Derfor har Maise Njor lært sine døtre, at det nogle gange er vigtigt at give op

I august var Maise Njor og hendes døtre til festival sammen. Det forgik over tre dage på Avernakø, hvor de med udsigt til det sydfynske øhav lyttede til musik, spiste festivalmad og sov i telt. Maise i sit eget telt, de tre døtre sammen i et andet telt.

Læs også

Margrethe Vestager har fokus på én vigtig ting, når hun er chef for andre

Maise: "En af nætterne vågnede jeg ved femtiden, fordi jeg kunne høre pigerne grine højt ovre i deres telt. Og lige der blev jeg helt lykkelig. Tænk engang, alt mit guld lå ovre i det telt, og så lå de fandeme der og grinede så højt sammen, at de vækkede alle andre i nærheden."

Maise smiler stadig helt lykkeligt, når hun fortæller historien, for der er stort set ikke noget, der kan gøre hende så glad, som når hendes piger har det godt sammen. Denne formiddag har de alle tre indfundet sig i hendes lille kolonihavehus på Amager, og de er enige i, at det var en dejlig oplevelse at være på festival sammen. 

Og de slår også alle fire fast, at humor netop er en af de ting, de virkelig har til fælles, og det er noget, de også deler med deres far. Han og Maise blev skilt i 2008, men de har et fint forhold i dag, og han er helt klart en stor del af familiefortællingen. 

I dag er det dog mor-døtre-relationen, der skal endevendes, og da Maise omsider har fået dækket bordet med brød, ost, bær, æg, te og juice – fordi hun selv er så sulten, siger hun – falder der lidt ro på, mens de tre piger kort præsenterer sig selv. 

Asta-Maja er nyuddannet cand.mag. og synligt gravid. Cornelia bor til daglig i Sydkorea med sin sydkoreanske kæreste og underviser i engelsk. Og Betty-Marie har gang i et kludetæppe af arbejdsopgaver som bl.a. rekvisitør og kostumier.

Hvilken slags mor synes du selv, at du har været gennem årene, Maise?

De griner alle sammen, da Maise svarer med munden fuld af brød.

Maise: "Meget rolig og velafbalanceret, ha ha."

Betty-Marie: "Det har du da været, mor."

Maise: "Jeg tænkte lidt over det i morges, da jeg vågnede. Da vi var på festival, deltog jeg i sådan en ”venne-dating-øvelse”, hvor man skulle gå rundt og tale med forskellige mennesker. Et af de spørgsmål, man skulle stille hinanden, var: ”Hvad er du mest stolt af?”. Jeg stod overfor en mand, jeg ikke kendte, og jeg svarede straks: ”Mine børn”. 

Læs også

Sebastian Lynggaard er blevet far til en pige - og fandt ud af, der er noget, som ikke holder

Jeg gav ham det samme spørgsmål, og han svarede noget helt andet. Jeg kunne ikke lade være med bagefter at spørge ham, om han havde børn, og ja, han havde da to børn. Lige der tænkte ved mig selv, okay, og det er så ikke dem, du er mest stolt af? Men måske er det fordi, at når man svarer, som jeg gjorde, så siger man samtidig, at man er stolt af, hvordan man har opdraget sine børn. Og det er jeg faktisk. Også selvom jeg har været et lidt forvirret menneske somme tider. 

Jeg har været freelancer i store dele af mit arbejdsliv, og det valgte jeg blandt andet, fordi jeg så kunne hente pigerne lidt tidligere og bage boller til dem. Men så en dag sagde Betty-Marie, at hun altså også gerne ville have, at jeg tjente lidt penge, så der var mere ro på."

Betty-Marie: "Det behøvede ikke at være mange penge, bare så vi vidste, at der var til aftensmaden."

Læs også

Maria Montell og familien står midt i stort skifte: “Det skal jeg lige vænne mig til”

Var det et issue, at I kunne mærke, at der manglede penge?

