"I 5 år havde jeg ikke et egentligt ægteskab"

Det er både pompøst og tilpas moderne, når man træder indenfor i den højloftede reception på det hæderkronede Hotel d'Angleterre på Kongens Nytorv i København. Med Andy Warhols berømte portræt af Dronning Margrethe, belagt med diamantstøv, centreret over receptionsdisken. Og med lilla vanda-orkideer, der matcher gulvtæppet. Alt er afstemt i nøje udvalgte nuancer. Ikke én detalje er tilfældig.

Det er en lige så stilfuld dame, der møder mig i receptionen. I mørke slacks, fikse pumps og silkeoverdel. Solbrun teint og trendy cat eye-briller, der indrammer et par smilende, livfulde øjne.

Det er halvandet år siden, Else Marie Remmen som bestyrelsesformand for Remmen Fonden, der ejer Hotel d'Angleterre, kunne slå dørene op og fremvise et hotel for alvor i verdensklasse. Gennemrenoveret fra kælder til kvist. Det færdige resultat nåede desværre aldrig at blive oplevet af hendes mand, Henning Remmen, som døde efter flere års sygdom godt et halvt år inden genåbningen.

I hotellets snart 260 år gamle historie har det ad to omgange været i ægteparret Remmens eje. Først fra 1993 til 2007, hvor de solgte hotellet til en islandsk fond til "en god pris", og siden fra 2009, hvor Else Marie Remmen sørgede for at få det tilbage på egne hænder til en yderst fordelagtig pris.

Men fru Remmen, som hun kaldes i daglig tale her på Kongens Nytorv, har selv haft mere end bare en lille finger med i spillet. Som ganske ung blev hun nemlig uddannet dekoratør, og det var da også den evne, der i sin tid førte hende sammen med Henning Remmen, som havde været luftkaptajn hos SAS og derefter slået sig på hoteldrift. Han skulle have ny indretning i sin daværende virksomhed i Købehavn og havde fået anbefalet den kyndige Else Marie.

– Jeg fik at vide, hvad de ønskede, og klemte på med at have det hele klar, til Remmen kom hjem 14 dage senere. Og så

kasserede han det! Det var overhovedet ikke det, han havde tænkt, sagde han. Nå, men der var jo ikke andet for, end at gå på og spørge, hvad han havde forestillet sig. I løbet af de næs-te 14 dage måtte jeg lave hele indretningen om. Og så blev det godkendt.

– Senere har jeg tænkt, at det var for at irritere mig, griner hun.

– Det var en test, var det!

Akkuratesse

Nøgleordet for Else Marie Remmen må være akkuratesse. Det er sådan, hun klæder sig. Det er sådan, hun arbejder. Og det er sådan, hun forvalter sit liv.

I hvert fald sidder så meget i hendes rygmarv, at selv når der bliver lagt knive og gafler i skufferne, bliver de lagt snorlige. Ligesom tøj og ting i klædeskab og skabe hjemme i privaten.

– Jeg kan ikke have, at noget ligger skævt. Hvis en skærm sidder skævt, eller et maleri hænger skævt, irriterer det mig så meget, at jeg er nødt til at gå hen og rette det.

Akkuratesse var ikke noget, Else Marie Remmen lærte i skolen hjemme i Aalborg, hvor hun voksede op. Men måske nok en vis forretningssans. Hendes far var frugtgrosserer, og moren gik hjemme og passede villaen, som stødte op til virksomheden, hvor hun også hjalp til.

– Det var en glad familie. Det har smittet meget af på mit sind. Vi har altid haft en meget åben dialog i familien – der var ikke noget, man ikke kunne sige. Min far arbejdede meget – det gjorde man dengang. Oftest så jeg ham kun lørdag og søndag.

Kunne ikke sidde stille

Skolen var til gengæld ikke noget for den unge dame.

– Jeg kunne ikke lide de der faste rammer, siger hun og smiler bredt.

– Min lærerinde skrev: "Else Marie ser frem til fremtiden, hvor hun kommer under friere forhold". Ha, ha! Jeg kunne ikke sidde stille i timerne og bare følge med. Der skulle ske noget.

Derfor gik hun ud af 8. klasse uden nogen form for eksaminer i rygsækken – men kun på betingelse fra forældrene om, at hun skulle finde sig en læreplads. Og det fandt hun. For hun vidste præcis, hvad hun ville.

– Jeg var meget fascineret af de dekoratører, der gik rundt i Aalborg i deres korte kitler og så seje ud. Det var lige mig! Og så havde jeg sans for farver og former.

Som 17-årig kom hun i lære som dekoratør i byens fornemste butik. Thuen hed den – en familieejet virksomhed, som førte alt inden for boliginteriør. Butikken havde 14 store vinduer ud til gågaden, og den unge Else Maries akkuratesse-gen sørgede for, at ingen prisskilte stod skævt, eller nogen tæppefrynser lå ufriserede hen, når forretningen lukkede ned om aftenen.

