Despacito, T Swift, Meghan Markle – og måske lidt SKAM.
2017 har været fyldt med tendenser, ord og personer, vi ikke kunne komme uden om, hvor end vi gerne ville.
Der har været toner, som har sat sig fast i vores hjerner, romantik i kongehuset og megaseje kvinder både i tv og på grønsværen.
Vi har lært nye ord som Covfefe og startet en social bevægelse af de helt store med hashtagget #Metoo.
På mange måder har 2017 været kvindernes år, men det har også været året, hvor vi snurrede små plastikdimser mellem fingrene, og hvor Ed Sheeran næsten ikke kunne åbne munden, uden at vi sang med.
Vi har samlet nogle af de helt store tendenser fra året, der gik – dem, vi alle talte om, lyttede til og ikke kunne undgå.
Godt nytår!
Despacito
Hele verden dansede med til tonerne af varme himmelstrøg, da mega-hittet Despacito ramte førstepladserne på musiklisterne.
Nummeret er skrevet af den puertoricanske sanger Luis Fonsi, der flankeres af den lantinamerikanske megastjerne Daddy Yankee. Men først da teenageikonet Justin Bieber hoppede med på vognen og lavede et internationalt remix af sagen, stak det helt af.
Med mere end 4,6 milliarder afspilninger er hit-singlen ikke blot den mest streamede sang nogensinde – den har også sikret, at latin-bølgen er tilbage på vestlige hitlister. En succes, man ikke har set lignende siden ”Macarena”, Ricky Martin og Enrique Iglesias storhittede i slutningen af 90erne.
Annonse
SKAM
Annonse
Ja okay, her snakker vi nok mest 2016. Men sidste sæson af den geniale genistreg, vi kalder SKAM, løb altså af staben i forsommeren 2017.
Vi grinte, græd og delte superseje Sanas følelser, mens hun tumlede med sin kærlighed til Yousef og sine veninder.
Og så indså vi, at en æra er slut. En æra, der har lært os, at vi mennesker trænger mennesker - og ikke mindst: At alt i virkeligheden er love.
Frygt spreder sig. Men det gør kærlighed heldigvis også.
ALT.dk har som det eneste danske medie talt med Tarana Burke, som startede 'Me Too'-kampagnen, længe før hashtagget eksisterede. Foto: Kaia Burke / Strangebird Productions
Et enkelt tweet startede i efteråret 2017 en social bevægelse af de helt store. På alles læber var hashtagget #Metoo, der ifølge Information kastede intet mindre end 12 millioner opdateringer, kommentarer og reaktioner af sig på blot 24 timer.
Og det fik mildest talt skeletterne til at vælte ud af skabet. Særligt i Hollywood, hvor flere kendte mænd er blevet anklaget for alt fra sexchikane til decideret voldtægt.
Også i Danmark har bevægelsen givet genlyd, og filmproduceren Peter Aalbæk Jensen blev for alvor sat på plads af Nordisk Film, efter det kom frem, at han gentagende gange havde opført sig upassende over for kvindelige kolleger.
Den 6. december uddelte det anerkendte amerikanske magasin Times Magazine prisen for Årets Person 2017 til #Metoo-tavshedsbryderne, for at står bag det, mediet kalder den ”hurtigste sociale forandring” i årtier.
Indrømmet. Vi er efterhånden temmelig trætte af Donald Trump, der knapt kan hoste, uden alle medier skriver om det. Men det ændrer ikke på, at han har været en af de helt store i 2017.
Efter Trump blev indsat som USA’s 45. præsident den 20. januar i år, lærte vi ord som Fake News og Covfefe, ligesom vi opdagede, at Donald Trump-parodier tilsyneladende er en ny satire-art i sig selv.
Vi lærte også, at præsidenten har kontrol over sin egen Twitter-konto, som han jævnligt bruger til at skabe rav i den – for eksempel da han proklamerede, at Obama aflyttede hans telefoner op til valget.
Vi er sikre på, at 2018 nok skal blive fyldt med Donald Trump, og vi er spændte på at se, om den mexicanske mur nogensinde bliver til noget.
Tay Tay, T Swift, T-Swizz, Taffy… Ja, kært barn har mange navne, og det gælder også for Taylor Swift. Selvom vi på redaktionen ikke kan blive helt enige om, hvorvidt popsangeren er hot eller not, kan vi ikke komme udenom, at hun tog 2017 med storm.
Med singlen ”Look What You Made Me Do” fik hun på drastisk vis sagt farvel til den gamle Taylor, og på de første 24 timer havde sangen ramt intet mindre end 43.2 millioner klik. Få dage efter skubbede det (endelig?) ”Decpacito” af førstepladserne.
Er du en ægte Swiftie, kan du nok allerede synge med på resten af ”Reputation”-pladen.
GIRLS
2017 var et stærkt år for kvindedrevne serier. Foruden succeser som ’The Handmaid’s Tale’ og ’Big Little Lies’, der begge ryddede bordet ved årets Emmy-uddeling, sluttede Lena Dunhams hjertebarn ’Girls’ i foråret af med et brag.
I sjette og sidste sæson måtte vi modvilligt give slip på Hannah, Marnie, Adam og alle deres venner – men vi nægter at give slip på Lena Dunhams episke stil.
Tilbage står et spinkelt håb om, at det ikke er sidste gang, naturlige kvinder – ucharmerende karaktertræk inkluderet – ikke længere spiller andenviolin til Hollywoods skrappe skønhedsidealer.
Bare Ed Sheeran åbnede munden i 2017, kunne du finde ham på Spotify. Med sange som ”Shape of You” og “Castle On the Hill” tog han musiklisterne med storm, og vi sang alle med, hver gang tonerne ramte radioen.
Foto: Getty Images
Hvem husker ikke også hans gæsteoptræden i X Factor finalen? Eller hans optræden i YouTube-hittet Carpool Karaoke, hvor han proklamerede, at han altså er lidt nervøs, når ikke han har sin guitar med sig. Og så var der noget med en rolle i Game of Thrones.
Prins Harry, der altid har været lidt af et sort får i det engelske kongehus, overgik selv storebror William i 2017.
I slutningen af 2016 kom det frem, at han kærestede lidt med den amerikanske skuespiller Meghan Markle, og da han i november i år friede til hende, kunne internettet næsten ikke være i sig selv.
Legetøjet til børn med ADHD blev lige pludselig allemandseje i 2017. Skolelærere måtte indsamle de små ”spinnere” inden timen, og udviklerne fik travlt med at lave de sejeste af slagsen. Dem med lys i, i metal eller med de vildeste farver.
Med ét gik alle børn rundt og snurrede med den roterende plastikdims, hvis de altså ikke lige havde travlt med at svinge hænderne over hovedet og ”dabbe”.
Skal vi være helt ærlige, var vi nok også lidt optagede af legetøjet her på redaktionen.
Lige pludselig blev der opdaget farlig kemi i nogle af spinnerne, og så var det ellers slut med dem.
Kvindelandsholdet
Med Nadia Nadim og Pernille Harder i front sparkede kvindelandsholdet i fodbold numser i 2017.
Vi så med, da de kæmpede sig frem til en velfortjent sølvmedalje ved dette års EM-finale i Holland, og da de senere var hovedpersoner i en historisk ligestillingskamp mod DBU for bedre løn, sendetid og arbejdsvilkår.