”Jeg er ikke ked af, at jeg mødte en ny kærlighed. Jeg er ked af, at det var, mens jeg var gift"

”Jeg sidder ved middagsbordet med mine tre børn, og stemningen er trykket. Ingen tør rigtig tale om det, som alle tænker på. Jeg skal skilles. Jeg prøver at holde humøret oppe, smiler og snakker. Vi skal have en god aften. Jeg kigger på min søn, og lige i samme øjeblik lægger han sin gaffel på præcis samme måde, som hans far altid har gjort, og det hele vender sig i mig. Tanken farer gennem hovedet på mig: Shit, jeg kan jo ikke finde ud af at være sammen med mine egne børn.”

Kvinden ved middagsbordet var Christina Nørby Ibsen, og episoden fra 2019 indleder bogen 'Med fødderne skrøbeligt plantet'. Manden, hun skulle skilles fra, og som hendes søn pludselig mindede hende om, var tv-værten Bubber, som hun havde været gift med i 28 år. I bogen reflekterer Ibsen, som hun kalder sig, over, om det egentlig var okay, at hun havde det så dårligt med, at hendes børn mindede hende om den mand, hun skulle skilles fra.

Hun når frem til, at ja, det var okay, for det var simpelthen så svært på det tidspunkt at blive konfronteret med generne fra den mand, som havde gjort hende så ondt ved igen at have været hende utro. Og netop refleksionen over egne tanker, handlinger og følelser går igen igennem bogen, for Ibsen har ønsket at fortælle sin historie om, hvordan det var at blive væltet fuldstændig omkuld og føle sig som en klat på gulvet, der blev kørt over igen og igen, for så at begynde at rejse sig op. Langsomt. Centimeter for centimeter. Og efterhånden stå med fødderne skrøbeligt plantet på jorden.

Ibsen fortæller sin historie, fordi andre måske kan spejle sig i den og få et håb om, at der findes et liv på den anden side af en kæmpe krise, selvom man ikke tror det. Undervejs i fortællingen afslører hun også, at hun selv på et tidspunkt i sit ægteskab kom så langt ud, at hun lod sig rive med af en anden mand. Noget, hun bestemt ikke er stolt over, men som er nødt til også at blive fortalt.  

”Går fra konen: Venter barn med ny kvinde”. Sådan lød en overskrift på Ekstrabladet.dk den 14. november 2019. To dage efter fulgte avisen op med en ny artikel med overskriften: ”Bubber afslører: Har gjort barnepigen gravid”.

De to artikler ”væltede” nærmest internettet, og læserstormen var enorm. Uge efter uge fortsatte historien på forsiderne af formiddagsavisene og sladderbladene, og Ibsen havde til sidst ikke kræfter til at nærme sig de butikker, hvor overskrifterne sprang hende i øjnene. Den offentlige interesse for historien adskiller Ibsens skilsmisse fra de fleste andre skilsmisser, men følelserne bag er nøjagtig de samme. Det samme er historien om et ægteskab, der begyndte så godt.

"Jeg var 23 år, og han var 25, da vi mødte hinanden, og vi blev gift i august 1990. I december samme år kom vores første datter, Sofia, til verden. Alle havde en mening om vores forhold, fordi det gik så stærkt – ja, ja, lad os se, hvor længe det varer – men det holdt sgu i 30 år på godt og ondt. Vores styrke sammen som familie og par var helt klart, at vi havde et rigtig godt parløb, og at vi var kreative sammen. Min eksmand havde en karriere, som blomstrede og ræsede derudaf, og jeg var – synes jeg selv – en ret god kone, som trådte til side og lod ham blomstre. Det gjorde jeg fuldstændig bevidst. Jeg havde aldrig nogensinde issues med det eller var jaloux eller vred over noget. Jeg havde så meget fokus på vores børn, der kom hurtigt efter hinanden, og så fik han lov til at skabe sig en karriere. Vi havde et meget privilegeret liv med hus, bil og hund, og vi manglede ikke noget."

Bubber udtalte i maj sidste år, at du ofrede meget for ham, så han kunne udleve sine drømme – følte du, at du ofrede dig?

"Det var da sødt af ham at sige. Det må du godt skrive."

Men følte du, at du ofrede dig?

