Da Lisas nabo tog bladet fra munden, forstod hun, at hun svigtede sine børn

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lisa opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

I den del af min opvækst hos min mor og stedfar, som jeg kan huske, var det normalt med voksne, der lå og sov på sofaen i dagtimerne. Det kunne sagtens være nogen, jeg ikke kendte. Det var også almindeligt at finde halvfulde flasker alle vegne. 

Louises vrede mor skabte splid: "Hun forbød os at tale om vores far"

Det var et chok for alle, da min far forlod min mor for en anden kvinde. Jeg forstod derfor godt, at min mor var både bitter og vred. Jeg håbede dog, at hun med tiden ville komme videre. Det skete ikke, og til sidst fik min søster og jeg nok.

Jeg var ikke ret gammel, før jeg kunne finde ud af at trække en køkkenstol hen foran det åbne køleskab for selv at tage noget mad, når jeg var sulten. Nogle gange var der bare ikke ret meget at vælge imellem.

Jeg husker også, at politiet bankede på, fordi naboerne havde klaget over larm. Jeg kan også huske flere tilfælde af at være den eneste i børnehaven, som ikke var blevet hentet. Det var sikkert velment, at én af de yngste pædagoger flere gange tog mig med hjem og lod mig overnatte, men i virkeligheden gjorde hun mig en bjørnetjeneste. 

For selvom jeg nød at blive forkælet og blive badet i hendes badekar, så udskød hendes handling det øjeblik, hvor nogen fra det offentlige for alvor fik øjnene op for, at min mor ikke var i stand til at tage sig af mig. 

Min far var på det tidspunkt allerede død af et stofmisbrug, men det vidste jeg ikke dengang. Jeg troede, han arbejdede i Grønland, som jeg var blevet fortalt.

Da en sagsbehandler endelig fik øje på os, var jeg allerede begyndt at skamme mig over at komme i børnehave i beskidt tøj og over, at min mor var fuld til de samtaler, som institutionen indkaldte hende til, hvis hun ellers dukkede op. Jeg var også færdig med at kunne sove i larm og råb og høj musik, og jeg blev bange for skænderierne mellem de voksne.

Alligevel gav det offentlige min mor så mange chancer, at jeg nåede at fylde otte år, før jeg blev fjernet fra mit hjem og anbragt hos Karen og Karsten. De var begge sidst i 40’erne dengang og havde været professionelle familieplejere i over ti år. 

Karen og Karsten boede på landet og havde to ponyer, kaniner og katte, og jeg fik et dejligt værelse og al den opbakning og nærvær, jeg kunne ønske mig. De gav ikke indtryk af at have ondt af mig, men stillede i stedet krav, og selvom jeg nogle gange syntes, de var strenge, så forstår jeg i dag, at de blot var dygtige og ville mig det bedste.

Min mor døde, da jeg var 16, og jeg blev boende hos Karen og Karsten, til jeg var godt 18. De støttede mig i at uddanne mig til sygeplejer, og de hjalp mig også med at flytte til en lille etværelses. Jeg bevarede kontakten med dem, spiste hos dem mindst én gang hver anden uge og fejrede højtider og fødselsdage hos dem.

I dag er jeg 39 år og tænker, at jeg slap heldigt fra min svære barndom. Men jeg kan også se, at det alligevel var den, der var årsag til min ivrighed efter at stifte min egen trygge kernefamilie med farvekoordinerede strømpeskuffer og madplan på køleskabet.

Camilla sagde endelig fra over for sin voldelige bror – men ikke uden konsekvenser

Hverken min mor eller far havde modet til at sætte min lunefulde storebror på plads. Derfor fik han frie hænder til at udsætte mig for både fysisk og psykisk vold igennem hele min barndom. Først som voksen fik jeg modet til at sige fra, men det blev ikke uden konsekvenser. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Efter at have prøvet mig lidt frem med jævnaldrende kærester, mødte jeg som 20-årig, Lasse, da jeg var ude for at feste efter veloverstået eksamen. Lasse var langturschauffør og ni år ældre end mig. 

Selvom han allerede var blevet tynd i toppen, følte jeg mig meget draget af ham. Han virkede først skeptisk over for mig, og senere forklarede han, at hans tøven skyldtes min unge alder, for han ville ikke vente ti år endnu med at stifte familie.

På trods af hans forbehold endte vi med at blive vildt forelskede i hinanden. Vi blev kærester, og to år efter blev vi gift. På det tidspunkt var jeg for længst flyttet ind i Lasses lille landhus. Ved brylluppet var jeg gravid, men det var kun Lasse og mig, der vidste det. 

Få dage efter fortalte jeg det til Karen, som jeg stadig havde kontakt med. Men jeg havde også fået stiftet et godt og nyttigt venskab med nabokonen Merete, der var 20 år ældre end mig, og som boede med sin mand i en lille bungalow 200 meter fra os.

Da jeg tre uger før termin fik veer, var Lasse i Trondheim med lastbilen, og Merete kørte mig på sygehuset og stod mig bi under den ret langvarige fødsel. Lasse dukkede op, da jeg bagefter lå i sengen på hospitalet sammen med vores nyfødte søn.

På grund af min egen opvækst tog jeg ikke afslappet på noget som helst omkring vores søn, og nogle gange syntes Lasse, at jeg var for striks og for pylret. Det kunne vi godt komme lidt på kant over, men jeg holdt fast. Mit ønske om den trygge, velfungerende kernefamilie var nemlig intakt, og jeg havde ikke arbejdet ret mange måneder efter min første barselsorlov, før jeg var gravid igen. 

