Kidman: "Jeg har bevidst ændret mit liv, så jeg ikke skulle leve sådan"

Hendes soveværelse er holdt i beige og blåt. Hans helt i rødt. Der er ikke meget, der forener Grace Kelly og fyrst Rainier i paladset, hvor kong Louis XV blandt andre prominente personligheder betragter omgivelserne fra portrætmalerier på de satinbeklædte vægge. Langs opholdsstuerne i regentparrets pompøse private gemakker løber en stor balkon, udført i marmor fra bjergene i italienske Carrara. Men marmoren er ikke ægte, og udsigten er ikke over Monte Carlos tårne og tage. Man ser derimod direkte over på en mur i et filmstudie ved Antwerpen, hvor de sidste studieoptagelser til filmen "Grace of Monaco" er i gang.

En eksklusiv skare af medier har fået lov til at komme i audiens på settet i Belgien. Mens vi venter på en rundvisning i kulisserne, træder dagens og filmens hovedperson ud for at tage en pause mellem optagelserne, smiler og nikker fraværende, stadig fordybet i sit arbejde, før hun snupper en småkage fra det veludrustede snackbord og strækker benene en tur i studiegangen.

Det er Nicole Kidman, men der går et øjeblik, før vi genkender hende. Den australske skuespillers blonde hår er opsat i en stor blød knold og sat med et diadem, der skinner om kap med similien på hendes kridhvide gallakjole. Med sine 180 cm og 46 år er hun på papiret både for høj og 13 år for gammel til at spille prinsessen af Monaco i 1962, hvor filmen foregår. Alligevel lykkes illusionen, da vi kort efter bænkes i lænestolene i studiets screening room for at se udvalgte scener fra filmen, mens vi venter på skuespillerne. De skal slutte sig til os, når instruktøren Olivier Dahan har meddelt, at han er tilfreds med dagens optagelser.

Monaco i krise

Da "Grace of Monaco" tager sin begyndelse, befinder den lille stat sig i en diplomatisk krise med den franske statsleder Charles de Gaulle, der vil tvinge de rige monegaskere til at betale skat i Frankrig. Det vil betyde, at fyrstedømmet skal afgive en betydelig grad af den selvstændighed, det fik tildelt ved en traktat i 1861. Fyrst Rainier er presset, også på hjemmefronten. Ægteskabet med Grace er hverken kærligt eller tæt, men de har siden brylluppet i 1956 sammen fået datteren Caroline og sønnen Albert.

LÆS OGSÅ: Ann Elenora Jørgensen: "Det er min hemmelighed!"

Grace Kelly har tilføjet efternavnet Grimaldi, men føler sig alt andet end hjemme i sin nye, royale rolle. Da Alfred Hitchcock lokker med manuskriptet til "Marnie", som han vil have hende til at spille hovedrollen i, melder længslen sig efter at vende tilbage til Hollywood og genoptage karrieren sideløbende med tilværelsen som mor og prinsesse af Monaco. Rainier, der i filmen spilles af den engelske karakterskuespiller Tim Roth, støtter hende i beslutningen om at spille hovedrollen i Hitchcocks psykologiske drama, under forudsætning af at hun kan styre presseomtalen i en positiv retning. Alt tilrettelægges, filmselskabet sender en medierådgiver, og pressemeddelelsen forfattes og forsegles med Grimaldislægtens våbenskjold.

Noget tyder imidlertid på, at regentparret har fjender i deres egen kreds, for kort før nyheden skal meddeles fra paladset, slipper budskabet om Grace Kellys tilbagevenden til Hollywood ud. Spekulationerne tager en aggressiv drejning imod den tidligere skuespillerinde, der beskyldes for at svigte sit nye land i krisetid. Det er den prekære situation, der tegner konturerne af det store dilemma i "Grace of Monaco". Spørgsmålet er, hvorvidt Grace Kelly vil følge sit hjerte til Hollywood eller blive og kæmpe for sit ægteskab og det fyrstedømme, hun har giftet sig til.

Filmen er kun inspireret af de virkelige begivenheder, der kendetegnede Grace Kellys liv i Monaco i 1962. Men går man dens begivenheder efter i anerkendte biografiske kilder, genfinder man de grundlæggende problemstillinger. Den sarte piges oprør Den 12. november 1929 blev Grace Patricia Kelly født på et hospital for de velstillede i den amerikanske østkyststat Pennsylvania. Mens depressionen udmagrede store dele af befolkningen, styrede hendes far Jack Kelly sit byggefirma sikkert gennem 1930'erne, og Grace og hendes tre søskende voksede op i en villa med 17 værelser i udkanten af Philadelphia. Hendes forældre, af irsk katolsk og tysk afstamning, var karismatiske, succesrige mennesker med en stor livsappetit. Af sin mor lærte Grace gode manerer og at præsentere sig gennem sit udseende, men det lykkedes hende derimod aldrig at gøre sin far stolt.

