Emil Thorup: "Jeg fandt min kæreste ved at stalke hende på sociale medier"

Begyndelsen

- Gud, hvor mine forældre egentlig ligner hinanden: Kort hår, runde briller, skarpe ansigtstræk. Her sidder de med mig på min allerførste fødselsdag den 5. september 1983. Selvom de havde kendt hinanden i kort tid, var jeg et planlagt ønskebarn, men de gik hurtigt fra hinanden og fandt nye mænd og koner. Jeg romantiserer slet ikke, at de var et par her på billedet, men det er, fordi de begge har sådan et lykkeligt liv hver for sig.

- Min mor var en af de kvinder, der frivilligt foreslog fuldkommen ligelig forældremyndighed – alle syntes, hun var skingrende sindssyg, fordi hun kunne have fået det hele selv. Men hendes valg beroede nok også på, at min far hellere ville have mig, end min mor ville. Jeg elsker min mor, men hun har aldrig været den mor, der drømte om at få 700 børn og et hønsehus på landet – hun er mere pragmatisk ligesom jeg, mens min far er mere romantisk. De er kun 25 år og nybagte forældre her på billedet, og det, synes jeg, er attraktivt. Selv er jeg 33 år, barnløs og totalt skruk, og jeg ved ikke, hvor mange år, jeg kan vente.

Pæn og pyntet overflade

- Det æstetiske har altid været et tema for mig, og jeg har altid favnet meget bredt. Som 5-årig ønskede jeg mig en prinsessekjole til fastelavn. Det fik jeg – min stedmor syede den, jeg elskede den og havde den på hver dag i seks måneder, indtil den var så beskidt, at det rent helbredsmæssigt ikke kunne forsvares at gå mere i den. Derefter gik jeg i jakkesæt flere måneder. Mine forældre var ret hippieagtige og lod mig gøre det, jeg ville, men jeg tænker også, de har forsøgt at forberede mig på et eller andet, så de undgik at sende et curlingbarn ud i verden helt uden knubs.

- Da min lillesøster kom til verden, var jeg den eneste, der gad lege skønhed med hende ved at rede hendes hår og pynte hende. Jeg har altid elsket det pæne, mit dukkehus var altid helt clean, og mit værelse var sådan et pænt udstillingsrum, hvor pufferne og puderne stod snorlige. Så sov og rodede jeg inde på mine brødres værelse, som var et fucking Hiroshima af Jumbobøger og Lego. Mine forældre var også fuldkommen rodede, de gik ikke op i det ydre og sværgede til genbrugstøj og den slags. Der er en eller anden psykolog, Goffman, der har en teori om frontstage og backstage, og det har jeg virkelig helt ekstremt: Jeg har en frontstage, hvor alt skal være perfekt og fint – der finder jeg ro og stolthed – og så elsker jeg at komme derind, hvor der roder, for det er det, jeg kommer fra.

LÆS OGSÅ: Rie Helmer: 7 skift der ændrede mit liv

Fattig og kontrær nomade

- Jeg er opvokset i to hjem og to familier. Billedet her er taget på min fødselsdag i min far og stedmors lillebitte taglejlighed i Odense, og min stedmor, Vita, bagte en kanelsnegle-kagemand fra bunden af, og min far havde bagt pandekager. Det er ham, der står i baggrunden i prikket skjorte – ikke så svært at se, hvor jeg har det flamboyante fra, vel? Vita var i visse perioder mere mor for mig end min rigtige mor, og det vil alle parter give mig ret i. Jeg er det mest uopdragede barn i verden – jeg har fået et sæt værdier, men ingen retningslinjer, og jeg kunne finde på at sige "Du er jo ikke min mor", og Vita kunne jo ikke svare: "Nej, dit røvhul, men jeg har opført mig sådan, siden du var halvandet år". Men det var det, hun mente. I dag får jeg dårlig samvittighed over, at jeg var så kontrært et barn. Mine forældre har virkelig tacklet mit delebarnsagtige liv godt, selvom de begge selv fik to børn i deres nye forhold, og hvis jeg var på sommerferie med den ene familie, kom mine søskende fra den anden familie sommetider bare over og var en del af det.

