“Hvis nogen mener, at sorg er noget, vi skal lære at pakke væk, protesterer jeg"

Helene Reingaard Neumann er skrupsulten, da hun tropper op på cafeen en regnfuld onsdag, fordi hun ammer Leonora, det lille nye liv, som ligger trygt i barnevognen. “Jeg er total københavner og vokset op ved Nørreport,” fortæller skuespilleren, der i år har været aktuel som Amalie i Thomas Vinterbergs klimakatastrofe-serie på TV 2, Familier som vores, der udspiller sig i og omkring hovedstaden.

Privat er hun gift med instruktøren, så ud over at være på rollelisten var hun også hans sparringspartner i tilblivelsen af serien. 

“Thomas har udviklet manuskriptet over ni år. Anslaget var krigen i Syrien, hvor flygtningestrømmene ramte Danmark, og vi pludselig måtte forholde os til medmennesker, som vi var vant til at se som ‘dem’ og ikke ‘os’. Det er nemmere at distancere sig, når problemerne er langt væk. Men når mennesker i armod banker på vores hoveddør, er det sværere at vende det blinde øje til. Og hvad hvis det var os selv og vores egne familier, der pludselig var fordrevet fra vores hjem?” spørger hun retorisk. 

“Det var det spørgsmål, samt hvad der ville ske, hvis Danmark blev ramt af en undtagelsestilstand, som han ville udforske,” siger hun. 

Da Thomas Vinterberg begyndte at skrive på manuskriptet, var der ikke noget, der hed corona, mundbind og hvide telte i Fælledparken, hvor befolkningen blev testet for en dødbringende virus. Der var ikke noget coronapas, forsamlingsforbud og ugentlige pressemøder, hvor statsministeren appellerede til at vise samfundssind, rettidig omhu og at være sammen hver for sig.

“Thomas havde skrevet det pressemøde, der vises i seriens første afsnit, længe inden coronakrisen ramte Danmark. Og pludselig var ugentlige pressemøder en del af vores hverdag. I en anden form, ganske vist, men krisen føltes jo altomsluttende.” 

Da katastrofen ramte Danmark i 2020, sagde filosoffer og præster, at en krise kan virke som et forstørrelsesglas for samfundets tilstand og en lakmusprøve for vores medmenneskelighed. Hvad tror du? Er der plads til næstekærligheden, når det virkelig gælder? 

“Jeg tror på det grundlæggende gode i mennesket, og at de fleste handler så godt, de kan, ud fra de forudsætninger, de har. Når katastrofen presser os til handling, tror jeg, at intuitionen er vores bedste rettesnor,” siger Helene Reingaard Neumann, der også selv har haft krisen og katastrofen inde på livet. 

Læs også

Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann har været sammen i 17 år: Vi har særligt én regel

“I mit eget, relativt korte, liv, har jeg allerede oplevet enorme kriser. Min mor døde, da jeg var kun 16 år, og Thomas’ yngste datter døde, da hun var 19. Det er jo ekstremt voldsomt. Livskriser. Men det græske ord crisis betyder, direkte oversat, forvandling. Og det kan være godt at have in mente, når livet er barskt. Jeg er ukuelig optimist og tror på det gode i livet, i verden og i mennesker. At der kan komme noget nyt ud af krisen, noget der ikke er forudset. Det er ikke bedre eller værre end det, der var før, bare anderledes.”

 I tv-serien er det en ydre klimakrise, der lægger pres på de mellemmenneskelige relationer. De stigende vandstande oversvømmer Danmark, og det bringer nogle til at gå i alarmberedskab, nogle til at handle pragmatisk og nogle til at resignere. 

“Min karakter vil fikse situationen. Det er hendes impuls. Hun er et menneske, der handler. Men hendes psyke kan ikke klare det. Problemerne vokser over hovedet på hende og manifesterer sig fysisk, så hun kaster op, da realiteterne tårner sig op foran hende. Jeg fik selv migræne, efter min mor døde, og den  har været min følgesvend lige siden. Min psykolog gennem 17 år har sagt, at migrænen og sorgen er en del af min virkelighed. Det er en eksistentiel forandring, og ikke noget jeg vokser fra eller kommer over,” fortæller Helene Reingaard Neumann. 

