Forelsket i en svindler: Han stjal mit hjerte - og derefter mine penge
Kærlighed gør blind, siger man. Og det var netop, hvad der skete for Louise Rask Poulsen. Hun troede, hun havde mødt manden i sit liv, men i virkeligheden kendte hun ikke mandens sande identitet. Ikke desto mindre havde den charmerende mand allerede fra første date lirket døren op til ikke bare hendes hjerte, men også hendes konti.
Louise Rask Poulsen møder Martin Jørgensen på Tinder i august sidste år. Han slår sig op på at være kendt fra reality-tv, men nævner ikke "Big Brother" i sin profiltekst, for så ville en simpel googlesøgning kunne afsløre, at han faktisk blev smidt ud af programmet efter få dage på grund af en forfalsket straffeattest. Men det er nu heller ikke Martins kendisstatus, Louise lægger vægt på. Hun falder lynhurtigt for hans væremåde.
Allerede efter få dage, hvor de to har talt i telefon dagligt over flere timer, er hun solgt. Martin virker super charmerende. Han spørger meget ind til, hvad hun søger, og tilsyneladende indeholder Martin præcis det, hun leder efter. Nemlig en fyr med fast arbejde og styr på sit liv, tilmed er han både sød og sjov. Han har eget firma, fortæller han, et reklamebureau, og han spiller poker og har en sponsoraftale.
Louise mødes med Martin første gang i Dyrehaven. Martin er ødsel med komplimenterne og siger, at hans følelser for Louise er helt unikke. Og efter en hyggelig gåtur kører parret hjem til Louise. Martin bestiller sushi – i et andet navn, bemærker hun, Martin forklarer, at det er en kendisting. Han bliver også og sover. Hans lejlighed i Gentofte er nemlig ved at blive renoveret, og derfor bor han hos sin søster.
– Han fortæller også, at han har fået en dom for noget billet-svindel, men at det var hans tidligere chef, der var skurken, han havde bare taget skraldet for det. Og jeg tror da grundlæggende på, at folk godt kan forandre sig, så en dom skulle da ikke have lov at ødelægge mit billede af ham, fortæller 31-årige Louise Rask Poulsen.
Foto: Pipeline Production/DR2.
Han havde jo en sponsor
Dagen efter turen i Dyrehaven fortæller Martin, at han skal til Stockholm om et par dage på grund af nogle pokerturneringer. Han presser på for at få Louise med, og hun giver efter. Sammen bestiller de hotel og turneringer. Louise lægger ud, for Martins betalingskort er undervejs i posten.
– Martin giver jo udtryk for, at der er masser af penge, og jeg har ikke lyst til at virke nærig. Han skulle i hvert fald ikke kunne komme og sige, at jeg nassede på ham. Desuden er jeg vant til, at så længe man har kvitteringer, kan man altid få pengene tilbage for det, man har lagt ud. Han havde jo en sponsor. Der var ingen grund til at tro, at jeg allerede på det her tidspunkt var spundet ind i løgne.
Men det er lige, hvad Louise er. Allerede på første date har Martin sin taske med og flytter nærmest ind. Hun giver ham ekstranøglen, for det hele er jo alligevel så hyggeligt. Når Louise kommer hjem fra en af sine lange vagter, er Martin der, og hver morgen står han op og tager på arbejde.
Siger han. For i virkeligheden, finder hun siden ud af, sidder han i en spillehal i Valby fra morgen til aften. Men det er ikke det eneste, hun ikke ved om Martin og hans færden.
– Det er overhovedet ikke normalt for mig, at jeg kaster mig så hurtigt ud i at have en mand boende. Men jeg ville så gerne det forhold. Forestillingen om det perfekte forhold – måske en lille familie, som Martin også talte om – fyldte en del.
Penge, penge, penge
I Stockholm lægger Louise fortsat ud for alting, ligesom turen derop foregår i hendes bil, eftersom Martins kørekort er blevet snuppet i forbindelse med en fartkontrol i Sverige på en tidligere tur, siger han. Alt i alt beløber turen sig i små 10.000 kr.
Som dagene går, drejer det sig mere og mere om penge. Martins betalingskort virker fortsat ikke, og han beder hende ad flere omgang om at sende halvstore beløb – 2-3.000 kroner til leverandører, som han holder møder med i "firmaet". I virkeligheden er det bl.a. til en ansat i spillehallen. Og endnu har Louise ikke set skyggen af de 10.000, hun har lagt ud for turen til Stockholm, selvom kvitteringerne nu skulle være blevet afleveret til sponsoren.
Det er overhovedet ikke normalt for mig, at jeg kaster mig så hurtigt ud i at have en mand boende. Men jeg ville så gerne det forhold
Louise Rask Poulsen
Syv dage efter Stockholmsturen tager Louise og Martin på kasino i Gøteborg. Louise lægger igen ud. Men der er stadig ingen klokker, der ringer. Selvom der faktisk er en veninde, der forsøger at advare på sms. Hun skriver, at Martin har forsøgt at snyde en anden pige, men Louise kender historien fra Martin og vælger at tro på hans version i stedet. "Jeg har styr på det, han er pissesød", skriver hun tilbage til veninden.