Betty-Marie: "Nogle gange lidt, ja. Men jeg tror også, det er fordi, vi er vokset op i Gentofte, hvor folk har gode, faste jobs, og hvor man spiser aftensmad klokken halv syv, og så gør det hele forfra igen næste dag. 

Sådan var det ikke hos os, og vi syntes helt bestemt, at det var dejligt at have en mor at komme hjem til i stedet for at blive hentet af en au pair, og jeg vil også meget hellere have, at du laver det, du synes er sjovt, mor, frem for at du tjener mange penge. Men nogle gange var der lidt stress på, fordi vi jo kunne mærke på dig, at du selv var nervøs over, at der var lavvande i kassen."

Maise: "Når jeg løb rundt og prøvede at finde et eller andet, jeg kunne sælge, ha ha. Men jeg synes nu aldrig, at I har gået og grædt over, at I ikke lige fik en Moncler-jakke."

Asta-Maja: "Nej, men vi så jo heller ikke dig gå rundt i dyrt tøj, og når man ved, at der ikke er råd, spørger man heller ikke."

Cornelia: "Eller også lærer man selv at arbejde. Det har begge vores forældre været gode til at vise os. Hvis man vil ha’ noget, så må man hustle lidt og tjene nogle penge, så man kan købe det, man ønsker sig."

Hvem er Maise Njor?

• Journalist og forfatter – bl.a. til bøgerne 'Michael Laudrups Tænder', 'Der var engang en mand' og 'Kære Bagklog'. 
• Har arbejdet som journalist på forskellige tv-programmer og har skrevet for bl.a. ALT for damerne, Eurowoman og Politiken.
• Aktuel med podcastserien 'Ramt af kærlighed' på DR1.
• Maise er 56 år og har sine tre døtre med journalist og filminstruktør Axel Boisen, som hun blev skilt fra i 2008.

Hvem kan færdiggøre det her?

Hvilken slags mor synes I, at jeres mor har været?

Maise: "Nå, jeg skal lige på toilettet …"

Pigerne griner.

Asta-Maja: "Man ved altid, hvordan du har det, og hvad du tænker på, mor, for du siger det højt. Det er et meget ærligt forhold, vi har til hinanden på godt og ondt. Jeg tænker en del over det nu, hvor jeg selv skal være mor, for jeg føler, at jeg kender både dig og far rigtig godt. I nogle perioder, når du var ked af noget, mor – for eksempel skilsmissen – kunne det være lidt hårdt at vide så meget om dit indre følelsesliv. Omvendt betyder det, at jeg synes, jeg kan tale med dig om alt."

Cornelia, hvad tænker du overordnet om din mor?

Cornelia: "Jeg tror, hun er sådan en mor, man mere og mere kan se sig selv i. Jeg kan bedre og bedre forstå, hvorfor du er, som du er, mor. I skolen syntes jeg, at det var lidt pinligt med mine forældre, for de var altid sådan snakke-snakke-underholde-agtige – men jo ældre jeg bliver, jo mere pris sætter jeg på, at du – og far – har været sådan."

Asta-Maja: "Jeg kan huske engang i 0. klasse, hvor vores mor stod med vores hund inde i klassen og tegnede og underviste oppe ved tavlen, fordi vores lærer var forsinket. Alle de andre børn elskede det, og det gjorde jeg også selv, men samtidig tænkte jeg, ej, hvorfor skal du være på den måde, mor? Men jo ældre jeg bliver, jo mere pris sætter jeg også på det. Du er sådan her-er-jeg-agtig, og du har aldrig tonet det ned."

Læs også

Hilda Heick måtte som mor træffe et svært valg: ”Jeg græd og tænkte, hvad byder vi det stakkels barn”

Maise: "Men jeg kan bedst lide børn … Jeg kan blive meget genert overfor de andre voksne, men ikke overfor børnene."

Betty-Marie: "Mange af mine veninder føler, at de kender dig, og at du kender dem rigtig godt."

