Erotisk novelle: ”Uden at kigge på trusserne tager du om dem med tommel- og pegefinger og mærker stoffet mellem fingrene"

Jeg er i god tid, da jeg fredag eftermiddag ankommer til vores mødested på Enghave Plads. Jeg sætter mig ned uden for cafeen og bestiller et glas chardonnay hos tjeneren. Jeg har været på stranden hele dagen. Inden jeg cyklede fra Bellevue, samlede jeg mit våde hår med en kuglepen oppe på hovedet. Nu nyder jeg det forløsende ved at trække kuglepennen ud af håret og mærke, hvordan den stramme snoning af håret løsner sig af sig selv. Jeg ryster på hovedet og purrer op i håret med begge hænder. Det er stadig en smule fugtigt, men jeg ved, at saltvandet har givet det fylde, så jeg læner mig tilbage og nyder øjeblikket, mens jeg venter på vinen.

Min hud er mættet af sol, og mine kindben svier, som jeg sidder her med solbriller og skuer ud over pladsen, der summer af liv og glade mennesker, som har taget tidligt hul på weekenden. Varmen ligger stadig over Vesterbro og får asfalten til at flimre. Jeg trækker den ankellange sorte bomuldskjole op om lårene for at få lidt luft til benene, inden jeg lægger dem over kors.

Jeg er nødt til at gøre det lidt forsigtigt. Huden på lårene er øm af for meget sol, men samtidig føles det dejligt. Jeg nyder den prikkende følelse og varmen, der forplanter sig i kroppen, mens jeg venter på dig. Tjeneren kommer ud med min vin. Jeg smiler og siger tak. Jeg overvejer at tage min bog op af tasken og læse lidt, men lader være. Jeg kan godt lide at sidde her og betragte pladsen helt stille og gemme mig bag mine solbriller og tankerne om dig.

Jeg er udhvilet og afslappet, men ikke i ro. Og på en sær måde frygter jeg det øjeblik, hvor du vil komme kørende i din kassevogn og lidt efter gå hen imod mig. Vores forhold er stadig så nyt, at jeg bruger store mængder energi på at levere et så forskønnet billede af mig selv som muligt. Jeg tør ikke andet – endnu – for jeg vil vældig gerne have, at du bliver ved med at finde mig interessant.

Varmen har blødgjort min hud og gjort den ekstra følsom. Der, hvor remmene fra mine klipklappere sidder, er der begyndt at komme vabler. Jeg tager skoene af og strækker vristen. Den lille smerte, det giver at strække området med den ødelagte hud, er som et kortvarigt velbehag. Der er ikke gået hul på huden, og i morgen vil mine fødder sikkert være fine igen. Jeg placerer dem på asfalten under det lille runde cafebord. Men asfalten er varmere, end jeg havde forventet, og jeg trækker fødderne forskrækket tilbage. Jeg prøver forsigtigt igen, men asfalten brænder for meget til, at jeg kan sætte mine fødder på den. Jeg placerer dem i stedet oven på klipklapperne. På den måde undgår jeg både asfalten og de gnavende remme.

Mødet på caféen

Da jeg kigger op fra mine fødder, kan jeg se, at du er drejet om hjørnet og er på vej hen mod cafeen, hvor jeg sidder. Pludselig kan jeg høre min vejrtrækning være ufrivillig tung og mærke en svag sitren i mine hænder. Jeg har det, som om der ikke er nok ilt i den luft, jeg indånder, og prøver forgæves at inhalere en større mængde, end jeg kan indeholde, hvilket blot resulterer i, at jeg får ondt i brystet. En dråbe sved løber ned over min lænd og bliver suget op af det sorte bomuld, mens jeg betragter dig parallelparkere smidigt og ubesværet mellem en Hiace og en Octavia. Du slukker motoren, står ud af bilen og låser den. Da du krydser gaden, har du endnu ikke fået øje på mig. Du klapper let på lommerne på dine arbejdsbukser – for at sikre dig, at du har, hvad du skal bruge. Jeg udnytter chancen til at betragte dig. Du ser ubekymret ud, din gang er let og målrettet, og nu får du øje på mig. Du trækker en anelse på smilebåndet, tager dine solbriller af uden at fjerne dit blik fra mit. Jeg kæmper for at holde øjenkontakten, men giver op, og i et kort sekund ser jeg væk for at undgå følelsen af at være total gennemsigtig.

