Dét siger din ønskeseddel om dig
December er måneden, hvor vores evner til at have overblik for alvor bliver sat på en prøve. Mange ender skal nå sammen, og når vi når til d. 24., skulle der også helst gerne ligge et par gaver undet træet - for at løse denne mission uden for mange bytteture i kølvanet, tyer mange til ønskelister. Og de kan være med til at sige noget om, hvilken type vi er.
Vælger du en digital og dynamiske form eller fatter du blæk og papir, når du skal nedfælde årets juleønsker - eller måske slet ingen af delene?
Vi har bedt livsstilsekspert Helle Lundsgaard om at komme med sin vurdering af seks forskellige former for ønskelister, og hvad det kan sige om personen bag dem. Se hvad hun svarede her:
Du har lavet en online ønskeliste med links til, hvor gaverne kan købes, størrelse og farve og bliver delt i november.
Brændt barn skyr ilden. Hun har som barn fået mange gaver, som hun bare ikke kunne lide og er vokset op med en skræk for, at det går galt igen. En bedsteforælder har konsekvent givet tøj, som er endt inde i bunden af skabet, fordi det var helt kikset. Nu tager hun ingen chancer, men oplyser detaljeret om mærke osv. samt hvor, varen kan købes.
Du har ingen ønskeliste, og når folk spørger afviser du at lave en.
Typen der har penge nok, men ikke fortæller det. Hun savner bare overhovedet ikke noget i hverdagen, men køber det, efterhånden som hun får brug for det. Og så er hun bare helt tom, når hun skal finde ud af, hvad hun mangler. Forestiller sig at andre må kunne finde på en spændende gave, der kan overraske hende.
Ønskelisten består af det samme hvert år; praktiske ting; strømper, håndklæder, en elektrisk tandbørste – ingen behøver egentlig at spørge.
Her er der oftest tale om mænd. De har bare ikke fantasi til at ønske sig noget ud over det sædvanlige, så her kan man virkelig overraske, hvis man kommer med gavekort til brunch for to eller et par teaterbilletter. Det vil sikkert falde i god jord, (ikke mindst hos partneren) for personen ville heller ikke have fantasi til at invitere en anden ud.
Ønskelisten er tilpasset den, der spørger, så prisen er rimelig, og du ikke får den samme ting to gange.
Her er der virkelig tale om "play safe". Personen ønsker så få overraskelser som muligt, men går frem efter en nøje tilrettelagt indkøbsplan. Intet på listen skal helst mangle, når alle har spurgt eller fået tildelt en "opgave". Lidt af en økonomisk kontrolfreak.
Ønskelisten er noget, du skal overveje, når folk spørger dig. Du har ikke tænkt på den på forhånd.
Bare en travl og lidt distræt person – typen som julen kommer bag på hvert år! Er selv typen, der køber julegaver den 23. december og ikke fatter, at andre er i så god tid. Julen betyder egentlig ikke så meget, og gaver er ofte afskaffet i familien eller gives kun til børnene.
Ønskelisten rummer dyre ønsker, fordi du ikke synes, det giver mening at finde på et mindre ønske. Så vil du hellere have penge.
Der er da ikke noget galt i at ønske sig store ting, og hvis det er for meget for givernes budget, må de bare give en andel – så slipper man også for, at de skal bruge tid til at købe gaver og at man selv skal bytte. Tanterne, der plejer at give en ting købt på udsalg, må overgive sig og ryste op med nogle kontanter, selv om man så kan se hvor meget (eller lidt) de giver.