5 nordiske natur-getaways
Lyst til at få noget særligt ud af de mange forårshelligdage? Planlæg en miniferie til et af vores nabolande mod nord, eller tag på urtetur ved Jammerbugten. Vi giver fem bud på let tilgængelige smutture lige her i vores egen nordiske baghave.
1. Norge
Haugesund i det vestlige Norge rummer den mest storslåede natur – et utal af små som store fjorde, fjelde og naturområder, hvor man kan drage på aktive eventyr i det fri.
Haugesund ligger mellem Stavanger og Bergen, og herfra kan man for eksempel nå den populære attraktion "Preikestolen" og opleve kratere fra istiden.
Haugesund er desuden et enormt historisk område af Norge. Det var nemlig her, de store vikingekonger holdt til i sin tid.
Preikestolen
Det tager 4-5 timer at vandre til Preikestolen og retur, og oplevelsen er noget for sig selv.
På trods af stedets popularitet blandt besøgende er selve vandreruten rå, stejl og nogle steder meget smal. Men når man når toppen og kan nyde udsigten over Lysefjorden og det generelt bjergtagende landskab, glemmer man alt om ømme fødder og trætte ben.
Preikestolen er en populær attraktion, og fra Haugesund tager det heller ikke mere end 4-5 timer at vandre op til den smukke udsigt og ned igen.
Langfoss
Vandfaldet Langfoss kom i 2011 i fint selskab med blandt andet Niagara Falls (USA) og Gulfoss Falls (Island) på "CNN travels" liste over verdens 10 smukkeste vandfald.
Det tager ca. 3 timer at vandre op til toppen af faldet og ned igen; altså en ganske overskuelig vandretur.
Langfoss måler 612 meter og er det femte største vandfald i Norge. På sin vej falder det ned ad klippesten, og når man har nået toppen, kan man skimte Folgefonna-gletsjeren tårne sig op i baggrunden.
Den nærmeste by er Etne, og fra Oslo tager det knap fem timer at komme hertil i bil.
Tag på vandretur i Norges mange fjelde og storslåede naturområder.
Kom hertil
Med SAS kan man flyve både til Stavanger og Bergen. Det koster lige omkring 600 kr. pr. vej at flyve fra København til Stavanger og omkring 500-700 kr. til Bergen. Man kan også flyve til Oslo og køre derfra. Se Sas.dk
Oplev de mange smukke fjorde fra en kajak eller til fods ad de mange vandreruter.
Her skal du bo
I Haugesund er der mange muligheder for at bo på både almindelige hoteller, Bed & Breakfast, hytter mm. Se Visithaugesund.dk.
Derudover kan man, 3,5 km udenfor Etne, der ligger et stykke udenfor Haugesund centrum, leje flotte, ny-istandsatte hytter på mellem 40-70 m2 til op mod 6 personer. Se Etnehytter.no
2. Lapland
Vi er mange, der deler drømmen om at opleve det magiske fænomen, aurora polaris – også kendt som polar- eller nordlys. I månederne september til marts har man gode chancer for at fange det storslåede syn på himlen over Lapland i det nordlige Finland. Fænomenet forekommer mere end 200 nætter om året og ca. hver anden klare nat.
Rensdyrsafari
I Lapland er der næsten lige så mange rensdyr, som der er mennesker, så rensdyrsafari er selvsagt en populær aktivitet blandt besøgende.
Kom tæt på det majestætiske dyr, mens du glider stille gennem en snehvid skov. Rensdyret kan løbe op imod 70 km/t, men tempoet er et helt andet på rensdyrsafarierne, som selvfølgelig er familie- og børnevenlige. Forhør dig i receptionen på dit hotel, om de kan hjælpe med at arrangere en rensdyrsafari.
Tag på rensdyrsafari i fantastiske Lapland. Her er der næsten ligeså mange rensdyr, som der er mennesker.
Ski
I Lapland starter skisæsonen allerede i oktober, men højsæsonen varer fra februar til først i maj, hvor sneen så småt er begyndt at smelte. Et af Laplands største skihoteller er Levi, der sidste år blev kåret som Finlands bedste af slagsen. Læs mere om hotellet på Levi.fi. Også Pyhä-Luosto er et godt bud på indkvartering, hvis man kommer til Lapland for at stå på ski. Her kan man leje sig ind i en hytte, lejlighed eller på hotellet selv. Læs mere på Pyha.fi.
