Caroline Stage stod pludselig midt i stor krise: ”Jeg er stadig ikke færdig med at bearbejde det”
Livet går ikke altid som man planlægger, og det ved ingen bedre end Danmarks digitaliseringsminister, for både job og kærlighed kom fuldstændig bag på hende.
"Det var Rylevænget i Bagsværd, hvor mine forældre boede. De flyttede ind, før jeg blev født og boede der stadig, da jeg flyttede hjemmefra, så jeg har aldrig boet andre steder i min barndom."
"Jeg er den yngste i flokken og har tre ældre brødre. Jeg tror, det er flerfacetteret at være den yngste, for på den ene side er man selvfølgeligt vildt feteret, på den anden side skal man møve sig mere frem og finde sin rolle."
"Helt fysisk møvede jeg mig nok mest ind på deres værelser. Faktisk bankede jeg på hver aften hos min yngste bror med min bamse i hånden og spurgte, om jeg måtte sove hos ham."
"Jeg fik altid lov at sove i hans sækkestol, indtil han gav op, og jeg fik lov at komme op i hans seng. Dengang var jeg ret ekstrovert, men det er jeg nok mindre i dag. Jeg fyldte meget i klassen på godt og ondt. Jeg blev rasende, hvis jeg sad med fingeren oppe uden at blive taget."
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg troede, jeg skulle være læge som min mor, men mit sociale liv kom i vejen for at få det snit på 10,5, som man skulle have. Dengang syntes jeg vist ikke, man kunne få for meget fest, og sådan synes jeg stadig, det skal være, når man går i gymnasiet. Der skal være plads til at grine undervejs."
"Så læste jeg HA (en bred erhvervsøkonomisk uddannelse, red.), og den ærlige forklaring er nok bare, at jeg havde to brødre, der havde læst det før mig. Jeg ville gerne tjene nogle penge og have det sjovt undervejs, og der tænkte jeg, at en almen uddannelse på CBS var vejen frem."
"Jeg er ikke en klassisk stræber. Jeg kan være det, hvis tingene interesserer mig, men andre gange kan jeg læse en sætning 50 gange uden at forstå den."
"Jeg kom ind på Christiansborg som studentermedhjælper, og jeg kunne godt mærke, at det interesserede mig vildt, for jeg var der dag og nat. Samtidig var jeg aktiv i Venstres Ungdom, og til sidst kom studiet til at virke som et bijob."
"I 2013 blev jeg som 23-årig valgt ind i Københavns Borgerepræsentation med næsthøjest stemmetal i partiet, og jeg tænkte virkelig: ”Her kommer jeg.” Da vi skulle konstituere os, var der igen grænser for, hvor jeg så mig selv, men dem i min gruppe kunne vist godt se grænserne, så jeg fik sundheds- og omsorgsudvalget."
Til årets nytårskur på
Amalienborg.Foto: Bo Nymann
"Jeg var rasende, for jeg var jo den yngste, og det var et udvalg, der tog sig af ældreområdet. Jeg havde jo set mig selv i noget mere magtfuldt som for eksempel Teknik- og Miljøudvalget, som politisk ordfører eller måske i Børne- og Ungeudvalget."
Annonse
"I dag kan jeg godt se, at jeg kun var 23 og ikke skulle noget i den liga. Men da min gruppe sagde: ”Sæt dig ned på bagerste række, watch and learn,” var jeg rasende."
"Efter mine år i borgerrepræsentationen havde jeg nogle år, hvor jeg tog en puster fra politik, men jeg savnede den dynamiske diskussion og samfundsproblematikkerne, så da Moderaterne søgte folk, rakte jeg ud og blev politisk chef. Det var jeg i halvandet år, inden jeg kom over til Lars Løkke som rådgiver."
"Jeg har kæmpe respekt for Lars, og jeg kunne se, at jeg kunne lære meget af ham. Derudover har jeg altid været en midtsøgende venstre-kvinde, altså én der ikke kun går op i skatter og afgifter, og jeg kunne se mig selv i Moderaterne, hvor man ligger godt og lunt i midten."
"Det har mange, men en af dem er Rikke, som jeg bor sammen med. Hun har to børn fra tidligere, og så har vi en datter på to år sammen. Jeg kendte Rikke, fordi hun var sekretariatschef i den forvaltning, hvor jeg var politiker. Da jeg lærte hende at kende, havde jeg en mandlig kæreste."
