Se moderedaktionens guide til de bedste storbyer
Fra utallige modeuger i London, Milano og Paris er ALT for damernes moderedaktion blevet eksperter i, hvor du finder den lækreste mad, de vildeste modefund og en god (og ikke mindst velplaceret) seng at sove i. Her får du deres allerbedste tip til den perfekte storbyweekend.
LONDON
London er meget mere end musicals, pints og pies og highstreetshopping. ALT for damernes assisterende moderedaktør Line Hindsgaul og stylist Helle Skou guider dig til afternoon tea, skønne, sunde og budgetvenlige spisesteder og masser af vintage-, highstreet- og luksus-shopping.
DE BEDSTE SPISESTEDER
Bedste morgenmadssted
The Delaunay er et skønt sted, som serverer morgenmad fra kl. 7, og på menukortet finder du engelske klassikere som f.eks. baked beans og black pudding, men også mere nutidige udgaver af en god morgenmad: f.eks. hjemmelavet grød, lyserød grapefrugt og laks. Vi elsker stedet for dets alsidighed!
55 Aldwych
Bedste brunch
Lantana Café er et rigtig pigested med økologiske retter og er netop kåret til Londons ”Best new café” af ugebladet TimeOut. Kaffen er heavenly, du kan få glutenfri brød, og når du går derfra, føler du dig meget politisk korrekt, ung og sund.
13 Charlotte Place
Bedste frokost
Côte Bistro er en del af en kæde, ikke desto mindre er det et udmærket sted at få en billig og hurtig franskinspireret frokost (en frokostmenu koster 10 pund). Når vejret tillader det, kan man spise udenfor, som vi gjorde – skønt!
9-10 The Green, High Street, Ealing
Bedste afternoon tea
Måske ikke ligefrem hang-out-stedet for modebranchen, men dog stadig et sted, mange liiiige skal forbi, når der er modeuge i London. Der er afternoon tea på det mondæne The Wolseley hele ugen. Hverdage er detfra kl. 15 og i weekenden fra kl. 15.30 og indtil 18.30. Ultra klassisk og ultra engelsk – go!
160 Piccadilly
BEDSTE SHOPPING
Billigt Topshops
8.400 kvm store flagskibsbutik er ingen nyhed, men et MUST, når du besøger London! Foruden Topshops egne linjer finder du også en neglesalon, en skrædderafdeling, en café og en frisørsalon. Butikken huser desuden en stor vintageafdeling, hvor du kan gøre unikke fund til highstreetpriser.
216 Oxford St
Medium
Konceptbutikken B-store, en ægte Londonbutik, er med sin blanding af unge up and coming designere til både ham og hende, kunstinstallationer, bøger, produkter og butikkens eget og hypede mærke, B-store, er besøg værd, hvis du vil ind under huden på The London Look.
21 Kingly Street
Luksus
Du har alt, hvad modehjerter begærer, i stormagasinet Selfridges & Co fra 1909, der nærmest er blevet en londonsk institution! Især deres sko- og taskeafdeling er verdensberømt og bestemt et besøg værd, hvis du er til high-end-mærker som Céline, Chanel, Stella McCartney, Alexander Wang og Azzedine Alaiä. For bare at nævne et par få!
400 Oxford Stret
Vintage
Beyond Retro, den etablerede vintagekæde, du finder fire forskellige steder i London, er lidt af et tilløbstykke for designere, moderedaktører og stylister, der oser gennem stativerne og hylderne på jagt efter inspiration, show-stoppers og det lille ekstra, der giver den personlige stil. Et absolut must, hvis du er en ægte mode-elsker!
112 Cheshire St
Kollektionssalg
London er hjemstavn for nogle af verdens førende mærker og butikker, så det er ikke så underligt, at de årlige kollektionssalg er lidt af en begivenhed. Datoerne varierer, men hold dig opdateret på Timeout.com for de præcise datoer for de kommende kollektionssalg.
DET BEDSTE STED AT SOVE
Number Sixteen er et sandt girly, girly hotel med en lille sød have og god morgenmad. Her skal du bo, hvis du er til det intime, hyggelige og gerne vil bo centralt i et dejligt område.
16 Sumner Place
Firmdalehotels.com/london/number-sixteen
Læs også: Oplev Londons gratis glæder
Læs guiden til Milano på næste side. MILANO
Den norditalienske industriby, som huser en af verdens største modeuger, er på sin polerede overflade hektisk og kold. Men hvis du går på opdagelse i den moderne betonjungle, er der massevis af autentisk italiensk charme (og fabelagtig shopping) at komme efter. Tidligere moderedaktør Christian Hansen viser vej.
DE BEDSTE SPISESTEDER
Bedste morgenmad
Hvis du vil have en enkel morgenmad ”Italian style” med en afsindigt god kop kaffe og en lun, hjemmebagt croissant, er God Save the Food lige stedet. Både kaffe og bagværk laves også to go – og du kan faktisk også spise lækker brunch og frokost her.