Her skal du bo
Kakslauttanen Artic Resort er en oplevelse ud over det sædvanlige. Her kan du leje dig ind i en glas-iglo, hvorfra du på klare nætter kan ligge i din varme seng og se nordlyset og stjernerne på himlen over dig. En nat i en iglo koster lige over 3.000 kr., men det er også muligt at indlogere sig på værelser og i hytter. Læs mere på Kakslauttanen.fi
Oplv nordlyset fra en iglo på Kakslauttanen Artic Resort.
Kom hertil
Finnair flyver til flere byer i Lapland, og man kan også flyve via Helsinki, som blandt andre Norwegian gør til lave priser. Se mere på Finnair.com og Norwegian.com. Kakslauttanen Artic Resort ligger en 30 kilometers køretur fra Ivalo lufthavn.
3. Nordjylland
Nordjylland er et, på nogle måder, overset hjørne af Danmark. Langstrakte sandstrande, brede vidder, heder og klitplantager så langt øjet rækker. Og så er det kun et par timer væk. Den særprægede natur langs Jammerbugten kan opleves i aktivt såvel som roligt, afslappende tempo, hvad end man er til mountainbike-ferie eller stressfri getaway.
Nordjyllands unikke naturområder indbyder til aktiv såvel som rolig, stress-fri ferie.
Urteture ved Slettestrand
Kresten Kronborg har 15 års erfaring som kok og køkkenchef og et livslangt forhold til naturen omkring ham. Derfor er han begyndt at arrangere urteture, hvor man som gruppe kan vandre med ham ud i naturen omkring Slettestrand og indsamle vilde, spiselige planter. Imens fortæller han om brugen af naturens spiselige planter, der er tilgængelige for os, hvis vi bare tager os tiden til at lære dem at kende – og til at finde dem. Derudover kan man være med til at producere kryddersnapse, eddiker, urtesalt og pesto, samt tilberede de mange råvarer udendørs.
Bæredygtigt kystfiskeri
Ved Thorupstrand kæmper "Gutterne på kutterne" fra TV 2-serien af samme navn for at bevare de stolte kystfiskeri-traditioner og trækker hver dag deres kuttere fra og på land. Arbejdsdagen er lang og hård – starter sidst på natten eller tidligt på morgenen og slutter først igen om eftermiddagen. De unge fiskere benytter en fangstmetode, der er skånsom mod fangsten og havmiljøet, hvilket gør fangsten, der består af primært torsk og rødspætter, ret så eftertragtet landet over. Du kan også handle en havfrisk fisk fra Thorupstrands egen lille fiskebutik.
Se drengene fra TV 2's programserie "Gutterne på kutterne", når de hiver bådene op på stranden efter en dag til søs.
Her skal du bo
Lej et sommerhus via enten Airbnb eller Jammerbugtens turistbureau. Bed & Breakfast er også et godt bud, og feriecentre er der masser af. Se Airbnb.dk og Visitjammerbugten.dk
Kom hertil
Det er klart en fordel at være i bil, så man har friheden til at opleve alle hjørner af den nordlige Vesterhavs-kyst. Alternativt kan du flyve til Aalborg eller tage toget. Er du ikke i bil, bør du i stedet have en cykel med sig, så du nemt at komme rundt. Se SAS.dk og DSB.dk
4. Sverige
Vores naboland byder på langt mere varieret natur, end vi kender det herhjemme. I Sverige har man i øvrigt adgang til naturen på en anden måde – nemlig mere eller mindre fri adgang på alle tidspunkter af døgnet. Man må altså frit campere i skove og naturområder.
Kajaktur langs Sveriges vestkyst
Bohuslän-kysten og de mange omkringliggende øer udgør et sandt mekka for naturelskere. Kosterhavet er Sveriges første marine-nationalpark. Området er desuden det mest artsrige i hele Sverige, og man kan møde både sæler og marsvin på sit eventyr ud i det smukke øhav.
