Cath har et handicap – og det gør 8 ud af 10 danskere usikre omkring hende

40-årige Cath Borch Jensen er født med cerebral parese – en funktionsvariation, som tidligere blev kaldt spastisk lammelse.

Caths handicap gør, at hun bruger kørestol permanent – et vilkår, som for hende er hverdag, men som mange reagerer på med usikkerhed, når de møder hende.

”Nogle slår blikket ned i forlegenhed, når de ser mig, og nogle ser direkte overraskede ud. Uanset hvad blikkenes motivation måtte være, så får jeg stadigvæk det dér klassiske elevatorblik – og det skyldes, blandt andet, min kørestol. Det kan vi ikke komme uden om,” fortæller Cath Borch Jensen.

Til daglig arbejder Cath Borch Jensen som kunstformidlende udstillingsværtinde på kunstcenteret Copenhagen Contemporary, og også her oplever hun ofte, at det kommer bag på de besøgende, at de bliver mødt af en medarbejder i kørestol.

Læs også

Top 10: Her er årets mest læste interviews

”Nogle gange kan jeg se på folk, at de er i tvivl om, hvad jeg laver dér, og nogen spørger også direkte, om jeg arbejder dér. Og når jeg så åbner munden og byder dem velkommen og sætter rammen for, hvad de skal opleve på kunstcenteret, så får nogle af vores gæster lidt forlegenhed i blikket, mens andre får et større smil på læben, fordi det kommer positivt bag på dem, at jeg udfordrer deres forestilling om et menneske med handicap”, fortæller Cath Borch Jensen, der finder det vigtigt at udfordre folks fordomme om, hvad en person med et handicap kan og er.”For mange er forestillingen om prototypen på en person med et handicap, at vedkommende er multihandikappet, sidder i kørestol og ikke kan sige noget og har smerter døgnet rundt. Og dér vil jeg gerne være med til at slå et slag for, at der er lige så mange former for handikap, som der er mennesker.”

Kan føre til ensomhed og mistrivsel

Når Cath Borch Jensen oplever, at mange føler sig usikre, når de først møder hende, så beskriver hun faktisk, hvordan mange danskere har det.

En ny undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer fastslår, at 8 ud af 10 danskere har oplevet at føle sig usikre på at omgås mennesker med handicap – og det kan få store konsekvenser, fortæller formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen:

”Det giver en øget risiko for ensomhed og isolation for mennesker med handicap. Helt konkret kan det betyde, at man får sværere ved at finde mennesker at bo sammen med og leve sammen med, og det kan blive svært at blive en del af det fællesskab, som vi alle gerne vil være en del af,” siger han og fortsætter:

Læs også

Mange har medlidenhed med Karoline, som er alvorligt syg – men nu kommer hun med vigtigt budskab

”Det kan nemlig påvirke både uddannelse, beskæftigelse og fritidsliv, og når man på den måde bliver isoleret og ensom, så viser forskning, at man oftere bliver syg, har alvorlige sygdomsforløb og lever kortere. Så det kan have nogle voldsomme konsekvenser, når man er ufrivilligt ensom.”

Hos de fleste skyldes usikkerheden omkring mennesker med handicap, at de er bange for at sige eller gøre noget upassende, viser undersøgelsen.

Særligt opstår usikkerheden i det offentlige rum som fx butikker og kollektiv transport, hvor 56 procent af danskere oplever en tvivl om, hvordan de skal agere omkring mennesker med handicap.

Tager ansvaret i relationerne

Når Cath Borch Jensen møder nye mennesker i sit liv, både når det drejer sig om kortere interaktioner i supermarkedet eller i toget, eller når hun tager på date, så oplever hun, at det er hende, der står med hovedansvaret for, at interaktionen mellem hende og den anden part begynder godt.

