Emil Midé Erichsen: "Da Louise stillede dét spørgsmål, fik vi defineret vores fælles drøm"

Det er på 79 grader nord og i 22 minusgrader, at savnet pludselig rammer Emil Midé Erichsen. Savnet af hans elskede Louise og de to små drenge derhjemme. Og tårerne begynder at trille ned ad kinderne på ham. For rullende kamera. For hvad laver han egentlig her? Så langt væk hjemmefra. Hvorfor er han ikke sammen med de mennesker, han elsker allermest i hele verden?

Artiklen fortsætter under videoen ...

Scenen udspiller sig i TV2-programmet 'Den sidste breddegrad', som for nylig rullede over tv-skærmene, og svaret på spørgsmålet er komplekst. Men det handler om eventyr. Og det handler om, at der nogle gange skal en ydre rejse til for at starte en indre, som Emil skriver i forordet til bogen 'At vende sig mod havet – en søgen efter eventyr', som udkom i marts. En bog, der pressede sig på efter turen til Svalbard.

Emil: "Bogen handler om, hvorvidt det er muligt at blive ved med at søge eventyret, efter man har stiftet familie. Hvordan kan vi som familie indrette vores liv og hverdag, så vi samtidig kan forløse de drømme, vi har. Hver for sig. Og sammen. Med alle de bump, der er på vejen.

Jeg har haft en drøm om at skrive en ærlig bog, der fortæller hele historien. Det kan godt være, at jeg er en af dem, der på overfladen ser ud til at have et perfekt og misundelsesværdigt liv – og jeg synes helt bestemt, at mit liv er virkelig, virkelig dejligt, men der er også en masse valg, fravalg og prioriteringer, når man lever sit liv, som jeg gør. Jeg har begået virkelig mange fejl undervejs i min higen efter at få livet til at fungere og lykkes, og bogen tager udgangspunkt i turen til Svalbard, fordi den tur viste sig at blive et refleksions-rum over de sidste ti år af mit liv.

For første gang i mange år havde jeg på Svalbard sammenhængende tid til at tænke en masse tanker til ende, og det fik mig til at se mit liv – vores liv – i et større perspektiv."

Emil og hans kone, Louise Ravn Otte, der er medskrivende redaktør på bogen, sidder tæt på hinanden ved spisebordet i kolonihavehuset, hvor de bor. De tager jævnligt hinandens hænder, og de kigger meget på hinanden, mens de taler. Det er nemlig ikke bare Emils historie, vi taler om i dag. Det er deres historie. Den historie, der ligger tilbage i tiden, og den, der kommer.

Emil og hans lillebror Theis blev kendt i hele Danmark, da de fra 2013 til 2016 påmønstrede Havana og sejlede jorden rundt samtidig med, at de lavede TV2-programmet 'Kurs mod fjerne kyster'.

De kommer ud af en familie af eventyrere. Deres farfar var Troels Kløvedal, der sejlede verden rundt på Nordkaperen og fortalte om det i bøger, foredrag og tv-programmer, og deres far er Mikkel Beha Erichsen, der også er kendt for sine rejser, tv-programmer, foredrag og bøger om den store verden.

At gøre noget ud over det sædvanlige ligger derfor i blodet på Emil, men han har skullet finde ud af, hvordan det kan kombineres med kone og børn. Det har han og Louise brugt meget tid på at snakke om.

Louise: "Vores samtaler gennem de senere år har handlet rigtig meget om, hvad det er for et fælles liv, vi ser for os. Jeg var med på Havana de sidste syv måneder af Theis og Emils jordomsejling, og inden da havde jeg selv rejst meget, men hvordan inkorporerer man nogle af de ting, man gør, når man er ung, i et voksenliv med børn.

Det er som om, livet er inddelt i nogle faser, hvor der hører nogle bestemte ting til i de forskellige faser. Efter gymnasiet tager mange f.eks. et sabbatår, rejser og gør de vilde ting, men hvorfor må man ikke gøre det på andre tidspunkter i livet? Nu har vi stiftet familie, og det er dejligt, men hvordan bliver vi ved med at gøre nogle af de ting, som også giver os glæde ved livet?

