"Min kæreste er mere sammen med sin eksmand end mig"
En læser synes, at kæresten bruger for meget tid med eksmanden. Hvad skal læseren gøre? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
En læser synes, at kæresten bruger for meget tid med eksmanden:
Jeg er en mand på 48, som har haft en sød kæreste i snart to år.
Vi har et godt forhold og har det dejligt, når vi er sammen.
Der er dog et problem, som nager mig en del: Min kæreste har en eksmand, som hun også har to børn med. Denne eksmand får ofte lov til at overnatte og bo hos min kæreste i længere perioder.
Det skyldes, at han har haft problemer med at finde en lejlighed, og da han endelig fandt en, viste der sig at være problemer med den, som gjorde, at han ikke kunne bo der. De problemer har han stadigvæk ikke fået løst.
Derudover så tager min kæreste og hendes eksmand tit på udflugter og ture med begge børn.
Jeg må indrømme, at det her nager mig. Jeg føler mig udenfor og føler også, at de fortsat leger familie, selvom de jo er skilt. Jeg er fuldt klar over, at det med børn kan være kompliceret efter en skilsmisse, men jeg synes, at det er for meget, når han skal overnatte hos hende så tit.
Jeg har talt med min kæreste om det. Hun forklarer det med, at hun kun gør det for sine børns skyld. Jeg har dog fortsat svært ved at acceptere, at hun er mere sammen med sin eksmand end med mig.
Er det mig, der er mærkelig?
Vibeke Dorph råder ham til at tale med sin kæreste om det, for sin egen og børnenes skyld:
Jeg forstår til fulde din frustration, for den måde, din kæreste og hendes eksmand håndterer tingene på, er ikke ideelt for nogen, da slet ikke for deres børn.
For det er da godt, at de viser børnene, at de fortsat kan tale sammen, selvom de er skilt. Men når de som her insisterer på fortsat at lege en slags familie, så kaster de deres børn ud i et usundt limbo.
De fleste børn ønsker nemlig, at deres forældre er sammen, og agerer skilte forældre fortsat, som om de er det, så vil børnene blive forvirrede og gå rundt i en tilstand af skiftevis håb og skuffelse, som stresser dem unødigt.
Når din kæreste handler, som hun gør, så gør hun det da heller ikke for sine børns skyld, hun gør det for sin egen. Det skyldes sikkert en form for magelighed; en uvilje mod at se den nye virkelighed i øjnene og indrette sig derefter.
En virkelighed, som hendes børn dog kun ville have godt af hurtigst muligt at vænne sig til i stedet for som nu at frygte, fordi de ikke kender til den.
Derfor vil jeg mene, at du ikke kun gør dig selv, men også din kærestes børn en stor tjeneste ved at kræve klarhed.
Fortæl hende, at du er glad for, at hun og hendes eks. kan enes om børnene, men at du vil have en større plads i hendes liv, hvis I fortsat skal være sammen. Disker hun igen op med undskyldningen om, at hendes eksmand ikke kan bo i sin lejlighed, så er det for slapt.
For sætter hun ham stolen for døren, så skal han nok få fixet det problem. Det vil kun være til gavn for alle – ikke kun for dig og hende, men også for din kærestes børn.