Husker du at læse højt for dine børn?

For nylig mødte jeg en kvinde, der via sit fag havde observeret, at forældre af i dag ikke gav det videre, som de havde fået med fra deres barndom, og som havde dannet dem som mennesker. Her tænkte hun især på litteraturen. Det er muligt, at børn læser Harry Potter og fantasy, men den grundlæggende klassiske litterære oplæsning var forsvundet fra hjemmene, fordi de fleste stopper med at læse højt, mens børnene er små.

Da jeg var barn, læste jeg meget. Det gjorde alle mine søskende, for sådan blev vi opdraget. Der var ingen dogmatisk løftede pegefingre, det indgik som en fuldstændig naturlig del af vores liv, at man læste. Vi læste Gyldendals røde klassikere, "Mio min Mio" og alle de andre Astrid Lindgren-bøger, vi læste "Tudemarie"-trilogien og "Hitchcock og de fem detektiver". Jeg hulkede mig gennem "Nissen i Skovridergaarden", for den handlede om en lille forældreløs pige, der bliver opdraget af en brysk onkel, men heldigvis smelter hun hans hårde hjerte.

Som teenagere læste vi ikke store fantasy-trilogier som i dag, men vi læste "Barndommens gade", og jeg lærte med dramatisk mine flere af Tove Ditlevsens digte udenad.

En ting var alt det, vi selv læste, noget andet det, mine forældre læste højt. Min far læste Alexander Dumas' "De tre musketerer", George Orwells "General Napoleon" og han læste "Frændeløs" – og nøj, hvor vi græd igen. Min mor læste "Det lille hus på prærien". Jeg kan stadig dufte det majsbrød, som familien Ingalls spiser så vellystigt, og jeg husker, at min mor forsøgte at bage det, men at det slet ikke levede op til bogens beskrivelse.

Også min morfar læste højt for os. Han læste blandt andet H.C. Branner – specielt novellen "Iris" står som et uudsletteligt minde, og jeg mener stadig, at enhver ung præteenagepige bør få læst den højt. Den handler om at forsøge at følge med de forkerte, men de smarte i stedet for at være tro mod sig selv ("At du gider", sagde tykke Margrethe og alle de andre, men Iris gad"). Ja, hun gad følge med den smarte pige i håbet om at blive populær, indtil hun blev fravalgt til fordel for en anden. Stor lærdom i de sider i den alder.

Min farmor forbinder jeg med at læse "Snedronningen". Jeg kan se hende endnu sidde ved et glat lakeret bord og læse højt med sine smalle briller, mens jeg spiser de hjemmebagte boller. Af alle eventyr er det stadig det eventyr, der for mig rummer den største kærlighed, den største uskyld og den største kraft.

Måske gav litteraturen os udsyn og forståelse. Men dengang var det bare dyb, dyb underholdning, det bedste tidsfordriv og stærkt tilfredsstillende, og så selvfølgelig var der en stor lise i at forsvinde ind i litteraturens verden og genkende sig selv i karakterne eller blive inspireret til, hvordan man ville gå ud i verden som menneske. Alle ville være D'Artagnan, når vi fægtede med pindene i haven. Og ingen tvivl om at Heathcliff og Catherine fra "Stormfulde Højder" ramte min romantiske åre, så den sprang læk. Hulkede gjorde vi over Tvebak og Jonathan og alle de andre børn, der ømt kæmper for lyset. Og følelsen af, at noget stort og vigtigt blev plantet i brystet på mig, får jeg stadig, når jeg tænker tilbage på alle de bøger, som blev læst højt dengang. Vores generation gør det ikke nok, selvom det giver store øjeblikke af den tiltrængte ro – husker du at læse højt for dine børn og børnebørn?