'Gift ved første blik'-Morten efter sammenflytning: "Det tror jeg, at vi slog os lidt på"
Efter en fantastisk bryllupsrejse ramte hverdagen med et brag for 'Gift ved første blik'-parret Morten Mortensen og Søren Christian Staun.
Artiklen blev første gang bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.
I afsnit fem af 'Gift ved første blik' er de nygifte par endelig kommet hjem efter deres bryllupsrejser.
Nogle rejser er gået bedre end andre – men der var vist ingen tvivl om, at Morten Mortensen, 36, og Søren Christian Staun, 32, havde en dejlig tur til Bilbao. Nu skal parret flytte sammen, og hverdagen truer atter igen.
Parret flytter ind til Morten, der bor i en et-værelses lejlighed på Amager. Men Morten og Søren er ikke alene. De får nemlig selskab af Mortens lille hund, Nelson.
Brat opvågning
Sidst i afsnit fem tager tingene en drejning, da Morten giver udtryk for, at han har brug for lidt luft. Det var der flere grunde til.
"Jeg tror, at vi begge to havde en lille smule luftmangel i den lille lejlighed, og vi havde en hund, der også er vant til at være centrum og få meget opmærksomhed. Jeg havde en oplevelse af, at vi begge to gik og var lidt pressede, men at vi ikke turde at sige det til hinanden, fordi vi skulle jo ligesom bo sammen," fortæller Morten til HER&NU.
Men det blev ikke modtaget helt, som Morten havde håbet.
"Mit udgangspunkt var at tage ansvar for os begge og sige, "hey, er det ikke bedst, at vi lige trækker stikket på det her?". Det tror jeg, at vi slog os lidt på. Jeg tror ikke rigtigt, at jeg formåede at se, hvor stor en længsel Søren havde for bare at være sammen med mig i det," fortæller Morten og fortsætter:
"Det, jeg oplevede, var jo, at han også var presset over at være i den her lejlighed. Og så blev det også bare lidt personligt for mig, fordi jeg følte, at han ikke følte sig tilpas i mit hjem. Det er jo en meget personlig ting, synes jeg. Jeg tror da, at han syntes, at det var hyggeligt, men der var klart et stemningsskift. Så jeg prøvede faktisk at give mig selv og ham lidt plads."
Store følelser
For Morten var der flere svære følelser på spil.
"Jeg ville da ønske, at jeg havde set tydeligere på det tidspunkt, hvad hans behov var. Men jeg var også presset. Jeg var måske også lidt flov over, at det ikke fungerede. At jeg ikke havde et hjem, der fungerede for os begge to. Det kan man måske på papiret godt regne ud, når man har ét stort rum på 50 kvadratmeter og en hund," fortæller Morten og uddyber:
"Men det er jo den måde, jeg har valgt at bo på, så det håbede jeg, at vi kunne finde ud af sammen. Men det koksede lidt der."
I dag kan Morten godt se, hvad der gik galt.
"Jeg kom til at se mine egne behov for et fælles behov, og det var en fejl. Det kan jeg godt se nu. Det var jo ikke det, der var på spil for Søren. Søren blev lidt ked af det, og det gjorde jo også mig ked af det. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere overskud til at se hans behov."
Forventningerne var høje, og Morten havde på forhånd gjort sig flere romantiske forestillinger.
"Min drøm var jo bare, sådan helt boheme-agtigt, at vi bare satte et viskestykke op som rumdeler og spiste aftensmad i sengen," fortæller Morten med et smil og fortsætter:
"Men det var bare ikke lige den stemning, vi ramte. Det var lidt overraskende for os begge to."
'Gift ved første blik' kan ses hver torsdag klokken 20.00 på DR1 og DRTV.