Jeg har lyst til at bryde med min ondskabsfulde mor
Min mor har udsat mig for fysisk og psykisk vold gennem min opvækst, og hun forholder sig fortsat kritisk over for meget og mange, inklusiv mig. Der var for nylig en episode, som virkelig fik bægeret til at flyde over, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om manipulerende mor
Jeg er en kvinde på 40 år, der gennem hele mit liv har haft et forfærdeligt forhold til min mor.
Vi er tre søskende, og jeg har altid været den af os, hun ikke brød sig om. Jeg blev derfor som barn udsat for både psykisk og fysisk vold af hende og fik konstant at vide, at jeg var ”billig” og et dårligt menneske. Jeg blev også slået og på andre måder fysisk mishandlet af hende.
I dag er min mor 80 år, og jeg bliver stadigvæk utilpas og nervøs i hendes selskab. Hun er tilmed blevet en bitter kvinde, der aldrig ønsker nogen det godt og konstant beklager sig. Hun har aldrig sagt undskyld for sin opførsel dengang, og jeg kan stadigvæk intet rigtigt gøre i hendes øjne.
Hun er hele tiden kritisk, men møder hun selv en sjælden gang kritik, så bliver hun martyrisk og offeragtig. Hun bagtaler mig til mine søskende og andre bag min ryg og fortæller ting, som jeg skulle have gjort, men som ikke er sande. Sådan er og har hun aldrig opført sig overfor mine to søskende.
Fornyelig havde jeg en oplevelse med min mor, som gør, at jeg nu overvejer helt at bryde helt med hende. Jeg havde købt en ting, som var tiltænkt som gave til min veninde. Gaven stod hos min søster, og her blev min mor vild med gaven, og selvom min søster gjorde hende klart, at det var en gave, jeg havde købt til en veninde, så tog min mor den med sig hjem.
Jeg ringede senere og konfronterede hende, hun reagerede ved at grine ad mig, og det fik bægeret til at flyde over. Jeg har derfor ikke talt med min mor efter episoden og har det faktisk bedre sådan, for mit liv er blevet roligere og mere harmonisk. Men kan jeg tillade mig at bryde med hende?
Vibeke Dorph råder til at bryde al kontakt
At du ikke for længst har brudt med din mor, siger noget om, hvor dårlig en mor, du har haft. For havde din mor været en god, kærlig og omsorgsfuld af slagsen, så havde hun lært dig, at du skal holde dig langt væk fra mennesker, der behandler dig dårligt og ikke vil dig det godt. Det har din mor ikke lært dig, for hun har netop ikke selv været en god mor, og derfor ved du heller ikke, hvordan du passer på dig selv.
Det er dog heldigvis aldrig for sent at lære, og det er det, du skal gøre nu: Du skal skynde dig at få din mor sparket ud af dit liv, og det kan kun gå for langsomt. For din mor har igennem hele dit liv brugt dig som en mental skraldespand for alt det syge kaos, der må bo i hendes hoved, siden hun har kunnet finde på at opføre sig så vanvittigt overfor dig.
Ligegyldigt, hvor nødvendigt og velfortjent, det er at bryde med et nært beslægtet menneske, så er det også svært, og det vil det sikkert også blive for dig. For din mor vil ikke holde sig tilbage for at bruge alle mulige ufine metoder i kampen for fortsat at holde dig fanget i sit liv. Hun vil garanteret manipulere rundt med både dig og dine søskende, hun vil spille dygtigt på det martyrie, hun i forvejen lyder til at mestre, hun vil trække offerkortet, og hun vil anklage og håne dig.
Alligevel skal du bruge alle dine kræfter på at holde fast i din beslutning, for du vil på et tidspunkt i nær fremtid sande, at det er en af de sundeste beslutninger, du har truffet i dit liv.
Så se at få det gjort, hold fast og vend det døve ører til, når din mor forsøger at manipulere dig tilbage. For din mor har for længst mistet retten til at kunne kalde sig for din mor, så få hende ud af dit liv – hun har intet godt at gøre der.