Maise: "Det bliver jeg glad for at høre."

Betty-Marie: "Du har været virkelig god til at lege med og sy prinsessekjoler og underholde."

Maise: "Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis jeg havde haft drenge. Da jeg ventede barn nummer tre, var der måske en forventning om, at man skulle tænke, at det kunne være sjovt med en dreng. Men sådan havde jeg det faktisk ikke, og da jeg fandt ud af, at det blev en pige, tænke jeg, puha, godt. Men nu kommer der jo en dreng."

Hun kigger over på Asta-Majas mave.

Asta-Maja: "Ja, jeg skal have en dreng. Og jeg tror, det bliver godt for vores familie. Det kan sagtens være, at han også helst vil gå i prinsessekjoler, det ved vi jo ikke, men jeg tror, at vi har meget godt af at blive rusket lidt op i. De fleste af min mors venner har også pigebørn, og vi er bare ikke vokset op med særligt mange drenge. Så det bliver spændende."

Vi taler lidt om forskelle og ligheder mellem de fire kvinder omkring bordet, og Maise omtaler halvt i sjov Asta-Maja som familiens mønsterbryder, fordi hun er den første, der har taget en akademisk uddannelse. Den bemærkning samler den ældste datter straks op.

Asta-Maja: "Nu må du ikke blive ked af det, vel mor, men både du og far har generelt haft virkelig svært ved at gøre ting færdige, og der er jeg meget anderledes. Min kæreste arbejder på Grønland lige nu, og inden han tog afsted, ville jeg virkelig gerne have, at ALT skulle være færdigt i vores lejlighed, hvis nu babyen skulle komme. Jeg kan godt lide noget, der er færdigt og fuldendt, og derfor var det også meget vigtigt for mig at gøre min uddannelse færdig."

Maise har rejst sig og står og rister mere brød.

Asta-Maja: "Mor du larmer."

Maise: "Ordne-ordne …"

Betty-Marie: "Asta-Maja er vildt god til at færdiggøre projekter, mens jeg har angsten for ikke at færdiggøre samtidig med, at jeg ikke færdiggør."

Maise larmer igen.

Alle tre: "Ej, mor!"

Cornelia: "Det er nærmest en joke, altså."

De griner.

Asta-Maja: "Kan du ikke bare sætte dig ned, mor?"

Maise sætter sig.

Betty-Marie: "Og Cornelia er altid kørt i sit eget spor og har ikke på samme måde ladet sig påvirke af vores forældre, hvilket jeg synes er ret nice."

Cornelia: "Jeg tror mere, at jeg sådan har lallet lidt rundt på sidelinjen."

Betty-Marie: "Og pludselig var du bare færdigbagt."

Cornelia: "Jeg har ikke noget problem med ikke at færdiggøre noget, hvis jeg ikke gider. Og der har mor været god til at sige, at det SKULLE jeg heller ikke."

Maise: "Ja, jeg synes, at jeg har været god til at lære jer at sjuske."

Alle tre piger griner.

Maise: "Sige til jer, at I skulle vælge de fag i skolen, som I syntes kunne give jer noget. Alt det her med 12-talspiger kom frem, da Asta-Maja gik i skole og skulle have karakterer, og mange unge piger var enormt stressede over deres liv. Og så tænkte jeg, det er vigtigt at lære, at der er ting, man bare skal droppe."

Cornelia: "Jeg tror, du har lært mig, at det nogle gange er bedre at give op end at gøre noget færdigt. I stedet for at man går og arbejder med noget, man ikke kan lide."

Betty-Marie: "Eller som gør en ked af det."

Har du følt, at du har fløjet mere under radaren, fordi du er nummer tre, Cornelia?

Cornelia: "Ja, det har jeg nok. Betty-Marie minder om vores far, og Asta-Maja er rigtig meget vores mor. Enten er jeg et miks, eller også er jeg ingen af delene."

