Skal vi blive sammen for vores søns skyld?
En læser lever i et parforhold på 10. år, men kærligheden mellem dem er død. De har en søn sammen, og hun ved derfor ikke, om de skal blive sammen for deres søns skyld. Læs Vibeke Dorphs svar i Hjemmets brevkasse her.
En læser spørger, om hun skal blive sammen med sin kæreste, for deres søns skyld:
Min kæreste og jeg har været sammen i 10 år og har sammen en lille søn.
Problemet er, at vi ikke har haft et godt forhold i de seneste syv år. Kærligheden er simpelthen død imellem os.
Vi kysser aldrig, siger aldrig, at vi elsker hinanden, går aldrig i seng sammen og laver aldrig ting sammen andet end det praktiske.
Jeg savner derfor nærvær og fysisk kontakt. Min kæreste er konstant irriteret og har på et tidspunkt sagt, at hvis det ikke var for vores nye lejlighed og vores søn, så var han ikke sikker på, at det var os længere, for han var træt af mig.
Da jeg sagde, at jeg så synes, vi skulle blive skilt, træk han lidt i land, men intet ændrede sig.
Mit problem er, at jeg nok stadig holder af ham, i hvert fald mere end han holder af mig. Han er en god far, men jeg kan slet ikke se, hvad vi skal sammen, den dag vores søn flytter hjemmefra, for vi har intet at tale om.
Vi irriteres kun af hinanden, men skændes dog aldrig. Vi har prøvet parterapi uden held, og har siden bare fundet en hverdag, hvor vi begge to kan holde det ud. Vores søn trives og har ingen fornemmelse af, at vi har problemer.
Er der noget, vi kan gøre? Er et forhold bare sådan? Hvad tænker du?
Vibeke Dorph råder til at tage en alvorssnak, og derefter vurdere, hvad læseren vil gøre med forholdet
Nej, et forhold skal bestemt ikke være som dit. Selvfølgelig findes der dage i stort set alle forhold, endda mange af dem, hvor vi holder ud, mere end vi holder af – men det gør vi af en grund.
Den grund er, at der er en sund, givende, glædende og tryg kerne dybt forankret i et sundt forhold, der holder os til ilden. Den varme kerne næres ikke af sig selv.
Den næres af, at vi holder af hinanden, interesserer os for hinanden, lytter til hinanden, støtter hinanden og gør ting sammen, vi finder sjove og berigende.
Det virker ikke til at være tilfældet her, hvor I mere lyder som to mennesker, der ufrivilligt er spærret inde sammen og alt for længe har slået jer til tåls med det. For det her har jo stået på i det meste af jeres forhold, og det er hverken sundt eller godt.
Og jo, det kan da godt være, at jeres lille søn endnu ikke har bemærket den små irritable og ufrugtbare stemning, der hersker i jeres hjem, men det skal han nok komme til, når han bliver ældre, og hvilken glæde skulle han dog finde ved det?
Se dog at blive skilt, har jeg derfor næsten lyst til at skrive, men det huer mig ikke. Derfor, holder du bare det mindste af din kæreste, så slå i bordet.
Sig, at du ikke vil leve sådan, har han det på samme måde og ytrer han, at også han savner nærhed og kærlighed, så arbejd på at finde den frem af viljens vej, for den slags kommer ikke af sig selv, her kræves handling.
Orker han ikke det, har han slået sig til tåls med tingenes tilstand, så lyt og ager på den sunde længsel, du mærker nu.
For kærligheden findes i verden, og den er der også til dig. Så vær modig og skab dit eget liv, hvis det ender med et brud, for det vil du aldrig fortryde.
Fortryde vil du derimod, hvis du om 20 år skal sidde og se tilbage på et goldt og dødt forhold, der har forhindret dig i at leve det rige liv, som også du selvfølgelig fortjener.