Helle blev udsat for svindel: "Jeg føler skam over, at jeg lod ham knuse mit hjerte"
Jeg var i sorg og følte mig ensom efter min mands død. Derfor meldte jeg mig ind i en sorggruppe på Facebook, og det var her jeg mødte Per. Snart var jeg dybt forelsket og gik rundt med en følelse af, at det her var for godt til at være sandt. Det viste det sig også at være.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Helle opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Da min mand alt for tidligt blev ramt af Alzheimers, insisterede jeg på, at han skulle bo hjemme så længe som muligt. Det har jeg aldrig fortrudt, selvom beslutningen ikke var uden omkostninger. For det betød bl.a., at jeg isolerede mig selv, og da Troels døde, var jeg blevet ensom og indadvendt. Jeg skulle nærmest genopfinde mig selv, hvilket ikke var let i en alder af 61 år.
Når min datter spurgte, om jeg havde mod på at finde kærligheden på ny, svarede jeg undvigende. Jeg savnede tosomheden, men følte mig alligevel ikke klar. Og hvordan skulle jeg også møde en mand? Jeg kom jo ikke særlig meget ud.
Jeg fandt dog et godt fællesskab i en sorggruppe på Facebook. Og en dag, da jeg havde været medlem i to år, så jeg, at der var kommet et nyt medlem, der hed Per.
Per havde liket syv af mine opslag. Jeg blev nysgerrig og klikkede på hans profilbillede. Han var en ret flot mand med klare, blå øjne, og det lyder måske skørt, men jeg tænkte, at han var sådan én, der kunne se ind i folks sjæle.
Et par dage senere faldt jeg over et fint, lille digt om sorg, som ramte mig. Jeg slog det op på sorggruppens side, og der gik ikke mange sekunder, før det første like kom. Det var fra Per, der også tastede et lille knust hjerte i kommentarfeltet. Et par timer senere sendte han mig en besked på Messenger.
Håber det er okay, at jeg skriver til dig privat. Jeg blev bare så rørt af dit digt. Har du mon selv skrevet de smukke ord?
Jeg skrev høfligt tilbage, at ordene desværre ikke var mine, men at de meget præcist indrammede den sorg, jeg stadig følte.
Det er jeg ked af at høre. Har du lyst til at fortælle om det? Ja, undskyld, hvis jeg går for tæt på. Jeg ved bare, at det kan være rart at snakke med andre om sorgen.
Jeg syntes, det var sødt, og jeg skrev en besked retur, hvor jeg kort fortalte om Troels’ sygdom og død. Per svarede, at han havde mistet sin kone for tre år siden, og snart var vi i gang med en længere korrespondance. Per stillede sådan nogle gode spørgsmål, at jeg nok åbnede mig mere end normalt. Det var overraskende nemt at betro sig til en person, som var i samme båd og samtidig befandt sig i tryg afstand.
Da jeg undskyldte mig med, at jeg var nødt til at få lavet noget aftensmad, trak Per undskyldende følehornene til sig:
Selvfølgelig. Undskyld hvis jeg har taget for meget af din tid.
Annonse
Jeg skrev, at det havde været hyggeligt at sludre. Derfra regnede jeg egentlig ikke med at høre mere fra Per, men allerede fire timer senere tikkede endnu en besked ind.
Tak for din tid i dag. Det var virkelig dejligt at ”tale” med dig. Det kan man godt have brug for, ikke? Sov godt.
Den aften følte jeg mig gladere og lettere til mode end længe. Og næste morgen havde jeg fået endnu en besked.
Godmorgen, Helle. Håber du har sovet godt? Ville bare lige sige, at vores snak i går satte mange tanker i gang. På den gode måde. Håber du får en dejlig dag.
Snart skrev Per og jeg sammen dagligt. Det blev snart en vane at gribe telefonen som det første om morgenen, for Per startede altid dagen med at skrive en lille hilsen. Han var altid så betænksom, omsorgsfuld og nærværende. Han huskede også alt, jeg skrev til ham. Og han spurgte ind til det hele.
Hvad sagde din datter til din nye kjole? Gik det godt hos tandlægen?
Jeg følte mig indhyllet i omsorgsfuld opmærksomhed, og det rørte mig dybt. I alle de år, hvor Troels var syg, var det jo mig, der havde givet omsorg og kærlighed uden selv at få så meget igen. For det var Troels slet ikke i stand til. Nu gjorde Pers søde beskeder det klart for mig, hvor meget jeg havde savnet det.
Vi ringede også sammen en enkelt gang, men Per måtte hurtigt afbryde på grund af en hastesag på jobbet. Han arbejdede som sikkerhedsrådgiver for militæret og var derfor ofte i udlandet, hvor det kunne være svært at tale i telefon, forklarede han.
Efter halvanden måned, foreslog jeg, at vi skulle mødes. Jeg havde behov for at se den mand, jeg havde udviklet så god en kontakt med.
Ja, selvfølgelig, svarede Per uden dog at kommentere hvordan og hvornår. Jeg kom med nogle forslag, og for første gang, blev Pers svar lidt drævende. Til sidst fik vi dog aftalt, at vi skulle mødes den første lørdag i maj i Tivoli. Der var stadig tre måneder til, men Per havde travlt og ville være bortrejst i lange perioder hen over foråret. Jeg, derimod, var allerede begyndt at få sommerfugle i maven.