- Da jeg gik i sjette klasse, flyttede min mor med mine to brødre til Nakskov, så nomadelivet var altid naturligt for mig, og jeg har ikke det der basebehov som andre mennesker har. Jeg tror, jeg flyttede 15-20 gange, før jeg selv flyttede hjemmefra. Måske er det bare en måde at beskytte mig selv på, men jeg husker ikke de der opbrud som noget negativt. Jeg knyttede mig ikke gevaldigt til jævnaldrende børn, det gik mest op i familie for mig.

- Min største gave i livet er, at mine forældre var ludfattige. De var musikere, og min far studerede hele min barndom, så midlerne var små, og penge var et fyord. Det var virkelig heldigt, for det betød, at mit eget erklærede mål altid har været at blive rig. Det er nærmest en slags modreaktion. Jeg nægtede at være fattig og må bare erkende, at dyrt tøj og et lækkert hjem betyder noget for mig. Jeg er meget inspireret af afrikanske stammefamilier, hvor man tager sig af familien, og jeg sætter en stor stolthed i at have råd til at hjælpe dem: Jeg har købt et hus til min mor, jeg vil gerne flytte min far herover til København, og jeg har sørget for lejlighed til mine søskende.

LÆS OGSÅ: Simon Jul: “Den komplette lykke er en forfærdelig løgn. Det er kun noget, hunde har, når de ser en pølse”

I praktik på tegnestuen

- Ud over at jeg ser skørt sød ud og har en lille rullekrave på, så er det her min praktikuge i 9. klasse, og kigger man nærmere, så hænger der sådan nogle tegninger i baggrunden: Det er en fucking tegnestue! Det er det, jeg laver tyve år senere. Er det ikke en sjov cirkel? Jeg har villet være arkitekt, siden jeg var 7 år gammel, læste bøger om arkitektur og tegnede sindssygt meget. Da vi skulle i praktik, ville alle de andre i tøjbutikker eller hos frisører, men jeg ringede til den lokale tegnestue i Nakskov, og chefen sagde "Er du sikker?". De havde aldrig fået sådan et opkald før. Jeg fik lov til at tegne ny indretning af møderum og renovere bygninger og elskede det bare. Lige siden har jeg altid haft en blok med mig overalt, som jeg tegnede arkitektoniske skitser i, når jeg fik en ide. Selv da jeg arbejdede som studievært på DR gik jeg altid med arkitekt-blokken i tasken, og derhjemme har jeg ti flyttekasser med tegninger af bygninger. Det var bare teori og drømme, og jeg havde ingen forventninger til det, for det er sådan med hobbyer, at hvis du får dem op i dagslys, og nogle professionelle fortæller, at det ikke er godt nok, så kan du ikke gå tilbage til at have det som en hobby. Efter syv sessioner overbeviste en erhvervspsykolog mig om, at jeg var nødt til at forfølge det. Men jeg var 100 procent bange for det.

Student og på vej i solarium

- "How long way, we have come," tænker jeg, når jeg ser mig selv på dette billede. Jeg var lige blevet student, og det var altså det look, man havde dengang. Stærkt inspireret af Christian Brøns. I 1.G. var jeg en meget upopulær, lille, kikset dreng, der elskede Lego og ikke havde nogen erfaring med piger. Jeg var så sent udviklet, at det fatter du slet ikke. Så voksede jeg 15 centimeter på et år, og da jeg nåede 3.G, havde jeg udviklet mig helt enormt. Jeg fik kontaktlinser, farvede mit hår og levede efter reglen om, at jeg aldrig måtte have det samme outfit på to gange. Og så tog jeg virkelig meget solarium, det gjorde man jo dengang. Måske hænger det sammen med, at jeg for syv år siden fik konstateret kræft i et modermærke i ansigtet. Det var på stadie to, hvilket er sådan rimelig grelt, og jeg skulle opereres to gange for at få det væk. Alt er fint nu, men det var alligevel et wakeupcall, for var jeg først blevet tjekket fire uger senere, kunne jeg sagtens være død af det. Det gav mig lyst til at leve sundere, men jeg føler altid, at jeg er ved at dø lidt, så jeg får helt konsekvent et årligt helbredstjek.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen og Ghita Nørby: “Vi kan grine og græde og få et spark i røven”

