Kvinde i blå skjorte, sidder på sengekanten

Min kæreste taler mig hele tiden ned

Min første kæreste er begyndt at vise sig fra en mindre romantisk side, hvor han taler mig ned og kalder mig for dulle, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om nederdrægtig kæreste

Min kæreste og jeg er begge 34 og har kun været sammen i 1/2 år.

Det er første gang i mit liv, at jeg har prøvet af være lykkelig i et forhold.

Jeg har nemlig været single hele mit liv, da jeg simpelthen ikke følte, at jeg var god nok til nogen. Jeg har altid døjet med et dårligt selvværd, men i de seneste 10 år har jeg virkelig arbejdet med mig selv, og jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg er glad og har lært at holde af mig selv og min krop.

Jeg tænkte derfor, at jeg endelig havde fortjent én at elske, og én der ville elske mig. Det troede jeg, at jeg havde fundet i min kæreste – indtil i lørdags.

Jeg er rimelig gennemsnitlig i udseende, måske lidt overvægtig, hvilket min kæreste godt kan lide at nævne. Vi har ellers haft det godt, og jeg føler mig tryg med ham. Han er også den første person, jeg har turde åbne op for om mine problemer, og nogle at de ting der er sket i min barndom.

I weekenden skulle vi til fest, og jeg havde taget lidt makeup på, hvilket jeg ikke plejer. Jeg følte mig faktisk smuk og lækker, indtil min kæreste kom ind og udbrød, at han syntes, jeg lignede en ”billig dulle”, hvilket knuste mig.

Dagen efter, fortalte jeg ham, hvad hans kommentar havde gjort ved mig. Han undskyldte, men kunne ikke forstå, at jeg tog det så tungt. Han syntes bare, at jeg var pænere uden make-up, men tilføjede så også, at jeg jo ikke havde det smukkeste ansigt i forvejen.

Nu er jeg forvirret. For hvis jeg er grim med make-up, grim uden, og min krop heller ikke er pæn, hvorfor er han så sammen med mig? Lige nu føler jeg faktisk, at alt den selvværd, jeg har bygget op er væk. Er det normalt, at kærester opfører sig sådan? Eller er det mig, der blæser tingene ud af proportioner?

Vibeke Dorph råder til dialog og selvudvikling

Hvorfor er han sammen med mig? spørger du. Egentlig tænker jeg, hvorfor du er sammen med din kæreste, når han opfører sig så nederdrægtigt?

For nej, det er ikke sådan kærester opfører sig overfor deres partner. Ordentlige kærester taler hinanden op, og de kunne aldrig drømme om at kalde en elskede for ”en dulle” eller det, der er værre.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der bag din kærestes tarvelige ord gemmer sig en usikkerhed, der afstedkommer, at han udnytter din sårbarhed, og i stedet for at bakke dig op gør sit for at pille dig ned. Hvad den usikkerhed dækker over, ved han kun selv, men hans hang til at pille dig ned skal stoppe, hvis I to skal have en fremtid sammen, det må du gøre ham klart.

Du har også selv et arbejde at gøre. For din kæreste skal støtte dig, men han kan ikke bygge dig op, det kan du kun selv. Det arbejde lyder du til at være så glimrende i gang med, så det skal du fortsætte med. Lad derfor være med at lade ham bestemme, om du er pæn eller ej, klog eller ej, du taber på den lange bane, hvis ikke det er dig selv, der bestemmer den slags. Og jo, vi kan alle falde ned i huller nu og da, men vi gør det da især, hvis vi har en partner, der konstant skubber os derned.

Så bed straks din kæreste om at styre sit mindreværd og lade være med at tvære det ud over dig. Fortsæt så den flotte udvikling, du har gang i, og husk så på, at det er din egen fortjeneste, du er nået så langt, så sejren er din, den kan hverken han eller andre tage fra dig.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.