Maise tager en dyb indånding.

Maise: "Nu er du jo også adopteret …"

De griner højt alle fire.

Maise: "Jeg synes, det er det rette tidspunkt, at du nu får det at vide. Nej, okay, det er som om, at Cornelia gik fra at sidde ved bordet, hvor vi troede, at hun lyttede med, til at hun begyndte at synge en sang, og så var hun færdigbagt. Og nu er det tit Cornelia, der lige kommer med en klog sætning. Du er nok meget mere rolig end os andre."

Cornelia: "Ja, det tror jeg også, ha ha."

Betty-Marie: "Asta-Maja gjorde gymnasiet færdig, selvom hun ikke var hundrede procent tilfreds med det, men det gjorde man bare. Jeg begyndte på gymnasiet og syntes ikke, at det var særligt spændende, men mine forældre var underligt obs på, at jeg skulle have den der mærkelige uddannelse. Men jeg fik lov til at skifte til en Rudolf Steiner HF, og så færdiggjorde jeg det. 

Men med Cornelia var det sådan, nå ja, whatever, hvis du ikke gider gå i gymnasiet, skal vi da ikke tvinge dig til det. Og det er ret dejligt, synes jeg, at du og far også har lært lidt af at se, at vi måske gør nogle andre ting og har succes med det, og at det baner vejen for de andre."

Hvad gjorde du i stedet for gymnasiet, Cornelia?

Cornelia: "Jeg har haft mange forskellige jobs i servicebranchen."

Betty-Marie: "Og du er virkelig god til det."

Maise: "Jeg syntes selv, det var frygteligt at gå i gymnasiet, jeg kunne ikke lide særligt mange af de andre børn, jeg kunne bedst lide lærerne, men samtidig vil man som mor jo gerne have, at det skal gå ens børn godt, og derfor har jeg nok skubbet på med gymnasiet med de to første. Men i sommer havde jeg en fin oplevelse. 

Læs også

Charlotte Sieling: ”Min mors alkoholproblem blev min benzin til alt det, jeg arbejder med og for”

Min gamle veninde og Cornelia lå på to liggestole og snakkede om livet i hotelbranchen, hvor min veninde også har arbejdet i mange år. Jeg forstod ikke halvdelen af, hvad de sagde, men jeg syntes, det var fantastisk, at min lille baby og min veninde, som har kendt Cornelia altid, pludselig kunne have en snak om noget med booking."

Hvordan har du det med, at din ”baby” bor helt i Sydkorea det meste af tiden?

Maise: "Jeg synes, det er forfærdeligt!"

Cornelia: "No pressure …"

De griner alle fire igen.

Maise: "Men der er jo ikke noget at gøre ved det, jeg kan ikke ændre det, så jeg må arbejde med det. Og det var i øvrigt mig selv, der rejste derud med Cornelia i første omgang – det skulle jeg aldrig have gjort! Nej, altså, jeg synes, vi er gode til at facetime. Af en eller anden årsag altid, når du er ved at fjerne makeup, Cornelia."

Betty-Marie: "Eller sidder på toilettet."

De griner igen og nikker alle sammen.

Maise: "Men det er hårdt at tænke på, at når du nu tager afsted, så ses vi først til jul, hvor du forhåbentlig kommer hjem igen. Det er jo ikke derfor, man får børn. For kun at se dem hvert halve år."

Er I meget sammen alle fire, når du er hjemme i Danmark?

Cornelia: "Det er vi, når vi har tid, vi har meget forskellige skemaer. Jeg arbejder på hotel, når jeg er hjemme på besøg."

Betty-Marie: "Jeg synes, vi prøver. F.eks. tager Asta-Maja og jeg hen forbi Cornelia, når hun er på arbejde, og så står vi og snakker lidt i receptionen, det er hyggeligt."

Cornelia: "Det gode ved at have søstre er, at vi ikke behøver bruge en masse tid på at starte samtalen op. Vi kender hinanden så godt, så det er nemt at tage tråden op."

