Kommissæren er vendt hjem: "Jeg er blevet et meget venligere menneske”

Apple. Google. Meta. Det er nogle af de virksomheder, Margrethe Vestager har lagt arm med i løbet af sine ti år som konkurrencekommissær i Europa-Kommissionen. Imens hun har kørt retssager om tocifrede milliardbeløb imod nogle af verdens største virksomheder, har hun sørget for at passe sit strikketøj, sin passion for madlavning, sin bogklub og sin løbetræning. For nyligt har hun føjet personlig træning til programmet. Samtidig har hun været mor for sine tre døtre og hustru for sin mand, Thomas, som hun har været gift med i 30 år.

"Jeg tror, at min familie kommer til at huske mig som én, der fik meget ud af døgnet, siger hun og slår en høj latter op. Bagsiden af det er, at jeg tit kommer lidt for sent. For hvis jeg har to minutter, vil jeg lige gøre et eller andet, som så ender med at tage fire minutter. Og så kan det godt akkumulere lidt."

Margrethe Vestager ankommer fem minutter før tid, da vi mødes på ALT for damernes kontor. Jeg sætter mig ved langbordet i vores mødelokale, og derefter sætter hun sig – ikke overfor mig, men for bordenden, så vi sidder skråt ved siden af hinanden. Hun hælder vand op i begge vores glas og roser den frokost, der bliver serveret for os fra kantinen, inden hun fortsætter:

"Jeg kan godt lide at få noget fra hånden, og jeg udnytter gerne alle de to minutter, jeg har. Men jeg øver mig også hele tiden i at være til stede. Jeg er lige flyttet hjem og har masser af ting på programmet, inden jeg starter nyt job, men nu er det jo dig og mig, der sidder hér. Og der er ikke en eneste af mine bøger, der sætter sig selv på plads af, at jeg ikke er til stede lige her, hvor jeg er."

Margrethe Vestagers kommissærjob, som hun har haft i ti år, løb til og med november, og til januar starter hun som bestyrelsesformand for DTU, Danmarks Tekniske Universitet. Et helt livskapitel i Bruxelles er slut, og hun er vendt hjem til familiens andelslejlighed på Amager.

"Først og fremmest har jeg glædet mig meget til at skulle bo med min mand igen. Det siger han, at han også har, siger hun og griner. Nu må vi se, hvordan det går. Ej, det skal nok blive godt. Jeg har glædet mig til at komme hjem til Danmark. Til at være tæt på mine forældre, mine søskende og vores venner. Samtidig er det selvfølgelig melankolsk at forlade Bruxelles og mit arbejde dér. Jeg har arbejdet sammen med mennesker, som jeg rigtig godt kan lide og har stor respekt for. Jeg har fået venner i Bruxelles, og jeg synes, at det er en skøn by at bo i."

En ny målestok

Da Margrethe Vestager i første omgang flyttede til Bruxelles, flyttede Thomas og to af parrets døtre med. Den ældste var allerede flyttet hjemmefra. Efter kort tid viste det sig dog, at den yngste datter ikke trivedes, og derfor flyttede hun og Thomas hjem igen. Familien har altså ikke haft en hverdag sammen i ti år, men selvom der selvfølgelig er ulemper ved dét, mener Margrethe Vestager også, at det har haft sine fordele.

"Ingen kunne blive frustrerede over, at jeg arbejdede en masse. Og jeg har jo så tilrettelagt mit arbejde sådan, at jeg har arbejdet solen sort i hverdagene, men holdt rigtig meget fri i weekenderne. For når jeg først var hjemme i København, gad jeg ikke sidde og hænge over et eller andet. Jeg har tit været hjemme, eller også har min familie været i Bruxelles, så jeg tror stort set, at vi har set hinanden hver weekend. På den måde har jeg muligvis set mere til mine teenagebørn, end så mange andre har. Selvfølgelig går man glip af noget ved, at man for eksempel ikke spiser morgenmad sammen hver dag, men vi har så til gengæld fået noget andet."

"En anden ting ved det er, at når man begynder at leve sit liv på ”en anden” måde, så går det op for én, hvor mange andre, der også gør dét. Jeg kan huske noget af det samme fra første gang, jeg blev gravid: Jeg så mig om og tænkte ”hvor var alle de gravide henne før?”, for pludselig var de overalt, fordi jeg lagde mærke til dem. Sådan har vi også haft det med vores boligsituation. Det er gået op for os, at man kan leve sit liv på utroligt mange forskellige måder."