Single og veltrænet

- Efter et fast forhold på fem år blev jeg single i 2013. Det var første gang, jeg var single, mens jeg var kendt, jeg trænede meget og så ret godt ud. Jeg skal være bund-ærlig og sige, at det var en periode, hvor der virkelig var knald på, og jeg var sammen med mange kvinder. Men jeg brændte også mit lys i begge ender, og jeg syntes faktisk, det var hårdt og tomt. Jeg er bare the marrying kind, som helt grundlæggende ikke kan lide at være alene. Og så var jeg til to bryllupper på én weekend – først Thomas Skovs, som var meget smukt, jeg sad bare og tudede, og så Casper Christensens, som også var smukt, men på en anden måde. Der kunne jeg bare mærke "I want this! ". Og som menneske er jeg sådan en, der sætter mig et mål og går benhårdt efter det, så jeg besluttede mig for at få en kæreste. Inde i hjernen dannede jeg et meget specifikt billede af min kommende kæreste: Én ting er udseende, der har jeg specifikke krav. Og så er jeg nødt til at have én, som er mindst lige så godt begavet som mig selv, men hun skal også være yngre end mig, for jeg kan ikke lide at konkurrere. Der er ikke mange på min alder, der har et cv som mit, og dem, der har, er jeg ikke interesseret i. Så jeg nåede frem til, at jeg skulle kigge efter en yngre kvinde, som havde samme potentiale som mig, men som var et andet sted i livet nu.

Big business

- I april 2013 var jeg i Dubai med Mads & Monopolet. På en af fridagene var der – efter mit ønske – arrangeret en arkitektur-tour for os, og en dansk arkitekt, Jesper Godsk, som havde boet i byen i 17 år, viste os rundt. Efter et par dage spurgte jeg med bævende stemme, om vi kunne mødes under fire øjne, for jeg ville gerne vise ham noget, og på en cafe fremlagde jeg de arkitekttegninger, som jeg var mest stolt over at have tegnet. Dødnervøs. Ingen havde nogensinde set dem før. Han sagde, at han var meget overrasket og gav mig mulighed for at komme i praktik på hans tegnestue, LW Design Group, i tre uger. Det var virkelig en øjenåbner. Nu har jeg været der tre gange, og flere af de ting, jeg har tegnet, står i dag opført i virkeligheden.

- Siden da har jeg startet min egen møbelvirksomhed, og det er uden tvivl det mest vanvittige, jeg nogensinde har gjort. Før var der kun én vare på hylden: mig selv. Som tv-vært og foredragsholder. Jeg kan kun være et sted ad gangen, så det sætter en begrænsning for indtjeningen. Bevares, jeg har tjent mange penge, men jeg har gemt dem, fordi jeg vidste, at jeg skulle noget andet engang – jeg vidste bare ikke hvad. Kun at det skulle være stort. Nu har jeg lavet en forretning, hvor jeg ikke selv er produktet. Det kan køre uafhængigt af mig, og Handvärk forhandles nu i 15 lande. Det er det vildeste. Det er jo rigtig business, og jeg har knoklet sindssygt meget. Jeg har opnået ret meget i en relativ ung alder, og det fucker altså lidt med én. Du bliver mæt og mat i arbejdslivet, og jeg har en klar ide om, at jeg ikke kommer til at fortsætte med det arbejdspres, jeg har haft de sidste mange år. Men lige nu nyder jeg det.

