Ea Ørum: "Det er ikke altid lykken at flytte sammen - for os var det helt forkert"

I er tidligere blevet belemret med forelskelsen, hverdagen og afskeden. Velkommen til genopstandelsen. Selvom de nye rammer om mit gamle parforhold skaber mere fysisk afstand mellem os, mærker jeg igen, at kærligheden kan være for mig. Vi er blevet gamle kærester med nye regler, og hvis kærligheden var et job, ville det her være et karriereskifte.

Vi tog til en lille spansk ø og talte om, hvordan alle idéerne om parforhold forstyrrer virkelighedens fællesskab. Vi vendte forventningerne og forestillingerne om forløb med fremdrift imod utydelige mål, og vi kom frem til, at vi ikke kender nogen, der har sagt, at "efter vi flyttede sammen, har vi bare fået det så godt". Vi er i hvert fald ikke dem.

For et par år siden købte vi et hjem, som jeg inderligt glædede mig til at kalde vores. For mig var en fælles bolig en del af vejen til et større "vi". Det føltes, som om jeg var kodet til at beregne på en ligning om kærlighed, der kun kunne gå op, hvis der var kvadratmeter i den. Jeg var programmeret til, at stor passion da bliver til fælles husholdning. Den dag vi bar mine ting op ad trappen, tog jeg et billede af ham stå blandt alle flyttekasserne i vores nye stue. Jeg har savnet det smil. I morges så jeg igen hans kæmpestore mund flyve i retning af begge ører, for i går skrev han under på kontrakten til sin egen lejlighed.

At rumme idéen om, at vi skal være ét par, men med to hoveddøre, har krævet et opgør med mine umiddelbare længsler, men helt ærligt: Når magneteffekten mellem mig og en anden er blevet skamreddet, er det, jeg har elsket, smuldret gang på gang. Mine drømme har egentlig ikke været til at realisere over længere tid.

Da vi flyttede sammen, blev vi lidt mindre. At flytte sammen var ikke nær så dejligt som at drømme om at smelte sammen under samme ringeklokke. Det store VI blev ikke større med en fælles vasketøjskurv. Vi rykkede under samme tag uden at tænke over, at der kunne være andre måder at leve sammen på.

Vi har delt hjem i godt to år, og imens er vi holdt op med at få gæster i samme omfang, som vi havde, da vi boede hver for sig. Vi taler ikke nær så meget i telefon med venner og familie som tidligere, og vi er tit hjemme samtidig uden at være i kontakt. Han savner at skrue på sin mountainbike og høre væsentligt højere heavy metal. Ikke fordi jeg har sagt, at han ikke må høre musik (og jeg har sågar foreslået, at vi bruger en stue som cykelværksted), men det virker bare ikke, når han ved, jeg selv vælger jazz og engelske tapeter.

Nu er mit parforhold blevet repareret med en ekstra lejlighed. Den ligger tværs over baggården og nede på tredje sal. Jeg bor på femte, og fra mine vinduer kan jeg se ind i hans kommende hjem.

At splitte op føles selvfølgelig som en fiasko, men jeg glæder mig også til få en del af mit gamle sociale liv tilbage. Jeg glæder mig over, at vi afprøver andre veje end dem, der ligger lige for. Jeg er ikke sikker på, hvor rejsen ender, men jeg føler ikke, at jeg nøjes.

Det mest sande, jeg lige nu ved om kærlighed, er, at den altid vil blive besværlig på et tidspunkt. Og hvis man tror, den skal følge en skabelon, smadrer den i tusinde stykker, mens man har bare tæer midt i et koldt land.