforståelser og usikkerhed. Bogens trio består af Thora, som kommer af en dannet og hovedrig stockholmsk familie, der har tjent deres penge på tvivlsom vis, hendes barndomsven August, som har kunstnerisk talent men modvilje mod at omsætte det til profit i reklamebranchen, og Hugo, som tumler ind i deres liv fra et på mange måder helt andet sted.

Trioen Johanna Hedman.jpg

De tre samles i studietiden på tærsklen til resten af deres liv, og det er samspillet mellem dem, der bærer romanen. Et tilbagevendende spørgsmål i romanen er: ”Hvad er det galt med at have brug for andre mennesker?”, og det besvares med stor ømhed af både den kærlige og den smertefulde art.

Franny og Zooey, J.D. Salinger

Kender du J.D. Salinger for én bog, så er det nok ”Griberen i rugen” (som tidligere er udkommet på dansk med titlen ”Forbandede ungdom”). Men Salinger har også skrevet andet, blandt andet en hel række historier om en New Yorker-familie ved navn Glass. Franny og Zooey er familiens to yngste børn, og bogen her består af to historier, som hver fungerer i egen ret, men også hænger sammen.

Franny og Zooey, J.D. Salinger.jpg

I bogens første del er Franny taget på besøg hos sin college-kæreste, men i stedet for en romantisk weekend oplever Franny et begyndende sammenbrud, som hun – uden held – forsøger at forklare for sin kæreste. I bogens anden del møder vi broderen Zooey hjemme i Glass-familiens lejlighed på Manhattan. Her er Franny også ankommet, nu endnu dybere i sit sammenbrud – og Zooey forsøger at tale hende ud af det. ”Franny og Zooey” er en dialogbåren bog, altså: der sker faktisk ikke ret meget – men: til gengæld er dialogen så veloplagt, at man med glæde bliver i bogens ungdommelige weltschmerz.

”Franny og Zooey” af J.D. Salinger, Forlaget Alhambra, 190 sider, 250 kr.