En hverdag med leverpostej og hamsterhjul kan være dejlig, hvis man har valgt den til, men ikke, hvis det er noget, man føler, man sidder fast i. Og hvad kan man så gøre ved det? Vi tænker meget over, hvordan vi kan indrette os, så vi synes, vores liv er dejligt hele tiden og på en måde, hvor leverpostej også bliver lykkeligt, fordi det står i kontrast til noget andet.

Det handler simpelthen om at finde ud af, hvad man drømmer om, og for os er drømmen at komme ud og sejle med vores unger. For andre kunne det være at køre ned gennem Europa med en campingvogn eller at prøve at bo i et andet land.

Det kan være hvad som helst, man drømmer om, det vigtige er bare, at man får tænkt over, hvad det er, man gerne vil bruge sin tid på, mens man er her. Hvordan vil vi gerne prioritere? Hvad er vigtigt på kort sigt, hvad er vigtigt på lang sigt? Det har vi talt meget om, og vi har summet det op til, at det for os handler om at tage nogle bevidste valg, så vi ikke føler, at vi pludselig sidder et sted, vi ikke selv har valgt, og som vi ikke kan gøre noget ved."

Emil: "Samtalerne startede i virkeligheden, da jeg kom og præsenterede idéen om at tage nordpå. Louise sagde: ”Det, tror jeg, er en god idé, men inden vi snakker videre om det, så skal vi lige snakke om, hvad det er, vi gerne vil sammen”. Op til det tidspunkt havde der været nogle år, hvor vi uden rigtig at tænke over det havde levet en lille smule parallelt med hver vores drømme. Det var ikke fordi, vi havde det dårligt med hinanden, og vi havde også noget fælles i den familie, vi havde skabt, men vi levede også parallelle liv en stor del af tiden.

Da Louise stillede det spørgsmål – hvad er det, vi gerne vil SAMMEN – begyndte vi at definere vores fælles drømme. Og da vi gjorde det, blev min drøm om at tage nordpå mere naturlig, fordi vi fik talt om, hvordan den kunne inkorporeres i vores fælles drøm. Og fra at være noget, jeg gerne ville alene, blev det til en fælles ting."

Louise: "Ja, i stedet for at du tog af sted, blev det til ”nu sender vi dig af sted”."

Emil: "Og det var der, hele forskellen lå."

Louise: "Kunsten var så at finde ud af, hvordan vi hver især kunne hjælpe hinanden. Hvordan du kunne hjælpe mig, mens jeg var alene hjemme med børnene, og hvordan jeg kunne hjælpe dig, så du havde det bedst muligt, mens du var væk."

Uden dårlig samvittighed over at tage væk fra hverdagen?

Emil: "Lige præcis."

Louise: "Og uden, at jeg blev bitter eller vred over at stå alene tilbage med børnene og alt det praktiske herhjemme. Nu handlede det for os om en ekspedition til Svalbard, men det kunne lige så godt have handlet om, at Emil gerne ville gå til fodbold tre gange om ugen, og hvordan vi så kunne planlægge det, så begge parter syntes, at det var fedt."

Emil: "Hvis man går fælles ind i tingene, så sker der også noget med, hvordan man kigger på det, den anden gør. Hvis jeg gerne ville gå til fodbold tre gange om ugen, og vi fandt ud af, hvordan det kunne lade sig gøre, så ville jeg komme hjem og være vildt glad over at kunne gøre det.

Og så ville jeg gå til vores fælles hverdag med en anden energi og et større bidrag, fordi jeg også kunne gøre det, jeg brændte for. Og det samme skete med ekspeditionen nordpå. Efter at vi havde gjort det til et fælles projekt, var jeg fyldt op af energi og en higen efter eventyret, og det smittede af på mit humør herhjemme og kom familien gode."

