"Det er da helt hen i vejret at få sprøjtet gift ind i ansigtet"

Hun begynder allerede, før hun er kommet ind ad døren og har sat sig ned. Og hun holder ikke op, før pr-kvinden venligt gør opmærksom på, at tiden er gået.

– Åh gud, er det ikke bare varmt? Er det bare mig, eller koger det herinde?

Kate Winslet er stakåndet. Hun er så højgravid, at det ser ud, som om hun skjuler en gigantisk ballon under den mørkeblå designerkjole med en V-udskæring, der understreger hendes former. Og så snakker hun som et vandfald.

– Altså, jeg bliver aldrig træt af hele den her "tjenere-der-serverer-alt-muligt-for-én-på hoteller"-ting. Det er så skønt. Er det ikke herligt? Som regel er der også småkager med teen, hvilket jeg altid finder ret opstemmende, griner den 38-årige skuespiller. Hun bruger sin sidste arbejdsdag i London, før hun går på barsel, til at fortælle om sin nye film, kærlighedsdramaet "Labor Day".

Siden gennembruddet i 1995 med "Fornuft og følelse", som hun fik sin første oscarnominering for, har hendes karriere udviklet sig i en retning, millioner af andre skuespillere må nøjes med at drømme om, mens hun slår den ene rekord efter den anden. "Titanic" blev den mest indbringende blockbuster i billetindtægter, og med sin rolle som kz-lejrvagt i "The Reader" blev hun som den yngste nogensinde oscarnomineret for sjette gang. Og vandt.

Sideløbende med succeserne har hun selvironisk taget afstand fra hypen omkring sin person, som da hun i "Extras", en engelsk satireserie over filmverdenen – før hun fik sin Oscar – spillede en fiktiv version af sig selv, der står foran en stor rolle i en film om holocaust. Da seriens hovedperson roser, at hun arbejder for så vigtig en sag, svarer hun: "My God, det er da ikke derfor, jeg gør det. Har vi virkelig brug for endnu en film om holocaust? Helt ærligt, hvor mange findes der i forvejen? Du ved, den er sivet ind, det var grumt, kom nu videre. Nej, jeg gør det, fordi jeg har bemærket, at hvis du laver en film om holocaust – oscar-garanti!"

Samtidig har hun taget højlydt afstand fra at agere rollemodel på falske præmisser, og da hun blev photoshoppet til uigenkendelighed på mandemagasinet GQs, hvor de havde forlænget hendes ben med en tredjedel på deres forside ved at manipulere med billedet, gik hun ud med en officiel udtalelse, hvor hun tog afstand fra det.

LÆS OGSÅ: Gwyneth Paltrow: Sund mad skal smage godt

At Kate Winslet er sej, fik man desuden et vink om, da hun i 2011 bar den engelske rejsekonge Sir Richard Bransons 90-årige mor ud af flammerne, da hans private resort i Caribien, hvor hun var gæst, gik i brand.

Heldigvis skuffer hun ikke.

– Jeg er lige blevet rost for, hvor meget energi, jeg har. Men altså, så meget foretager jeg mig heller ikke. Sidst jeg var på en pressetur, er en hel måned siden, og det var i Toronto, hvor jeg boede på et skønt hotel og blev opvartet til den helt store guldmedalje. Det var så dejligt, siger hun og nipper til sin te.

Du er ikke blevet forvænt med filmstjernelivet?

– Jamen, grunden til, at jeg ikke er blevet forvænt, er, at jeg ikke lever det der liv... Faktisk har jeg trænet mine børn til at servere te for mig på sengen. Men jeg har ikke det der liv, hvor jeg har nogen, der bor hos os og ordner ting for os. Jeg sad lige og sagde til pigen, der lagde min

makeup: "Har du nogensinde dage, hvor du ville ønske, at du aldrig mere behøvede at lave mad?!"

Sådan er mit liv. Folk siger til mig, "Oh my God, laver du selv mad?!" Og jeg tænker altid, "men hvem skulle ellers fucking lave maden?" Det er sjovt, at der er sådan en opfattelse af, at når man bliver berømt i en eller anden forstand, at så holder man pludselig op med at foretage sig helt normale ting. Det er jeg sikker på, at der er nogen, der gør, men jeg ville blive dybt ulykkelig, hvis jeg gjorde det.

Var drømmen om at blive berømt ikke en del af dit ønske om at blive skuespiller?

– Nej, for at være helt ærlig var den eneste tanke, jeg havde, "Hvad kan jeg lære, som jeg kan tjene penge på?", for jeg vidste, at jeg nok ikke ville kunne leve af at spille skuespil. Og det var det eneste, jeg kunne finde ud af, da jeg var 16. Jeg klarede mig o.k. i skolen, men jeg kan bestemt ikke sige, at der var et særligt fag, som jeg gik ind til med ambitionen om at lære det som håndværk. Og jeg kunne spille skuespil og elskede, virkelig elskede det. Så det, jeg gik rundt og forestillede mig, var, at jeg ville komme til at leve et liv i brødkøen som arbejdende skuespiller, der render rundt i London i håb om at komme til masser af auditions.