“Hvis der er nogen, som mener, at sorg og tab er noget, vi skal lære at pakke væk og komme videre fra, protesterer jeg. Vi er i høj grad rundet af vores ophav og vores medmennesker. Når vi mister dem, vi elsker, og dermed den virkelighed, som vi er vant til, ser vi, hvor vigtig den egentlig er. Tidligere – og det er altså kun 10-15 år siden – foreskrev psykologien, at sorg var noget, man kom over. Noget man gennemlevede, så man kunne komme ud på den anden side. Men heldigvis viser nyere sorgforskning, at man ikke kommer over sin sorg, man kommer overens med den. Og man lærer at vandre i sorgens landskab.”

Næstekærlighed året rundt 

Julen er ikke bare hjerternes tid, men også næstekærlighedens. Den uegennyttige kærlighed, der giver uden forventning om at modtage og kan rumme dem, der ikke ligner os selv. Og netop næstekærlighed – eller manglen på samme – er et tema i Familier som vores. 

“Det er i næstekærligheden, at vores menneskelighed træder frem. Det handler både om, at vi kan rumme andre i deres krisetilstand, og at vi forbereder os på, at vi i en nær fremtid selv kan være den kriseramte befolkning. Det kan være os, der bliver afhængige af andre kulturers rummelighed og vores næstes barmhjertighed,” forklarer Helene Reingaard Neumann.

“Jeg gik på N. Zahles Gymnasieskole som barn. Der var mange religioner repræsenteret i min klasse; hindu, muslim, jøde, kristen og katolik, og vi havde spændende samtaler på tværs af vores kulturelle baggrunde og religiøse overbevisninger. Det oplevede jeg som noget helt naturligt. Da Muhammedkrisen brød ud nogle år senere, gik jeg i gymnasiet og kunne læse og høre i nyhederne, at alle med magt stod hårdt fast på ytringsfriheden, som var vigtigere end næstekærligheden. Jeg havde siddet sammen med klassekammerater, som var rummelige over for vores sæder og skikke, og pludselig var det vigtigt for hele menings-Danmark, at vi tillod, at deres religiøse grænser blev overskredet i ytringsfrihedens navn.” 

Læs også

Efter 26 år er Christine Albeck Børge og Lars Ranthe nyforelskede: Det er overgangsalderens skyld

Hun holder inde og tager en eftertænksom slurk af sin cappuccino, så hjertet i mælkeskummen brister. 

“Vi insisterer på vores flæskesteg, sorte humor og spydige ironi. Og når vi selv er ude, og det er os, der bliver ‘de fremmede’, er det jo også det, vi kommer fra, der bærer os igennem en krise og holder os sammen som familie.” 

Hvorfor er det så svært for os selvgode danskere at forstå den præmis? 

“Vi lever i et privilegeret land med en privilegeret fortid og fremtid, hvor det er svært at sætte sig ud over det, man er vant til. Ikke fordi vi er dumme eller onde, men fordi det er svært at skrælle det væk, vi er rundet af,” forklarer hun. 

Det er ikke klimakrisen, hun personligt frygter mest. Der har hun håb og tillid til fremtiden og til den vilje og lyst til forandring, der vokser i befolkningen. Men de personlige oplevelser har sat spor i hendes bevidsthed. 

“Jeg frygter meget mere for mine nærmeste og bilder mig ind, at jeg kan klare rigtig meget, hvis bare jeg har dem tæt på. Klimakrisen er et samfundsproblem, der skal løses fra højeste  sted og ikke lægges ud på individet. Ansvaret ligger hos de lovgivende instanser. Men fordi jeg har mistet, ligger det dybt i mig, at jeg er bange for at miste dem, jeg elsker. Den angst bor i mig, og den tager jeg med i mit arbejde med en rolle.” 

Læs også

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Krisen rummer både fortvivlelse, katastrofe og meningsløshed og tro, håb og kærlighed, mener Helene Reingaard Neumann. 

“For mig er der nærmest lighedstegn mellem tro og håb. Alt det, vi ikke kan se med det blotte øje, alt det ikke-målbare, er netop dét, som troen kan håndtere. Det smukke ved tro er ikke kun det, der hidrører, hvad der sker i efterlivet – det evige liv – men også det, den giver os lige nu. Trøst, ro og taknemmelighed,” siger Helene Reingaard Neumann, der søger hjælp hos Søren Kierkegaard, når hun selv skal forstå de store sammenhænge. 