Via Tortona 34
Bedste brunch
På det eksklusive Bvlgari Hotel & Resort kan du virkelig komme væk fra byens støj og larm – selvom du stadig er midt i det hele… Forkæl dig selv med deres lækre brunch, som kan være en udsøgt oplevelse. Sørg for at få bord i den skønne ”giardino” (have), hvis det er muligt.
Via Privata Fratelli Gabba 7/B
Bedste frokost
Uagtet om du shopper igennem eller bare oser i den fashionable del af byen, er det oplagt at slå et smut forbi Il Bàcaro del Sambuco, der på én gang er super chikt og smart – og samtidig bare hyggeligt og helt nede på jorden. Deres tuntatar og hjemmebagte æblekage kan varmt anbefales. Sid i gården, hvis vejret tillader det.
Via Montenapoleone 13
Bedste pizza
Paper Moon er et super hypet og chikt spisested, hvor det kan være svært at få bord. Men lad dig ikke narre: Dette er ikke en gourmet-restaurant! Til gengæld laver de en uovertruffen god pizza, som får de små, buttede engle til at synge. Et bord på første sal kan anbefales, hvis du ikke vil rendes over ende af de travle tjenere.
Via Bagutta 1
BEDSTE SHOPPING
Billigt
Corso Vittorio Emanuele II svarer på mange måder til Strøget i København – og det er her, du kan slippe af sted med en smule italiensk highstreet-shopping. Her finder du de store italienske kæder som Miss Sixty, Diesel, Benetton – og spanske Zara. De har alle et stort udvalg til superfavorable priser.
Medium
Patrizia Pepe er gedigent tøj til o.k. priser. I forretningen på Via Manzoni 38 finder du et kæmpe udvalg af det fantastiske tøj – og i sagens natur sparer du en masse ved at købe italiensk i Italien. I samme gade finder du eksempelvis Emporio Armani (undermærket til Giorgio Armani), som er tilsvarende billigere i Italien.
Luksus
Moden i Milano er overvejende dyr og eksklusiv! Så hvis du er frisk på at bruge penge, er du landet i slaraffenland:
Via Monte Napoleone
Den allermest luksuriøse shoppinggade med Prada, Gucci, Versace, Bottega Veneta, Etro, Giorgio Armani, Salvatore Ferragamo osv. osv. Her ligger også en del af de parisiske butikker som Céline og Louis Vuitton.
Via Della Spiga
Den smalle og lidt hyggeligere luksusgade med blandt andre Dolce & Gabbana, Fendi – og perlen over dem alle: Marni i nummer 50.
Galleria Vittorio Emanuele II
Centralt placeret ved siden af Duomoen kan du næsten ikke misse den overdådige arkade fra slutningen af 1800-tallet (og det har du bestemt heller ikke lyst til). Det storslåede og imponerende bygningsværk rummer blandt andre butikker med Gucci og Prada. Sidstnævnte er helt og aldeles fantastisk! Husk, at et besøg hos Prada i det flotte Galleria skal inkludere et smut ned i den afsindigt smukke kælder, som huser størstedelen af butikken.
10 Corso Como
Butikken, som er opkaldt efter den gade, den ligger i, er turens absolutte højdepunkt. Hvis du interesserer dig for mode, er besøget i denne butik hele rejsen værd (bogstaveligt talt). Det er uden tvivl verdens allermest fantastiske butik med alt(!), hvad hjertet kan begære af eksklusiv og ”cutting edge” mode. Du finder de store klassikere nonchalant side om side med relativt ukendte designere. Tøj (til mænd og kvinder), accessories, brugskunst, interiør, musik, magasiner… i 10 Corso Como er der sågar et lille hotel, en restaurant, en café og et galleri. Kort sagt himmel på jord.
DET BEDSTE STED AT SOVE
Når ALT for damernes moderedaktion er på visit i Milano, bor vi næsten altid på NH President. Hotellet ligger centralt – og du får relativt meget komfort for pengene. Hvis du er på udkig efter gammeldags italiensk charme, er det måske ikke stedet for dig. Til gengæld får du moderne funktionalitet og ren æstetik i værelser til ca. 950 kr. pr. nat – inklusiv en fantastisk lækker morgenmad.
Largo Augusto 10
Læs også: 10 byer du skal se i 2013
Læs guiden til Paris på næste side.PARIS
ALT for damernes chefredaktør Camilla Frank har ikke tal på sine besøg i den franske hovedstad, der sjovt nok ofte er faldet sammen med byens hypede modeuge. Få chefredaktørens franske favoritter, som hun med al mulig grundighed har spist og shoppet sig frem til – senest med en seks måneder gammel baby som ledsager.
DE BEDSTE SPISESTEDER
Bedste morgenmad
...i form af hjemmelavet (så hjemmelavet, som det nu kan være, når der efterhånden er tale om en cafékæde, som også findes i f.eks. Canada, New York og London) Granola med frugt og yoghurt og anrettet som en gammeldags isdessert i høje glas, får du på Le Pain Quotidien. Granolaen spiser du ved et langbord sammen med de andre gæster – og dem er der typisk mange af, hvilket jo egentlig ikke gør stedet specielt baby- eller klapvognsvenligt. Men er vejret godt, har mange af afdelingerne borde udenfor, hvor babys køretøj lige kan presses ind mellem bordene.
