Calpe: Det ukendte, spanske paradis
Har du allerede besøgt Barcelona, Málaga og Sevilla, så er tiden måske inde til at gå på opdagelse i en af de mange andre spændende feriebyer i Spanien. Her er en, som kun få danskere kender til – nemlig Calpe, der ligger centralt på Costa Blanca og har det hele. Og lidt til.
Hvor skal vi holde ferie? Beslutningen koster talrige diskussioner i min lille familie hvert år. Jeg vil have spændende bymiljøer at ose rundt i, når jeg bliver træt af dunsterne fra solcreme og klor ved swimmingpoolen. Børnene, tvillingepiger på 12, ønsker sig pool, strand og lækre butikker. Og min mand drømmer om ro, god mad og en flot udsigt.
Denne gang ender diskussionerne med, at vi finder et kompromis på nettet. Vi googler os frem til Calpe, en mindre by mellem Benidorm og Jávea på Costa Blanca midt på Spaniens Middelhavskyst.
Men sjovt nok, så har ingen, jeg taler med om byen, hørt om den. Selv ikke de mest ivrige spaniensfarer. Er det mon, fordi strandene er dækket af tang og klipper? Eller fordi byen er lige så fyldt med halvfærdige, grimme byggeprojekter, som vi oplevede i en spansk ferieby længere sydpå tre år før?
Ak nej. Strandene i Calpe viser sig at være fantastiske. Byen, især det gamle kvarter, er smuk, og vrimler da også med turister. Bare ikke fra Skandinavien, som åbenbart ikke har fået øjnene op for den endnu. Overraskende nok, for den har alt, hvad vi solhungrende nordboere længes efter.
Ro under citrontræerne
Vi har lejet både hus og bil over nettet hjemmefra og flyver til Alicante, som er nærmeste store by med en lufthavn. Derfra er der ca. en times kørsel ad gode veje ud til byen. Først ad en lang og forholdsvis flad strækning, men så med stigninger op i vilde og rå bjerge. Vi kører igennem små tunneller forbi den berømte solby Benidorms skyline og den indbydende bjergby Altea, før Calpe åbner sig foran os i en bred dal ned mod vandet.
Althea
Huset, vi har lejet, ligger lidt op ad bjergsiden i et roligt beboelsesområde med små huse i forskellige farver, men alle med brune teglsten på taget. Fra den store tagterrasse er der en fantastisk udsigt ned over byen og vandet. I de næste dage er det dog i gården under citrontræerne ved siden af den lille pool, vi holder til, når middagsheden bliver for streng.
LÆS OGSÅ: Boligbytningsferie til fransk ødegård
Eventyragtig naturpark
Ligegyldigt hvor i Calpe, vi opholder os, kan vi se byens markante "varemærke", den 332 meter høje, knejsende kalkstensklippe Penon de Ifach, der om aftenen glitrer i solnedgangen. Her, på en af bjergsiderne, opstod den første lillebitte by, Ifach, der var beboet af berbere, som efter barske piratangreb valgte at flytte ind mod land og dermed grundlagde nutidens Calpe.
Klippen, og området omkring den, viser sig ved nærmere eftersyn at udgøre en lille eventyrlig naturpark, der strækker sig en kilometer ud i havet og som en kæmpe hajfinne deler byens strandområder over i to. En tur hertil kan anbefales.
Vi vælger en nem rute og slentrer halvvejs rundt om den ind igennem de fine haveanlæg med imponerende palmer og blomster. Jo længere ud mod klippen vi kommer, jo mere højrøstet bliver koret fra de tusinde, mangeartede søfugle, der flyver om ørerne på os og hyler klagende mod himlen.
Er man til mere krævende bjergvandringer, kan man gå op i klippen via en tunnel og ud på den. Vi går i stedet en tur hen til marinaen og havnen tæt ved, hvor der er masser af liv og fiskeauktion hver eftermiddag.
Brede, velplejede strande
Som på Mallorca er strandene drømmeagtigt brede, velplejede og forsynet med offentlige toiletter og børnevenlige. Og naturligvis kan både parasoller og liggestole lejes.
SPONSERET: Du finder billige flybilletter til Malaga på Rejsepriser.dk
Selv om der er gjort en del for at gøre de mange tårnhøje hotelmastodonter langs den flisebelagte strandpromenade smagfulde med overraskende farver og former, er de indrømmet ikke ligefrem guf for øjet. Det er til gengæld de mange strandbarer, som fylder op i stueetagerne. Vi falder for en for enden af promenaden, Snackbaren Morena, der serverer dejlige omeletter og dagen lang spiller de bedste af de gamle pophit fra 1980'erne.
LÆS OGSÅ: Insider-tip til Paris
Hæng ud med de lokale
Når vi får nok af sand og vand og højhuse, er der heldigvis mange andre muligheder. Allerede en af de første aftener finder vi op i den velholdte gamle bydel, der nærmest hænger op ad et bjerg. Og det er til disse stejle, billøse gader med nyrestaurerede gamle huse og kirker, vi vender tilbage igen og igen.
Omkring hvert et hjørne bydes på nye overraskelser: Et gammelt vægmaleri, et særligt kønt indgangsparti eller en væg beklædt med kakler. Spredt mellem husene ligger små udendørs restauranter og barer, hvor stolene følger gadens stigning, og menuerne næsten alle tilbyder mad til priser mellem fem euro for den billigste ret og ca. 12-17 euro for den dyreste.
