Derfor fejrer vi stadig kvindernes kampdag

"Ligestilling er en kamp, der giver blå mærker på sjælen"

Interview med Jytte Hilden, forfatter

Hvad ser du som de vigtigste årsager til, at vi forsat fejrer 8. marts?

Vi er nået langt i Danmark, men hvis vi kigger rundt på kloden, til lande som Saudi-Arabien, ser vi jo, at ligestilling mellem mænd og kvinder er et af de vigtigste spørgsmål at tage fat på lige nu. Vi har brug for et opgør med mænd, traditioner og religion. Det er mine faste overbevisning, at i den tid, jeg har levet, er Danmark blevet bedre, fordi kinder er med til at tage ansvar for samfundet. Derfor skal vi støtte og bakke op om de kampe, kvinder med udenlandsk baggrund tager. Jeg ser mange af de samme, som min generation havde, da vi var unge. Vi skal ikke længere tilbage end 1942, hvor jeg er født, for at finde en tid, hvor kvinder ikke kunne blive præster herhjemme.

2. Hvad er i dine øjne den vigtigste feministiske mærkesag at have fokus på lige nu?

Vi skal støtte alle de steder, hvor der ikke er ligestilling. Hvis du ser på universiteterne, så er kvinder overrepræsenteret på uddannelserne, men kun en femtedel af landets professorer er kvinder. Ligesom der er alt for få i toppen af erhvervslivet. Det er da ikke naturligt, og jeg synes faktisk det er utroligt, at det er så gammeldags. Der er et kæmpe talent, man ikke udnytter. For mig at se handler det om, at der sidder nogle mænd og holder fast på deres privilegier. Jeg tror ikke på den der med, at kvinder selv vælger det fra – det er sludder og vrøvl. Kvinder har da mindst ligeså meget lyst til at både tjene og bruge penge. Vi har forskellige livsvilkår, men biologien er ikke en undskyldning. Ja, kvinder føder børnene – men man skruer ikke hovedet af, fordi man får børn. Jeg mener, at kvinderne har en forpligtelse til at blande sig og tage del i samfundet og bruge sin uddannelse.

3. Hvornår har kvindernes internationale kampdag udlevet sig selv?

Det har den aldrig. Mine døtre siger tit, at de ikke gider høre mine historier igen og igen, men de ved godt, at de står på skuldrene af mig. Og sådan er det – hver generation står på skuldrene af den forrige og derfor vil vi blive ved med at fejre 8. marts.

Hver generation skal stille sine egne spørgsmål, men vi skal huske historien. Ikke fordi man kan lære af historien, men man kan lære af dem, som har været med. Man kan lære, at kampen er en kamp. Ligestilling falder ikke ned fra himlen af sig selv. Det er overraskende for mange unge kvinder, når jeg siger, at ligestilling er en evig kamp mellem mænd og kvinder. Og at det er en kamp, der giver blå mærker på sjælen. Man kommer ikke igennem en kamp, uden at man bliver høvlet lidt ned. Men jeg har gjort, hvad jeg kunne i mange år, nu er det jeres tur.

Jytte Hilden er freelance forfatter og foredragsholder og har været en aktiv del af kønsdebatten i mange år. Hun er tidligere kulturchef ved det Det Kongelige Bibliotek og har været socialdemokratisk forskningsminister (1996-98) og kulturminister (1993-96). Hun er uddannet civilingeniør, har fire børn og var indtil 2004 gift med Mogens Lykketoft.

LÆS OGSÅ: Hvad skal vi med feminismen?

"Vi skal se at få udviklet og implementeret Ligestilling Version 2.0."

Interview med Marianne Egelund Siig, head of diversity i Nordea

1. Hvad ser du som den vigtigste årsag til at vi fortsat fejrer 8. marts?

Det er selvfølgelig vigtigt at fejre, hvor langt vi trods alt er kommet med ligestilling i Danmark. Vi har rigtig meget at være stolte af, og den indsats og de resultater skal selvfølgelig hædres og fejres. Men udover fejringen, er markeringen vigtig, fordi vi ikke har opnået ligestilling imellem kønnene i praksis endnu. Der er normer og vaner, omkring hvad kvinder og mænd kan og skal, som fastholder forskelsbehandling og forhindrer, at vi alle kan udfolde vores potentiale fuldt ud. Det er både økonomisk og etisk set helt essentielt, at vi får gjort op med de stereotyper og bevidste og ubevidste fordomme, som begrænser både mænd og kvinder. Vi har også brug for at kigge på de strukturelle konstruktioner som forhindrer en reel ligestilling.

2. Hvad er i dine øjne den vigtigste mærkesag at have fokus på lige nu?

Jeg tror, det er erkendelsen af, at vi ikke er i mål. Der er masser af forskning, statistik og data, der gør os i stand til at identificere de konkrete barrierer. Og det gør os i stand til at iværksætte de indsatser, der vil have den største effekt. Det er ikke én bestemt indsats, der vil gøre den store forskel. Men en kombination af mange. Det er egentligt også naivt at tro, at vi kunne ramme 100 procent plet i første omgang med ligestillingen. Der skal som regel mange justeringer til, inden en ny idé er veludført. Vi må rette op på nogle af de ting, vi mangler. Vi trænger til en opgradering. Vi skal se at få udviklet og implementeret Ligestilling Version 2.0.