Ligesom hun lærte at male sirlige skilte.

– Den akkuratesse sidder dybt i mig og har hjulpet mig mange gange i livet med the final touch. Ikke mindst her på hotellet, hvor vi er oppe i den helt store skala.

Gift og skilt

Da uddannelsen var i hus, blev hun hentet til Aalborg Teater som scenograf, og herfra til ASA Film i København. Det blev i øvrigt hendes første møde med hovedstaden. Men her fik hun ikke lov at blive hængende længere end bare én film. Der var nemlig bud efter hende i Norge, hvor hun blev tilbudt en sæson på Rogaland Teater i Stavanger.

Hjemme igen mødte hun sin første mand. Parret slog sig ned på Fyn, blev gift i 1970, og fik to børn – Lars og Mette. Men ægteskabet holdt ikke. Efter 12 år blev de skilt, og nogle år efter, i foråret 1987, dukkede opgaven med Hr. Remmens virksomhed op.

– Da jeg så først havde bestået testen, inviterede Remmen mig ud. På middag. Jeg syntes da, han lød lidt interessant. Vi faldt bare i hak. Jeg noterede mig hans sind. Han udstrålede en total mandighed. Sikkerhed. Trofasthed. Tryghed. Det blev jeg ret fascineret af.

Efter middagen kørte de hver til sit. Men allerede efter to dage fik hun et opkald fra London, hvor Henning Remmen boede – hvor han så inviterede hende over.

– Siden den dag var vi sammen.

...og gift igen

Året efter, på Else Marie Remmens 40-årsfødselsdag, blev de gift i Søllerød Kirke – for så undgik han at skulle købe to gaver, og i øvrigt holde styr på to mærkedage, griner hun drillende. Den 18 år ældre Henning Remmen havde også selv været gift i ti år og havde to voksne døtre. Ekskonen var sågar med til brylluppet, og alle var glade.

– Vi havde et fantastisk samarbejde og supplerede hinanden godt. Min mand var utroligt dygtig med økonomi og til at få tingene gjort færdige, og jeg var god til alt det kreative, så vi var et fantastisk makkerpar. Han blev en stor styrke for mig. Vi havde et pragtfuldt liv.

– Mit møde med Remmen betød, at jeg fik en voldsom masse arbejde kastet i hovedet. Og samtidig ville han gerne ud at se hele verden – og jeg skulle jo med. Så vi var nok væk et halvt år ad gangen. Vi tog på cruise, på safari og rejste i det hele taget meget. Vi var supergode til at rejse sammen. Han var samtidig påholdende. Skulle vi have en stor suite ude, var der ingen grund til også at rejse business. Man måtte vælge, hvor luksussen lå bedst. Og han mente, at pengene til en suite i 14 dage var givet bedre ud end flybilletter på business class.

– Jeg har mange gode ting med fra hans sind. Også hans logik. I den proces, vi har været igennem med den store renovering herinde, har jeg ofte tænkt på, hvad han ville have gjort, og rettet mig efter det. Han sidder meget i mig.

– Vi har brugt hinanden meget, og vi har også haft mange diskussioner, for vi har ofte også været enormt uenige. Vi var meget forskellige – jeg kunne jo åbne en fest, og det var han ikke lige typen på. Men han var trygheden selv. Han havde en aura, der både udstrålede tryghed og respekt.

Faldefærdigt hotel

Fordi Henning Remmen var involveret i hoteldrift og i starten af 1990'erne ejede flere hoteller i København, fik de en dag en opringning fra banken – om de ikke havde lyst til at købe

Hotel d'Angleterre, som var gået konkurs med deres engelske ejere. Det endte på ægte jysk maner med et håndslag midt om natten.

Else Marie Remmen husker tydeligt sit første møde med "Den Hvide Dame", som hotellet med udsigt til Det Kongelige Teater også kaldes.

– Nogle af værelserne var så mørke, at du næsten ikke kunne finde dig selv. Okkerfarvede gulvtæpper og røde velour sengetæpper – nogle havde isbjørnelignende sengetæpper. Så forfærdeligt møbleret! Trist og gammelt var der. Der lugtede. I kælderregionerne var der køkken og pudserum, hvor en mand sad og pudsede al sølvtøjet.

Parret gik i gang med et quick fix – udskiftning af gardiner, sengetæpper etcetera – og lagde sideløbende planer for en større overhaling af indretningen. I kælderen var der mus og rotter, og Henning Remmen havde mest af alt lyst til at dække det til med sand eller indrette parkeringskælder med elevator. Men hans hustru var lidt mere fremsynet og øjnede muligheden for at blive de første i København med en spa.