En pinlig historie

- Min kæreste Klara og jeg foran Eiffeltårnet – det er turistklasse! Nærmest lidt prollet. Selfien er taget på vores tur til Paris i 2015, hvor vi fejrede hendes 19-års- fødselsdag – den første fødselsdag hun nogensinde har tilbragt andre steder end i Strandby, hvor hun har boet hele sit liv.

- Hvordan vi mødtes, er en lidt pinlig, men meget moderne, historie. Jeg havde jo sat mig et erklæret mål om at finde en kæreste, og en dag stenede jeg lidt på Instagram, og så var der en pige, der under et af mine billeder havde skrevet en kommentar, som jeg grinede højlydt af, selvom jeg var alene. Og når man er ulækker og kendt, går man selvfølgelig ind og stalker hendes profil. Samme nat var jeg i byen, og klokken tre om natten i den største brandert venneanmodede jeg hende, for så modig er jeg. Næste morgen tænkte jeg, at det bare var for pinligt og ulækkert, så jeg skrev "Sorry, jeg syntes bare, du skrev nogle sjove kommentarer". Hun skrev tilbage, at det var helt okay, og startede med at flirte, lad mig sige det sådan.

- Jeg gad godt indoktrinere folk til, at det er mega i orden at finde en kæreste online, men min generation har det stramt med onlinedating – de gør det, but they don't wanna tell. Den ældre generation er sådan "Det er da smart, at man kan finde en kæreste på det der internet," og accepterer det fuldt ud. Og de 15-16-årige fløjtende ligeglade, for dem er online og virkeligheden det samme. Men min generation sidder mellem to stole.

- Klara og jeg skrev frem og tilbage, og først efter en måned gik det op for mig, at hun kun var 18 år, og jeg kunne ikke overskue, at hun var så ung alligevel. Samtidig boede hun i Nord-Nord-Nordjylland, men vi tog en tur på Louisiana og var begge blown away. Derefter mødtes vi i Århus hver 14. dag i en periode for at lære hinanden at kende. Det var virkelig hårdt, for vi anede ikke, hvad der skulle ske, men i august sidste år flyttede hun over til mig i København og har opgivet alt: sin familie, sine venner, sit arbejde, alt. Og jeg gav lige præcis ingenting op. Det var svært i begyndelsen, men nu er det blevet rigtig godt.

- Aldersforskellen betyder intet, har jeg opdaget – jeg er kun bekymret for om 50 år, hvor jeg er så gammel, at hun måske skal tage sig af mig. Hun er skarp, og hun komplementerer mig godt. For eksempel vil jeg helst ikke høre om andre folks modgang – ikke fordi jeg ikke kan forstå det, men fordi jeg er ekstremt empatisk, så når jeg ser en hjemløs, kan jeg virkelig ikke have det. Det er et ret usympatisk træk, for jeg prøver ikke at hjælpe dem, jeg prøver bare at skubbe dem ud af min hjerne. Jeg lever i en ekstrem boble kun af positive ting – jeg vil kun omgive mig med pæne ting og gode, overskudsagtige mennesker og kan ikke fordrage det negative og det sørgelige. Det gør mig flad i mit følelsesregister. Rent menneskeligt komplementerer Klara mig ved at sørge for, at det svære også kommer ind i mit liv. Hun arbejder på en restaurant i Kødbyen og kom for nylig hjem til mig med en historie om en forvirret, gammel dame, som var psykisk syg, og jeg havde ikke lyst til at høre om det her menneske, som det var synd for, men det skal jeg jo, for verden er ikke kun lyserød. Klara er god til at bringe mig ned på jorden, og hun minder mig om at sætte pris på vores privilegerede liv med mange rejser og gode middage.

Se med i næste uges ALT for damerne (nr. 27), hvor vi får lov at bladre i skuespiller Mathilde Norholts fotoalbum.

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: “Det er en kæmpe frihed at bo hver for sig”

LÆS OGSÅ: Derfor flyttede Sofia Manning og kæresten ind i en olivenmølle i Sydspanien

LÆS OGSÅ: “Vi er et godt hold, og Johanne sidder lige ovre på den anden side af gangen, som hun hele tiden har gjort”