Da Helle Helle løj for lægen, gik en uheldig vane op for hende: ”Jeg gør mit liv besværligt”
Mange læsere skriver til Helle Helle, at de kan kende sig selv i hendes bøger. Men forfatteren har en mistanke om, at hun i forhold til flertallet er mere ekstremt optaget af, hvad andre tænker om hende. Når hun skal have gæster, når hun er ved lægen, og når hun skal skrive en mail . Nu er Helle Helle på vej ud af 50'erne, hvor hun blandt andet blev ramt af Empty Nest Syndrome, da børnene for længst var flyttet.
jeg vil gerne lave mig selv om, men det går ikke så godt
mine problemer er 1:1 som mine hovedpersoners (Hafnis)
jeg lærer aldrig for alvor at sige nej
jeg spilder nok min tid
jeg er besat af, hvad andre tænker om mig
jeg er en halv time om at skrive en mail på to linjer
jeg er en omvandrende borg af antioxidanter
krydsogtværser har formet mit liv
Sådan lød mail-svaret på, hvad Helle Helle kunne forestille sig at byde ind med til et interview i anledning af sin nye bog, 'Hey Hafni'. Meget Helle Helle’sk, hvis man kender hendes bøger og måde at skrive på.
Annonse
Og vældig pirrende for nysgerrigheden. For hvad ligger der bag de sætninger?
Hvorfor vil hun lave om på sig selv, hvorfor spilder hun sin tid, og hvordan kan en forfatter være en halv time om at skrive en mail på to linjer? Det satte jeg mig for at finde ud af, og her kommer svarene. Måske.
Det tager en times tid at køre fra København til Sorø, hvor Helle Helle bor ude i en skov, så mentalt kan man nå at omstille sig fra byens puls til den dybe, stille ro.
Alligevel er stilheden overrumplende, da bildøren er smækket i, men det er sådan, Helle befinder sig bedst. Langt væk fra larm og mange mennesker. Med ro til at skrive. Da hun åbner døren, er det som altid i helt sort tøj og med den karakteristiske opsatte frisure, og hun har dækket det fineste bord med kopper, tallerkener, servietter, bestik, kaffe, knækbrød, blåbær, vindruer og chokolade.
Og lige netop borddækningen – og den enlige bøjle, der er hængt frem ude i entréen – siger noget om et par af de sætninger, vi skal tale om.
Og om karakteren Hafni i Helles aktuelle og foregående bog.
”Mine problemer er 1:1 som mine hovedpersoners (Hafnis)”
"Hafni er en kvinde, som var 48 i min roman 'Hafni fortæller'. Nu er hun 51 og står dermed i begyndelsen af de 50’ere, som jeg selv har syntes har været nogle lidt svære år.
Hafni er gået fra sin mand igennem mange år, og derfor tog hun i den første bog på en smørrebrødsrejse for at fejre skilsmissen. Hendes plan var egentlig at lave sig selv om. Eller – hun ville gerne lave sig selv om, men det lykkes hele tiden ikke.
Det, hun egentlig gerne vil lave om, er blandt andet, at hun gerne vil prøve at være i verden på en måde, der ikke er så besværlig. For hun kommer hele tiden til at sige ja, når hun skulle sige nej. Og hun tænker alt for meget over, hvordan hun fremstår i forhold til andre mennesker.
Annonse
Alting gik på en måde galt på hendes smørrebrødsrejse, og egentlig var det ikke meningen, at jeg skulle skrive mere om hende, men det havde været så stor en fryd og glæde, at jeg blev nødt til at skrive en bog mere med Hafni.
I 'Hey Hafni' har jeg sendt hende til Brighton, som er blevet kåret til Englands fjerde-lykkeligste by. Hafni har nogle problemer med glæden i sit liv, og hun synes, at hendes aftener er blevet meget tomme og kedelige.
Hun ved ikke rigtig, hvad hun skal, og hun er optaget af, hvad hun skal spise, hvad hun skal gøre, og hvor mange skridt hun skal gå. Derfor tænkte jeg, at det var godt for hende at komme over til lykken i Brighton. I en lejlighed, jeg selv kender, fordi jeg har været der på ferie med min datter.
”Jeg sagde til dem, at jeg desværre ikke havde fået skrevet fødselsdagskort, fordi jeg ikke kunne finde ud af det, men at jeg ville sende dem med posten. Det kender jeg godt, sagde min svigerdatter”Foto: Christina Kayser O.