Vi kan blive siddende i timevis her og bare kigge på folk, eller vi slentrer rundt mellem de lokale indbyggere, der har sat sig udenfor på deres hvide plasticstole for at snakke, ryge og nyde den kølige vind fra havet. Både arabiske folkeslag og romerne har hersket over Calpe – og på torvet Miguel Roselló findes et af de mange spor, de forskellige kulturer har efterladt sig, nemlig det massive forsvarsværk Torreo de la Peca.
Der er også et par interessante museer. Ikke mindst det arkæologiske på Calle Francisco Zaragoza rundt om hjørnet fra kirken Nuestra Señora de las Nieves, hvor man kan få mere at vide om. Her kan man få mere at vide om byens dramatiske historie, der strækker sig helt tilbage til bronzealderen.
Det dragende hav
Andre aftener søger vi ned downtown mod strandpromenaden. Det er i det kvarter og på den brat opadstigende hovedgade med appelsintræerne, at man finder modebutikkerne. Både de dyre med mærkevarerne og de billigere. Ind imellem dem ligger de kinesiske markeder, som minder lidt om vores egne Tigerbutikker – bare mere bugnende.
Rundt om gågaden, strandpromenaden og lystbådehavnen er der et anarkistisk, men også charmerende rod af restauranter. En aften spiser vi italiensk, en anden spansk, en tredje kinesisk. Efter middagen, som vi naturligvis indtager sent, suges vi hen mod pasteleria'erne med deres overdængede spanske kager, mums.
Havet er dog det, som trækker mest. Det er næsten ikke til at forlade igen, især ikke når månen hænger glasklar over det. En godnatdrink må nydes på en bar på promenaden, inden vi går hjemad og undervejs bliver enige om, at Calpe er en by, vi er nødt til at vende tilbage til.
Det vil vi gøre anderledes næste gang:
Huset, vi har lejet, viser sig at være uden aircondition. Heldigvis når temperaturen "kun" op på 32 grader, og vi overlever ved at trække persiennerne ned og holde rummene mørke om dagen. Men næste gang vil vi sikre os et godt klimaanlæg. Selv om vores daglige ture ned i byen har sin charme, vil vi nok også leje et hus tættere på stranden – eller måske lægge billet ind på en af de mange lejligheder.
Der findes talrige sider på nettet, hvor begge dele kan lejes.
Luksus til lavpris
Leje af hus og bil, kombineret med køb af lavpris flybilletter, kan være en lige så billig eller måske endda billigere ferieløsning end en charterrejse – og mere behagelig – især hvis I er mange. "Vores" hus, hvor der kunne sove seks-syv personer, betalte vi 6.200 kr. for en uge sidst i juni, altså i lavsæsonen (se det store udvalg på Atraveo.dk/spanien).
Leje af bil koster omkring 1.000 kr. for en uge.
LÆS OGSÅ: Oplev det glemte Thailand
Udflugter
Nabolandsbyen Altea er lige så smuk som en landsby i Andalusien. Og den berømte bjergby Guadalest med den adelige bolig Casa Orduña fra 1644, er også et besøg værd. Her nyder vi at se på spanske møbler og malerier fra 17- og 1800-tallet og vandrer videre til en borgruin med en utrolig udsigt over sø og bjerge. Sikken en natur!
Men Calpe spreder sig over så stort et område, at udflugtsmålene aldrig helt slipper op. Vi når f.eks. aldrig at udforske de romerske bade, kajakklubben, de andre naturparker, flere af museerne eller de mange eksempler på imponerende moderne arkitektur.
SPIS OG SHOP
Vores bedste spise-oplevelse var i det argentinsk inspirerede steakhouse Cambalache, der ligger højt oppe i det gamle kvarter i smøgen Calle Torreones 15 – med farverige potteplanter i vinduerne, sød betjening og fremragende mad på menuen.
Pizzeriaet Mama Leone, Blasco Ibanez på Calle de la Paz, var også en fornøjelse, der var et herligt folkeliv.
En lidt anderledes oplevelse er restauranten Dracula, hvor ejerne kommer fra Transsylvanien (deraf navnet) og byder på rumænsk inspirerede retter, Avda. Del Puerto, Efd. Baydal, Local
Se flere gode spisesteder på den engelske oversigt: Inmocostablanca.com/calpe-restaurants.htm
MODE OG MARKEDER
Der er mange gode tøjforretninger gemt i Calpes sidegader. Desværre er de bedste af dem også dyre. I butikken Ritual, på den centrale Doctor Flemming allé 11 er priserne dog så rimelige, og tøjet så originalt, at vi måtte derind i flere omgange. Vi nød også at gå rundt på det lokale marked lørdag formiddag langs Avenida del Norte.
Tip:
Udnyt, at vi danskere har en anden døgnrytme end de sydlandske turister. Omkring kl. 12.30 pakker mange spanierne, franskmænd og italienerne sammen på stranden og tager hjem for at holde en lang siesta. Så bliver der plads til os andre, ikke bare på parkeringspladsen, men også i liggestolene og under parasollerne.