I modsætning til sin storebror, der blev professionel roer, havde hun svært ved at leve op til hans krav til børnene om at være flittige sportsudøvere. Hun led af astma og konstante forkølelser og foretrak at læse bøger, og demonstrerede en anden form for udholdenhed, når hun som afstraffelse for ulydighed blev lukket inde i et skab. Her kunne hun sidde stille i timevis og lege med sine dukker, har hendes lillesøster Lizanne siden fortalt. Men hverken "Gracies" gode fantasi eller den interesse for skuespil, der fik hende til at medvirke i skoleforestillinger allerede som helt ung, blev opmuntret af hendes far.

Han favoriserede storesøsteren Peggy, og efter at hans mellemste datter var blevet en berømt skuespiller, sagde han i et interview: "Jeg havde altid troet, at det var Peggy, der ville få succes."

Hvis Grace Kelly led under farens kølighed, bremsede det ikke hendes ambitioner. Tværtimod trodsede hun ham, da hun som teenager flyttede på pigepensionat i New York og begyndte at studere på American Academy of Dramatic Arts. Mange år senere sagde hendes bror, at Grace var den eneste af de fire søskende, der var selvstændig nok til for alvor at undslippe de dominerende forældres favntag.

LÆS OGSÅ: Jennifer Lawrence: "Det er super pinligt"

Hendes uafhængighed forstærkedes yderligere af, at der hurtigt blev stor efterspørgsel på hende som model. Da hendes filmkarriere begyndte at tage fart, var hendes honorar hos filmselskabet Metro-Goldwyn-Mayer småpenge i sammenligning med det, hun kunne tjene som model i New York. Derfor kunne hun også tillade sig at få skrevet ind i sin syv-års-kontrakt med filmselskabet, at hun kunne bo i New York hvert andet år og spille teater. En sådan grad af frihed var på det tidspunkt uhørt i Hollywood, hvor selskaberne stort set ejede deres stjerner.

Prinsessen fra Hollywood

I sin afgangsforestilling fra dramaskolen, "The Philadelphia Story", spillede Grace Kelly hovedrollen som den forkælede arving Tracy Lord med stor succes, men Broadway lod sig ikke vinde lige med det samme. Hendes stemme var for høj og for sløret. Hun gik i ihærdig træning med fokus på både sin stemme og accent. Med en ny, mere britisk intonation og den ranke kropsførelse, hun havde fra ballettræning i barndommen, var hun klar til at indtage filmmediet.

Hendes fysiske fremtoning var ikke det eneste, der blev bemærket, når Grace Kelly gik til audition iført hvide handsker og sin klassiske tøjstil, altid enkel, i uldne, ensfarvede cardigans med nederdele, få smykker og begrænset makeup.

Hendes veninde Rita Gam beskrev hende som en skolelærerinde fra provinsen. Netop det look rummede et potentiale, mente Alfred Hitchcock, da han så hende i en audition og spottede det, han kaldte Grace Kellys "evne til at holde tingene tilbage" og en "seksuel elegance". I hende så han "en sneklædt vulkan".

Grace Kelly blev hyppigt kædet sammen med berømte mandlige modspillere, men få forhold har kunnet dokumenteres. Selv sagde hun, at hun havde det med at forelske sig konstant, og den generthed, der ellers prægede hende, gjaldt dog ikke hendes forhold til mænd og sex.

En af de vigtigste mænd i Grace Kellys liv blev Alfred Hitchcock. Godt nok fik hun både en Golden Globe og en Oscarnominering for en af sine første filmroller som storvildtjægerens hustru i John Fords "Mogambo" fra 1953. Men det var rollerne som society- pige i Hitchcocks thriller "Dial M For Murder" og især "Skjulte øjne", hvor hun hjælper James Stewart med at opklare et mord, der gjorde hende til superstjerne.

I 1955 toppede Grace Kelly alle best dressed-lister, og da hun omkring det tidspunkt fik en Oscar for sit spil som uglamourøs alkoholiker- hustru i "The Country Girl", modtog hun den i en lyseblå silkekjole, der i dag optræder på enhver liste over ikoniske Oscarkjoler. Kjolen var designet af kostumieren Edith Head – selv mangedobbelt Oscar-vinder for sine kostumer – der stod bag Grace Kellys outfits i fire film og om skuespillerinden sagde: "Hun vælger tøj, historier og instruktører med samme sikre smag."

Et eventyrbryllup på godt og ondt

Desværre for hendes fans mente Grace Kelly ikke, at Hollywood var et godt sted for en kvinde at blive ældre.

Hitchcocks "Fang Tyven", der foregår omkring Nice og Cannes, demonstrerede, hvor godt den franske riviera og Grace Kelly klædte hinanden. Det syntes Monacos Fyrst Rainier tilsyneladende også, da de to blev præsenteret under Cannes filmfestivalen i 1955. Den 6. januar 1956 fyldte en overraskende nyhed forsiden af New York Times: "Prince of Monaco to wed Grace Kelly".