Hvad skulle der så til for, at du syntes, at det var okay, at Emil tog på eventyr i tre uger, mens du stod med to blebørn?

Louise: "Emil havde f.eks. lavet ret mange poser med frosne frikadeller. Og inden han tog af sted, planlagde vi sammen, hvordan og hvornår jeg kunne få hjælp af mine forældre og svigerforældre, så jeg havde ikke følelsen af, at jeg skulle stå med det hele alene. Omvendt lavede jeg f.eks. poser med slik og små breve til Emil, som jeg puttede ned i hans taske som overraskelser. Det gjorde han ikke til mig…"

De griner.

Emil: "Nej, det var jeg ikke så god til, men jeg er virkelig god til at lave frikadeller."

Louise: "Og du fiksede en masse her i huset. Brændetårnet var fyldt."

Emil: "Afløbet var renset."

Louise: "Ja, så meget lavpraktiske ting, men også ting, som betyder en masse. Jeg følte ikke, at det var et egoistisk projekt fra Emils side, fordi vi netop sørgede for at gøre det til noget fælles. Han tog jo heller ikke derop kun for at udleve sig selv, det kom også familien til gode."

Emil: "Ja, det er ikke nogen hemmelighed, at jeg får løn for at lave fjernsyn. Det er mit arbejde. Og det er det også, når jeg bagefter får penge for at holde foredrag om turen og for at skrive en bog.

Så det handlede også om, at jeg ved at tage af sted kan tjene nogle penge, der kan gå til en opsparing, som skal bruges til at indløse vores fælles drøm. At jeg så er meget, meget privilegeret ved at have et ret fantastisk arbejde, hvor jeg faktisk kan rejse ud og fortælle om verden, ja, det er jo virkelig heldigt."

Men du har også opsøgt heldet, kan man sige?

Emil: "Ja, og jeg har øvet mig på det og lagt meget arbejde i det. Og i det år, som vi brugte på at forberede turen nordpå, tjente jeg jo ingen penge. Det var en investering i eventyret."

Emil og Louises eventyr begyndte allerede i gymnasiet. Det vidste de bare ikke dengang, og der skulle gå flere år, før de blev kærester.

Emil: "Jeg syntes, at Louise var gymnasiets smukkeste pige."

Hvorfor gjorde du så ikke noget ved det dengang?

Emil: "Hun var kæreste med en af mine klassekammerater på det tidspunkt. Jeg kom ind i gymnasiet i 2.g, og jeg kunne jo ikke komme som ham den nye og lave rod i det hele. Jeg blev nødt til at holde mig på måtten."

Lagde du mærke til Emil dengang, Louise?

Louise: "Jeg kan huske, at jeg syntes, du var sød."

Hun kigger på Emil og smiler.

Louise: "Men det var baseret på korte møder. Jeg kan huske en fest lige efter gymnasiet, hvor vi talte sammen, og hvor jeg følte, at jeg blev set, hørt og forstået, og hvor jeg virkelig følte, at vi kendte hinanden. Men det bliver hurtigt sådan noget sjælehalløj at tale om…"

Hvem er Emil og Louise?

Emil Midé Erichsen, 33 år

• Vokset op i en familie af sejlere, hans farfar var Troels Kløvedal, hans far er Mikkel Beha.
• I 2013 tog Emil på en tre år lang jordomsejling med sin bror Theis og lavede tv-programmet 'Kurs mod fjerne kyster'.
• Har senest lavet tv- programmerne 'Den sidste breddegrad' og 'Min egen kurs'.
• Gift med Louise, og sammen de sønnerne Hugo, 4, og Rumle, 1.

Louise Ravn Otte, 31 år

• Fysioterapeutstuderende
• Gift med Emil, og sammen har de sønnerne Hugo, 4, og Rumle, 1.

De er aktuelle med bogen 'At vende sig mod havet'.

Du følte, at Emil var din sjæleven?

Louise: "Ja, altså, den der følelse af, at vi kendte hinanden godt, selvom vi slet ikke gjorde det. Det føltes som at komme hjem."