"Senere skiftede jeg udvalg og fandt ud af, at jeg ikke skulle være sammen med min kæreste, og da jeg en aften mødte Rikke i byen, var det meget let at starte en samtale. Det kom totalt bag på mig, at jeg var til kvinder, og jeg brugte lang tid på at tænke over det."
"Jeg anser mig selv for at være open-minded, så hvorfor fandt jeg først ud af, at jeg var til kvinder som 27-årig? Jeg har ikke svaret endnu, men måske havde jeg bare ikke fundet den rigtige før. Rikke var bare så sej. Hun har totalt styr på karrieren og er altid smart at se på. Hun er altid i pæn kjole og høje hæle og løber rundt og er sjov og elsker mennesker."
"Jeg er 16 år yngre end hende, men jeg forelskede mig vildt og voldsomt, og det føltes som om, alt kunne lade sig gøre. Hun havde to børn, mens jeg festede hver weekend, men det mente jeg sagtens kunne forenes. Jeg må indrømme, at det indimellem har været komplekst, men jeg har alligevel aldrig været i tvivl om Rikke."
Hvornår har du skudt genvej?
"Ved den seneste regeringsrokade havde jeg som spindoktor i Moderaterne været sammen med Lars Løkke hele dagen, og vi havde talt meget om, hvad vi skulle stille op med den ministerpost, vi manglede at besætte. Lars syntes, det var svært, og mange navne var oppe at vende."
"Om aftenen var han i tv, og da vi kørte hjem i hver sin bil, havde vi stadig ikke en løsning på, hvem der skulle til Amalienborg næste dag."
"Jeg kom hjem til min familie klokken 18.30, og jeg kan huske, at min kæreste havde lavet lasagne, som jeg elsker. Pludselig ringede Lars igen. Han talte lidt vidtløftigt om ministeriets fremtid, og havde det ikke været min chef, havde jeg nok overvejet at afbryde samtalen, men pludselig sagde han: ”Så… nu spørger jeg dig: Vil du være Danmarks nye digitaliseringsminister?”"
"Jeg havde aldrig tænkt mig selv i den rolle, så jeg begyndte at ryste. Jeg troede jo, jeg havde lukket den dør for mange år siden, da jeg gik ud af borgerrepræsentationen og blev embedsmand i stedet."
"Skulle jeg nu leve et liv på den anden side af kameraet igen? Kunne jeg overhovedet stå distancen? Jeg var meget i tvivl, og fordi det hastede så meget, kunne Lars kun give mig et kvarters betænkningstid."
Annonse
"Jeg gik ud i køkkenet til min familie og var helt hvid i hovedet. Da min bonusdatter på 14 hørte, at Lars pegede på mig, råbte hun bare: ”Kør, kør, kør!”, og min kæreste var enig."
Så spørger ham med
telefonen, hvad jeg
laver til dagligt, og der
måtte jeg bare sige:
”Det ved du jo godt, du
har lige googlet mig”Foto: Sara Skytte
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"Jeg har et stærkt fundament i form af familie og venner, der altid har min ryg. Men jeg havde ikke været minister mere end et døgn, da jeg kom ud i en shitstorm, der fik jorden til at brænde under mig."
"Jeg havde været en del af ledelsen i Moderaterne, og der var anonyme kilder og en rapport om arbejdsmiljøet i partiet, og uden at have set rapporten er jeg ret sikker på, at mit navn er nævnt i den. Det kastede mit parti ud i en krise, som også handlede om mig på ret personlig vis."
"Jeg kom simpelthen i tvivl, om rapporten talte sandt, og om jeg havde taget fejl hele tiden? Havde jeg gået og troet, at jeg er et mere ordentligt menneske, end jeg faktisk er? Jeg er stadig ikke færdig med at bearbejde det, for det var en frygtelig oplevelse, og jeg tror, det har gjort mig mere påpasselig med, hvad jeg siger, og jeg er begyndt at lægge mere låg på mig selv."