"Næh, for mig var det ikke en ofring. Absolut ikke. For mig var der en glæde og en lykke forbundet med, at jeg var så heldig at have en mand, som arbejdede hårdt for, at vi havde det så godt som muligt derhjemme. Vi havde fordelt vores roller på en måde, vi begge var tilfredse med."  

I den samme artikel siger han også, at han satte karrieren højt og nok var blevet lidt egoistisk?

"Ja. Det kan jeg jo godt se nu i bakspejlet. At det har været meget egoistisk. Men mens det stod på, og mens vi havde vores familie, var det ikke noget, der optog mig."

Selvom alt på overfladen så lyst og lykkeligt ud, var der en slange i paradis. Allerede i 1991, da Sofia var otte måneder gammel, blev Ibsen udsat for utroskab første gang. Bubber var sprechstallmeister i Cirkus Arena og havde et forhold til en ungarnsk cirkusballerina. Ibsen opdagede det, og med barnevognen i den ene hånd svingede hun ham med den anden hånd en syngende lussing i fuld offentlighed midt i manegen under en forestilling.

Hvordan var det at stå med et lille barn og opdage, at han var utro?

"Øhm... det var virkelig skrøbeligt. Og det var noget, der skulle løses. Jeg kommer selv ud af en familie med utroskab og skilsmisse, og jeg skulle ikke gentage mit familiemønster. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, ved at sætte foden ned og sige, at det ville jeg ikke finde mig i, og at det aldrig skulle ske igen.

Og så tror jeg, at jeg lullede mig ind i, at vi var unge, at han havde bragende succes, og at alle syntes, han var fantastisk. Og så var det måske svært ikke at blive fristet. Men det var da hårdt. Samtidig var det vigtigt for mig at bevare min familie, og jeg vidste inderst inde, at det sidespring handlede om noget andet end den kærlighed, han havde til mig."

Hvad tror du, det handede om?

"Det handlede om bekræftelse og ikke en skid andet. Og det er jo ikke en undskyldning for utroskab, men det blev det på en eller anden måde for mig på det tidspunkt. Det var, som det var, og det accepterede jeg for at bevare familien, som var det vigtigste for mig. Det ville have haft store konsekvenser, hvis jeg var gået min vej."

Så I kom videre?

"Ja, og vi fik mærkeligt nok en stærkere kærlighed til hinanden efterfølgende, fordi vi fik vores første store krise ret tidligt. Det er jo det, der er så underligt ved utroskab, at nogle gange finder man mere sammen efterfølgende. Man er nødt til at bevise overfor hinanden, hvor meget man elsker hinanden, for at kunne komme tilbage. Og det kan jo godt styrke forholdet, men det er lidt som at pisse i bukserne. For det varer kun et stykke tid, og så kommer du ind i dine vaner igen. Og jeg havde nok inderst inde en lille bitte snert af usikkerhed i forhold til, om det kunne ske igen."

Hvem er Christina Nørby Ibsen?

• Arbejder som sygeplejerske og står bag podcasthittet 'For altid forandret'.
• Har tidligere arbejdet som skuespiller og sanger.
• Aktuel med bogen 'Med fødderne skrøbeligt plantet', som er skrevet i samarbejde med journalist Marie-Louise Truelsen.
• Hun er 56 år og har en kæreste.
• Har tre voksne børn fra sit ægteskab med Bubber og to
  børnebørn.

Du blev mistænksom?

"Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har tjekket hans telefon, hvilket man jo godt kan undre sig over. Men jeg tror, at det stammer fra min barndom, hvor jeg blev svigtet og aldrig lærte at sætte grænser. Hvis der er noget, der rammer min sjæl, og jeg mærker tydelig smerte, så er jeg rigtig god til at lukke af og sige "sådan er det, videre"."

For at beskytte dig selv?

"Det tror jeg. Og hvis man vælger at blive i et forhold, er man også nødt til at sige sådan. Ellers får man det megadårligt med sig selv. Man kan ikke være i et forhold og samtidig have mistro og mistanke til sin partner, for så kan man jo ikke leve med det menneske. Det tager al ens energi. Og det er der ikke plads til, når man har små børn. Men tilliden var da mere skrøbelig i tiden efter utroskaben. Det tog tid at bygge den op igen, og det var jo så desværre ikke sidste gang, min tillid blev brudt."

Ibsen har svært ved at se objektivt på utroskab, fordi hun altid har haft det i sit liv.

