Elses barndom sad som et uforløst traume i hende - en dag ringede telefonen

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene Else, Mads og Kurt opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg glemmer aldrig den juleaftensmorgen klokken 9:21, hvor telefonen ringede, og navnet på min mors plejehjem lyste op. 

Læs også

Din pynt på træet fortæller, hvem du er – men kender du historien bag julekuglerne?

Jeg stod midt i risengrøden. Faktisk var jeg netop ved at veje ris af på køkkenvægten, mens jeg bandede over, at jeg ikke havde kogt grøden dagen forinden og på den måde sparet lidt tid.

"Hej Ulla. Det er Jasmin her. Jeg ved, du planlægger at besøge Rita senere i dag. Men hun er ikke sig selv her til morgen. Vi kan faktisk ikke vække hende, og jeg tror ikke, hun har langt igen. Jeg er ked af at sige det. Hun sover så fredfyldt nu, men jeg synes, I skal komme. Alle sammen!"

Jeg stod som forstenet. Min første tanke var: ”Åh nej ikke i dag på juleaften”. Herefter: ”Jeg er slet ikke klar til at sige farvel.” Og så: ”Alle sammen – det orker jeg simpelthen ikke.”

Min mor havde været halvsløj længe og boet på plejehjem i over to år. Selvom hun havde kræft i det meste af kroppen, var hun i en alder af 87 år stadig fuldstændig frisk i hovedet, altid positiv, altid klar med en humoristisk bemærkning. 

På det seneste havde hun dog klaget over smerter, appetitten var blevet mindre, og sygeplejersken havde sat hendes morfindosis op igen – denne gang uden at kommentere på bivirkningerne. 

Jeg arbejder selv som jordemoder, så jeg kendte lidt til den verden og vidste, hvilken vej det bar hen. Jeg havde dog hele tiden slået det hen og tænkt, at det nok ikke var lige nu, min mor ville gå bort.

Min mand, Mads, kom ud i køkkenet, i det jeg havde lagt på. Jeg stod og stirrede ud i luften med posen med ris i hånden.

"Hvad sker der?" Ville han vide.

Jeg brød fuldstændig sammen. Fortalte grædende at min mor måske ville dø i dag. At det måske var nu – som i nu, juleaften – vi mistede hende. Og hvad med maden? Hvad med børnene, der kom til middag om få timer? Og hvad med mine søskende?

"Vi finder ud af det hele… Men du bliver nok nødt til at ringe til dem," sagde han og strøg mig over håret. "Måske er det på tide at begrave stridsøksen?"

Jeg vidste, han havde ret. I hvert fald i forhold til at kontakte mine søskende. Alligevel var det med bankende hjerte og stor modvilje, at jeg ringede mine fire søskende op. To af dem tog slet ikke telefonen i første omgang – ikke før jeg skrev en sms og sagde, at det her altså hastede.

Selvom vi alle fem elskede vores mor, havde vi ikke talt sammen i flere år. 

Eller nogen talte lidt med hinanden indbyrdes. Jeg var den anden yngste i flokken, og vi havde haft en relativ hård opvækst. Vores far døde af druk, da jeg var bare tre år gammel, hvilket betød, at mine ældre søskende måtte tage sig af mig og min yngre søskende, mens vores mor knoklede på fabrik som ufaglært. 

Indimellem havde hun fundet en ny kæreste, men det var alle mænd, der ikke var specielt søde ved hverken hende eller os. 

Vores barndom sad som et uforløste traume i os alle fem. Vi havde alle higet efter vores mors kærlighed, og hun havde ikke fordelt den ligeligt. Os små, min lillebror og jeg, havde fået mere end de store.

Den bitterhed kunne mine store søskende ikke slippe, selv ikke som voksne. Måske forståeligt nok, men de sårede følelser havde resulteret i mange konflikter igennem årenes. Som om vi kanaliserede vores vrede ud på hinanden i stedet for ud på vores mor eller i stedet for at arbejde med vores egne følelser. 

Vi boede langt fra hinanden, spredt over hele landet, så jeg havde indimellem snakket i telefon med mine søskende på skift i timevis. Til sidst orkede jeg ikke mere.

Helt galt var det gået, da min lillebrors yngste pige skulle konfirmeres for tre år siden. 

Min mor havde netop solgt sit hus og valgte at give hende en væsentlig større pengegave, end de andre børnebørn havde fået. Det resulterede i en kæmpe konflikt, hvor mine to ældre brødre lavede en scene til selve konfirmationen. 

Læs også

”Den dag jeg ikke længere føler, at jeg kan gøre mit allerypperste, så stopper jeg”

Også min mor blev de vrede på, men hende havde de som sædvanlig nemmere ved at tilgive.

Kurt, min lillebror, rasede imod dem. Hvor vovede de at ødelægger hans datters konfirmation med deres barnlige anklager? De ældste bebrejdede mig dels, at jeg tog Kurts parti. 

Dels at jeg ikke havde stoppet vores mor i hendes dyre udskrivning. Jeg ordnede nemlig hendes pengesager. Jeg havde dog intet vidst om pengegaven og blev ærlig talt både ked af det og vred over, at skylden skulle placeres hos mig. Ingen af dem havde nemlig stået klar, da hun bad om hjælp til at betale regninger og logge ind på sin netbank.

