"Da jeg vågnede dagen efter min fødselsdag, følte jeg mig som en på 70"

Af Marie-Louise Truelsen

Tyngdepunkt

− Da jeg fyldte 50 sidste år, stod jeg samtidig i mit livs politiske krise. Min fødselsdag blev markeret på forsiden af Ekstra Bladet med tøjsagen, og da jeg vågnede dagen efter min fødselsdag, følte jeg mig som en på 70. Der var jeg godt nok slidt i bund. Derefter kom hovedbestyrelsesmødet, hvor mange troede, at jeg ville trække mig som formand, og alt bragede løs. Så det slog vel dobbelt lige der. Selvom en rund fødselsdag bare betyder, at man er en dag ældre, så tænkte jeg alligevel, nå, næste gang, jeg fylder rundt, så er det 60 år. Livet varer ikke evigt, og det at fylde rundt giver anledning til at reflektere lidt dybere over nogle ting. Er jeg der også, når de der børnebørn engang kommer? Kommer jeg til at se dem vokse op? Så der var ligesom to dimensioner: Min alder og så nogle selvskabte ordentlige gok i nødden, som var ved at fjerne hele det grundlag, jeg stod på. Det var en ganske rædselsfuld tid, for det var jo ikke kun et lavpunkt for mig, det truede også med at være det for mit parti. Det kunne være gået grueligt galt, og det gik jo heller ikke bedre, end at vi fik et ordentligt rap over fingrene ved det seneste valg. Der er mange ting, jeg fortryder, og det er selvfølgelig en floskel, men som Kierkegaard sagde, så leves livet forlæns og forstås baglæns. Man kan ikke gøre sine handlinger om, men man kan tage dem med sig og lære af dem.

LÆS OGSÅ: "Jeg kan dø af én enkelt druktur" 

− Det var ikke sådan, at jeg dagen efter fødselsdagen gik i gang med kostomlægning og træning, men jeg tænkte, at jeg blev nødt til at stramme op. Jeg kom i rimelig fornuftig form og havde så lidt tilbagefald hen over efteråret. Men i begyndelsen af 2015 valgte jeg at sige, at NU skal der ske noget. Ved et tilfælde mødte jeg en fantastisk fyr, der hedder Christoffer, som gav mig et par gode råd og lidt moralsk støtte. Med hans hjælp havde jeg et kostforløb, hvor jeg trappede ned, fastede tre døgn og trappede op over ti dage bagefter. På den måde tabte jeg de første fem kilo, og det var jo meget motiverende. Jeg startede forløbet, da dronningen fejrede sin fødselsdag i Aarhus, og det var en mærkelig aften, for jeg gik rundt i smoking og kiggede på alle de der canapeer, ha, ha. Derfra skulle jeg så bare videre, og lige siden har jeg prøvet at være mere fokuseret på, hvad jeg spiser, hvor meget jeg spiser og ikke mindst på at få mere motion.

Vendepunkt

− Det har ikke som sådan været et vendepunkt at blive statsminister, men det har været forskelligt de to gange. Selvom jeg op til 2009 havde en ide om, at Anders muligvis skulle noget andet, så var det ikke noget, jeg rigtig kunne planlægge efter eller med, så jeg følte, at jeg fik stafetten i løb, da jeg blev statsminister. Da jeg blev statsminister denne gang, var det med en følelse af, at det er i egen ret. Jeg har sat mit eget hold fra starten, og jeg har kunnet gennemføre nogle rutiner i den måde, regeringen arbejder på. At være statsminister er learning by doing, og selvom jeg havde været minister i otte år, da jeg blev statsminister i 2009, havde jeg kun en akademisk ide om, hvad det job handlede om. Det er afgørende anderledes at være statsminister end at være for eksempel finans- eller sundhedsminister. På de poster hører man om alle problemerne og løser dem. Som statsminister hører du ikke om problemerne, før de er løst. Sådan er tilgangen til det. Det var meget overraskende for mig første gang. Det er en helt anden måde at lede på, man skal ikke bare returnere boldene, man skal være foran bolden og selv skabet spillet. Og jeg må ærligt sige, at der gik noget tid, før jeg forstod mekanikken første gang. Anden gang kunne jeg jo ikke vide, om vi fik regeringsmagten, men jeg planlagde trods alt efter muligheden og har brugt de sidste par år på at tænke over, hvordan tingene skulle være, hvis jeg blev statsminister. Lidt dobbelttydigt kan man sige, at jeg føler mig både tungere og lettere end første gang.

LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup: Jeg faldt for dominerende kvinder, jeg bare ikke passer sammen med

− Jeg tror, at det mest betydningsfulde i forhold til mit professionelle liv var, da jeg blev valgt til byrådet i Græsted-Gilleleje kommune i 1985. Jeg var startet på universitetet, og jeg havde en meget klar ide om, at det var det, jeg skulle. Jeg havde fået en lejlighed i København, men var ikke flyttet derind endnu, fordi jeg var opstillet til byrådet. Det var FN's ungdomsår, jeg stod pænt langt ned på listen, men jeg blev valgt ind og sprængte listen, nok fordi jeg var ung, vil jeg tro. Det var en "fælde", der klappede. Hvis jeg havde nået at flytte mine teltpæle og havde engageret mig i universitetslivet, så havde jeg måske lavet noget helt andet i dag. Men fordi jeg blev folkevalgt, kom jeg ind på det politiske spor og er blevet hængende.

Udgangspunkt

− Der står Græsted på alt, hvad der har formet mig, selvom det ikke er hele mit liv. Det frivillige foreningsarbejde, spejderarbejdet, elevrådsarbejdet. Jeg er født i Vejle og flyttede til Græsted, da jeg skulle starte i første klasse – og efter mange års tilløb, er jeg også flyttet derfra igen – men Græsted er og bliver mit udgangspunkt i allerbredeste forstand. Græsted har også været rammen om min egen familiedannelse, det er det sted, mine egne børn er rundet af, det er der, de er vokset op og har gået i skole. Det gode ved Græsted er overskueligheden. Det med at vokse op et sted, som er en tryg ramme, fordi ens for-ældre kender alle, og der er tætte relationer. Da jeg var barn, var mine forældre ikke bekymrede over at sende mig af sted på en cykel eller ned til foreningslivet om aftenen. Det kunne aldrig gå helt galt, og den samme oplevelse har jeg haft med mine børn og været glad ved.

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth: "Jeg havde en veritabel hashpsykose"

− I min egen selvforståelse tror jeg, at det mest skelsættende var, at jeg startede til spejder, da jeg var seks-syv år. Min far havde selv været spejder, og han sagde til mig, at det skulle jeg prøve. Jeg blev helt grebet af det og var aktiv-aktiv-aktiv, indtil jeg var 24 år og var blevet udvalgsformand i Græsted-Gilleleje kommune. Så kunne jeg ikke få det til at hænge tidsmæssigt sammen mere. Men for mig er spejdersport den bedste sport, der findes. Der er både en fysisk dimension med orienteringsløb og vandreture og en intellektuel dimension i forhold til at løse koder og den slags. Og så er der en vigtig samarbejdsdimension, når man tager af sted som patrulje og skal arbejde sammen om forskellige ting. Jeg fik øje for, at folk har forskellige styrker. Nogle turde kravle højt op i træerne – det turde jeg ikke – andre var fysisk stærke, og nogle var skarpe i hovedet til koderne. Det var i virkeligheden sådan en børnelederuddannelse, som jo også var fascinerende derved, at de skel, der var oppe i skolen, på en eller anden måde blev visket ud, når man kom til spejder. Jeg har oplevet drenge, som var klemt i skolen med øgenavne og drillerier, men som lige præcis var dem, der havde fysikken til at få tingene til at lykkes, når vi var til spejder. Spejder er også det eneste, jeg har tvunget alle mine tre børn til. Ikke til at blive gående, men jeg har tvunget dem derhen én gang. Og min ældste søn hænger fast endnu og er medlem af hovedbestyrelsen for de grønne spejdere.