"Jeg har levet med utroskab, fra jeg var helt lille, hvor min far gik fra min mor, fordi han havde en anden, og jeg ved, hvor ondt det gør. Jeg var også udsat for utroskab med min første rigtige kæreste og så i mit ægteskab, og jeg må bare sige, at jeg ikke er tilhænger af noget som helst, der har med utroskab at gøre. Jeg synes, det er respektløst, og jeg synes, det er et tillidsbrud og ødelæggende. Jeg ved godt, at nogle er i stand til at have flere partnere eller gå i swingerklubber for at spice sexlivet op, så man undgår utroskab, men personlig tror jeg ikke på det.

Jeg tror, det er skadeligt. Samtidig er det også enormt kontrastfyldt, fordi jeg tror, man er naiv, hvis man tænker, at man kan leve monogamt med den samme mand hele livet uden, at han nogensinde kigger ud af øjenkrogen på en anden. Eller at man selv gør. Det er urealistisk, og det synes jeg også, at der skal være plads til. Man får næring som menneske af at blive bekræftet, og nogle har mere brug for det end andre, men der skal være en grænse."

Og hvor går den?

"Den går ved, at man ikke skriver hemmeligt med en anden, at man ikke kysser en anden, og at man ikke knalder med en anden."

Så bare det at skrive med en anden er utroskab i din optik?

"Ja, det synes jeg, men man kan jo ikke generalisere, for vi er så forskellige. Nogle vil godt kunne have en sms-korrespondance, som de selv synes er helt uskyldig, men så snart tankerne er på et andet menneske, flytter det efter min mening fokus fra det, du har derhjemme. Jeg har ikke selv samvittighed til at skrive med nogen på en måde, hvor jeg ikke vil have, at det bliver opdaget. For så er der noget i det, som ikke er i orden."

Ibsen ved, hvad hun snakker om, for hun har selv krydset grænsen til noget, der ikke var i orden. I 2007 var hun begyndt at uddanne sig til sygeplejerske, fordi hun havde brug for at få et liv udenfor hjemmet, og da hun nærmede sig afslutningen på sin uddannelse, mødte hun i 2010 en mand, som hun faldt pladask for.

"På det tidspunkt havde jeg bevidst eller ubevidst slugt den ene kamel efter den anden og ædt alt det lort, der havde været i forbindelse med tillidsbrud i mit ægteskab. Det havde hobet sig op inde i mig, tror jeg. Jeg var blevet taget for givet i mange år, og jeg følte, at jeg gav langt mere, end jeg fik. Jeg gik konstant på kompromis med mig selv."

Hun holder en lille tænkepause.

"I virkeligheden havde jeg nok været mig selv utro, for jeg havde ikke lyttet til, hvor grundked af det jeg var indeni. Og så en aften, hvor jeg var i byen med min læsemakker, mødte jeg en mand, som SÅ mig. Rigtig meget.

Han anede ikke, hvem jeg var, og han så mig som det menneske, jeg var lige der. En kvinde i en god, moden alder, som var i rivende udvikling med sig selv. Jeg var glad for min uddannelse, som gav mig masser af selvtillid, men glæden var blandet med en stor frustration over, at jeg skulle sige farvel til mit hjerteblod, som var skuespil og sang, og bevæge mig ind i et helt nyt arbejdsliv.

Og så var jeg som sagt rigtig, rigtig ked af det indeni, fordi jeg ikke følte mig respekteret og værdsat derhjemme. Jeg følte mig underligt frit svævende og kæmpede meget med mig selv. Samtidig var jeg ret fokuseret på, at der ikke var noget, der skulle ødelægge mit ægteskab, og hvis jeg ikke havde mødt den mand den aften, så ville jeg være gået rigtig langt for at holde skansen derhjemme. Men han fik sgu rokket ved mig."

Hvordan?

"Indtil da havde jeg hele livet været meget bange for at være alene, og jeg havde været bange for mørke. Når jeg kigger tilbage, stammer det sikkert tilbage fra min barndom, hvor jeg blev ladt alene hjemme, allerede fra jeg var to år gammel. Det havde skabt en angst i mig og en afhængighed af, at der var andre mennesker omkring mig. Men der skete simpelthen noget, da jeg mødte den mand. Min angst forsvandt."

Hvad handlede det om, tror du?

"Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg tror, jeg tillod mig at slippe ansvaret for mig selv. Og når jeg så siger, at jeg slap ansvaret for mig selv, så handler det også om, at jeg slap ansvaret for de andre. Og det er også det, jeg angrer så meget i dag."

