”Hver morgen går det op for mig, at min søn ikke er her”

Tårerne triller let ned ad kinderne. På skødet sidder hendes blot etårige barnebarn, som glad kigger på hendes to ældste sønner, der sammen er ved at tømme en flyttevogn. Hun tørrer hurtigt øjnene, idet hun ikke ønsker, at den lille opdager, at hun græder.

Den dag i december, men også følelserne, der fylder Charlotte Rørth, er specielle. For hun er glad over at se glæden i det lille barnebarns øjne, hvordan hendes to sønner kan sammen, og at den ene søn er vendt retur efter mange år i udlandet. Men der mangler bare én, og det tynger hende. Det er nemlig årsdagen for hendes tredje søns død.

Artiklen fortsætter efter videoen...

”I det øjeblik blev det tydeligt for mig, hvad julen er: En sammenpresning af glæden over nyt liv og fællesskab, men også sorgen over dem, som ikke er med,” fortæller hun.

Øjnene bliver blanke, når hun tænker tilbage på det ambivalente øjeblik, og hun rykker sig lidt uroligt rundt på stolen. Charlotte Rørth har fundet fred med at tale om tabet, men følelserne knuger stadigvæk. Hun sukker dybt, hvorefter blikket bliver fast.

”Men ingen af følelserne skal fjernes. Det er ikke forkert at være ked af det, men det er heller ikke forkert at være glad. Det sker samtidigt, og det er helt okay. Mit hjerte bliver bare nødt til at være dobbelt så stort, som det har været, for at jeg kan rumme det hele.”

Altid, hele tiden

Charlotte Rørth tæller hvert år ned til den 17. december. Dagen, hvor hendes søn tog sit eget liv under et udlandsophold i USA. Dagen, hvor familien var så langt væk, at de først fik nyheden dagen efter, og dagen, som aldrig bliver den samme igen.

Men selvom sorgen er tydelig den dag, fordi andre også er opmærksom på mærkedagen, så er han usynligt til stede i hende hele tiden, hele året. Hun siger stadigvæk, at hun har tre børn, når hun introducerer sig selv.

”Vores søn forsvinder jo ikke ud af vores liv, fordi han er død. Vi lever med ham på en anden måde. Hver morgen går det op for mig, at min søn ikke er her. Nogle gange tænker jeg på alt det, jeg måske kunne have gjort for at forhindre, at han tog sit eget liv. Jeg kunne nok have gjort en masse, men jeg kan jo ikke spørge ham. Det får jeg aldrig svar på. Det er en umulig vej at gå ned ad - og det ved jeg godt,” fortæller hun.

”Men jeg skal også give mig selv lov til gå ned ad den, for det er også en del af mit liv at leve med dét. Indimellem bliver jeg meget udmattet, fordi det er en lang rejse hver morgen. Men jeg tager den, fordi det skal jeg. Jeg er i live, så det hjælper jo hverken andre eller mig selv, hvis jeg ikke fortager den rejse.”

Til jul er det otte år siden, at sønnen med ét var væk – i hvert fald fysisk. For Charlotte Rørth er den største trøst at sige, at sorgen ikke bliver mindre, men hun bliver bedre til at leve med den. 

”Der er så mange glædessituationer, som jeg ikke kommer til at opleve ham i. Jeg skal samtidig leve med resten af livet af se hans far og brødre være kede af det,” fortæller hun.

”Men samtidig er jeg også glad for hans brødre, jeg er glad for mit arbejde, jeg er glad for mit barnebarn. Alle de gode ting er jo ikke forsvundet, men jeg synes, at det er vigtigt at erkende, at smerten er der, og at jeg har det, som jeg har det. Jeg er altid i smerte, men jeg har det også godt. Så det er en træning i at have mere i sig end én følelse.” 

Store følelser

De store følelser har Charlotte Rørth forsøgt at nedfælde i en bog. En slags julekalender, hvor du hver dag kan læse dig gennem en lille inspirerende tekst, der bygger på forfatterens eget liv, erfaringer og tanker. Bogen er blevet til Charlottes egen lille samtale med sig selv om de mange følelser.

