Freja Kirk: ”Det er en helt ny både psykisk og fysisk oplevelse at føle mig som mig selv”
Freja Kirk fik fjernet sine bryster og fandt sig selv. Nu føler hun sig endelig tilpas og fri i sin krop og kan pludselig skrive musik på dansk, så teksterne bliver ærlige på et nyt niveau.
Hvad glæder du dig til for tiden?
"Jeg glæder mig til alt muligt i mit liv, men faktisk arbejder jeg også på at blive bedre til at glæde mig over nuet.
Jeg befinder mig i en tid, hvor der sker rigtig meget – både ting, jeg har set frem til, og sindssyge ting, jeg aldrig havde troet ville ske.
Så jeg glæder mig enormt meget over det, der er lige nu, og prøver virkelig at være i det. Før har jeg brugt meget tid på at glæde mig til alt muligt ude i fremtiden, men man ved jo i virkeligheden aldrig, hvad der sker."
Hvad er det for nogle sindssyge ting, der er sket?
"Der sker meget karrieremæssigt, som jeg slet ikke fatter. Altså, jeg har lige udgivet nummeret 'Hils din mor' sammen med Silvana Imam og Anne Linnet, som er to af mine største musikalske inspirationer overhovedet.
Det er jo så vildt! Derudover er jeg for nylig begyndt at skrive på dansk efter at have udgivet musik på engelsk siden 2013. Jeg har egentlig altid følt, at min musik var superærlig og tro imod mig, men det har alligevel været en kæmpestor forløsning at gå over til at skrive på dansk.
Jeg skriver direkte fra maven og hjertet – helt uden filter. Selvom jeg også følte, at mine engelske tekster var megaærlige, er der altid en form for barriere, når man skriver på et andet sprog, og der er altid noget, der går tabt i oversættelsen.
Man kan opnå en anden ærlighed og "direktehed” på ens modersmål. På en måde føles det, som om jeg er startet på ny, og at det hele er på et nyt niveau. Jeg kan også mærke, at folk resonerer med min musik på en anden måde nu."
Hvorfor begyndte du at skrive på dansk?
"Det skete lidt tilfældigt i forbindelse med, at jeg fik opereret mine bryster væk. Der havde jeg bare så meget at sige, og min første sang efter operationen - 'Hvad skal man kalde én som mig?' - kunne jeg simpelthen ikke skrive på andet end dansk.
Og så er jeg bare fortsat."
Hvordan føles det at have fået foretaget den operation?
"Det var så stort for mig at få skåret de fucking bryster af. Jeg har gået hele mit liv og overvejet det, men også været sindssygt bange og splittet, for hvad sker der så?
Hvem bliver jeg på den anden side? Er operationen farlig? Der var alle mulige overvejelser, og det var et stort skridt at tage. Det har været sindssygt styrkende for mig at træffe den beslutning og stå ved den. Og at kunne mærke på den anden side, at det har været det helt rigtige.
Det føles som om, jeg har fundet mig selv. Igennem hele mit liv har der været ”noget”, der har hæmmet mig.
Jeg har ikke kunnet være fri i mig selv, før det forsvandt fra mig. Så det er en helt ny både psykisk og fysisk oplevelse at føle mig fri og som mig selv."
Din single 'Hils din mor' handler om kærlighed imellem mennesker af samme køn. Hvordan sprang du selv ud?
"Jeg kan tydeligt huske den dag, jeg sprang ud overfor mine forældre. Jeg kom hjem fra skole en dag og havde besluttet mig for at fortælle dem det.
Jeg havde fået en pigekæreste for første gang og var megaforelsket, og det var jeg ligesom nødt til at få sagt. Nu var det heller ikke længere noget med ”jeg tror måske, jeg bliver forelsket i piger”, nu var der et konkret forhold, og det gjorde det på en måde nemmere for mig.
Jeg satte mig på en stol i køkkenet og sagde til mine forældre, at der var noget, jeg var nødt til at fortælle. Men jeg kunne ikke få det sagt, så det endte med at blive en gætteleg, hvor mine forældre forsøgte at finde ud af, hvad jeg ville sige.
De var sikkert vildt bekymrede og troede, jeg havde gjort et eller andet sindssygt eller kriminelt eller hvad fanden ved jeg? Så de gættede og gættede i en time eller sådan noget, og til sidst gættede de rigtigt.
Og så tudbrølede jeg."
Hvad håber du, nummeret kan bidrage med?
"Først og fremmest håber jeg bare, at folk synes, det er en pissefed sang. De skal bare feste og fyre den af til den.
Men jeg håber selvfølgelig også, at den kan være med til at nedbryde nogle tabuer og normalisere en ikke-kønsnormativ konstellation – kærligheden kan have alle mulige former og farver.
Jeg håber, at man kan finde trøst i den, og at den kan gøre det nemmere for folk at springe ud og være dem selv."
Hvad er det vigtigste, du har lært om kærlighed?
"At man skal sætte grænser. Det tror jeg er noget af det vigtigste for at have gode relationer, man selv er glad i, og som holder og bliver styrket.
Det gælder i kærlighedsrelationer, men også i relationer til familie og venner. Selvfølgelig skal man indgå kompromisser, men jeg tror, man mister sig selv lidt, hvis man går for meget på kompromis.
Det har jeg i hvert fald oplevet. Og selvom kompromisser er fede og nødvendige, kan man altså nå til et punkt, hvor det er rigtig nice at få sat en grænse.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde lærer det helt, men jeg øver mig i at sætte grænser og bilder mig også ind, at jeg er blevet bedre til det. Det er noget, jeg er opmærksom på, fordi jeg ved, at min go-to er at sige ”jaja, det er fint nok, det finder jeg mig lige i”, men det er en glidebane.
Jeg tror, det er vigtigt, at man tør være sårbar og sige ”hertil og ikke længere” og så faktisk stå ved det."