Gertrud og Jens

Kærlighed ved 11. klik: "Vi flyttede sammen to måneder efter, vi havde mødt hinanden"

Hun ville have børn, han var ikke på udkig efter noget seriøst. Alligevel slog det gnister, da Gertrud Maria Bønnelykke og Jens Koefoed mødtes første gang. De fik kontakt gennem datingportalen EliteDaters, og blot to uger senere var Gertrud med til at vælge fliser til Jens' lejlighed. Siden fulgte både bryllup og børn.

Med en stribe af mere eller mindre katastrofale dates bag sig var Gertrud begyndt at tvivle på, om det mon nogensinde ville lykkes at finde Mr. Right. Indtil videre havde hendes netdatingprofil på EliteDaters ikke ligefrem kastet guldkorn af sig, og som 32-årig var babytankerne så småt begyndt at rumstere. Men en januardag i 2013 tikkede der en besked ind fra en fyr, der hed Jens, som virkede forfriskende anderledes.

Jens: – Da jeg så Gertruds profil og hendes øjne, kunne jeg med det samme se, at det der, det var lige noget for mig. Man kan se meget i folks øjne, lærer man med alderen. På det tidspunkt havde jeg lige været på en forholdsvis skrækkelig date med en kvinde, som nærmest forlangte børn på første date. Så jeg havde skrevet noget a la ”hvis der er forpligtelser fra day one, så er du ikke noget for mig” på min profil.

Gertrud: – Du skrev, du var til noget casual og knap så seriøst. Mens jeg jo var klar på at få børn. Så jeg skrev faktisk til Jens, at jeg ikke troede, vi var noget for hinanden, for han virkede til at være mere til noget hyggedating, og det gad jeg ikke.

Jens: – Men jeg vidste, at hvis jeg kunne få et møde i stand, så skulle jeg nok lukke ordren.

Han smiler selvsikkert og tager sig til det fyldige fuldskæg. Det skulderlange hår er gemt lidt af vejen under en strikhue, og armene er dækket af sort blæk.

Gertrud: – Jens havde billeder på sin profil af, at han kørte på motorcykel og surfede, og så så han lækker ud. De der typer har man det med at blive tiltrukket af, selvom man har sin tvivl omkring, hvor seriøse de er. Men Jens er både journalist og sælger, så han var meget velskrivende og meget overbevisende.

Åbenbart så overbevisende, at Gertrud, der efterhånden havde været på ti dates, indvilgede i at mødes. Men ikke uden at have et es i baghånden.

– Jeg var så træt af at skulle gøre mig klar hver lørdag for at gå på én date, som så viste sig at blive en fiasko. Det var spild af god makeup. Derfor arrangerede jeg faktisk to dates med

halvanden times mellemrum den aften, jeg skulle møde Jens. Så bliver man ikke lige så skuffet, hvis første date ikke er noget, for så har man jo en mere i vente, siger hun og griner af sin stategi.

All in

Egentlig havde Jens lagt an til det helt store udtræk på første date med fin middag og sølvtøj, men da de nåede frem, var restauranten lukket.

Jens: – Det var bidende koldt, der var ti centimeter sne og frostvejr, så vi måtte finde noget i nærheden. Vi endte på en meget ydmyg café – eller bæverding var det nok nærmere – på modsatte side af gaden, og der fik vi en sort kaffe og en danskvand i et halvkoldt lokale.

Heldigvis skulle der mere til at skræmme Gertrud væk.

Gertrud: – Jens var meget charmerende og sagde alle de rigtige ting. Jeg er sådan én, der kan mærke med det samme, om kemien er der eller ej, og den var der bare med Jens. Han var selvsikker, havde styr på sit liv og hvilede i sig selv – det er der bare ikke mange, der gør. Jeg gad hverken en useriøs drenge-røv eller en tør forretningsmand, og Jens ramte et sted midt imellem. Jeg syntes, det var så hyggeligt, at jeg faktisk ikke rigtig havde lyst til at tage på den anden date, så jeg blev ved med at udskyde den, men jeg var for ordentlig til at aflyse helt.

Gertrud Maria Bønnelykke, 38 og Jens Hamborg Koefoed, 39 år. Gertrud arbejder som moderedaktør på ALT for damerne. Jens er indehaver af kommunikationsvirksomheden VOCAST. Sammen har de tvillingerne Charlie Vincent og Hannah Lou på 3 år. De er gift og bor på Islands Brygge i København. Foto: Franne Voigt.
Jens og Gertrud
Gertrud Maria Bønnelykke, 38 og Jens Hamborg Koefoed, 39 år. Gertrud arbejder som moderedaktør på ALT for damerne. Jens er indehaver af kommunikationsvirksomheden VOCAST. Sammen har de tvillingerne Charlie Vincent og Hannah Lou på 3 år. De er gift og bor på Islands Brygge i København. Foto: Franne Voigt.