"Hvis man ligesom sagde ”det her er målestokken for det gode liv”, siger hun og danner en linje i luften med hænderne, kan man godt tænke, at vi må have lidt afsavn, fordi vi har levet på en anden måde. Men i virkeligheden har vi etableret en ny målestok for, hvad det gode liv er. Når vi måler os op imod dén, får vi ikke øje på afsavnene, men alt det, vi synes, vi har fået ud af det."

Det lyder lidt nemmere sagt end gjort. Ér du bare virkelig god til at se fordelene?

"Ja. For hvis noget ikke fungerer, skal man lave om. Vi har tilsyneladende kun ét forsøg i verden, så hvis man går rundt med en knude i maven, skal man bruge den til at ændre noget."

"Jeg var til barnedåb for nyligt, hvor præsten sagde noget, der talte ret meget til mig. Han sagde, at han tit bliver spurgt om, hvor det onde kommer fra, hvis der er en Gud i verden, men at vi måske skulle spørge, hvor det gode kommer fra. Det er som om, at vi slet ikke lægger mærke til, at der er meget mere af det gode end det onde. Jeg tror, at det talte meget til mig, fordi det også er min tilgang. Verden er jo noget frygteligt rod, og især lige i øjeblikket, men så må vi jo finde ud af, hvad vi gør ved det. Jeg vil gerne bruge de ting, jeg ser, til at handle i stedet for at blive ved med at analysere."

Brug for lidt kulør? Her er tre farver fra modeugen i København

Modeugen i København er netop overstået, og hvis du spørger de danske designere, er der især tre farver, som du skal gå efter næste efterår.

De behøver ikke huske mig

Der er blevet handlet en masse i de ti år, Margrethe Vestager har været EU-kommissær. Blandt andet har hun for nyligt vundet en historisk retssag imod Apple, som betyder, at de skal betale omkring 100 milliarder kroner i restskat til Irland, hvor de driver virksomhed. Hvis man spørger hende, hvad hun gerne vil have, at folk husker hende for som kommissær, kommer svaret imidlertid prompte: ”De behøver ikke huske mig”.

"Min fornemste opgave i Kommissionen har været at sikre, at EU-borgere kan gøre, som de gerne vil. Meget konkret har jeg haft ansvaret for, at hvis du gerne vil starte virksomhed, så er det din idé, din arbejdsetik og de folk, du får med ombord, der afgør, om du får succes. Det afhænger ikke af, om Google synes, at du skal findes. Hvis vi har gjort det nemmere for dig som virksomhedsejer at få succes med det, du gør, så er vi lykkedes. Men så tænker du jo ikke på mig, så tænker du på din forretning. Hvis de sociale medier ikke bevidst er afhængighedsskabende, og hvis ikke der er så meget pis på dem, så er vi også lykkedes, men så skal forbrugerne ikke tænke på mig, så skal de nyde, at de har fået nogle bedre sociale medier. Det hele handler om at give folk bedre muligheder, ikke om, at der skal plinge et billede af mig op i hukommelsen."

"Som kommissær er jeg desuden igen og igen blevet bekræftet i, at det handler om holdet. Jeg går forrest, og det er mig, der kommer i avisen, men jeg er ingenting uden det hold, jeg er en del af. Jeg synes nogle gange, at vi har for stor respekt for enkeltindivider. Selvfølgelig betyder det noget, hvad jeg har gjort, og hvordan jeg har været leder, men jeg kunne ikke have skubbet noget selv."

Hvordan har du udviklet dig som person på de ti år, der er gået?

"Jeg tror, at jeg er blevet et meget venligere menneske. Nu har jeg jo haft muligheden for at lære noget i 56 år, og det tænker jeg, at man bliver venligere af. Eller mange gør, ikke alle. For tusind år og en sommer siden, da jeg var helt ung politiker, mødte jeg en mand, som var i begyndelsen af 70’erne, og han var et røvhul. Dér tænkte jeg: "Aldrig vil jeg blive ligesom ham". Heldigvis tror jeg ikke så nemt, at man kommer til at bevæge sig den vej, når man omgiver sig med gode mennesker."