I første omgang kom der dog ikke mere ud af mødet til festen, for Louise og Emil havde travlt med hver deres. Emil var i gang med at planlægge sin store jordomrejse, da de tilfældigt mødte hinanden en dag på en cykelsti på Nørrebro.

Emil: "Vi stod og talte sammen, og jeg tror, at vi begge – uden at snakke om det – havde følelsen af, at det var godt nok hyggeligt, og at vi godt lige kunne have drukket en kop kaffe sammen. Men jeg var få måneder fra at tage af sted på jordomrejsen, og jeg turde slet ikke gå ned ad den vej. Det sidste, jeg skulle på det tidspunkt, var at blive forelsket."

Louise: "Der bare noget timing, som ikke lige spillede på det tidspunkt."

Da Emil havde været ude og sejle et par år, fik han pludselig lyst til at skrive til Louise. For hun var jo faktisk ret sød. Tanken havde ulmet i ham i nogle måneder, da han en dag tog mod til sig og sendte hende en mail. ”Hej, hvordan går det? Hvad laver du?” Ikke andet. Men svaret kom hurtigt.

Louise: "Jeg vågnede om morgenen og så, at Emil havde skrevet, og det lyder fjollet, men det var som sådan et stort tandhjul, der faldt i hak. Det var den fornemmelse, jeg havde. Selvom vi ikke havde haft kontakt i et par år. Og så gik der fem dage, så spurgte Emil, om jeg ville med ud og sejle."

Og det var du ikke i tvivl om, at du gerne ville?

Louise: "Nej, men det var selvfølgelig ikke det nemmeste at sige til mine forældre: ”Jeg har ikke set ham i to år, vi kender nærmest ikke hinanden, men nu har jeg taget et SU-lån og har købt en enkeltbillet ud til ham”. Jeg pyntede lidt på det og sagde til dem, at vi havde skrevet sammen i tre uger, haha, selvom det kun var i fem dage på det tidspunkt. Det første, min søde far gjorde, var at gå ind og finde et atlas. Han skulle simpelthen se, hvor jeg skulle hen."

Louise skulle nærmest om på den anden side af jorden. Til Sorong, der ligger på den vestlige spids af New Guinea. Hun havde en backupplan med en veninde, der var på Bali, hvis det viste sig slet ikke at fungere med Emil, men det blev aldrig nødvendigt. De to havde fortsat deres mailkorrespondance i de tre en halv måned, der gik, inden Louise kunne rejse af sted.

Emil: "Og det er jo vildt, så godt man lærer hinanden at kende, når man skriver sammen. Man skriver nogle andre ting. Spørger om noget andet. Jeg fik Louises breve om morgenen, reflekterede over mit svar hele dagen, og brugte så en time på at svare hver aften, når de andre var krøbet i køjen."

Måske tør man også sige lidt mere, når det er på skrift?

Emil: "Prøv at høre, vi vidste jo godt, hvilken retning det gik. Allerede da jeg spurgte Louise, om hun ville med ud og sejle, skrev jeg, at der kun var én ledig køjeplads, og det var inde i min kahyt. Så det var jo ikke en hemmelighed, hvad vi håbede på, at det skulle udvikle sig til."

Har I gemt jeres mailkorrespondance?

Emil: "Ja, den ligger i et pengeskab et sted. Til den dag, hvor vi løber tør for penge, ha, ha."

Da Louise landede i den lillebitte lufthavn i Sorong, kunne hun ikke overskue bare at se Emil gennem glasruden, mens hun ventede på bagagen. Så hun gik ud på toilettet og gemte sig der, indtil hendes kuffert kørte rundt på båndet. Emil havde det på samme måde på den anden side af glasruden, hvor han gemte sig bag en søjle.

Emil: "Der havde aldrig været fysisk berøring mellem os, før vi mødtes i den lufthavn."

Men så kyssede I?

Emil: "Ja, vi blev kærester der i lufthavnen."