Hvem er Asta-Maja, Betty-Marie og Cornelia?

Asta-Maja Njor Boisen

• Cand.mag. i moderne kultur og underviser på Krogerup Højskole. Er lige nu på barsel.
• Hun er 27 år og kæreste med Emil. Efter interviewet har parret fået en lille søn.

Betty-Marie Njor Boisen

• Arbejder som rekvisitør og kostumier på film- og tv-produktioner som bl.a. 'Vild med dans' og ”Paradise Hotel'. Deltog også i årets udgave af 'Danmarks næste tøjdesigner'. 
• Hun er 24 år og kæreste med Frederik.

Cornelia Njor Boisen

• Arbejder i receptionen på et hotel, når hun er i Danmark, men bor det meste af året i Sydkorea, hvor hun underviser i engelsk.
• Hun er 20 år og kæreste med sydkoreanske Younghyun.

Hvad synes I om, at jeres lillesøster bor så langt væk?

Betty-Marie: "Det er dejligt for hende, men …"

Hun ser pludselig lidt trist ud.

Betty-Marie: "Ej, altså, jeg synes, det er mega sejt. Asta-Maja boede også på et tidspunkt i Rom, så vores trekløver har det med at blive brudt op. Men det var nemmere at tage ned og besøge Asta-Maja, end det er at tage til Sydkorea."

Har I besøgt Cornelia?

Asta-Maja: "Nej, hun har kun boet der i lidt under et år. Jeg vil rigtig gerne, men det er dyrt, og nu kommer der jo en baby. Samtidig er det også en balancegang at sige til dig, Cornelia, hvor meget man savner dig, for vi vil jo heller ikke give dig dårlig samvittighed. 

Da jeg boede i Rom, havde jeg det sådan, at jeg jo ikke var flyttet til et andet land for at tale med min familie og mine venner hele tiden. Det kan faktisk godt være ret stressende, at man føler, at man skal aflægge rapport en gang om ugen. Så det prøver jeg at tænke lidt over i forhold til Cornelia."

Maise rejser sig igen og går lidt rundt.

Maise: "Trækker det ikke lidt?"

Asta-Maja: "Det er en ting, der faktisk er ret irriterende ved vores mor. At hun ikke kan sidde stille. Der er altid et eller andet …!"

Maise: "Nå, nå. Jeg tror, jeg tager en trøje på."

”Er din mor Maise Njor?”.

Maise lever af at skrive. Som journalist og forfatter har hun ofte brugt sig selv i sine tekster, og når man gør det, involverer det også naturligt de mennesker, der er omkring en. I Maises tilfælde blandt andet hendes tre døtre. 

Da Asta-Maja boede i Rom skrev hun og Maise korrespondancebogen ”Alle veje fører til moR” sammen, og Asta-Maj oplevede, at der var ting, der var nemmere at ”tale” om på skrift end ansigt til ansigt. Men der var også noget andet, der gik op for hende.

Læs også

Annette Heick satte sine forældre stolen for døren: ”Jeg sagde, er du blevet fuldstændig vanvittig”

Asta-Maja: "I arbejdet med den bog gik det også op for mig, at du faktisk er meget seriøs med din skrift og dit arbejde, mor. Vi er jo bare ligesom altid vokset op med, at du har skrevet om alt muligt og har tænkt, det er bare det, vores mor gør, men der gik det op for mig, at du er rigtig, rigtig god til det også. Det er et håndværk, som du har trænet og arbejdet med i mange år, og det var fedt at opleve, hvor seriøst du tager det. 

Jeg tror, der er mange, der tænker, at det er ret let at skrive en bog, men det er bestemt ikke let at skrive en bog, folk har lyst til at læse. Eller at turde gøre det. Du tager udgangspunkt i dig selv og os i meget af det, du skriver, og med de sociale medier i dag er det sygt hårdt at dele ud på den måde, men det var det også tidligere. 

