"Der er en skrøbelig grænse mellem at være stolt af din kultur og være racistisk"

At møde Helen Mirren føles mest af alt som at komme i audiens. Ikke hos dronningen af England, som hun har spillet på både teater og i filmen "The Queen", men hos dronningen af det store lærred. Der er en naturlig elegance og en aura af klasse og selvværd over Helen Mirren, der gør, at man automatisk lige kigger ned ad sig selv for at se, om der skulle være kommet en plet på kjolen. Selv er Helen Mirren pletfri, som hun sidder i det luksuriøse hotelværelse iført en blå kjole med vidde og et kontrastfyldt orange bælte, der passer til de høje sko. Elegant, med et glimt i øjet. På en gang meget kvindelig, sexet faktisk, og moderligt imødekommende. Fuld af de kontraster, der er med til at gøre hende så fascinerende at observere på det store lærred.

Årsagen til en sjælden privataudiens hos Helen Mirren er Lasse Hallströms nye film "Hundredefodsrejsen", der får dansk premiere 11. september – en passende dato for en film, hvis morale er, at vi bør blive bedre til at se forbi kulturelle forskelle og fordomme og se hinanden som mennesker.

Filmen er baseret på Richard C. Morais' bestseller af samme navn og foregår i Provence. Helen Mirren spiller Madame Mallory, den afmålte ejer af en fransk gourmetrestaurant, hvis fremmeste mål i livet er at få den eftertragtede anden Michelinstjerne. Derfor er hun da også alt andet end begejstret, da en indisk familie åbner en krydderduftende familierestaurant lige på den anden side af vejen – 33 meter, eller titlens 100 fod, er en kort afstand at gå, men en lang mental rejse for Madame Mallory.

Det var imidlertid muligheden for at få lov til at optage i Frankrig og sige replikker på fransk, der i første omgang tiltrak Helen Mirren, der er så vild med Provence, at hun ejer et hus i området.

– Jeg er vild med Frankrig! Jeg har altid været lidt af en frankofil og elsker franske film, siger hun med begejstringen lysende ud af øjnene.

– Jeg er vokset op i en lille soveby lige uden for London i starten af 60'erne, hvor alt, hvad der var fransk, virkede meget glamourøst og fantastisk. Så sofistikeret. Brigitte Bardot og Jeanne Moreau fik mig til at drømme om at blive "fransk" skuespillerinde og lave franske film. Derfor havde jeg også håbet at få lov til at spille lidt mere af min rolle på fransk, for jeg taler ret godt fransk. Men de klippede en del af det ud...

LÆS OGSÅ: Anne-Mette Rasmussen: "Statsministeriet havde ikke noget at skulle have sagt"

Verden som legeplads

Det sidste bliver sagt med et smil. Der skal mere end et par fraklippede scener til at vælte en klippe som Helen Mirren, der siden slutningen af 60'erne har haft hele verden som sin arbejdsplads og for længst er blevet udnævnt til Dame Helen Mirren, har vundet en Oscar for hovedrollen i "The Queen" og fået sin helt egen stjerne på Hollywoods "Walk of Fame". For bare at nævne et par af de mere iøjnefaldende hædersbevisninger for hendes præstationer på teater, tv og film.

Selv foretrækker Helen Mirren dog at kalde verden for sin legeplads frem for arbejdsplads. Som professionel sigøjner ("det er man nødt til at være, når man er skuespiller, og jeg elsker det heldigvis") sover hun sjældent mere end et par måneder i samme seng og har boliger både i Los Angeles, London, New York, Provence og Skotland.

Derfor satte hun også pris på det multikulturelle budskab i "Hundredefodsrejsen", der er skabt af et mildest talt broget hold: Den foregår i Frankrig, er instrueret af svenske Lasse Hallström, produceret af amerikanske Steven Spielberg med hovedroller fra England, USA, Canada og Indien. En geografisk, demografisk og kulturel sammenkogt ret serveret i et Europa, der i øjeblikket synes at dreje politisk mod højre. Den stik modsatte retning af, hvor Helen Mirren befinder sig.

– Man må sige, at de nylige valg i Europa og fremgangen for en bestemt form for protektionisme har givet filmen en særlig relevans. Vi er blevet overbeskyttende i forhold til vores egen kultur. Der er en skrøbelig grænse mellem at være stolt af din kultur og være racistisk og nationalistisk – og du er nødt til at være forsigtig, så du ikke ender på den forkerte side af stregen – det er det, min karakter i filmen, Madame Mallory, lærer, siger Helen Mirren med fasthed i stemmen.