Hafnis bror ankommer, og fordi han egentlig er en usympatisk eksistens, som hun ikke kan holde ud at være sammen med, bliver hun drevet ud på en tur rundt i Sydengland, hvor det viser sig, at alting fortsat går galt for hende."
Hvor meget af dig er der i Hafni og omvendt?
"Det har altid været sådan, at der er rigtig, rigtig meget og rigtig lidt af mig på én og samme tid i mine bøger. Ja, jeg har boet i den lejlighed i Brighton, jeg har også besøgt Virginia Woolfs hus, som Hafni gør, men jeg er ikke faret vild i Sydengland, og jeg har heller ikke været sammen med en, der hedder Our Billy eller har fået ordnet mine fødder af en fodterapeut, der hedder Mike Carter.
Så det er ikke på den måde. Men måden at være i verden på, den genkender jeg, eller den er faktisk 1:1 som den måde, jeg er i verden på. Og det er en meget besværlig måde.
Det er derfor, det er meget dejligt at skrive om Hafni. Jeg har fået mange tilbagemeldinger efter den første Hafni-bog om, at mine læsere også genkender den måde at være i verden på.
Men jeg tror måske stadig, at jeg kan være lidt mere ekstrem end de fleste.
”Jeg er besat af, hvad andre tænker om mig”
Annonse
"Jeg bruger sygeligt meget tid på at overveje, hvordan jeg fremstår. Et eksempel: Nu var du så sød at kommentere alt det, jeg havde disket op med på spisebordet i dag.
Det gør jeg faktisk altid, når der kommer nogen. Mens jeg dækker op, tænker jeg: Skal jeg stille kop, glas og tallerken foran hver vores plads? Skal jeg folde servietten og lægge kniven ovenpå, eller er det for stift? Skal jeg hellere stille tallerkenerne i en stak, så det er lidt mere afslappet?
Og hvad med lysene, skal de have brændt før, eller skal jeg sætte nye lys i stagerne? Eller er det for villet? Og lige inden du kørte ind på gårdspladsen, løb jeg ovenpå og hentede en bøjle, som jeg hængte ud på knagen, fordi jeg ved, at du kommer fra Gentofte, og der har man garanteret bøjler til sit overtøj …"
Hun griner højt.
"Og det handler ikke om, at du ikke er en nær veninde. Jeg har det lige sådan med mennesker, jeg kender godt.
I sommer skulle jeg have en veninde på besøg. Jeg havde lavet høns i asparges, som vi skulle have i tarteletter, vi skulle have hvidvin, for det elsker hun, og vi skulle sidde ude under træet.
Da vi havde spist, og hun var taget afsted, så jeg, at aspargeserne stadig stod i køleskabet. Dem havde jeg ikke fået puttet i retten i ren befippelse over hendes besøg!"
"Der er jo ekstremt mange koder i sådan nogle ting som borddækning og gæstebud. Jeg elsker at komme til middag et sted, hvor bordet med største selvfølgelighed er enormt fint dækket.
Men det er også dejligt at komme hjem til nogen, hvor bordet er lidt rodet, og hvor der ser ud som om, at man bare kan være der. Jeg vil også så gerne selv virke afslappet, men det afslappede er jo allerede gået galt, når jeg har stået og flyttet rundt på tallerkenerne.
Sådan er det også for Hafni hele tiden."
Hvad handler det om inde i dig, når du gør de ting?
"Ja, hvad handler det om …?"
Hun tænker lidt.
"Det handler faktisk om, at jeg gerne vil have, at du skal føle dig godt tilpas, så jeg også kan slappe af, tror jeg. Blandt andet.
Men det handler om så meget andet også, at man næsten ikke kan forklare det. At invitere nogen ind i sit private hjem er på en måde lidt grænseoverskridende, for nogen kunne jo opdage et eller andet."
”Jeg fylder 60 i år”
Helle har det rigtig godt for tiden. Det er faktisk det første, hun fortæller.
"Og det gode er, at jeg godt tør sige det højt. Jeg har det godt, fordi jeg fyldte 59 i december sidste år."
Hun stopper sig selv kort.
"Det er ikke kun derfor. Men jeg går nu i mit tresindstyvende år, og jeg har det så utrolig godt med det. Det lyder jo bare som verdens største kliché, men det er faktisk rigtigt. Og det er der mange, mange grunde til.
En af dem er, at jeg synes, at det årti, jeg er ved at forlade, ikke har været ubetinget nemt på alle måder. For mig har det faktisk været det sværeste årti."