– Det var sådan, jeg forestillede mig mit liv, tror jeg. Og jeg havde absolut ingen forestillinger om, at jeg skulle lave film. Jeg tror, det er grunden til, at jeg har været i stand til at bevare min sunde fornuft. Hvert år sker det samme – der er et nyt navn, som alle taler om, en spændende person, der bryder igennem og klarer sig godt, men man hører også horror stories, hvor man tænker, hvem passer dog på de der unge mennesker? Hvorfor mister de deres retningssans? Se på Miley Cyrus. Har de ikke en voksen, der siger stop et øjeblik, tag en dyb indånding. Hvad vil du gerne? Hvem er du? Og der tror jeg, at jeg har været heldig, for jeg har altid haft det ret godt med at være den, jeg er.

LÆS OGSÅ: Kidman: "Jeg har bevidst ændret mit liv, så jeg ikke skulle leve sådan"

– Nogle gange spørger folk mig, "Hvad ønsker du for dine børn?" Det eneste, jeg nogensinde ønsker for mine børn, er, at de har det godt med at være dem, de er. Og at der er mange ting, de godt kan lide at foretage sig, ikke bare én. Indimellem slår det mig, "hvad nu hvis jeg kunne designe eller noget andet?" Jeg klager ikke, men det er skønt for et barn at have mange interesser. Det gør verden mere farverig og inspirerende. Men hold da op, jeg synes, jeg ævler løs, hvad vil du spørge om?

Børnene frem for branchen

Med alle de udfordringer, der er for at holde sig på toppen som skuespiller og fokusere på sit talent frem for alt det andet lir, der i dag følger med rollen som filmstjerne, hvordan er det lykkedes dig at holde dig på toppen i 20 år?

– Har jeg det? Det har jeg måske. Sådan føles det nu ikke så meget. Mere, som om der har været højdepunkter og mere fredelige perioder. Jeg har været heldig, fordi jeg stadig får virkelig udfordrende roller med gode instruktører, og de har fået opmærksomhed på forskellige måder. Den her fantastiske branche er langtfra hele mit liv. I går morges på vej til skole fortalte jeg mine børn, at jeg skulle til premiere i London, og at det ville blive en ret stor sag med rød løber-halløj på Leices-ter Square, og at de og deres venner måske ville komme til at se mig i medierne, bare så de var forberedt. Så sagde min datter, "det er da for mærkeligt. Er det ikke bare virkelig mærkeligt?" Min søn var mest optaget af, hvor alle de røde løbere i verden

bliver af, efter de er blevet brugt. Det fylder normalt ikke ret meget i vores liv.

Det må være mere end held? Er der også kompetencer involveret?

– Fuck, det håber jeg da?! Jeg arbejder virkelig hårdt. Og så adskiller jeg mit arbejde fra privatlivet. Da jeg boede i USA, havde jeg en assistent i fem år, og en dag spurgte hun mig, om hun måtte prøve at komme med mig på arbejde, før jeg rejste tilbage til London. Det var slet ikke gået op for mig, hvor adskilt jeg holder tingene. Men jeg koncentrerer mig vildt meget om at ikke at blande uvedkommende ting ind i mit arbejde.

Hvad får dig til at vælge de film, du laver for tiden? Som for eksempel "Labor day", der handler om en fattig, enlig mor, som ved et tilfælde kommer til at huse en ret karismatisk fange på flugt?

– Gud ja, filmen! Haha. Min karakter er nok en af de blødeste kvinder, jeg har spillet, og det tiltalte mig. Jeg spiller tit stærke eller i hvert fald mere karakterfaste kvinder. Adele er ensom, hun er bogstaveligt talt ikke blevet rørt af en mand i mange år, og hun er skræmt af livet. Alligevel er det lykkedes hende at gøre sin søn til et fornuftigt menneske. Hun kunne være blevet dranker eller være gået i hundene, men hun har en værdighed i sin situation, som, jeg synes, det var utroligt spændende at udforske. Og så havde jeg lyst til at arbejde sammen med instruktøren Jason Reitman, der har lavet "Juno". Da han spurgte, om jeg ville spille Adele, sagde jeg nej. Fordi jeg helst vil have god tid mellem min film. Men han var klar til at vente et år på mig, og det pirrede min nysgerrighed efter at være med.

Ser du nogensinde dine egne film for at lære af dine præstationer?

– Jeg ser dem én gang. Jeg får ikke noget ud af at se mig selv på lærredet. Jeg synes stadig, at det er virkelig mærkeligt at høre en optagelse af min egen stemme. En gang imellem ser jeg måske en trailer til en af mine film på Sky derhjemme, og så råber jeg LALALA og skifter kanal, sådan "Hvad er der ellers, nå "Masterchef", det kan vi da godt se!"

Jeg bliver nødt til at spørge dig, inden vi slutter, om dit syn på de skønhedsidealer, skønhedsindustrien promoverer i dag. Jeg ved, at du protesterede, da du selv blev photoshoppet på forsiden af GQ i sin tid?

– Oh my God, jeg kunne tale om det emne fra nu af, og til køerne skal hentes hjem! Jeg er så meget imod alt det der. Photo-shopping, botox, og hvad det alt sammen hedder. Særligt som skuespiller er det da helt hen i vejret at få sprøjtet gift ind i ansigtet, så man ikke kan bevæge sine fine muskler?! Det kunne jeg aldrig drømme om. Hvis jeg vil rynke panden, vil jeg fandeme rynke panden.

Kate Winslet rejser sig, mens hun fortsætter talestrømmen og forlader lidt besværet lokalet, der føles alt for stille, efter hun er gået.

"Labor Day" havde biografpremiere den 19. juni 2014.

LÆS OGSÅ: Christiane: De unge lever under syge idealer