"Du ser så glad ud, mor," sagde min datter, Elise, en dag. Jeg fortalte, at jeg havde mødt en mand, og jeg var lettet, da Elise udtrykte nysgerrighed og glæde på mine vegne. Hun spurgte, hvem han var, og hvordan jeg havde mødt ham, og jeg kunne godt se, at hendes smil blegnede lidt, da jeg fortalte, at jeg ikke havde mødt ham rigtigt endnu.
"Men er du nu sikker på, at han er den, han udgiver sig for at være?" Jeg vrissede halvfornærmet, at selvfølgelig var han det. Han havde en Facebookprofil, som viste en masse billeder fra hans liv og som passede med alt det, han havde fortalt mig. Og jeg havde jo også talt med ham i telefonen.
Et par dage senere kom der en besked, som ikke lignede de tidligere. Per havde været udsat for et røveri i udlandet og havde mistet sit pas og sine kreditkort. Forfærdet spurgte jeg, om han var okay. Kunne jeg gøre noget? Han skrev, at han var okay, men manglede penge. Kunne jeg måske låne ham lidt, indtil han fik det hele ordnet med politiet? Selvfølgelig ville jeg hjælpe Per.
Jeg sendte 5.000 kroner afsted, så han kunne betale for mad og taxaregninger. Jeg spurgte løbende, om tingene var gået i orden, men hver gang svarede Per, at det gik alt for trægt, og at det desværre var typisk i det uland, han befandt sig i. Hvor præcist det var, kunne han desværre ikke komme nærmere ind på. Af sikkerhedsmæssige årsager.
Annonse
Og et par dage senere var den gal igen.
Helle, jeg hader at trække på dig igen, men kan jeg låne et par tusind mere? Bare et par dage, så skulle det gå i orden. Hotellet kræver forudbetaling for den næste uge.
Jeg ville selvfølgelig gerne hjælpe, men jeg undrede mig også over, hvorfor hans arbejdsgiver ikke trådte til. Det skrev jeg til ham, og for første gang blev hans tone vred.
Tror du ikke, jeg har prøvet alt? Tror du ikke, jeg synes, det er ydmygende at bede min kæreste om penge? Jeg har bare ikke andre, jeg kan spørge. Vis mig, at du stoler på mig, Helle.
Jeg blev på én gang lidt forskrækket over Pers tone, men samtidig mærkede jeg en glæde over ordvalget. Kæreste. Det var første gang, en af os havde brugt det ord om det, vi havde sammen. Det fik min tvivl til at forsvinde. Hans beskeder vidnede jo blot om, hvor desperat han var, og jeg ønskede bare at få ham sikkert hjem.
Denne gang måtte jeg sende 15.000 kroner afsted. Sikre hoteller i et uland var åbenbart en dyr affære. Jeg håbede inderligt, at det var sidste gang, og at pengene snart ville komme retur til min konto. Men Per fik brug for yderligere 5.000.
Du tror, det er løgn. Men nu kræver politiet bestikkelse for at haste-behandle min sag. Jeg sætter virkelig pris på din hjælp. Du er et godt menneske, men det har jeg vidst fra dag ét. Jeg lover, at jeg gør gengæld, når vi snart ses. Jeg glæder mig som en gal og kan næsten ikke vente.
Jeg blev varm indeni, og jeg følte med ham; ensom som han var derude i verden. Han havde flere gange givet udtryk for, at dette var sidste gang. Han ville hjem og falde til ro i Danmark; et ønske, der kun var blevet stærkere, siden han havde mødt mig.
Tiden for vores møde i Tivoli nærmede sig. Per var endelig landet i Danmark nogle dage før. Han havde forsøgt at overføre de lånte penge til mig, men på grund af tekniske vanskeligheder var det ikke lykkedes. Der var nok gået kludder i det på grund af de stjålne kort, men jeg skulle ikke bekymre mig. Vi ville løse det, når vi sås.
Det var med sommerfugle i maven, da jeg stillede mig op ved Tivolis indgang. Jeg havde købt en ny kjole og været ved frisøren. Men jeg kunne have sparet mig mine anstrengelser, for Per dukkede aldrig op.
Da jeg ringede til ham, fik jeg en telefonsvarer, og så opdagede jeg, at jeg ikke længere kunne sende beskeder til ham. Per havde slettet sin profil og var forsvundet ud i intetheden sammen med mine 25.000 kroner.
I dag ved jeg, at dét, jeg blev udsat for, har et navn: Kærestesvindel. Mange andre end jeg har desværre været udsat for det samme. Det er stadig svært for mig at forstå, at nogen kunne finde på at udnytte min sorg og ensomhed til at lokke penge ud af mig. I lang tid følte jeg skam over min naivitet og over, at jeg lod en svindler knuse mit hjerte.
I lang tid troede jeg også, at oplevelsen med den falske Per betød, at jeg aldrig kunne stole på en mand igen, men her tre år senere har jeg lagt oplevelsen bag mig. Jeg har nemlig mødt en gammel kollega, Svend, som jeg har genoptaget et venskab til. Svend giver mig alt det, jeg savnede; lange samtaler, opmærksomhed og omsorg. Og af og til en buket blomster fra sin have. Om det bliver til mere end venskab, må tiden vise. I hvert fald ved jeg én ting: Svend er et ægte menneske og ingen andre end den, han udgiver sig for.
Skriv til Vibeke
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