Og med de andre mener du din familie?

"Ja. Jeg lukkede fuldstændig af for alt omkring mig i tre måneder."

Han fyldte alt mentalt?

"Ja, han gav mig lige præcis det, som jeg aldrig før i mit liv havde fået."

Og hvad var det?

"Kærlighed. Han var interesseret i mig. Og kun mig. Det er jo ekstremt narcissistisk at være i den siuation, og det er noget, man bliver så afhængig af. At blive set og hørt på den måde er så utroligt dragende, at man ikke kan slippe det. Så jeg tabte hovedet. Fuldstændigt. Og det har jeg det virkelig, virkelig dårligt med i dag. Det er en smerte, jeg kommer til at bære med mig resten af mit liv. Og det handler ikke om, at jeg er ked af, at jeg mødte en ny kærlighed. Det handler om, at jeg er ked af, at jeg gjorde det, mens jeg var gift. Hvis man forelsker sig, som jeg gjorde, i et andet menneske, mens man har en anden partner, så må man tage sine ting og gå. Og så må man tage de knubs, der følger med. Ellers må man lade være med at kaste sig ud i sådan et eventyr."

Man kan sige, at det viser, hvordan man objektivt kan have en mening om, hvordan tingene bør være, og at man så rent faktisk kan komme til at gøre noget helt andet?

"Ja, og jeg må jo sige, at jeg godt forstår, hvor forførende det kan være at blive set. Forførende og meget farligt. Og derfor er mit budskab, at hvis man er i en periode i sit liv, hvor man føler sig lidt svag, så skal man sørge for at fylde depoterne op i sit parforhold i stedet for at gå ud og finde næring et andet sted.

Der ligger altid en derude og venter på dig, hvis du åbner øjenene for det, og jeg tror, at vi mennesker er sådan indrettede, at vi altid leder efter noget, der kan fylde depoterne op. Det er meget svært ikke at lade sig friste, hvis man er i knæ, og det var jeg på det tidspunkt."

Man kan jo tænke, at det måske var det samme, der skete for din eksmand?

"Som individer har vi forskellige behov, og nogle mennesker har i højere grad brug for konstant ydre bekræftelse."

Hvorfor valgte du at blive i dit ægteskab, når du var blevet så forelsket i en anden?

"For mig er mine børn det vigtigste i verden, og jeg ville gøre alt for ikke at såre dem, hvilket det ville have gjort, hvis jeg var brudt ud af ægteskabet på det tidspunkt. Jeg ville ønske, at jeg kunne have taget den selvtillidsboble, jeg oplevede i mit forhold, og flytte den ind i familierelationen, men det kunne jeg ikke. Da forholdet blev opdaget, bristede den boble, og jeg blev den samme gamle klud, som jeg havde følt mig som før."

Set i bakspejlet ønskede Ibsen, at forholdet blev opdaget, og hun havde derfor ubevidst været meget sløset med sin telefon og med stævnemøder i fuld offentlighed. Familien fik håndteret, hvad der var sket, og fortsatte på samme måde som før på godt og ondt. Men så alligevel ikke helt.

"Forholdet havde givet mig en følelse af lykke, som jeg ellers kun havde oplevet i forbindelse med at blive mor. Det var en eufori, men sådan en følelse kan man jo ikke holde ud at være i resten af sit liv. Og det havde jeg heller ikke lyst til. Jeg ville vores familie, jeg ville gerne blive gammel sammen med min eksmand, men omstændighederne taget i betragtning kunne jeg samtidig godt se, at vores liv var en film uden happy ending.

Det var lykkedes mig at tilgive min eksmand gennem årene – og jeg har tilgivet rigtig meget – men jeg kunne ikke tilgive mig selv. Ligegyldigt hvor meget jeg arbejdede på at komme tilbage i mit ægteskab og finde den grundkærlighed, som vi egentlig havde til hinanden, blev jeg bremset af, at min eksmand var mig utro igen. Jeg flyttede for mig selv i en periode, da det skete, men så blev vores ældste datter gravid, og jeg stod igen i en situation, hvor jeg tænkte, at jeg ikke kunne gå fra min mand. Nu skulle vi jo være mormor og morfar. Sammen. Ægteskabet skulle fikses. Igen. Så det gjorde vi."