"Jeg tror også på, at man skal angribe med venlighed, hvis man vil rykke noget. Det er også den måde, jeg leder på. Jeg responderer selv utroligt dårligt på skældud, og jeg har aldrig mødt nogen, der responderer rigtig godt på det, så det har jeg aldrig praktiseret. Jeg kan selvfølgelig være bestemt, men jeg prøver at afholde mig fra at skælde folk ud."

Når du sidder i en sag overfor Google eller Amazon, synes de så også, at du er venlig?

"Jamen ja, jeg er altid venlig. Det er ikke sikkert, at de får ret, og det er ikke altid, der er så meget fleksibilitet hos mig, men der er jo stadigvæk ikke nogen grund til at råbe ad folk. Så siger man: ”Prøv at høre her, vi kan godt se jeres argumenter, men vi har tungt vejende modargumenter. Vi kommer til at give jer en bøde, og vi kommer til at forsvare det i retten”. Man behøver ikke at blive hård eller uvenlig."

Du har på et tidspunkt udtalt, at du er blevet mere optimistisk med årene. Kan du uddybe det?

"Ja, det er rigtigt. Jeg er ikke optimistist på sådan en ”ja, det ser sort ud nu, men himlen er altid blå over skyerne”-måde. Jeg læner mig ikke tilbage og siger ”det går nok alt sammen”, for på den måde ændrer man ingenting. Men igennem mine ti år som kommissær har jeg set, hvor meget vi kan rykke, når det virkelig gælder. For eksempel under corona, hvor der blev udviklet og produceret en vaccine hurtigere end nogensinde før, eller under krigen i Ukraine, hvor EU straks åbnede dørene for flygtninge. Fordi jeg har set forandringer ske, tænker jeg, at det kan vi gøre igen. Men det er selvfølgelig ikke så banalt, som det lyder. Når det gælder sådan noget som klimaforandringer, kræver det, at vi bliver enige om, hvad der skal gøres, og at vi så faktisk også gør det. Og gerne lidt hurtigere, end vi plejer. Her i Europa kan vi godt finde på at sige: ”Jojo, vi skal da måske have ændret noget, men det lyder svært, og børnene skal også køres til svømning”. Og så får man ingenting gjort."

"Det gælder for de ting, jeg arbejder med, lige så vel som det gælder for vejfester, gadelaug, beskyttelse mod stormfloder og alt muligt andet: Det sker kun, når nogen gør noget sammen. Jeg er vokset op i en lille by i Vestjylland, som hedder Skovlund. Der var ingen haller i cykelafstand, selvom ”cykelafstand” i Jylland er pænt langt. Så samlede man ind og byggede hallen selv. Det er noget af det første, jeg kan huske fra min barndom. Så jeg er vokset op med, at man gør ting i fællesskab, og at man handler, hvis der er noget, man gerne vil ændre. Alle vores venner og bekendte var folk, der gjorde ting. De passede deres arbejde, og når de så var færdige med dét, gjorde de noget andet – sørgede for, at der var gymnastikstævner, spejderlejr eller sportsfester. De tænkte overhovedet ikke på, at andre kunne gøre det for dem. Man gjorde tingene sammen og fik det til at fungere. Det er et kæmpeideal for mig."

Sorte trøfler

2,6 millioner kroner. Så meget har Margrethe Vestager fået om året for at være EU-kommissær. Det fremgår af hendes nye bog ”Vestagers Verden”. Hun mener imidlertid ikke, at hun som sådan har tillagt sig nogen dyre vaner.

"Altså, vi rejser jo rigtig meget. Det har mest været frem og tilbage til Bruxelles, men også til London, hvor den ene af mine døtre bor. Men vi rejser ikke på businessclass eller noget. Jeg tror måske, at vi køber nogle ting, der er lidt dyrere, end vi ellers ville have gjort. Hvis vi gerne vil have en flaske vin, køber vi en god flaske, men ikke sådan … ekstravagant."

"En af mine veninder kan virkelig godt lide pasta med trøffel, så når hun har besøgt mig i Bruxelles, har jeg altid købt to store, sorte trøfler og lavet pasta til hende. Man kan altid få friske trøfler i Bruxelles. For nyligt er jeg også begyndt at bruge penge på personlig træning, og dét er en dyr vane, men kvinder i min alder skal vedligeholde muskelmassen. Så nu træner jeg gerne to gange om ugen og løber tre gange om ugen."

Generelt virker Margrethe Vestager som et meget disciplineret menneske. Hun vedligeholder sin træning og sit løb, og for mange år siden stoppede hun med at ryge.