De fleste, Karen inklusive, troede, det var en smutter, men det var det ikke. Enebarnet Lasse ønskede nemlig ikke, at vores søn skulle være det samme, og jeg var helt enig. Vi fik derfor en søn til, og to år efter fulgte endnu en.

Måske fordi jeg havde meget om ørerne med fuldtidsarbejde og tre sønner, varede det noget tid, før jeg indså, at Lasses engagement i vores familieprojekt var begyndt at falme. Da havde jeg arbejdet i et halvt års tid efter min sidste barselsorlov. 

Det tydeligste tegn var, at han holdt op med at vise hensyn. Hvis han ikke kunne sove, så han for eksempel fjernsyn med lyden skruet højt op i soveværelset. Han var også begyndt at sjuske med sig selv og gad ikke længere flytte glas og tallerkner fra bordet, når han havde spist. Jeg følte, at han havde mistet respekten for mig, men det afviste han og beskyldte mig i stedet for at være urimelig og anstrengende.

Hans mor havde aldrig været min største fan, og faktisk havde hun under min tredje graviditet udtrykt, at det var hårdt for Lasse med alle de børn. Jeg havde først prøvet at opnå at godt forhold til hende, og da det projekt led skibbrud, havde jeg ignoreret hendes spidse bemærkninger så høfligt som muligt. 

Nu begyndte Lasse at besøge hende alene og i lang tid ad gangen, og bagefter vidste hun alt for meget om, hvad der rørte sig i vores familie og i vores ægteskab. Det blev jeg sur og såret over.

Det førte til forbitrede skænderier, hvori Lasses tone kunne blive ret grov. Alligevel fik jeg et chok, da han for første gang brugte min belastede baggrund mod mig. Der var ikke engang nogen grund til at gøre det, og jeg blev så såret, at jeg for en sjælden gangs skyld kom jeg til at græde. ¨

Min mand er blevet slave af sin mobil

En læser ved ikke, hvad hun skal stille op med sin mand, som altid er fordybet i sin telefon. I denne brevkasse beder hun Vibeke Dorph om råd.

Så fortrød han, og vi forsonede os, men snart gjorde han det igen. Det gjorde mig ulykkelig, men jeg bed tænderne sammen, holdt ud og gjorde mit bedste for at styre udenom skænderierne.

Pludselig fik jeg så en ubehagelig smerte i mit underliv, som tvang mig til at søge læge. Det viste sig at være en seksuel overført sygdom, og jeg vidste jo, at jeg ikke havde været utro. 

Hjemme sagde jeg til Lasse, at han selv måtte til lægen, og så spurgte jeg ham ligeud, om han havde været sammen med andre kvinder, mens han var på langfart. Det var ikke første gang, jeg havde fået den fornemmelse, men Lasse nægtede. 

Som modsvar anklagede han mig for utroskab med baggrund i min mors moralske habitus. Jeg blev vred, men pga. drengene havde jeg ikke lyst til at optrappe konflikten lige der. Efter den batalje begyndte Lasse at tale virkelig grimt på mig. 

Jeg gled altid af på hans stikken og hans provokationer, og det gjorde jeg kun for drengenes skyld. Men tingene gik den forkerte vej, og i en glidende proces blev Lasses tone over for mig mere og mere grov. Vi kunne stadig have nogenlunde hyggelige aftener, hvis Lasse besluttede sig for det, men inderst inde var jeg blevet opmærksom på, at især min yngste søn var begyndt at være lovlig opmærksom på stemningen herhjemme.

På det tidspunkt var min nabo Merete blevet alene, og hun kom en del hos os. Lasse anså hende efterhånden som en del af møblementet, og derfor anvendte han sin sædvanlige, grove tone over for mig, også når hun var der. Så skammede jeg mig, for jeg kunne jo læse i hendes øjne, hvad hun tænkte om det. Da Merete en aften spiste hos os, mens Lasse var i Holland med lastbilen, tog hun bladet fra munden.

"Synes du, det er i orden, at dine børn oplever deres mor finde sig i alt, alt for meget, sådan som du gør?," spurgte hun.

Svaret var naturligvis nej, men jeg ledte samtalen ind på noget andet, selvom Merete prøvede at tage tråden op igen. Den nat lå jeg søvnløs og tænkte på hendes ord. 

Jeg havde opfattet det sådan, at jeg blev hos Lasse for drengenes skyld, men i virkeligheden skadede jeg dem mere ved at gøre det, end jeg gavnede dem. For selvfølgelig ville jeg da ikke ønske, at de som voksne talte så grimt til andre eller fandt sig i, at andre talte grimt til dem. 

Jeg erkendte, at jeg havde holdt ud for længe, og at jeg var nødt til at droppe drømmen om den perfekte kernefamilie.

Camillas ADHD gav udfordringer, men én ændring i familielivet gjorde forskellen

Som voksen blev Camilla Folkman diagnosticeret med ADHD, og det satte mange tanker i gang om hendes turbulente ungdom. Men diagnosen har også givet hende egenskaber, der har drevet hende langt, og i dag har hun fundet en særlig måde at leve med den.

Ikke uventet blev Lasse rasende, da jeg bad ham om skilsmisse, men jeg gjorde mig stærk og holdt fast i min beslutning.

Nu er der så gået fire år siden vores skilsmisse, og tingene er faldet på plads i et nyt og godt mønster. Drengene ser Lasse, når det passer ham, og jeg støtter op om samværet. Merete fungerer som en slags bedstemor for drengene, og mine tre sønner og jeg har et fantastisk forhold. 

På mange måder føler jeg faktisk, at jeg har den kernefamilie, jeg drømte om engang, og jeg savner absolut ikke en mand. Måske med tiden … men slet ikke nu, for jeg nyder tilværelsen sammen med mine tre skønne sønner.