Det endelige sammenbrud kom dog kort efter i maj 2019, da Ibsen fandt ud af, at Bubber ventede barn med familiens barnepige. Denne gang kunne hun ikke tilgive. Hun gider faktisk ikke tale om det, og historien har også været blæst ud overalt, men...

"Der gik min grænse. To mennesker, som jeg var fortrolig med, var gået bag min ryg, og så var der lige den ”bonus” oveni, at der denne gang også kom et lille barn ud af det. Det kunne jeg ikke gå tilbage til. Det væltede mig fuldstændig."

I sin nye bog fortæller Ibsen, hvordan hun har kæmpet for at rejse sig igen efter skilsmissen. Det har taget tid, og hun er stadig på vej, men hun er så småt ved at finde fodfæstet og lære den nye Ibsen at kende. En Ibsen, der er bedre til at sætte grænser, og en Ibsen, som har fået øje på helt nye ting i livet og omgangskredsen. Hun har også fået en kæreste. En ny gammel kærlighed, som hun kalder det. Efter at skilsmissen blev offentligt kendt, tog den mand, hun havde haft en affære med, nemlig kontakt til hende.

"Han sagde: ”Hvis du har brug for noget, så er jeg her som en ven”. Mit umiddelbare svar var, at nej tak, du skal ikke komme og hjælpe mig med noget som helst, for jeg er en lort at være sammen med, og jeg har ikke noget at give. Men han var vedholdende, og efter noget tid gik vi en tur sammen.

Jeg tænkte meget over, at jeg virkelig skulle mærke efter, for jeg ville ikke tage ham ind i mit liv af alle de forkerte grunde. Jeg skulle ikke bruge ham som stepping stone til noget andet, og jeg skulle ikke have et menneske i mit liv, som jeg bare kunne læne mig op ad, fordi jeg var ked af det. Han havde haft så meget værdi for mig, så det ville jeg ikke byde ham. Eller mig selv. Men langsomt kom han ind i mit liv."

Og i dag er I så kærester?

"Ja."

Og hvordan er det?

"Det er spændende."

Hun griner højt.

"Han har fået sig en kæreste, som indimellem er dybt frustreret og pisseurimelig, og som sætter alt for mange grænser. Jeg er den diametrale modsætning af, hvad jeg var i mit ægteskab, fordi jeg er så skidebange for ikke at høre signalerne og se de røde lamper, som lyser. Så jeg er ikke verdens nemmeste kæreste. Men til gengæld har jeg ikke mistet min evne til at udvise kærlighed, omsorg og empati for de mennesker, jeg holder af.

Det er det menneske, han har forelsket sig i, og så tager han det andet med. Og vi tager de kampe, der er. Vi har haft on and off brud undervejs, og der er mange tanker om, hvorvidt vi kan finde ud af det her forhold. Han er yngre end mig, så hvad med vores aldersforskel? Vil han pludselig have børn en dag? Og hvad med mine børn? Jeg har været enormt bange for at lukke ham ind i mit familieliv, fordi der er så mange følelser på spil for os alle sammen. Men det går meget bedre nu.

Der er kommet noget pap-morfar over ham, som ikke har været der før. Og det er helt klart fordi, jeg er blevet mere modig. Jeg tør lukke ham mere ind, end jeg gjorde før. Det er nok mest mig, der har været udfordret i vores forhold, fordi jeg var så ulykkelig over alt det, der var sket, at jeg havde svært ved at indgå i en relation igen. Det betyder ikke, at min kærlighed til ham er mindre, end hans kærlighed er til mig. Men han har ikke været gift i 28 år, så han har jo haft en anden tilgang til at gå ind i forholdet, end jeg har.

Så selvfølgelig har det ikke været nemt, og som jeg også fortæller om i bogen, er der mange udfordringer, når man skal finde sig selv igen efter et brud. Det er ikke sådan, at lige så snart man har fundet sig en ny kæreste, så falder det hele på plads, og al smerten går over. Der er ikke noget, der ”går over”. Den intimitet og den nærhed, der er i at have en familie i mange år, kan ikke erstattes af noget andet.

Sådan er det bare, og det handler ikke om, at det nye er dårligere. Man forandrer sig også efter en stor krise. Man bliver ikke et nyt menneske, men man bliver et menneske med flere facetter. Flere farver. Og lige pludselig er man ikke noget blot i kraft af en anden. Man er sin egen."