Ér der noget, du bliver ved med at gøre, selvom du godt ved, at det ikke er godt for dig?

"Nej, for så finder jeg på en undskyldning. For eksempel mener jeg, at chokolade er en grøntsag forklædt som slik. Det betyder ikke, at jeg spiser en plade hver eller hver anden dag, men hvis jeg synes, at vi skal have chokolade, så spiser vi chokolade. Så der er masser af ting, jeg ikke er så disciplineret omkring, men med nogle ting er jeg."

"Det handler også meget om vaner. For eksempel er rygning en vane. Det er en vane, at man ryger efter maden, eller når man taler i telefon. Nedenunder vanen er man afhængig, og det er dét, der gør det megasvært at stoppe: At man både skal bryde vanen og slippe ud af sin afhængighed. Hvis man vænner sig af med vanen, skal man ikke længere bruge mental kraft på dén del, og det samme gælder den anden vej. Hvis noget – for eksempel løb – er en vane, gør man det ikke længere af disciplin, og fordi man har besluttet sig for det. Pludselig løber man, fordi man er vant til det, og fordi man har det godt med at gøre det. Jeg bliver lykkelig, når jeg sætter den første fod i jorden på en løbetur. Hvis ikke jeg havde det sådan, ville det kræve kæmpemeget af mig at komme afsted."

Da Dorthe Nors flyttede fra storbyen og hjem til Vestjylland overraskede især én ting hende

Da forfatter Dorthe Nors for alvor brød igennem internationalt, savnede hun sine jyske rødder mere end normalt. Og da hun flyttede tilbage til Vestjylland, opdagede hun, at hun skulle genlære de kulturelle koder for ikke at jokke i spinaten.

Man skal huske den virkelige verden

Løbetræningen er med til at sikre, at Margrethe Vestager bevarer jordforbindelsen. Hvad gør hun ellers for at holde fødderne solidt plantet i et hektisk liv?

"I Bruxelles blev jeg ikke hentet i en bil, men gik på arbejde. Så kunne jeg få noget luft og se, hvordan vejret var. Og vigtigst af alt så var jeg ude, hvor folk var. Risikoen i et liv som mit er, at man aldrig sætter en fod i ”den virkelige verden”. Der holder en fed bil nedenfor din gadedør om morgenen, som kører dig hen til kontoret. Folk er supersøde og respektfulde overfor dig, og du kan få nogen til at hente din mad til dig. Når arbejdsdagen er omme, bliver du kørt hjem igen. Sådan noget er ikke sundt for mig. Og jeg synes heller ikke, at det er rart at være i en boble af eksklusive beslutningstagere, som ikke har nogen forbindelse med resten af verden."

Er arbejdspresset nogensinde blevet for meget for dig?

"Nej, og jeg har undret mig over, at jeg ikke bliver stresset, men det gør jeg faktisk ikke. Jeg tror, at kombinationen af løb, træning, ordentlig mad og reality-tv er perfekt. Jeg ser blandt andet "Bagedysten" og "Landmand søger kærlighed". Jeg er simpelthen så fascineret af de mennesker, man kan få lov til at møde i sådan nogle programmer. De er så generøse med sig selv, og man lærer dem virkelig godt at kende. Jeg kan til gengæld ikke så godt lide "Paradise Hotel" og sådan noget, for der har jeg en fornemmelse af, at deltagerne ikke viser os, hvem de er. De spiller roller. Jeg tror også, at mange af dem mest er ude efter at blive kendte."

Du er selv et kendt ansigt. Hvordan har du det med dét?

"Det kan ikke være anderledes. Hvis man har en ambition om at ville gøre noget, der betyder noget i andres liv, bliver man også nødt til at være ”derude”, så folk kan forholde sig til én. På godt og ondt. I starten syntes jeg, at det var en down side ved det, jeg gerne ville med politik, men hvis ikke man vil genkendes nede i Brugsen, kan man heller ikke få lov til at påvirke andre folks liv."

Ud over at være konkurrencekommissær har Margrethe Vestager de seneste fem år været ledende næstformand i Europa-Kommissionen, og i 2023 udnævnte Time Magazine hende som et af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. Er magten steget hende til hovedet?