Du har altid skullet stå på mål for, at folk pludselig havde en holdning til dig, mor, og det har jeg altid syntes var ret sejt."

Maise: "Tak, Asta-Maja. Men da I var små, tænkte jeg ikke over, at I – og jeres venner – en dag ville lære at læse, og at I også ville blive konfronteret med det."

Asta-Maja: "Ja, hvis jeg skal forklare, hvordan det er at have en mor, der skriver om ens liv, så fortæller jeg historien om dengang i gymnasiet, hvor jeg lavede noget meget venstreorienteret ungdomspolitik, og der så pludselig var en af de andre, der spurgte: ”Er din mor Maise Njor?”. Ja, svarede jeg. ”Nå, men var det så dig, der læste læs-let-bøger om Hitler, da du var lille?”."

De griner alle sammen igen.

Asta-Maja: "Det var noget, min mor havde skrevet om, og det var jo ikke mega fedt, når jeg var på kommunistisk sommerlejr."

Betty-Marie: "I dag er du god til at lade os læse det, du skriver om os, mor. Og jeg synes som regel, at det er helt ok."

Maise: "Men jeg havde skrevet noget, du syntes var irriterende, Cornelia."

Hvad var det?

Cornelia: "Under corona var mit arbejde lukket, så der var tre måneder, hvor jeg lå hjemme uden rigtigt at lave noget. Og så skrev min mor: ”Efter et år, hvor hun bare lå i sin seng …”. Det var ikke fair. Jeg havde arbejdet seks dage om ugen indtil da."

Maise: "Undskyld!"

Cornelia: "Der var lige et par år, hvor jeg fik ry for at være lidt lazy, men hvor jeg faktisk tror, at jeg tjente mere end min mor og far."

Maise: "Vi havde en periode, da dine venner begyndte i gymnasiet, og du arbejdede, hvor vi alle – også far – lånte penge af dig. Og så var der en skrækkens dag, hvor Cornelia i vores fælles familiechat pludselig skrev: Så er banken lukket! Og så var vi alle sammen sådan, fuck, fuck, fuck, ha ha."

Cornelia: "Præcis – det var efter en måned, hvor I ALLE havde lånt penge af mig!"

Asta-Majas nye baby

Da Maise flyttede ind i kolonihavehuset, boede Betty-Marie og Cornelia stadig hjemme, men da de flyttede, skyndte hun sig at omdanne deres værelser til noget andet, så de ikke stod som mindestuer. Og så købte hun sig den lille Jack Russel-terrier Daisy, så der stadig var lidt liv i huset. Alligevel føler Maise, at hun står et lidt sårbart sted i livet lige nu.

Maise: "Cornelia skal tilbage til Sydkorea, Betty-Marie går med nogle drømme om, hvad hun vil lave, og Asta-Maja skal have en baby og sit første voksenjob om lidt. Jeg har lavet det samme i mange år og har ondt i hoften."

Hun griner lidt, men der er samtidig en stor alvor i ordene.

Maise: "Altså, jeg skal passe på, at jeg ikke føler, at jeg er under afvikling. Så jeg går og tænker lidt over, hvad der kan være min raket. Jeg har lavet en podcast til P1 og skal lave det resten af året, og det har faktisk været virkelig sjovt og interessant, det har jeg ikke prøvet før. 

Det, jeg prøver at sige, er, at jeg skal finde på noget nyt at lave, så jeg ikke bare laver det samme som altid, for det kan godt føles lidt tomt og kedeligt, når pigerne ikke er her. Det tænker jeg meget over i øjeblikket, men jeg er ikke nået frem til, hvad jeg virkelig gerne vil. Men det er også fordi, at meget af det, jeg gerne vil, er noget, jeg ikke har råd til, ha ha."

Hvad kunne det være?