De smiler begge to stort. Det er dejlige minder, der dukker op.

Og så skulle I være tæt sammen med de andre ombord på Havana?

Louise: "De første fem dage var vi alene på båden."

Emil: "Jeg havde fået overbevist resten af besætningen om, at de skulle tage op og se nogle hvalhajer virkelig, virkelig langt væk, haha."

Louise: "Og det var rigtig fint. Så vi havde lige lidt privatliv de første dage. Men det var også fint, da de andre kom tilbage, for det kunne hurtigt blive meget intenst, hvis det bare var os i meget lang tid."

Emil: "Og så gik der seks uger, så påmønstrede dine spritnye svigerforældre og en fotograf, og så lavede vi fjernsyn. På den måde var det rimelig intenst."

Hvordan var det at blive kastet ind i den tv-verden?

Louise: "Det var vildt. Vi har tit talt om, at det var godt, vi var nyforelskede. Det er et godt sted at være, når det hele bliver lidt presset. Vi var pludselig ti på en båd, hvor det er rart at være syv-otte stykker, og det var megavarmt, så vi kunne nærmest ikke engang ligge i samme køje. Så selvfølgelig var der meget, jeg lige skulle lære at navigere i, samtidig med at der blev lavet fjernsyn."

Emil: "Vi introducerede heller ikke Louise som min kæreste på tv, for vi var slet ikke færdige med at finde ud af, om det her bare var en vild og hæsblæsende forelskelse, eller om det skulle være for evigt.

Eller jo, vi vidste godt, at det var alvor, men der var ingen grund til at dele det med hele Danmark. Så Louise blev præsenteret som en gammel gymnasieveninde, og når kameraet så pegede i en anden retning, kunne jeg gå over og kysse hende."

Havde du fulgt med i 'Kurs mod fjerne kyster', inden Emil skrev til dig, Louise?

Louise: "Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt var hjemme hos mine forældre en weekend for at vaske tøj og få noget mad, og der så jeg et afsnit, fordi min mor så det. Men ellers havde jeg ikke set det."

Det var da egentlig lidt sjovt, når du havde tænkt, at Emil var sød?

Louise: "Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det fordi, jeg ikke havde råd til at betale for TV2."

De griner begge to højt.

Emil: "Så flottere var jeg altså heller ikke! Jeg var ikke de der 129 kroner værd om måneden, haha."

Emil og Louise er den dag i dag meget bevidste om, hvad de bruger deres penge på. De bor billigt i kolonihaven, som er Emils barndomshjem, de kører i en gammel bil, og de bruger så få penge som muligt i hverdagen. Alt sammen for at investere i eventyret. Og det næste eventyr er allerede planlagt.

Til sommer sejler de af sted på Havana på ubestemt tid. De skal have venner og familie med på skift, og de får lys i øjnene, når de taler om det.

Emil: "Vi har ikke planlagt turen i detaljer, men vi ved, at vi sejler sydpå og derefter formentlig over til Caribien. Men alt står i princippet åbent. Udsigten er ikke så vigtig. Hvad vi skal opleve er ikke så vigtigt. For alt bliver dejligt, og det vigtigste er, at vi skal ud og være sammen.

Vi skal ud og føle det nærvær, som opstår på båden, når vi er sammen med vores børn 24 timer i døgnet. Når de sidder og tegner i stedet for at se fjernsyn, mens vi laver mad. Og når vi sidder oppe i cockpittet om aftenen, når vi har puttet børnene, og kigger ud over vandet og taler sammen i stedet for at se fjernsyn. Alt det, der sker, når vi bryder med hverdagen.

Vi har sparet op igennem lang tid, og nu fyrer vi hele molevitten af på at købe os tid med vores unger. Vi skal have forskellige gode venner med på turen, og vores forældre kommer også og sejler med. Det bliver et stort kollektiv, for der er ikke noget så dejligt som at dele oplevelserne med dem, man holder af."

Du er studerende, Louise, hvordan får I det til at passe ind med det?