Da jeg møder dit blik igen, smiler du til mig. Jeg rejser mig stakåndet op for at tage imod dig og glemmer i farten, at asfalten er for varm til mine bare fødder. Min krop noterer smerten, men mine tanker fokuserer kun på dig, og i min iver skubber jeg klodset til bordet, så mit glas er lige ved at vælte. Det vipper lidt frem og tilbage, men bliver så stående i sin position.

Du lader, som om du ikke bemærker min klodsethed, giver mig et hurtigt kys og lægger dine nøgler og solbriller på bordet. Du dufter af sved og spartelmasse, men også af sæbe, og dit hår er stridt af murstøv. 

– Hvad vil du have, spørger du og nikker mod mit tomme glas.

– Det samme som dig, svarer jeg og ærgrer mig over mit vægelsind. Jeg skulle have bestilt noget særligt – noget, der fik mig til at fremstå målrettet og selvbevidst og total uafhængig af din smag. Men nu er det for sent, for du er allerede gået ind for at bestille. Først nu lægger jeg mærke til, hvor mange mennesker der er kommet til, og som sidder tæt i grupper omkring os. Larmen fra de mange stemmer og samtaler føles overvældende, og jeg får den tanke, at ingen har lagt mærke til mig. Alle synes at være optaget af dem, de er sammen med, og deres egen samtale.

Du kommer tilbage med to øl på en bakke og et backgammonspil under den ene arm. Jeg sukker demonstrativt. Det er tredje gang, vi spiller, siden du – en af de første gange, vi mødtes – lærte mig reglerne, og det ville være en overdrivelse at påstå, at jeg mestrer spillet. Hver gang har jeg tabt uden den mindste form for anstrengelse fra din side.

– Skal vi virkelig, spørger jeg og nikker henkastet mod spillet, mens jeg former min mund til en smal streg. Du griner lavmeldt.

– Ellers lærer du det jo aldrig, siger du og blinker, hvilket får mig til at blive mere varm i kroppen, end jeg er i forvejen, selvom jeg synes, det både er lidt banalt og plat.

Jeg slipper åbenbart ikke for at ydmyge mig selv. Jeg ved ikke, om det er for at trække tiden ud, eller fordi jeg har brug for at fordøje det faktum, at vores aftale – som jeg har ventet på med spænding – endelig er en realitet, men da du har sat dig ned, får jeg trang til gå på toilettet, og jeg mumler til dig, at jeg skal tisse. Du nikker, og da jeg skrider forbi dig på vej ind mod dametoilettet, tager du fat om mit håndled.

– Når du kommer tilbage, vil jeg gerne have, at du har taget dine trusser af, og at du lægger dem her på bordet. Du prikker med din pegefinger dér, hvor du har lagt dine nøgler og solbriller. Du stirrer en voldsom skam frem i mig og fastholder mit blik i noget, der føles som en evighed uden at slippe taget om mit håndled. Jeg kan da ikke have mine trusser liggende fremme dér til offentligt skue …. 

Elsker lyden af terninger

Ude på toilettet går det op for mig, at jeg har holdt mig, fordi jeg var så spændt på at mødes med dig. Mens jeg tømmer blæren, inspicerer jeg mine trusser. Det er de dyreste og fineste, jeg har, nøje udvalgt til lejligheden, hvilket lige nu føles som en formildende omstændighed, deres kommende placering på cafebordet taget i betragtning. Jeg ånder lettet op over, at de stadig ser lige så rene ud, som da jeg iførte mig dem for et par timer siden.

