"Folk er dybt forarget over, at jeg har udgifter for over 100.000 kr. om måneden"

KLUMME: For en måneds tid siden fik jeg en sur mail i min indbakke. Det beklager jeg mig sjældent over. Dels forekommer det mig indlysende, at ens læsere skal have lov til at reagere. Det er vel også en slags hædersbevisning, hvis man kan få folk til tangenterne. Dels må mennesker, der stikker næsen frem, finde sig i at få den i klemme, som min far forklarede mig, da jeg var lille.

LÆS OGSÅ: Har du styr på de 3 pengetyve?

Hvorom alting er. Den sure læser, en mand i sin bedste alder, var faldet over nogle opdateringer på min (offentlige) facebookside, hvor jeg havde delt billeder af mig selv i en stribe flotte kjoler ved Wimbledon-turneringen. Ud over kjolerne, skoene og håndtaskerne havde jeg også skrevet om cocktailparties, et bal og et par receptioner. Jeg var sågar afbildet med flere glas champagne.

Min kritiker fandt mig svært irriterende og skrev, at han turde "vædde på, at et

overklasseløg som dig ikke selv køber ind og ikke ejer et par ærlige cowboybukser." Ud over at det er forkert, må det siges at høre under kategorien af mindre alvorlige fornærmelser, som man ikke behøver at reagere på. Hvis det altså ikke var sådan, at jeg i årevis har modtaget utallige oprørte e-mails og kommentarer med samme budskab fra mine læsere på Information og Politiken. "Hattedame", "overklassefrue" og sågar "societyjournalist" er de pænere af slagsen.

LÆS OGSÅ: Mødre skal droppe at kalde deres døtre for "prinsesser"

Nu er der mig bekendt ikke noget forkert ved at tjene penge. Så længe de ikke stammer fra våbenhandel, trafficking eller narko. Og sagen er den enkle, at både min bedre halvdel og jeg arbejder som gale. Mest ham. Omkring 60-70 timer om ugen i den amerikanske it-sektor. Før jul så børnene og jeg ham syv dage på tre måneder. Han er også konstant i søvnunderskud, fordi hans arbejde sender ham til Australien hver tredje måned i to uger. Og jeg misunder ham ikke globetrotterlivet. Han er selv med jævne mellemrum træt af de ensomme timer i lufthavne og nye hoteller. Han har imidlertid også et superspændende arbejde og fantastiske kolleger, så han brokker sig aldrig.

Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over andres brok. Og at det fortsat i brede kredse i Danmark anses for suspekt at tjene og bruge mange penge. Da jeg engang kom for skade i dette blad at røbe, at min familie havde faste udgifter for over 100.000 kroner om måneden, var reaktionen dyb forargelse. Ikke over, at vi selv betaler for uddannelse (min datter læser, og der er ingen SU, men udgifter for 325.000 kroner om året), sygesikring og andet, som man i Danmark enten modtager over skatten eller nyder med store tilskud (såsom skolen, der hos os trækker 40.000 om måneden). Nej, forargelsen gjaldt selve niveauet. "Dine udgifter på en måned svarer til min løn i et år," skrev en læser, der var rasende, til mig.

Men over hvad? Jeg skrev og spurgte. Var det, fordi hun simpelthen mente, at der skulle være forbud mod højtlønnede jobs?

LÆS OGSÅ: "Man kan også være på røven i Hellerup"

Jeg fortalte hende også, at da jeg i 2002 flyttede fra Danmark til London, stod jeg pludselig med 10.000 kroner mere om måneden – med den samme løn – grundet forskellen i skat. Men at jeg intet vandt af den grund. For prisen på vuggestuen for min lille var 9.000 kroner højere i Wimbledon end i København.

Læseren svarede aldrig. Men kære danskere: før I kritiserer den "rige dame fra Amerika", så husk at medtænke, hvad I får i offentlige ydelser via skatten. Slutresultatet kan være mere ens, end I tror.

LÆS OGSÅ: Folk tror, man er død eller sur, hvis man ikke lige svarer på sms, mail og messenger"