En læser fortæller: "Vores venner satte os i et dilemma"
Da vores venner opdagede, at nabohuset til vores sommerhus var til salg, blev de begejstrede og var fast besluttet på at købe det. Det var dog en begejstring, som min mand og jeg havde meget svært ved at dele med dem. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Min mand og jeg havde i mange år elsket vores sommerhus, for det var her, vi kom i weekender og ferier for at være os selv.
Denne fredag, da kørte mod sommerhuset, skulle vi dog have besøg af vores gamle venner Henrik og Betina.
Eftersom vi boede i hver sin ende af landet, sås vi kun et par gange om året, og hele weekenden ville derfor gå med snak, latter og deres overnattende selskab. Da Betina og Henrik aldrig holdt sig tilbage med at medbringe rigeligt med drikkevarer, vidste vi på forhånd, at stemningen ville blive festlig, og at vi nok ville være lidt trætte, når vi kørte hjem om søndagen. Men det var prisen værd for et par weekender om året i deres festlige selskab.
Da vi kørte ned ad den knasende grusvej, lignede sommerhuskvarteret sig selv, bortset fra et til salg skilt, der var planet ved hækken ind til vores naboer. Det var ikke helt uventet. I det sidste års tid havde vi ikke set andet til vores naboer end det rødpelsede egern, der stadig lige livligt kravlede langt oppe i det kæmpestore egetræ tæt på vores skel. Nu håbede vi bare, at sommerhuset ville blive købt af nogle stille og rolige mennesker, så vi heller ikke fremover fik forstyrret vores sjælefred heroppe.
Lørdag formiddag kunne vi dog ikke undgå at overhøre, at der var ”åbent hus” hos naboen. Efter et rend af mennesker var kørt igen, svingede Henrik og Betina deres bil ind i vores indkørsel. De havde også set, at nabohuset var til salg, og snart gik snakken over den første flaske rosevin om, hvad sommerhuset mon var sat til salg for?
Vores venner jokede med, at hvis de købte det, ville vi endelig komme til at se meget mere til hinanden, og det ville jo være skønt. Om aftenen, da vi sad ude på terrassen, havde spist middag og delt et par flasker rødvin, udbrød Henrik:
"Altså. Helt alvorligt, så kunne det sgu være skønt, hvis vi blev naboer heroppe."
"Hmm," mumlede Betina saligt til svar.
Mens vores venner drømmende forestillede sig, hvordan vi fire fremover bare kunne smutte ind gennem hækken til hinanden med et par gode flasker for at skåle weekenden ind, lod min mand og jeg som om, at vi var med på spøgen. Inderst inde vidste vi dog begge, at vi ikke orkede at mødes her hver weekend for at drikke og holde fest.
Næste formiddag, da vi alle fire sad tømmermænds ramte og drak formiddagskaffen, lod Henrik og Betinas kun til at være endnu mere opsatte på idéen. De havde allerede googlet salgsannoncen på nettet og ringede nu til ejendomsmægleren og spurgte, om de kunne nå at få en fremvisning, inden de kørte hjem. Min mand og jeg så bekymrede på hinanden, for vi kunne jo ikke forhindre dem i at købe huset.
En time senere dukkede ejendomsmægleren op, og vores venner gik over for at se på huset. Bagefter var de sikre på, at de ville købe det. De talte allerede om at fælde det store egetræ og klippe den gamle, tætte bevoksning ned, så der kunne komme mere luft imellem vores grunde. Jeg sank en ekstra gang, da de igen understregede, at de fremfor alt ville købe huset for, at vi fire kunne tilbringe meget mere tid sammen.
Annonse
Senere på eftermiddagen drog Henrik og Betina så afsted. Nu kunne min mand og jeg være ærlige overfor hinanden, og det var vi. Vores sommerhus var jo ”vores” fristed, var vi enige om. Det var her, vi kunne være i fred og ro, og ingen af os havde lyst til selskabelighed, hver gang vi kom herop. Selvom vi ingen indflydelse havde på det, og selvom vi holdt af vores venner, så håbede vi faktisk, at Henrik og Bettina ville blive forhindret i at købe huset.
Da vi efter et par timer kørte hjem, grublede vi stadig over, hvad vi dog skulle stille op. Inden vi nåede helt hjem, havde vi erkendt, at vi blev nødt til at melde klart ud til Betina og Henrik om, hvad vi tænkte. Vi håbede begge, at de ikke ville misforstå os. Det var jo ikke fordi, vi ikke stadig gerne ville se mere til dem, det var bare det, at vi risikerede at komme til at ses alt for meget, måske i en grad så vi ville ende med ikke at kunne tåle synet af hinanden.
Da jeg samme aften ringede til Betina, var jeg nervøs for den svære samtale. Alt imens jeg dansede rundt om den varme grød og forventede snart at skulle høre skuffelse i hendes stemme, kom hun mig dog i forkøbet. Hun og Henrik havde nemlig selv haft mere tid til at tænke over sommerhuskøbet på vejen hjem, og de var nået frem til, at hvis vi blev naboer, så ville det hele nok ende med at blive ”lidt for festligt.” Det endte derfor med, at vi lige lettede blev enige om, at vi fremover bare ville blive ved med at mødes, som vi plejede.
Siden da har vi da også sat lige så stor pris på det festlige selskab i et par weekender om året. I mellemtiden har vi fået lov til at bevare vores helle for os selv. For vores flinke nye sommerhusnaboer værner nemlig lige så meget om deres privatliv, som vi gør det.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
