Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Camilla opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Min far fik som helt ung
leddegigt, hvilket betød,
at han igennem hele min
barndom led af voldsomme
smerter og kæmpede med
træthed. Det var dog lykkedes
ham at uddanne sig til bibliotekar, da han mødte min mor,
som selv var sygehjælper.
Ni
måneder efter, at de havde
fået min storebror, Jens, blev
min mor igen gravid med
mig. Inden jeg kom til verden,
blev hun indlagt med svær
svangerskabsforgiftning.
Eftersom min far på grund
af sin sygdom ikke havde
kræfterne til at stå alene med
ansvaret for Jens, blev han
passet hos min moster. Historien lyder, at da Jens så vores
mor igen, løb han hende vild
af gensynsglæde i møde, men
da han fik øje på mig – hans
nye lillesøster – som hun
havde i armene, vendte han
om med et vræl og klamrede
sig til min moster.
Mit eget første minde om
min bror var, da vi sad i badekarret sammen, og han pludselig satte tænderne i min
hånd og ikke ville slippe igen,
før min mor brød ind og hjalp mig. Det gentog sig mange
gange, hvor min bror ud af
det blå kastede sig over mig,
slog, bed og rev mig i håret,
alt imens vores mor forsøgte
at skille os ad.
Måske fordi min bror var
udstyret med et voldsomt
temperament, turde min
mor ikke konfrontere ham
med hans overfald. I stedet
beskyldte hun os begge for at
være lige gode om det, selvom
det absolut ikke forholdt sig
sådan.
Når vores far lå syg derhjemme, blev Jens og jeg
sendt udenfor i haven for at
lege i haven sammen. Her
stod et fodboldmål, som Jens
tvang mig til at agere målmand for. Hvis jeg reddede en
af hans bolde, sparkede han
mig ned på græsplænen og
overdængede mig med knytnæveslag, for han kunne ikke
klare, hvis jeg var bedre end
ham til noget.
Bagefter truede
han med, at hvis jeg sladrede
til vores mor, ville det blive
værst for mig selv. Eftersom
jeg i forvejen var rædselsslagen for ham, nævnte jeg det
ikke med et ord.
Da jeg i 1. klasse lærte at læse og skrive bedre end Jens, rev han en dag i ren arrigskab alle siderne i mit skrivehæfte ud. Bagefter påstod han, at jeg selv havde gjort det, hvilket vores mor – sandsynligvis for husfredens skyld – lod, som om hun troede på.
Da jeg startede i 3. klasse, skiftede min mor sine aften- og nattevagter ud med flere dagvagter. Hun mente, at min bror nu var gammel nok til at se efter mig, indtil hun og vores far kom hjem fra arbejde senere på eftermiddagen. De lod også mig forstå, at det var min bror, der bestemte – og at jeg skulle gøre, som han sagde.
Jens sagde som regel ingenting. Han lå for det meste inde på sit værelse, men han holdt alligevel styr på, hvor jeg var. Forsøgte jeg f.eks. at snige mig ud i køkkenet for at tage af småkagerne i skabet, kom han stormende ud. Her greb han fat i min arm, vred den om på ryggen af mig og beskyldte mig for at være en tyv.
Mens jeg tryglede ham om at give slip, holdt han kun strammere om min arm, indtil jeg grædende af smerte havde gentaget "undskyld" mange gange nok. Derefter kylede han mig ind på mit værelse og forbød mig at komme ud, før vores forældre kom hjem.
Efterhånden blev jeg kvik nok til at gennemskue, at Jens i forhold til de andre drenge på hans egen alder bare var en splejs, og at han derfor brugte mig som sin boksepude til at øve sig på derhjemme. En dag, da jeg kom hjem fra skole, kom han stormende efter mig og gav mig et saksespark i ryggen ud af det blå. Dernæst kastede han sig over mig med en passer og truede med at bruge den sylespidse nål til at stikke øjnene ud på mig.
I kampens hede ramte han mig med passeren, og da blodet fossede ud, slap han mig chokeret. Jeg flygtede ind til naboen, der ringede efter min mor. Gudskelov var jeg sluppet med en stor flænge ved øjenbrynet. Fra den dag skiftede min mor sine dagvagter tilbage til aften- og nattevagter, indtil vi var vokset fra at “slås” med hinanden, som hun fortsat kaldte det.
I takt med at vi blev teenagere, trodsede jeg min angst for Jens. Når han kaldte mig for en ”billig luder”, gav jeg nu igen og kaldte ham for en ”kikset nørd”. Jeg var også vokset til, så han turde ikke længere slå mig, for så slog jeg igen. Til gengæld sladrede han stærkt forurettet til vores forældre om alt, hvad han kunne opsnappe om mit ungdomsliv udenfor hjemmet. Selv sad han for det meste derhjemme og læste lektier.