“Søren Kierkegaards beskrivelse af ‘evigheden’ der slår ned i ‘øjeblikket’ og forbinder det evige og timelige, gjorde, at jeg kunne være sammen med min mor, i minderne, i tankens kraft og i evigheden.”  

Hun troede egentlig, at hun skulle være jurist som sine forældre, men startede alligevel på teologistudiet. Måske det var en sjette sans, der førte hende i den retning; måske en form for guddommelig indblanding. 

“Da jeg startede på teologi, gav tilværelsen fornyet mening, og mit liv kunne starte forfra, selvom jeg havde mistet min mor. For jeg havde fået hende igen i evigheden,” siger hun og tilføjer med et triumferende smil, mens hun løfter sin baby op: “Her er gudsbeviset: det lille nye liv. Vi bliver mindet om livets mirakel hver eneste gang, et lille barn bliver født – og det er dét, vi fejrer hvert år til jul.” 

Himmelsk fred

 Helene Reingaard Neumann har meget, der skal nås, inden julefreden kan sænke sig i år. Den nye tv-serie skal præsenteres og promoveres, hendes børnerige familie skal passes, hun er fast gæsteprædikant i Marmorkirken, og så skriver hun på en bog. Heldigvis ved hun, hvor hun skal gå hen, når hun skal finde fred. 

“Kirkerummet og familiens skød. Det er der, jeg føler den ultimative ro og det største nærvær. Kirkens rum kan noget helt særligt, og jeg oplever det både, når jeg selv holder gudstjeneste eller er kirkegænger. Jeg mærker det, når vi synger sammen, og når jeg får læst velsignelsen; den giver mig varme og lys og rum inde i mig selv. Da jeg var præst i Charlottenlund, kunne jeg se, hvad kirken gjorde ved konfirmanderne. Det var oftest privilegerede unge, der blev kørt til alting, havde materielt overskud og gik til elitesport. Alligevel var der flere, som kom før konfirmationsforberedelsen, bare for at være i kirken, sænke skuldrene og slappe af. Vi lever i et travlt samfund, hvor alt bliver fotograferet eller kommenteret, og de unge er overvågede hele tiden. De har dårligere betingelser for at finde indre ro, end unge havde tidligere. Og den kan de så få i kirken.” 

Hvordan hænger jobbet som skuespiller og præst sammen? 

“Det er to meget forskellige miljøer, men begge handler om at sætte sig ind i og undersøge, hvad det er at være menneske. Som skuespiller vil du skabe resonans hos dit publikum. På samme måde skal du fra prædikestolen formidle et budskab, der er alment menneskeligt og alligevel relevant for den enkelte. Jeg har aldrig haft svært ved at træde fra den ene rolle til den anden.”

Læs også

Margrethe Vestager har fokus på én vigtig ting, når hun er chef for andre

 Derhjemme griber de to sfærer også ind i hinanden. Helene læser med, når Thomas udvikler manuskripter, og han læser med, når hun skriver sine prædikener. 

“Når vi arbejder sammen, er vi instruktør og skuespiller og  gode til at holde tingene adskilt, men vi kunne ikke have den arbejdsrelation, hvis vi ikke interesserede os for, hvad hinanden laver. Vi inspirerer og beriger hinanden.”

 Fleksibilitet og forståelse er en del af deres kærlighedssprog. Der er plads til skæve tidsplaner, uventede rejser og kompromiser. Bare ikke når det gælder den hellige jul. 

“Jeg er umulig, når det kommer til traditioner. De er så uhyre vigtige for mig, fordi de kondenserer alt det, der er vigtigt i livet, ”siger hun med lige dele varme og alvor.

 “At tro er at leve med en bevidsthed om, at vi er skabt af noget større, og det er Jesusbarnet symbol på. Vi kan ikke blive mindet om det gudskabte liv ofte nok, for vi lever med høj hastighed, og mange tager livets under for givet. I julen bruger vi tid på at være taknemmelige for alt det, vi har, og husker, at livet i sig selv er en gave, vi skal værdsætte hver eneste dag.”