Vibeke Dorphs brevkasse

Min mands druk er ved at smadre vores ægteskab

Min mand drikker meget, og det går ud over familien. Senest kyssede han med en anden, tog et billede af det og sendte det til min veninde. Jeg er bange for at gå, men jeg kan heller ikke blive i det her, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om mand med stort alkoholforbrug

Jeg har kendt min mand i 12 år, og vi har tre små, fantastiske børn sammen. Jeg har desværre igennem de seneste syv år oplevet rigtig mange svigt fra min mands side. Det sker altid, når der er alkohol involveret, for så glemmer han tid og sted og taber fuldstændig dømmekraften.

Et par eksempler: Da vi skulle på familieferie sidste sommer, måtte jeg på dagen ringe og lyve for feriestedet om, at vi blev forsinket på grund af problemer med bilen.

Den egentlige grund var dog, at min mand var ude af stand til at køre bil, fordi han var kommet hjem kl. 6 om morgenen og var sanseløs beruset. Sidste jul tog han samme bil hjem fra en julefrokost, selvom han var så fuld, så han dårligt kunne stå på benene.

Det er kun et par eksempler, jeg kunne desværre komme med mange, mange flere, bl.a. om alle de gange, han har svigtet vores aftaler og ladet mig stå alene med ansvaret for vores børn.

Nu har jeg så opdaget, at min mand til en fest kyssede med en anden kvinde, filmede det og sendte fotoet til min veninde, fordi min veninde kendte både kvinden og min mand. Den episode har gjort mig rasende og ked af det, og jeg føler mig så ydmyget.

Der er derfor konstant en dårlig stemning i huset, og jeg har mest lyst til at gå fra ham, men tænker også på mine børn. De vil blive dybt ulykkelige, og det er det sidste, jeg ønsker.

Min mand har tidligere lovet, at han nok skal stoppe med at drikke, men det sker ikke, og det er kun et spørgsmål om tid, før han går over stregen igen. Han virker helt ligeglad med, hvor ked af det jeg hver gang bliver. Jeg er meget forvirret over situationen, så har du et råd?

Vibeke Dorph råder til at sætte foden ned

Det er tydeligt, at din mand har et alkoholproblem, som han ikke selv kan eller vil erkende. For når han drikker sig så beruset, at han ikke er i stand til at køre bilen på jeres fælles planlagte ferie, når han tilmed kører bil i påvirket tilstand og i det hele taget gang på gang dummer sig, så hersker der ikke tvivl om, at det ikke er ham, der styrer sprutten, men at det er sprutten, som har taget magten over ham.

Han er således godt på vej til at blive alkoholiker, og det vil på den lange bane ikke bare smadre hans eget liv, men også dit og børnenes. Derfor er der al mulig grund til at gribe ind nu.

Om han stopper sit druk, er ikke dit ansvar, det kan jo i sagens natur kun være hans eget, men du kan hjælpe ham på vej ved selv at drage de konsekvenser af hans misbrug, som han lige nu ikke selv vil tage.

Det handler ikke om at skælde ud, græde eller anklage ham, for det får ham ikke til at stoppe, det har du jo erfaret. Det handler derimod om at sætte ham stolen for døren og forlange, at han tager sit misbrug seriøst og stopper med at drikke, og vigtigst, at du drager konsekvensen, hvis ikke han gør det.

Konsekvensen her er, at du fjerner både dig selv og dine børn, hvis han fortsætter, og det skal du. For nej, du gør intet godt for dine børn ved at lade dem vokse op i et turbulent misbrugerhjem, du hjælper dem kun ved at sørge for ro og forudsigelighed. Det kommer der ikke til at være, hvis din mand fortsætter ud ad den vej, han er slået ind på nu.

Så se at få sat foden ned og tag det her alvorligt, for jeg er bange for, at du kun har set begyndelsen af din mands deroute. Den skal derfor stoppes, og vil han ikke det, så skal du tage vare på dig selv og ikke mindst dine små børn, således at I kan få en god tilværelse, der ikke er styret af Kong Alkohol, men af dig.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.