Under turen i Gøteborg kaster Martin Louises p-piller ud af vinduet, for de skulle da bare se at komme i gang med den familie, som han siger. Men hjemme igen bliver de uvenner, Louise tænker, det er slut, men Martin haler hende tilbage med en kærestering på endnu en tur i Dyrehaven. Og samtidig fortsætter næsten daglige opkald og sms'er, hvor han presser Louise til at overføre penge til den ene og den anden.
– Han vidste, at min farmor lige var død, og at min farfar altid ville hjælpe mig. Så han mente også, at min farfar da lige kunne hjælpe med at skaffe de sidste 3.500 kroner, han manglede. Og så kunne jeg få alle pengene samlet. Der blev jeg klar over, at der var noget rivende galt. Jeg tænkte, at han skulle hjælpes ud af sin ludomani, og at jeg gerne ville hjælpe ham, men ikke med penge!
LÆS OGSÅ: Thøger Dixgaard: "Jeg har en meget stærk aversion mod MobilePay-mennesker"
Efter tre meget intense uger med Martin giver hun en aften udtryk for, at hun har brug for lidt luft. Det tager han ret ilde op, og der slutter det hektiske forhold. Ikke desto mindre får Louise få dage efter en besked fra et kasino om, at hendes kort er blevet brugt. Hun skynder sig at lukke det.
Efter et par dage undskylder Martin over for Louise. Han erkender, at han ingen sponsor har, og at alt har været løgn – undtagen hans følelser for hende, de er ægte, siger han.
20. september, ca. en måned efter hun møder Martin Jørgensen på Tinder, anmelder Louise ham til Københavns Politi.
– Det var han selvfølgelig ikke tilfreds med. Men han blev mest sur over, at jeg havde lavet et opslag om ham på Facebook, hvor jeg advarede folk imod ham. Og allerede dagen efter min politianmeldelse fik jeg trusler om, at min bil ville blive smadret.
Få dage senere er bilen hærget af spraymaling på samtlige ruder, og under vinduesviskeren ligger et trusselsbrev, hvor der bl.a. står, at det bliver starten på hendes livs mareridt, hvis hun ikke siger ja til den afdragsordning, hun er blevet tilbudt. Louise har fået nok. Samtidig dukker der mere og mere op, som tegner et ubehageligt billede af, at hun har været en behændig brik i spillet for en beregnende Martin Jørgensen.
– Jeg fandt jo ud af, at Martin var efterlyst af politiet i al den tid, han boede hos mig. Han var ikke vendt tilbage til fængslet efter en udgang i forbindelse den straf, han havde fået for svindel med koncertbilletter.
Ikke flere smartasstyper, tak
Som puslespillet efterhånden tager form, går det op for Louise, at hun ikke er den eneste kvinde, Martin har benyttet sig af.
– Det er uhyggeligt at tænke på, at jeg kunne blive manipuleret så groft på så kort tid. Tre uger varede vores forhold. Det var jo virkelig smart af ham at screene præcis, hvad jeg havde brug for, og så var der fri adgang – ikke bare til mit hjerte, men også min konto. Jeg har haft vildt dårlig samvittighed og er blevet uhyggeligt overrasket over, at jeg var så nem at snyde. Set i det lys hjælper det at vide, at han har brugt samme svindelnummer over for de andre piger, han har snydt, så det ikke bare er mig, der er en total idiot!
LÆS OGSÅ: Sofie Stougaard gik ned med stress: ”Jeg lå fladt i garderoben og kunne ikke kommunikere”
Tiden efter er hård, fortæller Louise. Hun reagerer med stresslignende symptomer – manglende appetit, søvnløshed, nervøsitet, og først da det lykkes politiet en novemberdag sidste år at anholde Martin, kan hun ånde lettet op. Men selvfølgelig har det sat spor i hende, siger hun.
– Nu har jeg mest af alt et stort behov for, at det kommer frem, hvem Martin Jørgensen i virkeligheden er. Og det er ikke os piger, der skal skamme os, vi har handlet i god tro. Det er ham, der skal skamme sig! Selvfølgelig har jeg tænkt "hvordan fanden kunne jeg gøre det? Hvordan kunne jeg stole så blindt på ham?". Og jo, jeg har været naiv. Men jeg stoler altså på folk. Jeg har en grundlæggende tillid til mine medmennesker, og den har han altså ikke fået lov at ødelægge. Selvfølgelig vil der være signaler, jeg kommer til at være opmærksom på, men jeg tror sgu godt, jeg ville kunne blive snydt igen. Det dur ikke for mig at gå og have mistillid til folk. Det, der vil skurre på mine antenner, er hans type. Smartasstypen.
– Nu er jeg flyttet sammen med den kæreste, jeg har haft siden december. Han er politimand, og vi er blevet sat op af min veninde.
Martin Jørgensen har flere domme for bedrageri bag sig. Hans bedrageri begrænser sig ikke kun til kvinder. Louise Rask Poulsen skal i retten og vidne mod ham til oktober, hvor han er anklaget for at have svindlet hende for knap 30.000 kr.