Se, hvilke forelskelsestyper der findes, og hvilke du måske har til gode
Iben Maria Zeuthen om de forelskelser, hun har bag sig, og den, der forhåbentlig ligger forude.
Når dagene er lige lovligt praktiske, begiver jeg mig ud i tankeeksperimenter og dagdrømmerier. Eller kategorisering af erindringer.
En af mine seneste øvelser i den genre var kategorisering af begrebet "forelskelse". Mens min søn var i vuggestue, og det arbejdende Danmark var på fabrikken, besluttede jeg mig for at inddele mit livs største forelskelser i grove og forsimplede forelskelsestyper, og det gik i den forbindelse op for mig, at den måde, jeg forelsker mig på, nøje afhænger af min øvrige livssituation. Min tese er, at sådan er det for de fleste. Og mit personlige resultat ser nogenlunde sådan ud:
Da jeg var barn, blev jeg forelsket på en måde, som var nært beslægtet med en drøm eller en film. En sammensmeltning af mig og det eftertragtede emne var et fjernt univers, som jeg gennem dagdrømmene entrerede, og det var fuldkommen uforpligtende, fordi forelskelser i barndommens land ikke rigtigt involverede én selv. Det kunne eller skulle jo ikke lade sig gøre, og ingen af de involverede parter var klar til en realisering af forelskelsen. Det var en tryg fornemmelse, og den indebar sådan set bare observering og sansninger. Glo-forelskelsen.
Som teenager var forelskelse en identitetsafstivende disciplin. Jeg prøvede mig selv af i forhold til forskellige fyre. Hvilken type kvinde bliver jeg, hvis jeg er kæreste med denne type dreng? Bliver jeg rå eller stille eller sjov, modig eller bange? De forskellige flirterier var som at tage en maske på og afprøve sig selv i forskellige roller. Vi kunne kalde det selvundersøgelses-forelskelsen.
I mine tidlige tyvere var forelskelserne præget af et behov for tryghed og stabilitet. Der skete så meget, jeg var flyttet hjemmefra og skulle vælge karrierevej. Det var også først i de år, at festerne for alvor tog til, og der opstod regelmæssige forskydninger af døgnrytmen. Foruden at jeg oplevede, at den første jævnaldrende døde af kræft. Voksenlivet ramte på alle mulige planer, og morgenerne var blanke af manglende søvn og angst for at dø. Her søgte jeg ældre, stabile mænd at finde ro hos. Film om fredagen, aftensmad om søndagen. Tryghedsforelskelsen.
Så hamrede skrukheden ind. På slaget 28 somre. Og underligt nok gik den ikke i spænd med tryghedsforelskelsen. Den 28-årige kvindes forelskelse var mere end noget styret af kemi. Hvem ville mit dna krydses med? Så kom barnet. Og forelskelsen viste sig ikke at kunne overgå til at blive et sjælevenskab. Vi gik fra hinanden. Men jeg havde, som ramt af en knytnæve, stiftet bekendtskab med den biologiske forelskelse.
I min nuværende situation oplever jeg et stort behov for rummelighed og omsorg. Men også at jeg med moderskabet er blevet mere opmærksom på selv at udøve den omsorg for et andet menneske. Forelskelsen er nu mest af alt grundlagt ud fra, at relationen føles sund. Jeg har endnu til gode at kunne se denne periode i bagklogskabens lys, men indtil videre kunne vi kalde den: den rolige forelskelse.
I fald der er noget om det her med forskelligt betingede forelskelser, glæder jeg mig til at se, hvad fremtiden har at byde på. For som det er med farver: Vi kender kun til fænomenet "gul", fordi vi har set farven gul. Ellers kunne vi ikke se den for vores indre øje, når nogen nævnte den. Tænk hvis der er en grundfarve i forelskelsesspektret, som jeg har til gode at opleve? For eksempel den blivende kærlighedsfarve. Forelskelsen, der udvidede sig og slog rødder. I så fald skulle jeg bare en mere eller mindre omfattende tur igennem spektret for at finde den.