Ramt af blodprop

Op igennem 1990'erne boede parret i Schweiz og levede en rolig og ubesværet tilværelse med tæt kontakt til hotellet på Kongens Nytorv. Men på den anden side af årtusindskiftet begyndte Henning Remmens helbred at volde problemer, og i foråret 2007 fik den dengang 78-årige direktør en alvorlig blodprop i hjernen og blev efterfølgende lam i hele den ene side af kroppen. Han mistede også sin tale.

Sygdommen vendte op og ned på parrets tilværelse. Sammen med Remmen Fonden besluttede Else Marie Remmen at sælge hotellerne fra et halvt år efter blodproppen, og hendes mand blev nu patient i eget hjem. Men på første klasse – med bolig i Spanien, privatfly og tolv professionelle plejere – læger og sygeplejersker – der passede ham i døgndrift. Den helhjertede indsats gav bonus, men det var ikke den samme mand, hun havde ved sin side, som ham, der testede hende ved at forkaste hendes indretningsforslag 20 år tidligere.

– Hans hjerne tog meget skade. Der var ikke så meget hjernekapacitet, at han kunne se tilbage på det liv, vi havde haft. Det hjalp både mig og ham i situationen. Plejepersonalet, der tog sig af hendes svækkede ægtemand, rådede hende til at komme lidt væk, så de ikke endte op med to patienter. Hun manglede noget at rive i – og følte sig for ung og for energisk til at læne sig alt for meget tilbage. Og pludselig fik hun nys om, at "Den Hvide Dame" var til salg igen – blot to år efter, at de havde solgt det.

Else Marie Remmen følte sig nærmest forpligtet til at redde det skrantende hotel. Og tolv dage efter var papirerne underskrevet, og det blev fejret med julefrokost for Henning Remmen og alle hans plejere.

Hotellet var i så dårlig forfatning, at man besluttede at lukke ned et år og give det den helt store overhaling – en omfattende renovering som til sammen med købsprisen løb op i et svimlende beløb i nærheden af en milliard kroner. Alt blev pillet fra hinanden, og hotellet gik fra 25 suiter og knap 100 værelser til 60 suiter og 30 værelser. Renoveringen trak tænder ud. Det viste sig blandt andet, at hele huset stod og svajede og skulle funderes med adskillige tons jern, og at væggene var beklædt med blymaling, som skulle fjernes.

– Det har været spændende at følge huset. Hver eneste krog kender jeg – fra loft til gulv.

Men i maj 2013 var det en stolt kvinde, der bød velkommen på Københavns fineste hotel. Desværre uden sin mand, som var død et halvt år forinden i Monaco, hvortil parret var flyttet et par år tidligere, 83 år gammel.

Usnobbet

Noget nyt parløb på den private front er det ikke blevet til siden da.

– Jeg har heller ikke ledt. Jeg synes også, det er rart ikke altid at skulle forklare, hvad man skal og hvorfor. Og så må man jo ikke glemme, at jeg har været "alene" i fem år, hvor min mand var syg. Der havde jeg jo ikke et egentligt ægteskab. På en smuk måde må jeg være taknemmelig for, at Vorherre ikke tog min mand før, for de fem år gav mig så meget lærdom i forhold til at prøve at være alene, rejse alene, tage beslutninger alene, gøre alt alene. I fem år var han der – uden at være der psykisk. Men jeg fik en fantastisk overgang til at prøve at blive totalt selvstændig.

Men ligesom i skolen kommer Else Marie Remmen aldrig til at sidde stille. Og der er nok at holde styr på, når man pendler fra boligen i Monaco og involverer sig i alskens opgaver. Men det klarer den lille kalender-pamflet fra Mayland. Det er den, der holder styr på bestyrelsesmøder, middagsaftaler, helseophold, pasning af børnebørn og velgørenhedsarbejde. Alle aftaler står skulder ved skulder på den smalle streg, der udgør en dag.

– Jeg er også involveret i Mary Fonden. Vi har et rigtigt godt samarbejde. Kronprinsparret og deres børn er bare en dejlig, moderne dansk familie og har en fantastisk støtte i hinanden. Frederik har mødt en kvinde, der elsker ham og ser op til ham – det gør også, at en mand bliver stærk i sig selv. Det er jo fantastisk at blive elsket, det giver en enorm styrke. Og befolkningen elsker Mary. Den styrke, der kommer af at være afholdt gør, at man tør lidt mere.

– Det er dejligt at mærke, at de er down to earth. Det er jeg selv. Jeg ved ikke, hvad det er at være snobbet. Det kender jeg ikke noget til. Jeg ved heller ikke, hvad det er at gå i små sko.

LÆS OGSÅ: Stephanue Gundelach går solo: Jeg har et andet syn på mode nu

LÆS OGSÅ: Lene Espersen "Jeg kommer ikke til at savne det negative fokus på min person"

LÆS OGSÅ: 10 kvinder, der gør os stolte over at være kvinder