Mere end 30 millioner tv-seere så brylluppet i Monaco, hvor der var mødt flere pressefolk op end gæster, og det opfattes i dag som en af verdens første kulturelle multimediebegivenheder. Intet tyder på, at Grace Kelly og Rainier ikke forelskede sig, da de mødtes, selv om "Grace of Monaco" antyder, at han fik ideen til ægteskabet med stjernen af en politisk rådgiver. Men det var på en måde sigende, at Grace Kellys brudekjole blev designet og betalt af Metro-Goldwyn-Mayers kostumeafdeling, for snart føltes eventyret med prinsen i Monaco mere som fiktion end virkelighed.

"Forestillingen om, at mit liv er et eventyr, er i sig selv et eventyr", sagde Grace Kelly sent i sit liv. På mange måder blev livet i paladset en begrænset tilværelse. Til produceren John Foreman sagde hun med tårer i øjnene: "Jeg ved, hvor jeg vil befinde mig hver eneste dag resten af mit liv". Dermed mente hun Monaco, der er halvt så stort som Central Park i New York.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas: "Jeg har det samme forhold til mit udseende som alle andre"

Det er den situation, hun står i, da "Grace of Monaco" tager sin begyndelse.

Hvorfor Nicole spejler sig i Grace

Nicole Kidman ligner sig selv igen. De lyse krøller er løst sat op med elastik. Hun har stumpede mørkeblå jeans på, spidse sorte herresko og en sort habitjakke over en skjorte med en halsklud.

– Min mor var stor fan af Grace Kelly, men jeg havde ikke nogen klar ide om hende, ikke før jeg fik fingrene i det her manuskript. Mens jeg læste det, så jeg filmen som en Hitchcock-film, og det fascinerede mig. Jeg så for mig denne blonde kvinde, der var fanget på et slot. Jeg ville gerne forsøge at spille Grace Kelly i en Hitchcock-film.

Har dit syn på Grace Kelly ændret sig?

– Ja, jeg har fået øjnene op for hendes menneskelighed, for før så jeg hende på en piedestal. Nu har jeg en forståelse for hende som et menneske med mange facetter, og jeg har en stor ømhed for hende.

Er hun en moderne kvinde i dine øjne?

– Jeg tror bare, at hun er en kvinde, og at de følelser, hun gennemlever i denne film, kan overføres til enhver æra. Jeg håber, at folk bliver bevæget af hendes historie. Magtkampen mellem parret om hendes rolle og arbejde er en universel konflikt, mener Nicola Kidman. Og hendes medskuespiller Tim Roth bryder ind:

– Hun var den første moderne prinsesse. Hun brugte medierne til sin fordel. Hun forstod at skabe furore omkring sig selv. Det minder om Lady Diana og Kate Middleton i dag, men hun var den, der startede det, siger han om den evne, Grace Kelly i løbet af filmen tilegner sig til at tæmme pressen i sin favør.

Da vi møder Grace Kelly i filmen, drømmer hun om at vende tilbage til Hollywood for at lave film. Men hun erkender, at hendes livs mest udfordrende rolle, er den, hun spiller til hverdag – i Monaco. Prinsesserollen bliver en ny type udfordring, hvor hun ikke alene spiller, men også skriver drejebogen og styrer showet. Det får afgørende betydning for Monaco.

Folket vil have deres prinsesse, de vil have deres eventyr. Set i det perspektiv er det fristende at spørge Nicole Kidman, der for ti år siden i kraft af sit ægteskab med Tom Cruise var det tætteste, man kom på Hollywood-royalty, om hun ser en snert af sig selv i Grace Kelly? Om der er en lighed mellem at være moderne filmstjerne og prinsesse?

– Ja absolut! Det har jeg i den grad kunnet identificere mig med og relatere til. Og det er virkelig noget, jeg har arbejdet på at komme væk fra, siger Nicole Kidman, der i dag bor sammen med manden Keith Urban i Tennessee, langt fra Hollywood.

– Jeg har bevidst ændret mit liv, så jeg ikke skulle leve sådan mere – i et akvarium. Jeg har oplevet det andet, og det var ikke noget for mig. Jeg bor i Nashville nu, og indimellem er jeg nødt til at vende tilbage til det der liv, men det er helt klart meget anderledes for mig nu.

I 2001 blev hun skilt fra Tom Cruise og fik kunstnerisk succes med bl.a. "Moulin Rouge" og Lars von Triers "Dogville", og hun vandt en Oscar for at spille Virginia Woolf i "The Hours". I de senere år har der imidlertid været længere mellem de professionelle succeser, efter at Nicole Kidman er flyttet på landet og har fået to døtre.

Da vi senere på aftenen sidder i hotellets bar og drikker belgisk øl, kommer en af pressefolkene på filmen til at sætte ord på noget, de måske skulle have holdt tilbage. At Nicole Kidman og holdet bag filmen håber på, at den bliver "hendes store comeback". Måske er livet bare lunefuldt, både i og uden for akvariet.

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: "Jeg kan lide at blive set"