Den tager både hul på store tanker om, at vi alle har været ventet, at vi alle er blevet til, og at vi alle har mistet, men også de mindre, der kredser om, hvorvidt julepynten måske bør hænge lidt anderledes i år.

Det er ikke en selvhjælpsbog, understreger hun, men mere en samtalebog til at begynder samtaler med sig selv og andre, så vi får talt om det, der i hendes øjne virkelig betyder noget: Vores måde at være til i det sammensurium af glæde og sorg, som livet rummer.

”For mig var det vigtigt at lave en bog, som kunne hjælpe os til at få noget ud af julen, i stedet for at vi bare holder den og har travlt. Der er ikke noget dårligt i at snakke småkager og julegaver, men det er også en tid, hvor mange mennesker bliver mindet om den mormor, mand eller søn, der ikke er der mere,” fortæller hun.

”Jeg håber, at bogen vil fylde læseren med en dejlig julevarme, og at den vil give folk noget mere glæde i den lange ventetid, der er op til jul. Men den er også tænkt som en påmindelse om, at det er okay, at den glæde jo også er iblandet meget store sorger. For selv hvis man går og glæder sig, så hov, så mangler dén, som man skulle have givet en gave til.”

Jesuskalender

På bogens julegrønne forside, snor sig et rødt bånd, og mellem rødkælke og kristtjørn står ordet ’jule’ overstreget, hvorefter ’Jesuskalender’ står med store bogstaver. Den indeholder små lignelser om det helt store og det helt nære, flettet ind i dagligdagens tanker, og gør læseren klogere på Jesus, hans familie, og alt det, de sammen er gået igennem.

For udover at forfatteren selv har fundet ro i troen, så har hun også fundet spejling i den.

”Det ligger lige til for mig at sætte mig i Marias sted, for Maria mister også en voksen søn – og på en måde, gør Gud det jo egentligt også. Det er vildt, at vi har en religion, der handler om, at man mister. At det er et livsvilkår at miste dem, vi elsker,” fortæller hun.

”Jeg siger til folk, at de ikke skal sætte sig i mit sted, fordi det gør så ondt, at det vil jeg ikke byde nogen. Det er et helvede på jord. Måske netop derfor er det rart at kunne se sig selv i en anden.”

Men selvom hun ikke ønsker, at andre skal sætte sig i hendes sted, taler hun gerne med andre om sorgen – for hun har oplevet, at det hjælper. Både fordi hun langt fra er alene i svære følelser, men også, fordi det føles som om, at hendes søn stadigvæk er med omkring julebordet, når hun taler om ham.

”At tale om det minder os om, at vi godt kan være os selv med alt, hvad vi kommer med af følelser, hele julen igennem, og at julen kan rumme det hele. Der er plads til alle de store følelser og tanker, man har, og der er faktisk også tid nok til det. Så det handler bare om at have mod til at give sig hen til følelserne – og være til i dem.”

Jesuskalender – decembersamtaler til livgivende forundring

Hvem er Jesus? Hvorfra hentede Maria sin styrke? Var Josef en god papfar? Hvordan lever man med tabet af et barn? Guds egen dreng blev født på nøjagtig samme vis, som ethvert almindeligt menneske kommer til verden. Født af en kvinde. Det er kristendommens kerne og gave. En begivenhed vi kan kende os selv i – og dermed dele. De helt store spørgsmål får vi aldrig svar på. Så lad os tale om dem. Hver dag i december.

Charlotte Rørth har viklet sine egne og enhver mors fødsler og følelser ind i fortællingen om Maria og Josef. Vi følger adventstiden, decemberventetiden, hvor nutidens puls og rytme falder sammen med den 2000 år gamle begivenhed, da Gud brød ind i tiden og lod Jesus føde. Vi har selv været ventet, og nu venter vi på, at barnet skal komme til verden.