− Jeg var bandeleder for Rød Bande – det har jeg så siden fået lagt afstand til, ha, ha – men det, jeg har taget med mig fra spejderarbejdet er, at alle kan noget, man skal bare lige finde frem til, hvad det er. Som leder er det en fordel, at jeg har øje for det, så jeg kan få bragt alle kompetencer i spil. Jeg bilder mig i hvert fald ind, at jeg er relativt god til at få folk til at arbejde sammen. Jeg kan huske, at vi i min patrulje havde en drøm om en stor tur til Norge. Vi havde ikke råd til den, men

vi besluttede, at vi skulle af sted. Og så lavede vi julenisser og juleneg, som vi solgte, og vi udskrev en konkurrence med den lokale ugeavis om årets julekort, som vi så fik trykt og solgt. Vi solgte også juletræer og samlede aviser ind, og vi endte med at få skrabet penge sammen til turen. Man kunne, hvad man ville, hvis man tog sig sammen – det lærte jeg der.

LÆS OGSÅ: "Hvis ingen har set mig, så er jeg færdig. Så dør jeg om lidt"

Holdepunkt

− Mine børn giver på alle måde livet perspektiv, og de er holdepunkter for mig. At blive far var enormt skelsættende. Pludselig handlede det hele ikke kun om en selv. Følelsen kom ikke over en nat, den kommer måske i virkeligheden med stadig større kraft, jo ældre de bliver. Jeg mærker en stor optagethed af, hvad der skal blive af dem. De skal have en uddannelse og komme godt i vej. De skal være der, når jeg ikke selv er her mere. Jeg er blevet 51 år, og jeg begynder at tænke lidt i børnebørn. Uden at skubbe til dem har jeg da nævnt for min søn, at jeg var far, da jeg var 25! Han hører, hvad jeg siger, siger han, og det er også fint nok, jeg skal ikke presse ham, men det skaber da et perspektiv på livet, som er anderledes, end det har været hidtil.

− Jeg har haft et enormt travlt arbejdsliv, ikke mindst da børnene var små, og ikke mindst i den periode, som vel også var den hårdeste i mit liv, hvor jeg både var amtsborgmester, næstformand og folketingsmedlem. Jeg brændte mit lys i begge ender fra 1997 til 2001. Det var hårdt. Både før og efter har der været mere styr på tingene. Så jo, selvfølgelig har jeg haft færre aftener derhjemme end så mange andre familiefædre, men jeg har prøvet at finde mine lommer med børnene. Vi har haft en fast tradition om at tage på kanotur uden Sólrun, eller vi har været på længere cykelture. Og jeg har altid haft det sådan, at børnene kunne fortrænge min kalender. Det har jeg så også slået mig på nogle gange, for eksempel dengang vi tog på vinterferie i uge fire i stedet for i uge syv, fordi det passede med Sólruns arbejde som underviser på Balletskolen. Det fik vi da både avisforsider og tv på.

− Sólrun er mit faste holdepunkt og har været det i mange, mange år. Hun er en stærk færøsk klippe, som man kan fortøjre sig hos. En af mine venner har på et tidspunkt udtrykt det ved at sige: "Sólrun holder Lars oppe, når han er nede, og nede, når han er oppe." Og det er nok det, hun gør.

− Vi mødte hinanden på et kollegie på Amager. Sólrun havde en god veninde, som hun stadig har, som var aktiv i Venstres Ungdom, og som sad i vores forretningsudvalg. Jeg var formand for VU på det tidspunkt, og jeg mødte Sólrun til et arrangement hjemme hos veninden efter et møde. Jeg syntes, at Sólrun var smuk, stærk og uimponeret. Nu var det ikke, fordi man skulle være imponeret af mig, men det er alligevel sådan i de der ungdomspolitiske miljøer, at der er nogle spil i gang, og man er "noget", når man er formand. Men Sólrun var sådan set fuldstændig ligeglad. Og er det stadigvæk. Hun er uimponeret og kan ikke slås ud.