Den russiske forbindelse

Hun er født med en stærk bevidsthed om kulturel identitet. Hendes bedstefar var ansat hos den russiske zar og i London for at købe våben, da den russiske revolution brød ud i 1917, og han strandede i den britiske hovedstad. Afskåret fra både formue og familie, men heldigvis med både kone og børn hos sig. Mirren kan huske bedstefaderen fortælle både dramatiske og romantiske historier om livet i Rusland – mens hendes egen far gik i den stik modsatte grøft og besluttede sig for at blive så britisk som muligt. Helen Mirren er døbt Ilyena Lydia Mironov, mens hendes søster hed Katharina, men da bedstefaderen døde i 1955, ændrede faderen familiens navn til Mirren og døtrenes til de neutralt britiske Helen og Kate. Selv tog han det ærkeengelske Basil i bytte for det russiske Vasiliy.

– Min far troede stærkt på assimilering. Han mente, at vi alle sammen, i hele verden, burde assimilere os og være ens. Han sammenlignede det med havregrød eller suppe – vi skulle alle sammen blandes i den samme gryde. Selv indtager Helen Mirren det stik modsatte synspunkt.

– Jeg ELSKER forskellighed – både i kulturer og inden for nationaliteter. Jeg elsker forskellig musik, forskellig mad, forskelle i mennesker. Jeg ønsker ikke, at alle skal være ens. Jeg vil være i stand til at nyde forskellene. Tænk bare på en by som Los Angeles: Det ene øjeblik er du i Guatemala, fem minutter senere er du i Sydkorea, Japan, Mexico... Det er så mangefacetteret. Det er fantastisk. Når jeg er i mere homogene byer, tager jeg mig selv i at tænke: "Hvor er alle resten af menneskene?"

Aldrig trang til børn

Helen Mirren elsker at rejse. Hun elsker hotelværelser. Hun elsker frihed og forandring. At være i bevægelse, fysisk og mentalt. Også selvom det betyder, at hun, som hun formulerer det, "altid planter grøntsager, jeg ikke kommer til at spise, og sår blomster, jeg aldrig ser springe ud".

– Det er nok en af årsagerne til, at jeg aldrig har fået mine egne børn, siger hun efter en lille,

eftertænksom pause. Helen Mirren har siden 1985 været sammen med instruktøren Taylor Hackford, som hun mødte under optagelserne til filmen "White Nights". I 1997 blev de gift ved et, efter Hollywoodstandard, intimt bryllup i det skotske højland. Hun har et nært forhold til hans voksne børn, men har aldrig for alvor oplevet sit eget biologiske ur tikke.

– Det har altid været vigtigt for mig at beholde min frihed til at rejse og arbejde og nyde det uden at føle mig skyldig. Jeg ved ikke, hvordan kvinder med børn gør det – det må være svært. Også selvom jeg har indtryk af, at filmselskaberne i dag er bedre til at gøre plads til, at man også kan være en familie.

Lidt firkantet kan man sige, at Helen Mirrens roller er hendes familie. Hun har spillet stort set alt, fra iskold politikommissær over forførerisk femme fatale til selveste den nulevende britiske dronning Elizabeth den anden i Stephen Frears' "The Queen". En rolle, der indbragte hende en Oscar – en lille gylden statuette, der for alvor åbnede studiedørene på vid gab i Hollywood, hvor hun siden har fået lov til at slippe legebarnet i sig løs i både kunstneriske og mere hårdtslående roller – som den pensionerede lejemorder Victoria i Bruce Willis' senior-actionkomedie "RED".

– Det er det, der sker, når du vinder en Oscar. Så bevæger du dig ind i en helt anden kategori som "oscarvinder", hvor du får tilbudt alt muligt. Jeg har det utroligt sjovt med at have fået mulighed for at lave den slags ting. Jeg tvivler på, at den slags ville være landet i mine hænder, før jeg fik min Oscar, så det er jo bare fantastisk, siger Helen Mirren.

LÆS OGSÅ: Puk Damsgård: "Jeg kan også miste mig selv"

Ældre kvinder i fokus

Mirren er en ud af en lille skare kvindelige skuespillere, der synes at være hævet over deres alder i en branche, der ellers lægger uhyggeligt meget vægt på ungdom og skønhed. I en alder af 69 år bliver hun stadig udråbt som sexsymbol. Som skuespilleren og entertaineren Russell Brand, der har arbejdet sammen med Helen Mirren på filmene "Arthur" og "The Tempest",

har udtalt: "Hun er meget, meget sexet. Jeg ville gladelig ligge i timevis med hovedet på hendes ben og bare kigge på hende."