"Jeg har været i sorg, jeg har været stresset, jeg har været i tvivl. Jeg elsker mit liv som forfatter, men det begyndte at slide på mig, at jeg er så dårlig til at sige nej. Og så begyndte jeg at føle en slags tomhed.
Derfor er jeg med glæde begyndt at sige til alle, ja, jeg bliver 60 i år. Jeg siger ikke, at jeg er 59. Jeg tror, det handler om, at det føles bedre at tage hul på et nyt årti end at være i slutningen af et."
"Jeg oplevede også en afmatning i forhold til at være forfatter i mine 50’ere, og jeg har tænkt over, om det måske er, fordi man stopper op og tænker: Hvor lang tid er der tilbage, og er det den rigtige vej, jeg går på? Og det er det selvfølgelig, fordi jeg SKAL skrive, men jeg begyndte at kede mig.
Det var også noget med overgangsalderen. Jeg begyndte at tænke, hvad laver jeg egentlig om aftenen? Børnene havde pludselig været flyttet hjemmefra i fem-seks år eller mere. Hvilket jeg altid havde glædet mig til, at de gjorde, skal jeg lige sige, bare de havde det godt.
For så ville jeg have masser af tid. Men lige pludselig var det faktisk virkelig svært, at de ikke var her. Igen – jeg kedede mig. Især om aftenen.
Mine aftener var tomme. Min mand arbejder meget om aftenen. Det kan jeg ikke. Jeg begyndte at se alle britiske serier, der findes. Især krimiserier. Og jeg sad der med følelsen af, at jeg spildte mit liv, men at jeg samtidig gerne ville se de serier.
For det er jo ikke nødvendigvis at spilde sit liv. Og det er jo egentlig fint nok med de serier, måske er det slet ikke dem. Men kan det virkelig passe, at man med så stor forsinkelse kan blive ramt af det frygtelige Empty Nest Syndrom?
Ikke forstået på den måde, at livet blev meningsløst, fordi børnene ikke boede hjemme mere, men mere det med, at livet bare …"
Hun holder en lille pause.
"Det er jo ikke særlig original sagt, det her, men i mange, mange år er man spændt op med madlavning, hente og bringe, og i de år er hver eneste time, man kan få til sig selv, dyrebar. Og så, lige med et, er det sidste barn flyttet, og man har al tid i verden til sig selv.
Pludselig kunne jeg mærke, at jeg havde haft en form for stress mange gange i årenes løb. Kørt derudaf og altid kunnet klare alting. Og havde regnet med, at jeg kunne fortsætte sådan.
Når jeg sidder og kigger på gamle fotos fra min datters seksårs fødselsdag, kan jeg ved min grød ikke forstå, hvordan jeg overkom at have hele familien på besøg i et hus, hvor jeg ikke havde fryser, at jeg havde bagt otte kager, og at gæsterne blev og sov.
Det sker både for Helle Helle og hendes hovedperson, Hafni, at de har meget svært ved at sige nej uden at komme med en lang forklaring ...Foto: Christina Kayser O.
Altså, jeg kunne alting. I dag føler jeg sådan set, at jeg er stærkere, end jeg var, da jeg var 40, også fysisk, men alligevel – der er et eller andet, der går langsommere."
Hvordan håndterer du det?
"Når jeg kigger i min kalender for at skrive noget ind, så husker jeg den menneskelige faktor."
Hvad betyder det?
"Ja, det er noget, min mand og jeg har snakket meget om. Det kan godt være, at der er plads i kalenderen til at lægge aftaler ind både tirsdag, onsdag og torsdag aften, men den menneskelige faktor er, at man sover virkelig dårligt natten mellem tirsdag og onsdag.
Eller at man ikke får bearbejdet det, der skete om tirsdagen, og så er det pludselig blevet lørdag, og så har det hele været for meget af det gode.
Det prøver jeg at huske nu. Det kan godt se ud som om, at jeg kan holde foredrag i Odder, tage derfra til Silkeborg og være på, og så tage syd om til Vejle dagen efter til et nyt foredrag.
Men jeg får ikke trænet, jeg kan ikke spise det, jeg plejer, jeg får ikke gået 10.000 skridt, og jeg får måske ikke sovet lige så meget, som jeg plejer.
Så sådan en tur skal jeg ikke planlægge. Jeg tager højde for den menneskelige faktor."
