Corona-krisen: Jeg føler lidt, at vi har taget 30-40 år på… alle sammen
Der er mange måder at håndtere corona-krisen på. Hjemme hos ALT.dks madredaktør lægger de puslespil, løser krydsord, bager kærnemælkshorn og ser flow tv - sker det samme også hjemme hos dig?
Når min 17-årige datter bager kærnemælkshorn, og min 21-årige søn kaster sig over at løse krydsord, så ved jeg, at alting ikke er, som det plejer.
Og når jeg selv med indædt ihærdighed går i gang med at lægge et puslespil, der stort set ikke kan være på mit spisebord, og sætter mig klar foran skærmen på bestemte tidspunkter for at følge et pressemøde på flow-tv, bliver det meget tydeligt, at vores hverdag lige pludselig er meget anderledes. På rigtig mange punkter…
Udover de meget konkrete omvæltninger i vores liv med nedlukning af de vante hverdagsrammer, som vi kender så godt, er det virkelig kommet bag på mig, hvordan de helt analoge og gammeldags sysler gradvist sniger sig ind i vores hverdag herhjemme.
Jeg ved ikke, om det er det samme hjemme hos dig, men her er seks absurd analoge ting, som vi foretager os lige nu, mens vi tålmodigt venter på, at verden udenfor skal lukke op igen.
- Vi bager… …
næsten hver dag. Okay hver dag. I går var det banankage, og i dag blev det til kærnemælkshorn. Et (i min ydmyge optik) MEGET overset og undervurderet stykke bagværk. De smager jo absurd godt. Og jeg kan se, at I er med os derude – aldrig har vores bageopskrifter her på ALT.dk på alt fra snobrød til fine franske macarons fået så meget trafik som lige nu. Så tak for det - Vi lægger puslespil
Vi startede på 500 brikker, men måtte meget hurtigt ruste op til 1000. I skrivende stund er min arbejdsstation klemt inde på et spisebord mellem bunken med kantbrikker og puslespilskassen. Hvis vi går op til 1.500 brikker, er jeg bange for, at jeg må droppe at arbejde hjemmefra. Der er simpelthen ikke plads. Undskyld chef… - Vi løser krydsord
Her skal jeg være den første til at indrømme, at det gør jeg – coronakrise eller ej – stort set hver dag. Og jeg elsker det. Men når min hjemsendte 21-årige soldat kommer daskende ud fra sit værelse med en krøllet quiz-kryds i hånden for at spørge om en græsk gudinde på fire bogstaver, bliver jeg lige dele stolt og foruroliget på én og samme tid. - Vi ser flow tv
Jeg ser mig selv flere gange om dagen tysse på ungerne og tænde for et pressemøde, så jeg kan se det direkte på tv. Upåagtet at det ligger tilgængeligt på utallige websteder og streaming-tjenester, hvor jeg kan se det igen og igen. Det er ikke fordi, tingene bliver hverken værre eller bedre af at se det hele direkte, men jeg føler at flow tv er lidt et holdepunkt lige nu. Og at vi ser det sammen med resten af Danmark, der er i samme båd som os. - Vi taler i telefon
Okay, måske ikke helt så analogt, når man har en smartphone, men det med rent faktisk at snakke med folk i en telefon flere timer dagligt, er bestemt ikke noget vi plejer. Men de daglige samtaler med venner, kolleger og familie er blevet en slags livline og pejlepunkt i en tid, hvor dagene godt kan flyde lidt sammen. Og det betyder alverden lige at checke ind hos hinanden og høre, hvordan det går… - Vi kigger ud ad vinduet
Det gør jeg selvfølgelig hver dag, også når vi ikke er i coronatæne, men det har aldrig fyldt så meget, som det gør lige nu. Normalt ville jeg kigge ud for at se, om det regner, eller om der skulle være kø til Lagkagehuset inde ved siden af. Men i dag har fx jeg taget mig selv i at blive glædeligt overrasket over, at ’den-sjove-vvs-bil-med-badeænderne-på-taget’ igen er parkeret i min gade. Og hidkaldt ungerne, så vi kunne kigge på den sammen. Og jeg tager mig selv i at stå og stirre ud ad vinduet flere gange dagligt, og veksle mellem at smile venligt til folk, der går forbi (i små afgrænsede grupper) og kigge vredt på folk, der drister sig til at gå den forkerte vej rundt om søerne. Det er ikke just en hjemlig syssel, der plejer at optage så meget af min tid, men her for tiden er det som en slags balsam for sjælen, at livet trods alt går sin egen meget stille gang derude.
Jeg kan se, at det ikke kun er her på matriklen, at alting foregår på en meget mere analog måde, end det plejer. På de sociale medier er mit feed fyldt med gode folk, der lærer hinanden at strikke, synge, sylte, spille guitar og dyrke yoga, så jeg ved, at livet leves derude (eller rettere: derinde).
Og det gør mig helt tryg og varm indeni, mens vi venter og længes efter en hverdag med knus og kram og klassekammerater og kolleger…
Og kærnemælkshorn. De er simpelthen for gode til kun at blive bagt, når der er corona-krise.