Selv føler Helen Mirren, at tiden har arbejdet for hende. Hun føler lettelse over ikke længere at skulle forsøge at passe ind i et skønhedsideal, som hun aldrig føler, at hun har matchet.

– Det handler igen om frihed. Det er en utrolig byrde at skulle være den kønne pige i en film – især hvis du ikke fra naturens side er absolut henrivende, og det har jeg aldrig været. Jeg syntes, det var et stort pres. Det er simpelthen så befriende at være fri for alt det.

Hun nyder at opleve, at filmverdenen – og samfundet som helhed – ikke længere i samme grad som tidligere forsøger at gemme kvinder væk, når de har passeret en vis aldergrænse, men tværtimod i stigende grad begynder at se kvinder over 50 som en stærk ressourcegruppe.

– Jeg tror, at verden er ved at forandre sig. De fleste ting her i verden handler i sidste ende om økonomi, og det virker, som om der er en stadigt større forståelse for, at kvinder over 50 har penge. De er vokset op med at gå i biografen, og de har tænkt sig at blive ved med at gå i biografen. Kvinder er også blevet langt mere tydelige inden for politik og økonomi og diverse professioner, og alle de her ting hænger sammen.

Livet er langt

Hun påstår, at hun ikke tænker så meget over sin alder. Men hun er stolt over at kunne inspirere langt yngre kvinder til at have det bedre med at blive ældre.

– Når du er 25, er det frygteligt skræmmende at tænke på at blive 45 eller 55 eller 66. Åhhh Gud, nej! Og derfor tror jeg, at kvinder synes, det er skønt at se folk som Meryl Streep og mig på lærredet. Det er sådan en følelse af, at livet ikke stopper. De tænker, åh, det skal nok gå, jeg kan være som hende, når jeg når den alder, siger Helen Mirren med et grin og giver et godt råd til alle kvinder, der bekymrer sig om at blive ældre:

– Lad være med det! Det bliver kun bedre. Livet er langt.

Selv lever hun efter devisen, at man ikke skal være bange for fremtiden, men derimod tage imod den med åbne arme.

– Du kan ikke rigtigt gøre andet, vel? Enten dør du i en ung alder, eller også bliver du ældre.

Helen Mirren udstråler en nærmest intimiderende integritet og et selvværd, der i høj grad er med til at gøre hende til en inspiration. Selv mener hun, at det er en gave, hun har fået med sig fra sine forældre.

– Jeg har da som alle andre en masse tvivl og usikkerhed inden i mig, men jeg har været helt utroligt heldig med mine forældre. De formåede virkelig at give min søster og mig en forståelse for, at vi skulle gå ud i verden og skabe vores egen virkelighed. Der var ikke nogen penge i vores familie, vi havde ikke andet end vores egen opfindsomhed, så jeg kunne lige så godt bare gå efter det, jeg ville, siger hun og funderer lidt.

– Jeg tror faktisk, at det var ret sjældent for den tid, men min søster og jeg blev i meget høj grad opdraget med den idé, at du aldrig skal gøre dig afhængig af nogen – det være sig en mand i et ægteskab, forbindelser, familie eller økonomisk støtte. Jeg tror på mange måder, at det har været mit livs drivkraft ikke at være afhængig af nogen og ikke at være nødt til at spørge nogen om noget.

Hun har heller aldrig været typen, der brugte tid på at dagdrømme. I stedet har hun kastet sig over verden og indtaget den med selvfølgelighed.

– Da jeg var helt ung, drømte jeg om at blive skuespiller, men troede ikke for alvor på, at jeg kunne blive det. Jeg drømte sådan en drøm om at sidde på en parkbænk med et manuskript under armen. Bare det at have et manuskript, som jeg skulle spille. Det var min drøm. Der var ikke mere. Der var ikke noget med røde løbere og al den slags. Men siden dengang kan jeg faktisk ikke mindes, at jeg har drømt om noget. I stedet har jeg ambitioner. Der er mange ting, jeg gerne vil, som jeg ikke har gjort endnu. Jeg tror faktisk ikke rigtigt på drømme, for de er ofte vildledende. Alt det der med "følg dine drømme" og "hvis du drømmer om det, så vil det ske", det passer ganske enkelt ikke. Det sker ikke, i hvert fald ikke nødvendigvis. "Jeg vil være topmodel", "jeg vil være sanger" ... alt det drømmeri! Folk tænker, at hvis de bare holder fast i drømmen, så kommer det til at ske. Men det gør det ikke. Det er meget bedre at have et mål end en drøm. Et mål, som du har en eller anden fornemmelse for, hvordan du skal opnå. Og så arbejde mod det.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: "Perfekt har aldrig gjort nogen lykkelig"