– Da aftenen var ovre, ringede jeg til min kusine og fortalte, at han var rigtig sød, men at jeg ikke troede, han var interesseret i at få en kæreste. Tilfældigvis havde hun mødt Jens året før i arbejdssammenhæng. Dengang havde hun sagt, at hun havde mødt en mand, der var lige noget for mig. Hun mente, at han var mega kærestepotentiale, og at det helt sikkert ville blive til noget imellem os, og hun endte jo med at få ret.

Jens: – Der er nok mange, der ikke tør investere så meget af sig selv på første date, men jeg vil ikke tænke tilbage og mindes mig selv som en fedtspiller. Mange af mine venner ser andre piger ved siden af, selvom de har fundet én, de godt kan lide, fordi de lige vil se, om det bliver til noget. Men så bliver det jo aldrig til noget. Vores første date lå om søndagen, den anden om tirsdagen. Der var ingen grund til at trække det i langdrag eller spille kostbar, vi havde jo haft det virkelig godt sammen.

Gertrud: – Jeg var ikke så bange for at gå all in. Allerede da jeg var på date med ham den anden, skrev Jens, at han gerne ville se mig igen. Så ham den anden var hurtigt ude af billedet.

Det komplicerede datingmarked

Det var drømmen om den store kærlighed, der havde fået Gertrud til at oprette en profil på EliteDaters. Jens derimod var knap så målrettet. Lige indtil han mødte Gertrud.

Gertrud: – Du brugte det nok mere som et katalog over kvinder. Du var der mest for at knalde med nogen. Var du ikke?

Jens: – Jo, det var jeg nok.

Gertrud: – Jeg valgte EliteDaters, fordi jeg tænkte, det lød lidt mere seriøst. Dengang var der jo ikke Tinder, og Scor.dk og Dating.dk var klart mere knalde-sites. Det var også lidt dyrere at være medlem af EliteDaters, så jeg tænkte, at det måtte sortere de mest useriøse fra.

Jens: – Til en fest med 30 mennesker er sandsynligheden for, at du møder den rette ikke særlig stor. Du øger din sandsynlighed markant ved at oprette en datingprofil, hvor du kan bladre hundredvis af profiler igennem. Og sandsynligheden for at finde en, der delte mit værdisæt, var større på EliteDaters, vurderede jeg. Ens job er en stor del af, hvem man er, og EliteDaters var meget fokuseret på karriere.

Gertrud: – Jeg har altid fået at vide, at jeg godt kunne se snobbet ud, når jeg var i byen. At jeg var sådan en, man ikke turde gå hen til. Jeg er ikke typen, der går hen og spørger, om en fyr giver en drink. Jeg vil gerne scores og opsøges, så netdating virkede som en oplagt mulighed.

I dagene op til første date var de begge ualmindeligt spændte på at møde hinanden. Ingen af dem havde synderligt gode erfaringer fra tidligere dates. Faktisk havde flere af dem skuffet gevaldigt.

Jens: – Det var en stor lettelse, at Gertrud nærmest var endnu smukkere i virkeligheden end på sit profilbillede, for normalt er det totalt omvendt. At de dates man møder slet ikke kan leve op til deres digitale jeg. Generelt var det sådan, at hvis man trak ti centimeter fra højden og ti kilo fra vægten, så

begyndte det at stemme overens med virkeligheden. Gertrud var den første onlinedate, jeg havde lyst til at se igen.

Gertrud: – Jeg har været udsat for de værste ting. Engang skulle jeg ud med en læge. Han så ti år ældre ud i virkeligheden, end han gjorde på sit profilbillede, var plastikkirurg, halvskaldet og sagde nasty og pladderromantiske ting som ”jeg tror, amors pil har ramt os”.

Hun mindes daten med himmelvendte øjne og fortsætter:

– Når man er ude, er der også mange mænd, der bare gerne vil knalde. Og jeg er jo sådan en, der aldrig har haft et onenightstand, så jeg er lidt gammeldags. Jeg har prøvet at sidde og tale med en mand hele aftenen for så at finde ud af, at han var gift. Der tænkte jeg bare fuck off!

Forelskelsens rus

Parrets anden date forløb noget mere kultiveret med hvid dug og stofservietter, og det var dér i restaurantens dæmpede aftenbelysning, at gnisterne for alvor sprang ind over bordet.