Jeg er ikke nogen spiller, men har altid elsket lyden af terninger i et raflebæger. Jeg betragter din underarm, da du vender bunden i vejret på bægeret og lader terningerne trille ud på det lille cafebord. Du slår en toer og en femmer og betænker dig næsten ikke, før du flytter dine første brikker og rækker mig raflebægeret. Uden at kigge på trusserne tager du om dem med tommel- og pegefinger og mærker stoffet mellem fingrene, mens du tilbagelænet betragter mit terningekast. Mine øjne er hæftet til en særlig kraftig blodåre, der løber fra din håndryg op langs oversiden af din underarm. Jeg har lyst til at glemme alt om raflebægeret og lægge overlæben til blodåren. Mærke, hvordan den hæver sig fra resten af din krop og vide, at lige under den tynde hud ruller det blod, der har været igennem alle de fjerneste afkroge af din krop. Og så kan jeg pludselig mærke din hånd skubbe min kjole op ad benet under bordet. Jeg stivner i rygsøjlen, men fortsætter min mekaniske rysten med raflebægeret, indtil du spørger, om det ikke er på tide at slå. Din hånd fortsætter op ad mit inderlår, og per refleks spreder jeg mine knæ en anelse, mens terningerne ruller ud på bordet og blærer sig med to gange fem øjne. Din hånd standser helt oppe, hvor trussekanten skulle være begyndt, og der bliver den liggende, mens jeg rykker brikkerne i et træk, jeg selv mener, må være det mest taktiske. Jeg rækker dig raflebægeret og prøver at lade, som om jeg ikke er påvirket af din hånd. Du stiller bægeret fra dig.

– Prøv at se her, siger du og fjerner mine brikker fra de pladser, jeg i god tro netop har tildelt dem. Så mærker jeg din finger, der forsigtigt stryger hen over min åbning. Jeg snubler i en vejrtrækning, der kommer galt fra start, mens du forklarer mig, hvordan du ville have rykket brikkerne, hvis du var mig. Jeg hører ikke længere efter, men skæver rundt til de andre af cafeens gæster – overbevist om, at jeg er genstand for alles opmærksomhed, men ingen har noteret sig din hånd under bordet. Du må gerne vinde det her spil, og jeg er ligeglad med det, du prøver at forklare mig. Ligeglad med hvordan mine brikker står på brættet, og din raflen med terningerne i bægeretinteresserer mig ikke stort. Det eneste, min opmærksomhed er rettet mod, er din hånd på mit inderlår, og hvordan jeg får dig til at flytte den ind mellem mine ben. Jeg lukker øjnene og bander dig langt væk, mens du uden tanke på alt det, du sætter i gang, slår med terningerne og rykker dine brikker. Jeg er ikke i stand til at notere dit træk, men læner mig fremover, hvilende med albuerne på bordpladen. Det er min tur, men jeg kan ikke overskue at slå.

Lader hånden hvile

Du viser en smule forståelse ved at undlade at påtale, at jeg ikke griber om raflebægeret, men straffer mig ved endnu en gang at lade din finger kærtegne mig mellem benene i en så umærkelig bevægelse, at den knap nok finder sted, men alligevel får mig til at lukke øjnene. Du må forstå, at du ikke kan bede mig om at slå med terningerne, så længe du har din finger der. Jeg forsøger med et akavet vrid i hoften at få dig til at bevæge fingeren, men du er åbenbart fast besluttet på at lade hånden hvile, hvor den er.

– Slå nu, driller du med et hånligt smil om munden.

– Skal vi ikke bare gå, trygler jeg dig.

– Hør her, siger du og trækker din hånd til dig.

– Hvis du er den første, der slår to brikker ud, kører vi hjem til dig, og så indfrier vi alle dine længsler. Hvis jeg slår to brikker ud før dig, bliver vi og tager et spil mere, ok?

Jeg sukker, griber om raflebægeret og slår en firer og en sekser. Jeg overvejer mit næste træk længe, og da jeg kigger op, nikker du anerkendende. Jeg rækker dig raflebægeret. Du griber om det med begge hænder, mens du gennemstirrer mig. Jeg kigger væk. Holder mit blik på raflebægeret, som du ryster op og ned, inden du sender det mod bordpladen og forsigtigt løfter det igen. Du har slået en dobbelt sekser.