Maise: "At tage til New Zealand! Men det er meget dyrt, og så går jeg jo også og venter på, at der kommer en baby. Det betyder, at jeg ikke kan tage for langt væk. Ikke engang til Aarhus og tage en uddannelse, jeg har kigget lidt på. Jeg skal først finde ud af, hvordan det er at være mormor, så lige nu padler jeg lidt rundt. Men jeg ved, at jeg i hvert fald ikke vil stå stille."

Hvad tænker du om, at du skal være en mormor?

Maise: "Jeg tænker, at det bliver skønt, men jeg ved jo ikke, hvordan det for alvor bliver. Lige nu tænker jeg mest over, at min datter har et barn i maven, og jeg er optaget af, at hun har det godt. Det er mit barn, jeg har omsorg for, for jeg ved jo endnu ikke, hvem det er, der er inde i maven. Og så tænker jeg over, hvad jeg skal kaldes, når babyen kommer. Jeg vil ikke hedde bedstemor, for sådan en har vi haft i min mor, som jo var pigernes bedstemor. Det er for forvirrende."

Asta-Maja: "Jeg tror mest, det er en diskussion, du har med dig selv, jeg synes jo bare, at du skal hedde mormor."

Maise: "Men hvorfor må jeg ikke hedde Bossen? Så kunne jeg sige: ”Bossen henter dig i børnehaven i morgen”."

De griner alle højt.

Læs også

Katrine Muff Enevoldsen: "Hvorfor skal det være så svært at få venner som voksen?"

Betty-Marie: "Er du bange for, at mormor lyder gammelt?"

Maise: "Ja, måske."

Du talte lige om at genopfinde dig selv, Maise, ligger der en bevidsthed om alder i dig i øjeblikket?

Maise: "Måske ikke så meget alder som livssituation. Jeg har også en far, der har Alzheimers, så ham skal jeg passe på. Og så har jeg tre børn, som har ting, de skal, og jeg skal passe på, at jeg ikke bliver sådan et slattent stykke skinke i en sandwich mellem de to generationer. Så det er nok i virkeligheden noget med at finde tilbage til sig selv. Hvem var jeg, før jeg var moren?"

Asta-Maja: "Men for os er du er jo stadigvæk moren."

Betty-Marie og Cornelia, hvordan har I det med at skulle være mostre?

Cornelia: "Det føles meget mærkeligt, men før noget andet er du min søster, Asta-Maja."

Asta-Maja: "Ja, og jeg glæder mig faktisk bare meget til, at I skal møde ham."

Betty-Marie begynder at græde lidt.

Betty-Marie: "Det er fordi, jeg glæder mig så meget."

Maise krammer hende, og de siger alle tre nåhhh i kor.

Betty-Marie: "Det er fordi, Asta altid er så sød …"

Nu hulker hun næsten og har svært ved at få ordene frem.

Betty-Marie: "Asta-Maja er så god til at være obs på alle andre, og så er det virkelig fedt, at nu er hendes første prioritet barnet, og så behøver hun ikke være opmærksom på alle os andre."

Hun pudser næse.

Betty-Marie: "Jeg græder ellers ikke ret meget, men det her med Asta-Maja … Hver gang jeg tænker på det, så er det som om, der bliver åbnet for en vandhane. Vi har selvfølgelig haft vores to gode forældre, men Asta-Maja har jo været den, der rykkede med Cornelia og mig frem og tilbage mellem vores mor og far, og hun har bare altid været rigtig god til at tage sig af os."

Alle har vand i øjnene nu.

Har du påtaget dig en ekstra morrolle, Asta-Maja?

Asta-Maja: "Som skilsmissebarn har jeg i hvert fald altid været så glad for at have søstre."

Betty-Marie: "Vi har bare haft hinanden altid."

Asta-Maja: "Og det er virkeligt nuttet sagt, Betty-Marie. På babyens vegne glæder jeg mig bare helt vildt til, at han skal møde jer alle sammen, det bliver SÅ godt."