Paulina modtager dagligt grove beskeder i indbakken: ”Det er blevet meget mere personligt”

Som content creator på Instagram er Paulina Lykke over tid blevet vant til at modtage grove beskeder i sin indbakke. Og ovenstående er blot to ud af mange eksempler på, hvordan den slags beskeder kan se ud.

Det er ikke, fordi det er et nyt fænomen, tværtimod, men der er alligevel sket en stigning i, hvor mange ubehagelige beskeder Paulina Lykke modtager i dag kontra for år tilbage, fortæller hun til alt.dk.

”Det er blevet meget, meget værre. Og det er blevet meget mere personligt. Jeg synes, at mange content creators gør en dyd ud af at fortælle deres følgere, ’husk nu, at du kun ser en meget lille del af mit følelsesliv og min hverdag’. Men jeg tror stadig, at det er meget svært for nogle, der sidder på den anden side af skærmen helt at forstå, hvor lille en del jeg egentlig deler fra mit liv.”

Ud over at de beskeder, som Paulina Lykke modtager i sin indbakke, er blevet mere personlige, så er det ikke, fordi der er et særligt mønster i, hvad de handler om. Der bliver kommenteret på alt fra hendes krop og parforhold til børneopdragelse og den angstsygdom, som Paulina Lykke lever med.

Mens nogle beskeder preller af på hende, gør andre rigtig ondt, fortæller hun.

”Hvis beskederne handler om min krop, generer det mig ikke. Overhovedet. Ofte kommer den type beskeder fra mænd. Og der er jeg sådan lidt, ’whatever, Brian – jeg kan simpelthen ikke tage mig af, at du ikke synes, at mine bryster sidder, som du mener, bryster skal sidde’. Men der, hvor det går ind og rammer rigtig hårdt, er, når de handler om mit moderskab,” fortæller Paulina Lykke og fortsætter:

”Det er der, hvor jeg bliver allermest ked af det, og det kan være alle slags emner i moderskabet. Jeg har fx ikke ammet nogen af mine tre børn i særlig lang tid, fordi jeg ikke har trivedes i det. Jeg bliver en meget bedre mor, når jeg ikke ammer mine børn så lang tid, og for mig er det vigtigste: at mine børn har en mor, der er i trivsel. Men dét er noget, jeg har fået mange slag for i indbakken. Det samme gør jeg, når jeg italesætter, at jeg fx savner min ældste søn, som har en anden far end mine to yngste børn, og derfor er hos sin ham halvdelen af tiden. I de situationer får jeg at vide, ”at det jo er noget, jeg selv har valgt”. Og dét gør ondt. Med sådan en besked bliver jeg usikker på, om jeg er en god eller en dårlig, egoistisk mor.”

Læs også

Sara er træt af særlig tendens i vennegruppen: Et forhold er ikke en fribillet

Ikke bare sladder

Sladder har altid eksisteret og udgør en stor del af den smørelse, der binder os sammen som sociale væsener. Det er noget, som vi til alle tider altid har gjort – og stadig gør.

Men med de sociale medier har sladderen udviklet sig fra at være hvisketisken i gadekæret, til at alle kan levere en indirekte eller direkte sviner i et åbent kommentarspor eller i folks indbakke, fortæller adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen ved Roskilde Universitet.

”Da Facebook så dagens lys i slut 00’erne, var det et mysterie for folk, hvorfor det skulle være muligt at dele ting som ’jeg har spist en avocadomad til frokost’ i deres statuslinje. Det gav ingen mening dengang. Altså, folk gjorde det, men man forstod ikke helt, at det jo svarer til at stille sig op på en ølkasse på Rådhuspladsen og råbe ud over det hele, hvad man har spist til frokost.”

 Sociale medier har altså gjort det muligt at tale til alle og ingen. Men modsat ølkassen på Rådhuspladsen, kan det føles mere risikofrit at dele ting på sociale medier.