"Helt ubestridt har jeg jo gjort noget forkert, for ellers var det her aldrig kommet frem. Det var bare aldrig min intention at gøre nogen kede af det."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Hvis jeg skal være ærlig, er jeg jo ikke ret kendt, men mange kigger på mig, som om de ikke kan huske, om de har set mig i Netto, eller om jeg har været med i en film. Der er ikke ret mange der tænker: ”Der går Caroline, som er digitaliseringsminister”."
"Men da jeg for nyligt var på Psykopaten (kendt værtshus på Frederiksberg, red.) med nogle veninder, sad der nogle gutter ved et bord ved siden af vores. På et tidspunkt så jeg, at en af dem sad og kiggede på sin telefon, og der var et billede af mig på skærmen."
"Ti minutter efter kom de over og spurgte, om vi ville have et shot. Selvfølgelig ville vi det. Så spurgte de, om vi ville rafle. Ja da. Så spørger ham med telefonen, hvad jeg laver til dagligt, og der måtte jeg bare sige: ”Det ved du jo godt, du har lige googlet mig”."
Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
"Efter jeg er blevet minister, må jeg se i øjnene, at Rikke tager det største slæb og hele ”the mental load”. Jeg tænker sgu ikke altid over, hvad vi skal have til aftensmad. Ne,j nej, det er mere carpe diem med mig. Hun tager slæbet på trods af, at vi er fem derhjemme."
Afslut sætningen ”Vejen til det gode liv går gennem…”
"Flere fysiske fællesskaber. Jeg skal ikke være skinhellig, for et af de første interview, jeg gav som digitaliseringsminister, handlede om min egen skærmafhængighed."
"Når jeg tænker på mig selv under min barsel, husker jeg, hvordan jeg bare sad og spillede candy crush, når jeg havde ammet Billie. Jeg tror endda, jeg brugte penge på det, og jeg kunne sidde og glo på en reel af en mand, der spiste en hummer."
"I dag er Billie to, og en dag kunne jeg se, at hun var ved at blive sindssyg af at se skærm, og hun blev rasende, da jeg tog den fra hende, så i dag prøver vi at lægge skærmen væk eller se noget sammen."
"Det er heller ikke nemt, når man er papmor for to børn på 12 og 15 år, for det er så svært at sætte rammer for skærmen, når alle de deres venner er på TikTok. Jeg føler, vi sender forældrene ud i en kampzone med en plastikske som våben."
"Jeg ved godt, pilen peger på mig som minister, og det er noget, jeg arbejder på. Nu har vi sendt en vejledning ud til folkeskolerne, så de i højere grad kan blive skærmfri. Derudover er det lige landet et borgerforslag på mit skrivebord, hvor 55.000 danskere har skrevet under på, at det bør være forbudt for børn og unge under 18 år at være på sociale medier."
"Jeg er ikke sikker på, at jeg er helt dér politisk, men jeg forstår godt dem, der har skrevet under og den afmagt, mange forældre oplever."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Alt omkring mig de seneste måneder har været så surrealistisk. Hver dag når jeg kommer hjem, føler jeg, at jeg har siddet i et kinesisk lyntog, for der er så mange nye mennesker og indtryk."
"Jeg anede jo ikke engang, at jeg skulle være minister. Hvordan skal jeg så vide, hvor jeg er om fem år? Men jeg stiller op til næste folketingsvalg for Moderaterne."
"Derudover vil jeg gerne have barn nummer to, for siden jeg var lille, har jeg ønsket mig at have fire børn, ligesom vi var derhjemme, og med Rikkes to børn er vi jo ret tæt på. Samtidig går jeg hele tiden med en kæmpe frygt for, at jeg ikke er nok mor og kæreste, og at mit arbejde fylder for meget."
"Jeg bliver dog aldrig den, der sidder længst på arbejdet, for jeg insisterer på at hente min datter i vuggestuen to dage om ugen, og jeg synes ikke, der er noget galt i, at man som politiker prioriterer sin familie. Man bliver jo ikke en bedre minister af at arbejde sig selv ihjel."
Caroline Stage
34 år og uddannet cand.merc.
Digitaliseringsminister siden august 2024.
Medlem af Moderaterne, tidligere spindoktor for Lars Løkke, og stiller op for partiet til næste folketingsvalg.
Kæreste med Rikke, parret har tilsammen tre børn og bor i København.