”Det er internaliseret i mig, at det er mig, der skal tage det første skridt. Jeg er så vant til, at det er mig, der skal være fremme i skoene og vise mig fra min bedste side, så den anden part får skuldrene lidt ned og kan slappe af. Simpelthen fordi der kan opstå en utilpashed omkring mig, som jeg har erfaring med at kunne afhjælpe ved f.eks. at smile lidt ekstra eller ved hjælp af humor. Efter en rum tid oplever jeg så, at modparten fx finder mod til at spørge til min kørestol – men først når jeg har vist dem, at jeg selv ønsker at rydde elefanten i rummet af vejen, så vi kan være fælles om noget sjovere og mere relevant,” fortæller Cath Borh Jensen, som mener, at mange tager et misforstået hensyn, såvel til hende, som generelt:

”Nogle mennesker med handicap, vil bare gerne kunne gå en tur i Netto, uden at blive spurgt, hvad de ”fejler”. Og det forstår jeg udmærket. Men jeg tror, at jeg har en lidt anden tilgang til det, forstået på den måde, at jeg gerne vil svare, når folk spørger mig – og jeg vil hellere have, at de spørger, fordi det giver mig mulighed for at fortælle dem, hvordan jeg rent faktisk har det og hvad mit udgangspunkt er, fremfor at de går rundt og bygger luftkasteller."

Cath Borch Jensen ser sig selv som udadvendt og snakkesalig, og hun ved, at det giver hende en fordel i at nedbryde de barrierer, hendes handicap kan føre med sig i nye relationer.

”Jeg er ekstrovert og kan godt lide at møde nye mennesker, og jeg lever af at bruge mit sprog, når jeg formidler kunst. Jeg får simpelthen energi af at være sammen med andre mennesker, og det tror jeg, kommer mig til gavn. Men jeg har al mulig forståelse for, at det ikke er alle, der har det sådan,” siger Cath Borch Jensen som derfor råder til, at man øver sig i at spørge mere til andre mennesker og turde komme under huden på andre – et råd, hun i øvrigt mener også er passende i bredere forstand.

”Der er nogle generelle strukturer i vores samfund som gør, at vi er alt for berøringsangste overfor hinanden. Og når vi tør tale om tingene, så kan vi lige pludselig begynde at mærke hinanden – Når vi kan mærke hinanden, så begynder der at komme smil i øjnene og på læberne, og så kan vi begynde at føle os trygge nok til at spørge ”hvordan fungerer tingene for dig?” – Uanset, hvilke præmisser eller hvilken situation, det pågældende menneske måtte være i.”

Sker også på dates

Også i datingsituationer har Cath Borch Jensen oplevet omtrent det samme scenarie udspille sig flere gange.

Hun møder op, og i samme øjeblik, hendes date får øje på hende, kan hun fornemme overraskelsen i hans blik – og dét selvom hun på forhånd har fortalt ham, at hun sidder i kørestol.

”Uanset, om vi har kommunikeret om mit handicap og min kørestol på forhånd, så lever vi bare i en meget visuel tidsalder, og når jeg dukker op på en date, så har jeg oplevet flere gange, at de ser rundt i lokalet for at finde det, de forventer at se. Når deres øjne finder mig, så får jeg elevatorblikket – og det kan man godt argumentere for også ville ske for andre uden handicap, når de tager på date, men det, jeg ser i deres blik, er noget, der for mig signalerer en grad af skam. Jeg tror, at folk skammer sig over at blive konfronteret med deres egen forestilling om, hvordan jeg ser ud, og hvordan jeg er. Og dér ville jeg foretrække, at folk bare spurgte mig om det, de er nysgerrige efter eller har brug for at vide, for at vi kan bygge videre på relationen.”

Også fra Thorkild Olesen og Danske Handicaporganisationer er rådet helt klart: SPØRG.

”Noget af det allervigtigste og allerbedste er at spørge folk. Det er i hvert fald det, jeg opfordrer alle til at gøre. Hvis I er usikre på, om et menneske med handicap har brug for hjælp, så spørg. Eller hvis der er noget, du gerne vil vide om dem og hvad, de kan, så spørg,” siger han og fortsætter:

”Vi er også ude i noget, som er kulturelt bestemt. Når man møder nogen, som er anderledes, så er der en forholdskonvention om, at så bliver man lidt usikker på det. Så det handler meget om at være nysgerrig, selvom man måske synes, at det er en lille smule grænseoverskridende.”