Louise: "Jeg har ambitioner, selvfølgelig, om at blive en god fysioterapeut, men det skal jeg nok nå. Jeg skal sikkert arbejde, til jeg er 80, der er masser af tid. Men vi har små børn nu, så det giver mening at rejse ud nu, og jeg tager gladeligt orlov fra mit studie.

Måske bliver jeg endda en bedre fysioterapeut, fordi jeg bliver god til mennesker af at rejse ud i verden og møde nogen. Det handler om at tage helikopterblikket på. Hvad er vigtigt nu, hvad er vigtigt på sigt, og hvad skal der til for, at tingene kan lade sig gøre?"

Emil: "På papiret er det heller ikke noget godt tidspunkt for mig at rejse nu, for jeg står det bedste sted i forhold til min karriere nogensinde som afsender på mit eget tv-program, en bog og en masse mulige foredrag."

Louise: "Men det kan ikke nytte at tænke sådan, for så ville vi først komme af sted om måske fem-seks år. Og hvem ved, hvad der er sket til den tid. Nogen kan være blevet syge…"

Emil: "En ny pandemi kan have lukket verden."

Louise: "Ja, der kan være alle mulige grunde til, at det ikke kan lade sig gøre alligevel, så vi har det begge to sådan, at vi bare skal skynde os at komme af sted, mens vi kan. Jeg kan få helt stress ved tanke om, at der kan komme noget, der kan begrænse os. Men jeg har også en grundlæggende tillid til, at ting løser sig.

Jeg ved ikke endnu, om jeg kan få orlov fra mit studie, men hvis jeg ikke kan, så må jeg udskrive mig og håbe på, at jeg kan komme ind igen senere. Det skal nok løse sig, det gør de fleste ting som regel."

Emil: "Helt grundlæggende sad vi med en liste over alt, hvad vi gerne vil her i livet, og så snakkede vi om, hvad vi allerhelst ville. Og der kunne vi bare mærke, at vi allerhelst ville ud og sejle, og så besluttede vi bare, at så måtte alt andet passes ind omkring det. Det måtte løse sig. Vi måtte finde ud af at spare pengene sammen, og så må vi leve med den usikkerhed, der er ved at rejse ud nu.

Når vi på et tidspunkt kommer hjem igen, kan det sagtens være, at der er nogen, der er meget dygtigere til at lave fjernsyn, og som har overhalet mig indenom og fylder foredragssalene i stedet for mig. Men det er en risiko, jeg er totalt villig til at løbe for at komme ud på eventyr med Louise og vores unger. Det er det, der er lykken for os. For andre ligger lykken et andet sted.

Man skal definere, hvad ens eget eventyr er, det er det, det handler om. Og hvis man gerne vil udfolde eventyret hver onsdag fra 16 til 20, hvor man går til noget, man elsker, så er det det, man skal gøre.

Vores største frygt er at sidde om 10-15 år og kigge tilbage og tænke, at vi skulle have gjort det anderledes. Eller at livet bare passerede forbi. Så hellere kaste sig ud i det med al den spænding og nerve, der ligger i den beslutning. Og hvem ved, det kan være, at vi kommer hjem og har lyst til noget helt andet.

Måske skal jeg være dykkerinstruktør eller leve af at tage billeder. Eller vi laver noget sammen. Og måske tager vi ud og bliver bekræftet i, at det, vi rejste væk fra, var virkelig, virkelig dejligt. Og så er det jo også fedt. Der er helt sikkert også perioder, hvor vi drømmer om hverdag. Kontrasterne er fantastiske, for når vi kommer hjem fra den her tur, så er det jo med en helt ny energi og lyst, vi går til madpakker og hverdag."

Louise: "Ja, og så kommer vi hjem til en opvaskemaskine. Og vaskemaskine. Som man bare lige kan gå ud og tænde, og tingene er ikke besværlige, som de er ombord på en båd. Man sætter pris på sine ting på en helt ny måde, når man har været ude."