Der er rig mulighed for både at vandre, bade – og sejle i kajak, ikke mindst. Nautopp Sea Kayaking arrangerer enkelt- og flerdagsture i kajak samt undervisning. Man kan også leje kajak og udstyr, hvis man selv har styr på det der med at sejle kajak. En dag i kajak ved Fjällbacka, hvor blandt andet skuespillerinden Ingrid Bergman opholdte sig om sommeren, koster ca. 945 danske kr. og inkluderer frokost på en ø undervejs, snorkling og måske en lille gåtur på en af øerne. Vandet ud for Fjällbacka er som regel stille og perfekt at drage på kajaktur i. Læs mere på Nautopp.se
Langs Sveriges vestkyst kan man tage på kajak rundt i det fantastiske øhav.
Her skal du bo
Nyd velvære for krop, sjæl og sind hos VANN spahotel, der ligger på Sveriges vestkyst. Fra hotellet kan man nyde udsigten over Gullmar fjorden fra de store panoramavinduer, falde fuldkommen ned i gear og blot nyde roen og velværen midt i de naturskønne omgivelser. Hotellet er designet af den svenske arkitekt Gert Wingårdh. Hos VANN kan man desuden også booke kajaktur. Læs mere på Vann.se
Kom hertil
Sveriges vestkyst – og det smukke øhav – strækker sig fra Göteborg og op til Norge. Den sydlige del er derfor ikke en uoverskuelig lang tur i bil, og alternativt kan man komme hertil med tog. Men som med så mange andre udendørs- og aktivferier, er det nemmest at være i bil.
5. Island
Island hitter i stor stil dette forår. Landet huser verdens nordligste hovedstad, en god håndfuld vulkaner, gletsjere, varmekilder og generelt storslået natur. Næsten 80 % af landet er ubeboet, og de store, uberørte naturområder udgør et mekka for aktive besøgende.
Islands natur er vild og voldsom og anderledes fra resten af nordens. Oplev de mange vulkaner, gletsjere og vandfald, når du besøger øen.
Vulkaner og vandfald
På Sydisland finder man bl.a. de berømte vulkaner Hekla og Katla, et vandfald, der ligger i en lavastrøm, der er den største siden istiden, og et 60 meter højt vandfald. Sidstnævnte hedder Skógafoss, og når solen skinner rigtigt på de brusende vandmasser, ser man en – og nogle gange to – regnbuer i vandet. Seljalandsfoss-vandfaldet løber for foden af Eyjafjallajökull-gletsjeren og måler også 60 meter i højden. Dette er ganske unikt, da man kan gå bagom vandfaldet.
Skogafoss og de to regnbuer man kan være heldig at se.
Lej en bil og tag på eventyr
Der er et hav af biludlejningsfirmaer på øen, men blandt andre Reykjavík Cars har gode, lave priser. Det er vigtigt at tænke sig om, inden man vælger den
billigste mini- eller familiebil – øen er nemlig generelt lettest at komme rundt på med f.eks. firhjulstrækkere, som bedre klarer vilde vejrforhold og bjergstrækninger. Overvej derfor din rute, før du vælger bil.
Her skal du bo
Island er også for livsnydere. Ca. en time fra Reykjavik, midt i lavamarker og bjergtagende natur, finder man usammenlignelig velvære på ION Adventure Hotel. I hotellets udendørs Lava Spa kommer vandet fra lokale varmekilder. Dog er det kølet en anelse ned, da vandet ellers er ubehageligt varmt at sidde i. De mange mineraler i vandet absorberes gennem huden og har en foryngende effekt på kroppen. Fra Lava Spaen kan man nyde den smukke panorama-udsigt over de omkringliggende bjerge og lavamarker. Læs mere på Ioniceland.is
Kom hertil
Blandt andre SAS, Norwegian og Icelandair flyver mellem København og Island. Læs mere på Sas.dk, Icelandair.dk og Norwegian.dk
LÆS OGSÅ: Interrail: Postkort fra en Europa-rejse
LÆS OGSÅ: 10 ting du ikke må gå glip af i Tokyo
LÆS OGSÅ: Kom med til eksotiske Bali