Jens: – I starten centrerer snakken sig meget omkring ens professionelle liv, og vi har begge jobs, hvor vi skal repræsentere en virksomhed og til events, så det er vi gode til, men her oplevede jeg for første gang et temposkift, hvor jeg blev lukket ind i hendes personlige sfære.

Det første kys blev udvekslet, og senere på aftenen tog de hjem sammen. Også selvom det betød, at den determinerede singlekvinde måtte slække lidt på sit datingkodeks og lade sig overmande af den charmerende don juan. Derfra var der ikke langt til bolig, bryllup og børn.

Gertrud: – Jeg havde jo faktisk en fem-dates-regel ...

Jens: – Ja, den kunne du så ikke overholde.

Gertrud: – Nej, det kunne jeg så ikke. Efter at have været ude at spise, tog vi på cocktailbar og så hjem til mig. Lige siden har vi været sammen nonstop.

Hun tysser lidt på børnene – resultatet af den stormende forelskelse – som er blevet bestukket med lidt snacks og en tegnefilm i bytte for en times samtalero midt i ulvetimen.

Jens: – Når man møder den rigtige person, kan det meget hurtigt gå hen og blive meget romantisk, det gjorde det i hvert fald for os. Vi flyttede sammen to måneder efter, vi havde mødt hinanden. Jeg havde kig på en projektlejlighed, som jeg var i gang med at byde på, da vi mødtes. To uger inde i vores forhold var der deadline for tilvalg af gulve og materialer.

Gertrud: – Så der var jeg faktisk med ude og vælge fliser til lejligheden.

Foto: Franne Voigt.
Jens og Gertrud
Foto: Franne Voigt.

Jens: – Det blev meget hurtigt alvorligt. Gertruds biologiske far bor i Nicaragua, og hun havde planlagt at skulle besøge ham i foråret. Så kort efter vi havde mødt hinanden, spurgte hun, om jeg ville med. Lidt offensivt, når vi ikke havde kendt hinanden længere, men det ville jeg gerne. Lige inden kørte vi hjem til Gertrud, pakkede alt hendes tøj ned og kørte det hjem til mig.

Gertrud: – For mig var det fint, det blev alvorligt, for jeg var klar til mand og børn, men ville heller ikke være sammen med hvem som helst. Det skulle være den rigtige, ellers ville jeg bare selv få et barn. Tanken havde været oppe og vende, men jeg havde besluttet at vente, til jeg blev 35.

Jens: – For mig var det vildt at opleve skiftet fra ikke at have lyst til forpligtelser til at gå helhjertet ind i et parforhold. Jeg havde aldrig oplevet, hvor godt et forhold kunne være. Hver dag var god. Selv når vi havde været under max pres på arbejdet. Gertrud er den første, jeg har boet sammen med. Og inden vi flyttede sammen, forventede jeg, at det ville blive hårdt. At jeg skulle tilpasse mig meget. Men det er bare nice. Der er ingen af mine venner, jeg kunne være bare halvt så meget sammen med.

Gertrud: – Når man møder hinanden sent i livet, har man oplevet nogle ting og været i nogle forhold, så man ved, hvad man vil have, og hvad man ikke vil have. Det er det, der gør nåleøjet så småt, men når den er der, så er den der også.

Det store frieri

Blot ni måneder efter første date gik Jens på frierfødder. Han er generelt ikke en mand, der spilder tiden.

Jens: – Man ved jo aldrig, hvornår man bliver ramt af en bus, vel? Livet har meget at byde på, men ikke hvis du sidder på sidelinjen.

Gertrud: – Jens havde sagt, at vi skulle til hans mors fødselsdag i Rørvig, men inden da skulle vi lige forbi hotel STAY for at se et bord til lejligheden. Jeg havde slet ikke på fornemmelsen, hvad der foregik og orkede ikke rigtigt. Men vi kom derop, og så beder Jens mig om at holde mig for øjnene. Og så går jeg i panik, for jeg hader overraskelser.

Jens: – Jeg var nærmest nødt til at trække hende ind ...

Gertrud: – Han havde lejet en suite og hyret Bering Flowerstil at pynte rummet. Der var blomster overalt. Roser formet som hjerter på sengen, rosenblade drysset ud på gulvet og glasrør med blomster, der flød rundt nede i.

Jens: – Ja, der gik jeg sgu all in igen. Hvis man kun skal fri én gang, så skal det jo også gøres ordentligt. Set i bakspejlet var det måske så meget, at man næsten ikke kunne være i det ...