− Sólrun er opvokset på Færøerne med færøske forældre, der stadig bor der. Hun var kommet herned for at tage en uddannelse men med en klar plan om at tage hjem igen. Uden, at jeg nu skal blotte mig helt, så var det lidt af en kamp for mig at forhindre det. Hun var ikke rigtig interesseret i at binde sig, og det kunne da godt være, at det var meget interessant, at der kom en ung dansker forbi, men hun skulle altså hjem igen. Men det kom hun så ikke!

− Sólrun har vel taget over, der hvor min mor slap på en eller anden måde. Jeg er opdraget med, at jeg måtte alt, men jeg skulle gøre tingene færdig. Jeg gik til alt muligt. Trompetspil, badminton, skydning, spejder, madlavning, – men der var ikke noget med at købe en trompet og så ikke gide spille på den fire timere senere. Sólrun repræsenterer det samme. Robusthed, arbejdsomhed – man skal hænge på og hænge i, og man skal ikke have ondt af sig selv. Det har været en stor styrke for mig i de situationer, hvor jeg har løbet hovedet mod en mur, og dem har der været nogle stykker af. Der har Sólrun stået der et hundrede procent.

Bløde punkt

− Jeg har et blødt punkt for mine hunde, Bella og Beauty. Bella er den ældste, og så fik vi Beauty. Jeg synes jo, at hun skulle have heddet Ciao, for så jeg kunne stå og råbe: Bella Ciao, Bella Ciao, ha, ha. Men det måtte jeg ikke, så nu står jeg bare og råber: Bella, Beauty!

− Jeg arbejder her på Marienborg hver mandag, og så har jeg hundene med. Det er jo fedt, hvis jeg lige har pause mellem to møder, for så kan jeg slippe dem ud på græsplænen og kaste en pind. Det er også skønt at løbe med dem. Hunde gør det samme, som barnevognen gjorde, da jeg var yngre. Folk kom hen og sagde hej, kiggede i barnevognen og snakkede, og den samme kontakt opnår jeg nu med hundene. Vi flyttede til Nyhavn for tre år siden, og når vi lufter hundene, får vi tit en snak med andre hundeejere.

− Jeg har også et blødt punkt for skæve eksistenser. Folk, der er blevet lidt klemt. Det var baggrunden for, at jeg startede LøkkeFonden efter sidste valg. Fonden har til formål at give drenge på kanten en ny chance ved at skabe en række projekter, der bringer dem tilbage i fællesskabet. Jeg er ikke selv født med en guldske i munden overhovedet, min mor gik syv år i skole, og min far er uddannet kommis, men jeg føler mig stadig privilegeret over den opvækst, jeg har fået, når jeg kigger mig rundt og ser, hvad andre bliver budt. Sidste år havde vi en dreng med på fondens cykeltur, som havde tabt sig rigtig, rigtig mange kilo. Man kunne bare se, hvor glad han var, da han havde gennemført den tur. Når sådan noget sker, bliver jeg altså blød om hjertet, stolt og ofte også meget rørt.

Svage punkt

− Jeg ryger stadigvæk. Og hvorfor jeg gør det, er jo et godt spørgsmål. Jeg har sagt til mine børn, at det er meget lettere at lade være med at starte end at holde op. Og det har de så heldigvis også efterlevet alle sammen. Jeg ryger, fordi jeg engang er startet – det er vel det bedste og dårligste svar på det. Og i princippet burde jeg jo holde op.