Find nærmeste café på Lepainquotidien.com
Bedste hurtige frokost
...også vældig nyttigt, når man rejser i storby med baby. Selvfølgelig er Paris spækket med muligheder for at tage une baguettesandwich på vejen, men er du en anelse mere sulten, er en falafel med lækre, sprøde grøntsager og fantastisk hummus guf. L’as de Fallafel er efterhånden blevet en klassiker og optræder i de fleste guides (kend den på koen udenfor), men er sulten/evt. medbragt baby ikke til at vente, vrimler det med gode falafelsteder i Rue des Roisiers (f.eks. Hanna). Glimrende frokost inklusive en cola for under 50 kr.
Rue des Roisiers
Bedste morgenmad og frokost med baby
...er et sted med en sofa, hvor baby kan ligge, mens du (lynhurtigt) spiser – specielt hvis du rejser alene med baby, som jeg gjorde for nylig, er sådan et sted guld værd. Især hvis vejret er dårligt, og Paris’ parker og bænke dermed er udelukket. At Boulangerie la Verrerie samtidigt serverer en glimrende ”tartine chevre”, som er ristet brød med lun gedeost og salat til ca. 80 kr., gør det ikke ringere.
Rue de la Verrerie 2, 4. arr.
Bedste aftenmad
...burde måske ikke være italienskklingende i gourmetlandet Frankrig, men når du rejser med børn (og mig!), er pizza populært i alle lande. Og Chez Bartolo laver en af de allerbedste pizzaer, jeg har smagt – og der er altså tale om en del. Prøv pizzaen med fire oste og salaten med smeltet gorgonzola på endiviesalat og friskhakkede pistacienødder øverst – hvis jeg kan slippe af sted med det, spiser jeg gerne den menu hver aften, når jeg er i Paris.
TIP Kom lige, når restauranten åbner kl. 19.30, hvis du vil være sikker på at få bord – du kan typisk ikke bestille bord i forvejen. Og husk, at restauranten har lukket søndag og mandag.
7 rue des Canettes, 6. arr.
Tlf.: +33 0143262708
DEN BEDSTE SHOPPING
Billigt
Sagen er, at der simpelthen ikke findes billige tøjbutikker i Paris. Så gør som de franske kvinder, og køb dine basisting som hvide T-shirts og tanktoppe i supermarkedskæden Monoprix.
Medium
Der er efterhånden dukket en del gode mellemprismærker op i Frankrig, der ellers er mest kendt for sine meget eksklusive modehuse. Min personlige favorit er Maje, der leverer lækkert hverdagstøj til priser, vi kender fra danske designervarer. Der ligger hele 32 Maje-butikker i Paris, men den hyggeligste er uden tvivl den i Rue Vieille du Temple i Marais-kvarteret. 49-51, Rue Vieille du Temple, 4. arr.
Bedste børneshopping
...især i undertøjsafdelingen er den franske kæde Petit Bateau. Oven i købet omkring 20 procent billigere end i Danmark. Her køber jeg næsten uopslidelige bodyer til baby, undertøj til de lidt større drenge, og sørme om ikke de voksne på ALT for damernes redaktion ikke også ofte lige skal have et par bomuldstrusser med hjem… Bruger du en dansk str. 38, kan du f.eks. snildt passe str. 16 år i de fine klassiske lyseblå- og hvidstribede modeller.
Luksus
Rue Saint Honoré er gaden, hvor de fleste eksklusive modehuse har deres butikker. Det super hotte og historiske taskefirma Goyard ligger her sammen med Lanvin, Bottega Veneta, Prada og konceptbutikken Colette. På sidegaden Rue de Cambon finder du Chanels hovedbutik – det var oven på denne, selveste Madame Coco Chanel i sin tid havde kontor, og få minutter senere når du til den store, nej meget store, Hermès-butik på hjørnet af Rue de Fleurs. Her kan anbefales en pause (til både dig og baby) i den kombinerede café, bager og bar Bread & Roses, der serverer fantastisk kaffe og kage.
7, rue de Fleurs, 6. arr.
DET BEDSTE STED AT BO
...hvis du gerne vil bo midt i det hyggelige Marais-kvarter (hvor de fleste butikker også har åbent søndag), anbefales Hotel Duo. Stilrene og enkle værelser og frem for alt virkelig flinke og hjælpsomme mennesker i receptionen. 20 minutters gåtur til Louvre, den smukke (og børnevenlige) Tuileries-have og shoppinggaden rue Saint Honoré. Værelsespriser fra ca. 1.200 kr. pr. nat.
11 rue du Temple, 4. arr.
Læs også: Paris, je t'aime: 5 ferietip til byernes by