"I mødet mellem mig og Bo føltes aldersforskellen ikke så stor, men i mødet med omverdenen mærkede jeg den"

Bo: – Når man bliver ældre, tror man, at ting gentager sig. Man tror, man har set alting, men det fandt jeg ud af, at jeg ikke havde. Da jeg mødte Frederikke, blev jeg forelsket. Jeg vil ikke engang sige forelsket, for det er for lille et ord. Det her var større, jeg skulle opfinde et helt nyt sprog for at kunne beskrive den revolution, der skete i mit liv.

I en alder af 53 år blev forfatter og journalist Bo Green Jensen forelsket. For første gang oplevede han det, han utallige gange havde skrevet om, men som han indtil nu ikke havde mærket på egen krop. Det samme gjorde den 19 år yngre Frederikke Lett, som kort forinden var gået fra et temperamentsfuldt forhold, havde sagt farvel til livet som jurist og var begyndt at skrive. Hun ville gerne skrive om film, ligesom Bo allerede gjorde.

Frederikke: – Vi så hinanden første gang foran Dagmar biograf til en pressevisning. Jeg vidste godt, at Bo var 'the grand old man', en respekteret herre inden for filmbranchen, men vi talte ikke sammen den dag.

Først nogle måneder senere på Berlin Festival i 2008 hilste de på hinanden. Og det møde blev starten på noget, som ingen af dem havde forventet.

Frederikke: – Vi mødtes den sidste dag på festivalen, fordi vi skulle op i et højt tårn og kigge ud over Berlin sammen. Jeg lavede efterfølgende en film fra turen, lagde en Supertramp sang indover og sendte den til Bo. Herefter begyndte vi at skrive mails til hinanden. Lange mails. Året efter mødtes vi på Berlin Festival igen og besluttede os for at gå en tur.

Bo: – Frederikke havde tilbudt mig, at hun kunne have nogle af mine bøger med hjem – jeg køber altid rigtig mange bøger, når jeg er ude at rejse – men denne gang havde jeg med vilje købt mange bøger, for så var vi nødt til at se hinanden igen. Jeg var nødt til at komme til Brandenburger Tor. Vi gik en tur, og det var en lille smule snevejr. Vi drak en kaffe på den Starbucks, der ligger ved Check Point Charlie og så på det iturevne flag og talte om den kolde krig. Vi fulgtes tilbage, tog afsked, og jeg kyssede dig på kinden.

Frederikke: – Det var et meget smukt og uforglemmeligt øjeblik.

Bo: – Det var et emblematisk øjeblik på alle måder. Du har sagt, at der var noget med måden, jeg kiggede på det flag. Jeg identificerede mig meget med flaget, som havde været meget igennem og stadigvæk stod. Sådan var det også for os.

Frederikke: – Det øjeblik var mødet med noget... meget godt. Vi havde begge været meget igennem på det tidspunkt, var begge forslåede. Jeg var 34 år, men havde få år forinden lavet et stort opbrud med mig selv, og det liv jeg levede. Jeg havde altid gjort de rigtige ting, men havde nogle helt andre længsler og drømme. Jeg var gået fra min daværende kæreste, mens alle mine veninder giftede sig, jeg havde skiftet karriere, mens de var i gang med deres. Alle andre gjorde de "rigtige" ting. Alt det, man gør, når man følger sin egen alder, men jeg vendte det hele på hovedet og stod i frit fald og var egentlig ret ensom. Og måske også lidt fortabt. Jeg ville noget andet, ledte efter noget andet. Jeg vidste bare ikke, hvad det var. På sin vis var jeg på jagt efter mig selv. Og så mødte jeg Bo, som havde meget stor ro, sjælfuldhed og forståelse.

Bo: – Jeg var på det tidspunkt alene med min ene datter, Laura. Min anden datter, Rose, boede hos sin mor. Jeg havde været gift to gange, den første gang i lang tid, den næste i kort tid. Jeg havde været igennem to hårde skilsmisser, jeg havde mit arbejde og boede i et rækkehus, og dengang var jeg egentlig klar til, at det bare skulle være mig og Laura. Men så mødte jeg Frederikke. Den styrke, forelskelsen ramte mig med, gjorde, at jeg ikke tænkte på andet i tre år.

Men selvom om tiltrækningen og følelserne var der, lurede den 19 års aldersforskel også. For hvordan forener man et etableret familieliv med et fritsvævende singleliv?

Frederikke: – I mødet mellem mig og Bo føltes aldersforskellen ikke så stor, men i mødet med omverdenen mærkede jeg den... Når vi ser den slags kærlighed på film eller læser om Humphrey Bogart og Lauren Bacall, kan vi godt forstå det. Men da jeg fortalte mine venner om det – som godt kan forstå det, når de læser det – kunne de ikke helt overføre det til mig. Men det var også ligeså meget mine egne begrænsninger, der var problemet. Hele billedet af, hvordan min tilværelsen skulle se ud, var pludselig forandret. Bo havde to skilsmisser bag sig, et hus klædt fra top til tå med bøger og en masse historie. Der hang billeder af begge ægteskaber for børnenes skyld. Huset var et levet liv. Jeg stod i lang tid og vippede på dørtærsklen. Ikke fordi det ikke føltes rigtigt, men fordi der var så mange ting at forholde sig til. Der var ekskoner, der havde nøgler til huset, der var børnene...

Bo: – Jeg ville bare have det til at fungere. Men hele praktikken er en stor ting og en omvæltning, der kan være besværlig. Men jeg havde det sådan, at så længe jeg kunne få den gyldne kvinde, så skulle alting nok passe sig ind, som ting gør over tid. Jeg tænkte ikke på ret meget andet end at være sammen med dig, siger Bo og kigger på Frederikke.

For fem år siden blev Frederikke og Bo forældre til Ava, for fire år siden blev de ægtefolk, og for tre år siden skabte de et fælles hjem i Snekkersten. Her er der plads til hele familien – både på tværs af alder og historie.