”Sociale medier gør, at man taler til alle og ingen på samme tid. Det er blevet en platform, der fungerer som en scene, man vælger at træde ud på, og på den måde gør man sig selv til genstand for kommentarer. Det gælder især influencere, som gør en dyd ud af at skille sig ud for at undgå at gå i ét med tapetet, for det er sådan, følgerøkonomien er skruet sammen på en platform som Instagram,” siger Pelle Guldborg Hansen.

Læs også

Da Trine Panums datter fik en kæreste, mistede de kontakten: ”Jeg var dybt bekymret for hende”

Kommentarsporet vs. indbakken

Pelle Guldborg Hansen sammenligner det åbne kommentarspor på fx Facebook med ”den virkelige verden”. Begge steder gælder det, at adfærden og tonen reguleres af noget, der hedder tredjeparts-sanktionering.

”Det betyder, at hvis du skriver noget grimt i et åbent kommentarspor, så kan folk hoppe ind i selvsamme kommentarspor og forsøge at stoppe det. Tredjeparts-sanktioneringen opretholder altså nogle normer, der kan fastholde folk i en ordentlig tone. Men den samme form for tredjeparts-sanktionering findes ikke i indbakken – og slet ikke på et medie som Instagram,” siger Pelle Guldborg Hansen og understreger, at der er forskel på sociale medier.

”På LinkedIn er værdien en anden end på fx Instagram. LinkedIn benyttes i arbejdsøjemed, og du har derfor dit navn, billede og CV på din profil, som gør det nemmere at blive genkendt og dét i sig selv virker regulerende. Der er mere på spil, hvis du skriver en grim besked til én i indbakken. For hvis vedkommende, du sender en grim besked til, deler den med resten af LinkedIn, så kan alle pludseligt se dine oplysninger, og i den situation bliver det muligt at håndhæve tredjeparts-sanktionerne. Personen vil blive skubbet ud af gruppen, og det kan blive problematisk for vedkommendes karriere.” 

Anderledes er det på et socialt medie som Instagram, hvor man kan være anonym eller nemt oprette fake profiler, fortæller Pelle Guldborg Hansen og fremhæver, at det er med til at give privatbeskeder en anden karakter.

”Forskellige forsøg viser, at lige så snart du kan være anonym, skifter tonen markant. Det er, fordi dele af den kommunikationsstruktur, der muliggør håndhævelse af normer, forsvinder, når du kan være anonym. Selvfølgelig kan en platform som Instagram sætte nogle systemer op, der gør, at du kan indberette en person, som opfører sig dårligt, og der vil blive lukket ned for vedkommende. Men hvis selvsamme person to sekunder senere kan oprette en ny profil og udvise samme dårlige opførsel, betyder det, at den form for sanktionering, som en platform kan lave, ikke er effektiv.” 

Paulina Lykke ved godt, at det ikke har nogen direkte effekt på, om folk henvender sig til hende i indbakken eller ej – eller på, hvor grimt folk kan finde på at skrive. Alligevel deler hun nogle gange screenshots af de beskeder, hun modtager, med sine følgere. Selvom det ikke stopper problemet, gør det en stor forskel for hende.

”Hvis jeg fx modtager en led besked om min måde at være mor på, eller hvis nogen sætter spørgsmålstegn ved den kamp, jeg kæmper mod angst, og den besked gør mig ked af det og usikker, kan jeg godt finde på at poste den, fordi jeg har brug for, at der er nogen, som fortæller mig, at jeg ikke er en egoistisk mor. Jeg ved heldigvis, at der er et kæmpe hold af gode mennesker, som følger mig og altid har min ryg. Så i nogle situationer er det bare rart at få det skulderklap og blive bekræftet i, at det er vedkommende, der har skrevet til mig, som er forkert på den og ikke mig,” siger hun.

Tre typer internetkrigere

Det kan være svært at forstå behovet for at skrive en ondskabsfuld besked til et andet menneske. Men ifølge Pelle Guldborg Hansen kan man i store træk inddele internetkrigeren med hang til grimme beskeder i tre kategorier. 