− På et tidspunkt holdt jeg op i et års tid. Det gik egentlig meget fint, og det var dumt at starte igen. Det var i 2002, da vi lavede kommunalreformen, og dengang måtte man ryge til møderne. Jeg var stoppet et års tid før, men så var der lange, lange mødeforløb med Marianne Jelved og Ole Stavad, og de røg. Det hele var lidt stresset op – og nu skal jeg ikke skubbe ansvaret over på dem – men det endte med, at jeg lånte en cigaret af Ole Stavad. Okay. Og næste dag lånte jeg en af Marianne Jelved. Så gik der en lille uge, hvor jeg syntes, at det var pinligt, at jeg nassede smøger. Så en morgen, da jeg kørte ind, tænkte jeg, okay, jeg køber lige en tistyks, og så deler jeg ud i dag. Og bum. Så var jeg på den igen. Det er et svagt punkt. Jeg burde lade være.

− Rygning er entydigt en svaghed, det kan jeg ikke sige noget godt om, men mange af mine andre svage sider har også en god side, synes jeg. Jeg har for eksempel en side, som handler om, at jeg bliver grebet af det, jeg er midt i. Det synes jeg også er en styrke, men det betyder, at jeg har svært ved at komme

videre. Det har jeg arbejdet meget med, men jeg har historisk set ladet folk vente, fordi jeg lige syntes, at den her samtale, jeg var i gang med, var interessant. Den skulle godt nok slutte nu, men vi tager lige fem minutter mere. Det er jo en svag side, for det er en svag side at komme for sent. Men jeg synes jo også, at det er en styrke at tage det, man er i gang med, alvorligt.

Kogepunkt

− Jeg bliver ikke så vred mere. Det gør jeg ikke. Jeg har jo et image af at være temperamentsfuld og er det vel også. Jeg kalder det selv engagement. Jeg er halvt bornholmer, og man siger om bornholmere, at man aldrig skal sende flere bornholmere om bord på et skib, end der er master, man kan snurre dem fast til, ha, ha. Jeg tror, at det er noget genetisk. Min mor, som var bornholmer, var meget temperamentsfuld. Jeg har noget mor i mig. Men jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til at tøjle det, for der kommer ikke noget godt ud af det.

− Men hvad kan få mig til at koge op? Jo, proces i stedet for substans. Og dumme spørgsmål. Men det kan jo ikke nytte noget, for hvis jeg koger op på en tv-skærm, fordi jeg synes, at det spørgsmål, journalisten stiller, er ubegavet eller skulle have været stillet på en anden måde, kommer jeg jo ikke godt af sted med det. Og det er ikke mig, der har klipperetten.

Endepunkt

− Det ved jeg heldigvis ikke, hvor er. Jeg ved, at det kommer nærmere dag for dag, men livet ender jo ikke her, for slægten fortsætter, selvom jeg ikke vil være her til at se det. Og det står mig mere og mere klart, hvad det betyder at være en del af en slægt. Begge mine forældre er døde, min mor blev kun 66, og min far døde i 2012 – væk var de. Deres død får mig til at tænke på, at jeg kommer til at gå glip af noget. Min mor er gået glip at meget, synes jeg...

− Jeg nåede at få alle mine børn, inden hun døde, men hun så ikke, at min søn blev officer. Eller at han nu er rejst til Harvard. Det ville hun have været stolt over...

− Og det gør mig lidt ked af det at tænke på..

− Ja, jeg bliver rørt af det, kan jeg mærke...

− Men det går også den anden vej. Da jeg virkelig var i krise sidste år, tænkte jeg, det er godt, min far ikke skal opleve det her. Det ville have gjort ondt, ondt på ham. Det ved jeg. 

LÆS OGSÅ: "Hvis det her er noget, jeg dør af, så må jeg sige, at jeg har brugt tiden godt" 

LÆS OGSÅ: "Når man danner familie som to kvinder, bliver det meget tydeligt, at familie er noget man opfinder" 

LÆS OGSÅ: Kvinder, livet stopper ikke ved de 40