Boller med surdej

Dittes Madblog: Sådan bager du med surdej!

Det er ikke så længe siden, at jeg fik min første surdej – jeg var dog lidt angst ved tanken om at have sådan et lille bitte levende væsen stående på køkkenbordet, som jeg skulle passe hver eneste dag og desværre gik der ikke længe før den blev dårlig og endte i skraldespanden.

Heldigvis fik jeg ret hurtigt en ny surdej af en kollega, og den har boet i mit køleskab i snart 1,5 år og fungerer stadig perfekt.

Man kan sagtens bage rigtig lækkert brød uden en surdej, men jeg vil dog klart anbefale at anskaffe sig en – enten ved at lave sin egen, købe sig til en færdiglavet, eller arve fra en anden surdejs-enthusiast.

Udover det er ret tjekket at bage med surdej, så ændrer det også brødets smag og tekstur markant. For noget tid tilbage deltog jeg i et brødkursus, og vil nu videregive lidt inspiration derfra.

★TIPS & TRICKS ★

  • Brug ca. 10 g gær pr. liter vand
  • Ælt længe og grundig
  • Ca. 30 g salt pr. liter vand
  • Brug iskoldt vand til dejen
  • Følg ikke en opskrift – brug dine sanser
  • Varm ovnen til maksium varme
  • Hav tålmodighed
  • Brug helst en surdej
  • Lad dejen hæve i min. 24 timer, gerne 48 timer
  • Salt, vand og mel giver det bedste brød - intet andet

Nemme surdejsboller, ca. 8-10 stk:

Hvis du ikke har en surdej, så skift mængden ud med vand og tilsæt 15 g gær i stedet.

5 g gær

3/4 dl surdej

4 dl koldt vand

1 dl havregryn

2-3 tsk havsalt

ca. 250-300 g fuldkornsspelt, andre typer af mel kan bruges

ca. 250-300 g hvedemel

Rør gær, vand og surdej sammen – tilsæt salt, fuldkornsspelt og havregryn, og rør dejen sammen på en røremaskine. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen og justér mængden undervejs.

Start ud med lav hastighed og sæt mere turbo på efterhånden. Når dejen begynder at slippe skålens kanter og begynder at være smidig og danne tråde, kan der laves en glutenprøve, som i al sin enkelhed går ud på at tage et stykke dej og strække det ud mellem fingrene, uden at det går i stykker. Hvis du ikke kan det, skal dejen æltes i længere tid. Jeg bruger en KitchenAid røremaskine ved medium hastighed og rører i ca. 10 minutter.

Når dejen er æltet godt, kommes den i en lukket beholder med en smule olie i bunden, og sættes på køl natten over, og gerne i 24 timer eller mere. Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå ved stuetemperatur i ca. 1 time eller mere, hvis du har tålmodighed, hvorefter dejen vendes ud på et meldrysset bord. Dejen formes nu til brød eller boller – der bliver ca. 8 -10 boller ud af denne portion.

Det er vigtigt, at ovnen er super varm; dvs. ca. 250 grader før bollerne sættes ind. Bollerne bages i ca. 15-20 minutter og må gerne have en mørk og sprød overflade – brug meget gerne en bagesten, da det giver en bedre resultat.

OBS: Målene på mel er vejledende, og jeg anbefaler at føle sig lidt frem, da der kan være stor forskel på forskellige meltyper og sugeevne, så hold lidt mel tilbage, da dejen endelig ikke må blive for tør.

LÆS OGSÅ: Lækker chokoladekage uden mel