Læs også

Lotte Heise fik brug for at konfrontere sin mor – og reaktionen overraskede hende

”Den ene kategori består ganske enkelt af mennesker, som er psykisk udfordrede. Det svarer til at gå på strøget, og der er en eller anden, som står ovre i hjørnet og råber grimme ting efter dig. Det tager du ikke personligt. Men i den situation vil du også ofte kunne se, at vedkommende er psykisk udfordret. Det kan du ikke på et socialt medie, og det gør det svært at vurdere, hvem der skriver.”

Den anden kategori rummer marginaliserede grupper som fx incels. Det er mennesker, som føler sig forbigået, uretfærdigt behandlet og dårligt stillet, fortæller Pelle Guldborg Hansen.

”Det er folk, som hader andre – og som gør det i en ensom form, fordi vedkommende bliver trigget af noget hos det andet menneske. Det kan være i forhold til politik, udseende, personlighed eller børn. Det er ofte dét, en influencer vinder frem ved – ved at være en ekstremitet inden for et givent felt. Og dermed er risikoen for, at de trykker på flere knapper hos andre større.”

Den tredje og sidste kategori er mennesker, der gør det, som et middel til at fremme sig selv i sin gruppe, forklarer Pelle Guldborg Hansen og uddyber: 

”Et eksempel er, hvis en elev i en klasse sender en privatbesked til en anden elev, men er ligeglad med, hvordan vedkommende reagerer. I den situation er målet med beskeden nemlig at kunne vise den til de andre i ens gruppe, så man kan sige, ’se, hvad jeg har skrevet til ham eller hende’. Det vil sige, at personen, der modtager beskeden, bliver et ydmygelsesobjekt, hvor man promoverer sig selv inden for en bestemt gruppe, som intet har at gøre med den brede samfundsmæssige gruppe.”

Når enden er god

Til spørgsmålet, om vi nogensinde kommer den dårlige opførsel på sociale medier til livs, er Pelle Guldborg Hansens svar et entydigt nej.

”Fordi der ikke er de store sanktioner på sociale medier, så opstår der en uligevægt, hvor det er gratis for dem, der skriver de grimme kommentarer, på grund af deres anonymitet. Omvendt er det særdeles omkostningsfuldt for dem, som træder op på scenen. Og det er på ingen måde retfærdigt. Men det er desværre risikoen for at være på de sociale medier – især hvis du stikker næsen frem.”

Læs også

Christel Schaldemose: ”Min svigermor syntes, at jeg svigtede"

Den eneste løsning på problemet er ifølge Pelle Guldborg Hansen, at man vælger et andet medie, hvor det ikke er muligt at være anonym, hvis man vil undgå at modtage grove beskeder i indbakken.

”Det her handler ikke om retfærdighed. Det handler om, at det er den bane, du går ind på. Og den fungerer, som den gør. Vi kan godt blive enige om, at den type opførsel er helt forkert, men det ændrer ikke på det faktum, at det er sådan, det foregår.

Man kan håbe på, at der politisk kan vedtages en form for regulering på nogle af de sociale medier, hvor det står værst til, men jeg tror faktisk ikke, det gør den store forskel – ikke medmindre man eliminerer muligheden for at oprette anonyme profiler. Så hvis man gerne vil passe på sig selv, skal man tænke over, hvad man gør og deler.” 

Paulina Lykke, der lever af at dele ud af sit liv på Instagram, er enig med Pelle Guldborg Hansen i, at problemet nok aldrig bliver løst – heller ikke selvom Instagram kommer med forskellige tiltag. I hvert fald har de tiltag, der hidtil er blevet udrullet, ikke fungeret, fortæller hun.

Grimme beskeder eller ej fortsætter Paulina Lykke med at dele ud. For alle de positive og kærlige beskeder, der heldigvis også havner i indbakken, opvejer med længder de grimme af slagsen. 

”Man kan godt sige, at jeg gør det nemt for folk at lange ud efter mig, fordi jeg deler ud af nogle meget personlige ting, der sker i mit liv. Men jeg gør det mest af alt, fordi der sidder nogen derude og føler sig mindre alene, når jeg deler – og det er det vigtigste,” slutter hun.