I tvivl om, hvad du skal læse lige nu? Her er 3 gode bøger, hvor virkelighed får et tvist
Nogle gange kan verden blive vendt på hovedet, så intet længere er logisk, men hvor alt alligevel lander på en måde, så det i sidste ende giver mening. Sådan er handlingerne i denne uges tre bøger.
Fiktion kan mange ting. Nogle gange kan vi spejle os i fortællinger, der minder om vores eget liv.
Andre gange fungerer historier som et vindue til en verden eller en virkelighed, der ligger langt fra vores egen, og som giver os indblik i, hvordan andre lever, og hvordan livet også kan se ud.
Og nogle gange bygger romaner deres helt egne verdener, som man skal læse sig ind i for at forstå hvordan hænger sammen.
I denne uge anbefaler jeg tre bøger, som beskriver en virkelighed, der på mange måder minder om vores egen, men som alle indeholder et tvist. Noget, der alligevel gør den anderledes. Én bog foregår et godt stykke ude i fremtiden og ser tilbage på de valg, der er blevet truffet på verdens vegne.
En anden befinder sig væsentligt tættere på vores egen tid, men bringer helt konkret fortiden i spil – en fortid, vel at mærke, der bliver i stand til at handle og agere i vores virkelighed. Og i den tredje begynder en skole at hælde, og englestøv falder fra himlen.
Lyder det mærkeligt? Det er det også og så alligevel slet ikke. Læs selv og NYD at få din virkelighed gennemlyst af en omgang velgennemtænkt ”hvad-nu-hvis”.
Syngende børn
Karl går på en skole, hvor korsang er en del af dagligdagen. Spisefrikvartererne tilbringes i selskab med vennerne Theo, Hüseyin, Anna og Isa. De leger S, P eller K og sladrer om lærerne, mens de umærkeligt glider ind i tilstanden mellem barn og noget andet, ikke voksen, men heller ikke længere barn, en overgangsfase.
Netop ”overgangen” er ikke uvæsentlig, når man er dreng og synger i kor. De drenge, der ER gået i overgang, sendes i kælderen til brummerkoret, og kun de rene, klare drengestemmer må være i drengekoret. Overgangen er noget, der ses på med både angst og en slags længsel, længslen efter forandring. Og meget forandrer sig.
Virkeligheden tilter, noget er ved at ske. Pludselig kommer brummerne tilbage fra kælderen, og englestøv begynder at falde fra himlen. 'Hundrede børn' er en rørende roman om fællesskab og overgange – og den er helt sin egen.
'Hundrede børn' af Fine Gråbøl, Gads Forlag, 160 sider, 230 kr.
Medrivende kærlighedshistorie
En kvinde får job i et ministerium, der bringer migranter fra fortiden til nutidens England. Hun skal arbejde som ”bro” for en af ”tidsmigranterne”, kommandør Graham Gore fra Victoriatidens England, som hun skal leve med, assistere og overvåge.
Kommandør Gore døde ellers ifølge historiebøgerne i 1847 på en Arktis-ekspedition. Og han er en smule desorienteret over nu at befinde sig i det 21. århundrede, omgivet af sære fænomener som vaskemaskine, Spotify og Det Britiske Imperiums undergang. Men relationen mellem ham og hans bro udvikler sig fra akavet over venskab til noget andet og mere.
'Ministeriet for Tid' er en medrivende roman, der sætter spørgsmålstegn ved kolonialisme, historieskrivning og evnen til at ende på den rette side af historien.
'Ministeriet for Tid' af Kaliane Bradley, Politikens Forlag, 384 sider, 300 kr.
På tværs af tid
Canadiske Emily St John Mandel fik sit internationale gennembrud med romanen 'Station Elleve' – en bog, der inden coronapandemien fortalte historien om en virus, der dræbte størstedelen af Jordens befolkning på rekordtid.
Hendes seneste roman, 'Stilhedens hav', tager sin begyndelse i år 2401, hvor tidsdetektiven Gaspery-Jacques Roberts sættes til at efterforske en anomali og opdager en serie af forbundne liv: En ung britisk aristokrat drevet til galskab i de canadiske skove i 1912, en forfatter fanget i en pandemi langt væk hjemmefra samt en af Gasperys egne barndomsvenner, som har fået en ekstraordinær mulighed, der har potentiale til at skabe ravage i universets tidslinje.
Lyder det mærkeligt? Det mærkeligste er: Det er det ikke. Men det er en stærk og uafrystelig humanistisk fortælling om, hvad det vil sige at være menneske.
'Stilhedens hav' af Emily St John Mandel, Lindhardt og Ringhof, 292 sider, 280 kr.