"Kan jeg tillade mig at bryde med min selvoptagede mor?"
En læser spørger, om hun kan tillade sig at bryde med sin mor, trods morens alder. Læs Vibeke Dorphs svar i Hjemmets brevkasse her.
"Kan jeg tillade mig at bryde med min mor?" spørger læseren om:
Jeg er en kvinde på 59 år, der trods min høje alder fortsat døjer med følelsesmæssige udfordringer, hvad angår min mor.
Jeg er vokset op i et dysfunktionelt hjem. Min far var alkoholiker, og min mor behandlede mig altid som sin lille voksne, der var sat i verden for at hjælpe hende.
Mine forældre skændtes og sloges konstant, alt var kaos, og jeg blev på et tidspunkt også udsat seksuelle overgreb. Det sidste fik jeg først som voksen mod til at betro min mor. Hendes reaktion var typisk for hende: Hun vendte ansigtet bort og sagde, at hun ikke magtede at tale eller høre om det.
Det er først som voksen, at jeg er blevet klar over, hvor selvoptaget min mor er.
Da min søn f.eks. blev født alt for tidligt, forlangte hun, at jeg skulle ringe til hende hver dag, så hun ikke skulle gå til i bekymring. Det gjorde jeg, men jeg tænkte hver gang: Hvorfor er det mig, der også er bange, som skal støtte min mor og ikke omvendt?
Året efter blev jeg livstruende syg. Min mors eneste kommentar var, at jeg forhåbentligt ikke døde, for så ville hun ikke kunne se sit barnebarn så tit.
Sådan er hun fortsat. Når jeg besøger min mor, kommer hun altid med spydige og stikkende bemærkninger eller ignorerer mig totalt.
Hun har det også bedst med at tale om sit dårlige helbred, og hun har meget travlt med at være offer. Selv synes jeg altid, at jeg har forsøgt at være en god datter, men der kommer aldrig noget den anden vej.
Tværtimod. Hver gang vi har været sammen, mister jeg følelsen af at have værdi som menneske, og jeg er drænet og ulykkelig.
Havde hun ikke været min mor, så havde jeg valgt hende fra, men kan man tillade sig at bryde med en 84-årig gammel kvinde, som tilmed er ens mor?
Vibeke Dorph svarer: "Selvfølgelig kan du tillade dig at bryde med din mor."
Selvfølgelig kan du tillade dig at bryde med din mor.
Du skal så blot først tænke over, hvorfor du gør det. Gør du det i håb om, at hun pludselig skal vende på en tallerken og blive blød og nærværende, så tror jeg, at du vil blive skuffet.
Gør du det derimod for at passe på dig selv, så kan det være en god idé. Vigtigst er det, at du er dig bevidst om, at det, du vælger, gør du kun for din egen skyld og ikke som et led i en håbløs stræben efter at vinde din mors opmærksomhed.
For den får du nok aldrig. Ikke fordi der er noget galt med dig, men fordi der er det med din mor. Hun er åbenlyst følelsesmæssigt skadet og derfor ude af stand til at opføre sig anderledes, end hun gør.
Se hende lidt som en maskine eller ting der er slået i stykker og derfor ikke kan det, den oprindeligt var beregnet til at kunne.
Derfor nytter det heller ikke, hvis du fortsat bliver ved med at forvente ting af din mor, som hun er ude af stand til at give dig. For den måde, du angler efter hendes kærlighed på, minder meget om den måde andre (voksne)børn af følelsesforstyrrede forældre gør det:
I har nogle sunde behov, som ikke blev dækket, dengang I havde brug for og krav på dem. Nu går I så rundt i verden som små børn i voksne kroppe og længtes fortsat.
Stop med det og find i stedet ud af, hvordan du giver dig selv den ømhed, omsorg og kærlighed, du forgæves søger hos din gamle mor.
Læs om at være barn af en umoden forældre, tal med en psykolog, ven eller præst, men drop alt om at din mor skal ændre sig og giv i stedet dig selv det, din mor ikke har givet dig.
Det burde kunne lykkes for dig, for den længsel, vrede og afmagt, du føler nu, vidner kun om, at du til forskel for din mor er et sundt og helt menneske, der blot aldrig blev mødt som et sådant.