Hver gang vi forsøgte at tale ud om tingene, gik det i hårdknude. Det endte med tårer og råben og skrigen. 

Derfor stoppede vi simpelthen med at tale sammen. Jeg havde stadig sporadisk kontakt med Kurt, men orkede faktisk heller ikke høre mere på hans brok. Jeg vidste, at de ældste søskende også indimellem stadig talte med hinanden. 

Vi havde formået at besøge vores mor på plejehjemmet på skift eller sammen med de søskende, vi nu engang ikke var uvenner med. En enkel gang havde jeg set min storebrors motorcykel holde ved indgangen, og jeg var straks vendt om. 

Vores mor ønskede sig kun, at vi blev gode venner. Men hun var også en dame med ben i næsen, og hun holdt på, at hun ikke havde gjort noget forkert ved at forære det yngste barnebarn en større gave. 

Derved blev konflikten aldrig for alvor lukket.

Luften gik dog noget af ballonen, da jeg ringede rundt til de andre fire den juleaftensmorgen. De var ellers allerede kampklare, da de tog telefonen. 

Måske troede de, det handlede om julen, som vi tidligere – for mange år siden efterhånden – havde holdt sammen. Måske troede de, at jeg igen ville forsøge at forsone os. Da de fik beskeden om, at vores mor lå for døden, blev der stille i den anden ende. 

Alle sagde, at de selvfølgelig ville komme.

Mads blev hjemme for at gøre maden klar og tage imod vores døtre, som kørte hele vejen fra København hjem til os i Jylland for at holde jul. Afhængigt af forløbet ville de komme ud på plejehjemmet senere. 

Jeg boede tættest på, og var den første, der trådte ind ad døren til plejehjemmet. Jeg blev så rørt, da jeg så min mor ligge der. Jeg havde besøgt hende for få dage siden, hvor hun sad op i sengen og løste en krydsogtværs. 

Hun havde lige fået øllebrød og kaffe og var i et ganske strålende humør. Nu lå hun helt stille hen med en uregelmæssig vejrtrækning og så så lille og afmagret ud. Da jeg tog hendes hånd, den velkendte hånd, der havde holdt min så mange gange, åbnede hun øjnene og så kort på mig.

"Lille skat er du her? Kommer de andre også? For det er nok ved at være slut med mig," sagde hun med en vag stemme.

Jeg nikkede og forsikrede, at de alle var på vej. At vi alle var hos hende om lidt.

"Åh, det er jeg vel nok glad for. Det er mit eneste ønske," sagde hun. Og pludselig lidt mere frisk:

"Og det er da jul, ikke sandt?"

Jeg bekræftede med en blanding af grin og tårer. Jo, det var jul. Og vores seje mor, der altid havde kæmpet for os og for at give os den bedst mulige barndom på trods af svære omstændigheder, fortjente at få sit ønske om fred i familien opfyldt.

I de næste par timer ankom mine søskende én efter én. 

De så pludselig gamle ud, tænkte jeg. Gamle og langt mindre vrede, end sidst jeg havde set dem. Vi krammede, alle græd. Men midt i sorgen var der alligevel noget smukt ved hele situationen. 

Hvordan vi hver især kom valfartende fra hele landet for at sige farvel denne juleaftensdag. Vi sad på skift hos vores mor. Nogle sad der bare, andre snakkede. 

Læs også

Derfor har Maise Njor lært sine døtre, at det nogle gange er vigtigt at give op

Hun sov, så var hun vågen, så sov hun lidt igen. Til sidst vågnede hun ikke længere, men faldt i en rolig søvn, som sygeplejersken sagde, hun næppe ville vågne fra igen.

Da det blev aften, trådte Mads og mine piger stille ind ad døren. 

Mange af de andres familiemedlemmer dukkede også op, og jeg nød i den grad at gense alle mine dejlige nevøer og niecer. Vi kunne næsten ikke være i den lille stue. 

Nogen havde medbragt lidt julemad, andre småkager, Mads kom med risalamanden.

Vi stod om vores mors seng alle sammen og sang 'Dejlig er jorden', da hun imod forventning åbnede øjnene. Hun sagde ikke noget. Hun kunne ikke, men jeg er sikker på, hun både så og hørte os. En halv time efter var hun død.

Bagefter sad vi og snakkede til langt ud på natten. Om vores barndom, om gode minder og om sjove minder. Men vi talte også om det svære. 

Og om hvor hårdt det havde været for vores mor at opfostre os fem alene. Om vores far, der havde drukket alle pengene op og til sidst drukket sig selv ihjel. 

Min mors eneste oldebarn sad på skødet af min storebror, og det var fantastisk at se ham smelte over det lille menneske. Som om en ring sluttede: 'Slægt skal følge slægters gang'.

Vi nævnte ikke vores konflikter med et ord, ingen havde behov for det. Og da vi gik derfra klokken tre om natten, trætte, men også forløste af at snakke, grine og græde, tænkte jeg, at vores mor havde fået sit sidste juleønske opfyldt. 

Hun samlede os, sådan som hun havde ønsket at gøre det igennem mange, mange år.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.