Efter vi begge var flyttet hjemmefra, startede Jens på medicinstudiet. Vi sås kun hjemme hos vores forældre, hvor han stadig benyttede enhver anledning til at hævde sig på min bekostning.
F.eks. skulle han altid nedgøre mit valg af uddannelse til zoneterapeut. Han kaldte det for det rene svindel og humbug. Når jeg så spurgte vores far, om de smertelindrende behandlinger, jeg nogle gange gav ham, ikke hjalp, skævede han til Jens og svarede, at tro jo havde det med at flytte bjerge. For hverken han eller min mor havde fortsat modet til at sige Jens imod. I stedet bad de altid mig om ikke at fremprovokere skænderier med ham.
Jeg holdt dog på min ret til at sige min bror imod, når jeg var uenig med ham. Ligesådan konfronterede jeg mine forældre og spurgte dem, hvorfor de altid havde været så konfliktsky over for Jens.
Det slog de hen med, at de konflikter, vi havde haft som børn, havde vi været lige gode om. Da jeg mindede dem om dengang, Jens havde overfaldet mig med en passer, forsvarede de ham med, at han jo ikke havde gjort det med vilje, og at jeg selv havde tirret hans temperament, velvidende at han ikke kunne styre sig.
Da jeg var midt i 20’erne, orkede jeg ikke længere at skændes med Jens. Jeg forsøgte i stedet at nærme mig ham på en mere voksen måde og ad den vej finde de dybereliggende årsager til vores problematiske søskendeforhold.
Hver gang afviste Jens mig med, at problemet var, at jeg – modsat ham – ikke var blevet voksen endnu. For at undgå hans fortsatte tyranniske adfærd holdt jeg mig derfor fremover til kun at have overfladiske samtaler med ham.
Selvom spændingerne mellem os stadig sitrede under overfladen, kunne mine forældre i alt fald ikke længere beskylde mig for at forstyrre familiefreden.
Da Jens blev læge og ventede sit første barn med sin hustru, var vi en dag på besøg hos vores forældre, og her gik snakken om min svigerindes graviditet. Jens var mest optaget af at høre om min mors graviditet med ham. Hun fortalte smilende om, hvor ukompliceret den havde været, og om hvor mild og nem, han havde været som barn.
"Indtil jeg kom", bemærkede jeg, for jeg kunne bare ikke dy mig.
I næste nu overfusede Jens mig med, at jeg stadig forsøgte at få alt til at handle om mig. Det ene ord tog det andet, indtil han højrød i ansigtet rejste sig, greb fat i mig og overdængede mig med slag, alt imens jeg forsøgte at beskytte mit hoved med begge hænder.
Det var min svigerinde, der til sidst greb ind og fik ham trukket væk. Vores forældre sad derimod bare lige tavse i sofaen med dukkede nakker.
"Til Jens’ forsvar vil jeg bare sige, at det kun er dig, der kan gøre ham så rasende," sagde min svigerinde med slet skjult bebrejdelse i stemmen til mig.
"Ja. hvis I nu bare kunne lære at enes, tryglede mine forældre", mens de også så bebrejdende på mig.
"Enes om hvad? spurgte jeg vantro. At det er i orden, at Jens slår mig til en familiefrokost?"
"Du provokerede ham jo selv," lød svaret.
Chokeret rejste jeg mig og gik hjem. Da jeg havde sundet mig, besluttede jeg at kontakte en psykolog for at finde ud af, om det virkelig var mig, der bare ikke var blevet voksen endnu.
Allerede efter et par samtaler med psykologen indså jeg, at det ikke var tilfældet. Derimod var det vores forældre, der havde svigtet deres ansvar for os begge, da vi var små.
Jens havde de svigtet ved aldrig at have grebet ind og sat de grænser for ham, som kunne have hjulpet ham med at tøjle sit temperament. De havde også svigtet mig ved ikke at beskytte mig mod den psykiske og fysiske vold, han havde udsat mig for.
Konklusionen på samtalerne med psykologen blev, at jeg aldrig ville kunne komme til at regne med mine forældres støtte og hjælp, og at der derfor kun var mig til at hjælpe og beskytte mig selv.
Derfor meddelte jeg mine forældre og min bror, at så længe Jens ikke ville være med til at finde en løsning på vores mildt sagt konfliktfyldte søskenderelation, så ville jeg ikke se ham.
Det er i dag fem år siden. I de år har jeg ikke bare mistet kontakten til Jens, jeg har stort set også mistet kontakten til mine forældre. For de holder fortsat hånden over ham og bliver også fortsat ved med at invitere os begge til alle familiesammenkomster.
De bliver også ved med at give mig skylden for, at Jens tænder af og henstiller til, at jeg bare skal lære at rette ind. Det har jeg så ikke tænkt mig at gøre. For det er slut med at bøje nakken for min voldelige bror.
Den beslutning har jeg det rent faktisk godt med, selvom jeg naturligvis godt kunne have ønsket mig det anderledes – egentlig også for Jens’ skyld.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.