Gertrud: Det var meget american.

Jens: – Jeg ville bare gerne gøre det så godt som overhovedet muligt, for hun fortjente det bedste. Nu så vi lige ”A Star Is Born” i går, og der klipper han jo en guitarstreng af, han former som ring og giver til hende. Det er jo sygt romantisk. Mit frieri var lidt mere koreograferet, men stadig romantisk. Og jeg fik jo et ja!

Gertrud: – Han var også nede på knæ og havde købt en ring ...

Jens: – Og havde skrevet en meget indøvet tale.

I sommeren 2014 blev de gift i Trinitatis Kirke ved Rundetårn, og et lille år senere var Gertrud gravid. Med tvillinger. Det sjette tvillingepar i Gertruds familie.

Jens: – I starten af graviditeten fik vi at vide, at vi nok skulle indstille os på, at det var en abort. Men et døgn efter var vi hos lægen, og der fik vi bekræftet, at der var liv. Jeg husker det, som om lægen udbrød: ”Der er TO, og de har det strålende!”

Kærlighedsreden

På et splitsekund blev parrets morgenrutiner med yoga og fælles morgenløbetur byttet ud med lange gåture med barnevogn på Amager Fælled i nattens mulm og mørke. Siden tvillingerne Charlie Vincent og Hannah Lou var helt små, har parret synkroniseret deres døgnrytme, så de blev ammet, sov og var vågne samtidig. Alt andet havde været terror.

Jens: – Vi er aldrig rigtig nået dertil, hvor vi er begyndt at skændes om, hvis tur det er til at skifte. Rent praktisk er det en ret stor mundfuld at få tvillinger, men det har ikke skabt de der sammenstød, man kunne forvente.

Gertrud: – Hvis manden er lige så meget med inde over børnene som kvinden, så er det langt mere overskueligt. Derudover fokuserer vi meget på ikke at brokke os.

Jens: – Vi har besluttet at fokusere på det, vi har fået, frem for det vi har mistet.

Han rejser sig for at skære et par æblebåde til de sultne krudtugler, der efterhånden har svært ved at sidde stille på deres små numser.

Selvom restaurantbesøgene er blevet færre og rejserne mere børnevenlige de senere år, insisterer parret fortsat på at tage for sig af livet.

Gertrud: – Vi er gode til stadig at gå ud og spise og rejse – også med børnene. Børnene er med til at leve det liv, vi gerne vil leve. Og så er vi blevet enige om, at vi fortsat skal huske at rejse væk alene bare os to. Så på vores bryllupsdag var vi i Paris.

Jens: – Hver weekend er reserveret til os som familie. Der er ikke noget med, at jeg tager på værtshus, mens Gertrud er hjemme og passer børnene. Vi er sammen og prioriterer kvalitetstid.

Gertrud: – Og så betaler vi os fra praktiske ting såsom rengøring.

Jens: – Der er røget mange venner i svinget på den konto. Dem kan jeg godt have dårlig samvittighed over for. Men der er bare kun 24 timer i døgnet, og min familie og min virksomhed er det vigtigste.

Gertrud: – Mange af vores venner er lidt i samme båd. Når vi alle sammen fylder 40, får vi forhåbentligt overskuddet igen.

For seks år siden havde ingen af dem fantasi til at forestille sig, at de skulle stå her i dag. I en modstandsdygtig pastelfarvet kærlighedsrede med kig til Københavns kanaler og tvillinger i matchende stribet nattøj. Men de er lykkelige for, at de åbnede døren op på vid gab, da kærligheden bankede på.

Gertrud: – Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fundet en, jeg har det så perfekt sammen med. Det lyder så rosenrødt, men det er sådan, jeg har det. Vi har det så sjovt sammen og er hinandens bedste venner. Og så er Jens god til at huske at spørge ind til, hvad jeg drømmer om.

Jens: – Det er vigtigt at tale om, hvad man vil bruge livet på, så man har en fælles kurs. For mig er det en lettelse at have fundet en, hvor jeg ikke er i tvivl. Gertrud er alt, jeg kunne ønske, drømme om og håbe at have. Før kunne jeg godt hele tiden gå og bryde min hjerne med, om jeg nu var i det rigtige forhold. Det er rart at pakke den tvivl væk.

– Det giver en ro at love, at man vil være der for hinanden i medgang og modgang. At der er en, der griber dig, hvis du snubler. Når jeg støder på store livsvalg, så har jeg en sparringspartner. Det gør mig tryg at vide, at vi er på samme hold.