"Det er den helt sikkert. Men et af problemerne med sådan noget er jo, at man ikke kan mærke det ske. Når man er i en magtfuld position, synes folk pludselig, at man er sjovere, højere og bedre. Det er meget svært at gennemskue, at ”nej, det var faktisk ikke særligt klogt, det jeg lige sagde”, så selvfølgelig stiger magten én til hovedet. Jeg tror også lige, at jeg skal vænne mig til ikke at have magt. Hun tager en mundfuld mad, gestikulerer med gaflen mod tallerkenen og siger: ”Det er virkelig en god hønsesalat, det der”", inden hun fortsætter:

"Ligesom cigaretter er magt både en vane og en afhængighed. Mange af de situationer, hvori jeg har haft magt, vil ikke optræde mere, nu hvor jeg er stoppet i EU. På den måde får jeg i hvert fald brudt vanen, og så er det ”eneste”, jeg skal arbejde med, afhængigheden. Der får jeg mig en kold tyrker."

De strikkede elefanter

I din nye bog siger du, at der er for mange gode råd i verden, men hvis du alligevel skulle give et godt råd til unge kvinder, der vil ind i politik, hvad ville det så være?

"Men er du ikke enig? Ingen har da tid til at følge alle de gode råd. Der er alt for mange. Og især alt for mange, man ikke har bedt om. Men hvis jeg skulle give et godt råd, ville det være: Lad være med at læse kommentarsporene på sociale medier. Der er så mange kvindelige politikere, der får så meget had på sociale medier. Instagram er lidt en undtagelse, synes jeg, for der er folk faktisk ret søde og skriver konstruktive kommentarer, men på X, for eksempel, som er meget mere politisk, går det som regel hurtigt galt."

"Det sørgelige ved det er, at det ikke er nyt. I tusind år har mænd især haft en ambition om at få kvinder til at tie stille og gå hjem, og derfor kæmper man imod noget, der er meget kulturelt fastlåst. Forhåbentlig bliver det bedre i løbet af de næste årtier, men for nu skal man være virkelig opmærksom på, at det ikke er noget, der kommer til at påvirke én. Jeg vil ikke være et teflon-menneske. Jeg vil være et menneske, der tager ting ind, lytter til folk og finder ud af, hvordan man kan gøre tingene bedre, jeg har bare lært, at man aktivt skal søge det hos virkelige mennesker fremfor på sociale medier. Derfor holder jeg mig stort set altid fra kommentarspor."

Ellen Hillingsø: "Det er dumt at spilde sin tid på at være bange for at blive gammel"

Der er kommet mere leg og mindre pligt ind i Ellen Hillingsøs liv i de senere år. Hun vægter stadig den sunde og aktive livsstil, som hun har dyrket siden 20’erne, men træning skal være så sjovt, at hun drøner ud ad døren for at dyrke det, og i hendes ellers ret stramme kostplan er der også plads til champagne og chips. Mød skuespilleren, der på tærsklen til de 60 år har fundet tilbage til sig selv.

"Som sagt er Instagram en del bedre. Der spørger folk tit bare, hvad det er for en strikkeopskrift, jeg har brugt til min trøje. Men Instagrams algoritmer kan heller ikke lide politik. Instagram kan lide ansigter og strik."

Sidstnævnte er der en del af på den tidligere EU-kommissærs Instagramprofil. Ikke mindst strikkede elefanter fylder i feedet.

"Op til at jeg stoppede i Kommissionen, har jeg haft travlt med at strikke elefanter til mine medarbejdere. Det startede for længe siden med, at jeg strikkede én til en medarbejders barn, men nu er det blevet en fast ting, at man får en elefant, hvis man bliver gift, fylder rundt eller skifter job. Eftersom jeg er stoppet som kommissær, er der rigtig mange, der har fået nyt job, så alle de medarbejdere, der ikke har fået en strikket elefant før, skulle have en nu. Jeg har strikket over 200 i alt. Heldigvis kan jeg opskriften udenad, så jeg kan lave andre ting imens."

Inden vi runder frokosten af, får jeg Margrethe Vestagers "standardsvar" på, om hun vender tilbage til dansk politik:

"Det er spændende, er du klar? Ej, men jeg mener det faktisk. Jeg regner med at blive en rigtig gammel dame, så jeg har 40 år til at overveje at komme tilbage, men jeg har ikke nogen aktuelle planer om det."

Derefter rejser hun sig op og siger: ”Skal vi ikke bare lige hjælpes ad med at bære de brugte tallerkner ned i kantinen? Så skal du ikke gå så mange gange”.