3. Hvornår mister 8. marts sin betydning?

De seneste år er det gået tilbage ligestillingsmæssigt for Danmark set i forhold til dem, vi plejer at sammenligne os med; de Nordiske lande. Vi røg ud af den liga i World Economic Forum's 2015 ranking. Vi gik fra en 5 plads til en 14. plads på den overordnede placering. Og når det gælder kvindernes andel af de ledelsesmæssige positioner, så ligger Danmark nu på en 81. plads ud af 142. Det er faktisk virkelig ringe.

The Economist kom med en "Glass Ceiling" ranking i sidste uge, hvor Danmark også lå under de andre Nordiske lande. Vi kan starte med at erkende, at ligestillingsindsatser ikke er en gratis omgang for nogen. Ligestilling kommer ikke af sig selv, og hver gang vi står stille og ikke kæmper videre frem, går vi tilbage. Med de ligestillings prognoser, som er lettilgængelige for alle, er det egentligt en lidt ignorant holdning hvert år at spørge, om vi har brug for en status-markering og fokus på ligestilling, som Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts jo er. I stedet for at stille spørgsmålstegn ved dagens berettigelse, synes jeg, at vi især i Danmark burde være virkelig stolte over den. Det er mig bekendt den eneste internationale mærkedag der er opstået og opfundet i Danmark.

Øget ligestilling er uden nogen som helst tvivl en helt essentiel faktor for, at vi kan bevare vores velfærdssamfund, få alle talenter i spil og skabe øget bæredygtig vækst. Derudover er der jo hele den internationale vinkel på det her, hvor der er en kæmpe indsats, der skal gøres, og hvor Danmark også spiller en rolle og fortsat i endnu højere grad skal spille en rolle for at sikre piger og kvinder lige rettigheder og muligheder i deres liv.

Marianne Egelund Siig er Head of Diversity i Nordea og leder den strategiske indsats for øget diversitet og inklusion i Nordea. Hun er aktiv ligstillingdebattør og arbejder for flere kvinder i ledelse.

LÆS OGSÅ: "Selvfølgelig kan man være feminist og drømme om hårde hvidevarer"

"Jeg plejer at holde 8. marts mindst en gang om ugen"

Interview med Nazila Kivi

Hvad ser du som de vigtigste årsager til, at vi forsat fejrer 8. marts?

Det kan være hårdt arbejde at bekæmpe ulighed og arbejde for noget, der påvirker ens liv hele tiden, men det giver også en masse fællesskaber og glæde. Derfor er det også vigtigt at fejre os selv og hinanden, og i det hele taget sørge for at have det sjovt. Nogle af os markerer den internationale kvindekamp mere end en enkelt gang om året og derfor skal vi også fejre os selv mere end en gang årligt. Jeg plejer selv at holde 8. marts mindst en gang om ugen. I sort amerikansk feminisme kaldes det radical self-care, at passe godt på sig selv som en del af ens feministiske aktivisme.

2. Hvad er i dine øjne den vigtigste feministiske mærkesag at have fokus på lige nu?

Det er vigtigt at holde fokus på de store mål – ulighed på alle planer - og ikke individualisere feminisme ved at fare vild i enkeltsager og case-historier, der overskygger det politiske aspekt ved feminismen. Når det så er sagt, mener jeg, det et vigtigt at holde øje med, at feministiske dagsordener ikke bliver kapret af fremmedfjendske interesser som det fx blev efter overfaldene i Köln.

3. Hvornår mister 8. marts sin betydning – hvornår har den udlevet sig selv?

Måske den dag, hvor der ikke er nogen, der mener at feminisme er unødvendigt, fordi ulighed ikke lige går ud over dem selv. Det tror jeg ikke kommer til at ske foreløbigt. I stedet for mener jeg, at vi burde have mere end blot én årlig dag, hvor vi fejrer, kæmper og holder fokus på kampen mod ulighed. Til at starte med kunne vi holde en International Kvindeuge i stedet for dag, for jeg kan se, at der sker så mange fantastiske ting tirsdag, at det er umuligt at nå det hele.

Nazila Kivi er født i Iran og kom til Danmark som 10-årig. Hun er redaktør på magasinet Friktion, der skriver om køn. Hun er også medforfatter til 'Kvinde kend din krop', 2013. Hun har desuden studeret medicin og arbejdet med seksualoplysning og reproduktive rettigheder for minoritetskvinder.

LÆS OGSÅ: Først når tøsedreng og drengepige betyder det samme, har vi ligestilling

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Kvinder bruges som blikfang, ikke som eksperter

LÆS OGSÅ: Har Joachim B. ret? Her er videnskabens svar