"Søvnen er jo i øvrigt også noget, vi snakker meget om i forbindelse med overgangsalderen. For mig blev søvnen bedre, efter jeg begyndte at tage hormoner, men den blev endnu bedre, da jeg bestemte mig for, at fra nu af ville jeg prøve ikke at sige noget til nogen, hvis jeg havde sovet dårligt.
Jeg var begyndt at høre mig selv hver morgen sige, åh, jeg sover så dårligt, men da jeg holdt op med at fokusere på det, gik det straks bedre.
Og det er ikke fordi, man ikke må tale om det, men for mig hjalp det at holde op."
”Jeg lærer aldrig at sige nej”
Ud af de tomme aftener voksede der langsomt en ny frihed frem. Og Helle begyndte at opleve en anden slags glæde ved at skrive. Hun er glad for den glæde, for den er båret af, at hun føler sig mere fri som forfatter.
Og mere fri i det hele taget. Alligevel er der mønstre, hun stadig hænger fast i, når det handler om at sige fra. F.eks. var hun omkring juletid sidste år en tur i den lokale brugs. Det var en fredag aften, og fredag står stadig på pizza, selvom børnene ikke længere bor hjemme.
Og her kommer lige et indskudt svar på, hvorfor Helle er ”en borg af antioxidanter”.
Hendes pizza er med blomkålsbund, rødløg og meget lidt ost, fordi kolesteroltallet er for højt, og fordi hun, siden hun var 14, har gået meget op i helsekost – men alligevel – det er en pizza, og hun skal have rødvin til.
Helle elsker-elsker sin fredags-treat. I Brugsen denne fredag delte den lokale idrætsforening æbleskiver og gløgg ud, og Helle blev tilbudt begge dele, da hun gik forbi.
"Og fordi jeg ikke kan lide at sige nej, sagde jeg: ”Det er rigtig sødt af dig, men ved du hvad, jeg skal hjem og have rødvin, og jeg har glædet mig hele ugen, for jeg skal også have pizza, så ellers mange tak”."
Hun griner højt.
"”Jamen, så må du have en rigtig god aften”, sagde damen fra idrætsforeningen – helt undrende – og jeg gik fuldstændig flov videre og tænkte: SPURGT! Altså, hvad fanden skulle hun vide det for?
Jeg skulle jo bare have sagt pænt nej tak. Sådan noget sker også hele tiden for Hafni i mine romaner."
Du synes simpelthen, at folk har krav på en forklaring?
"Det må være sådan noget. En anden historie: Jeg havde booket en tid på en privat øjenklinik i Charlottenlund, fordi mit højre øje altid løber i vand. I al slags vejr.
Det har det gjort, siden jeg var ung. Og nu, hvor huden omkring øjnene er blevet meget tynd, så er det begyndt at være meget generende, og derfor mødte jeg op hos øjenlægen.
Jeg kommer ind ad døren, fortæller, at mit øje løber i vand, og tilføjer, at det har det gjort i 40 år. ”Og hvorfor kommer du så først nu”, spørger øjenlægen. Hvortil jeg straks svarer: ”Aj, det er kun igennem det seneste halve år”. Og det var jo løgn.
Forfatter Helle Helle er stort set lige så optaget af, hvad andre tænker, som hoved-
personen Hafni i hendes nye roman.Foto: Christina Kayser O.
Så skulle han til at finde ud af, hvad der kunne være sket det sidste halve år, som gjorde, at mit øje pludselig løb i vand. Og under hele konsultationen sad jeg og tænkte, om jeg kunne trække det tilbage og sige, at det faktisk var rigtigt, at det havde løbet i vand i 40 år, men det var for pinligt.
Og derfor hørte jeg ikke rigtig efter, hvad øjenlægen sagde, men jeg fik da nogle øjendråber. De har hjulpet lidt. På den måde gør jeg mit liv besværligt hele tiden. Giver lidt for meget, bliver lidt for kæk. Og spænder ben for mig selv."
Hvilket måske leder til en af de andre ting, du gerne ville tale om: ”Jeg vil gerne lave mig selv om, men det går ikke så godt”?
"Det var bagsideteksten på min forrige roman. ”Hafni siger: Jeg vil ikke være mig. Jeg vil lave mig selv om. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal lave mig selv om”. Jeg oplevede, at der var mange læsere, der kom hen til mig og sagde: ”Sådan har jeg det også”.
Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Jeg er ikke analytiker. Jeg er iagttager. Selv ville jeg gerne, at jeg ikke brugte så meget tid på at være ”optaget af”. Og ikke spildte så meget tid på at være optaget af, om jeg fik sagt det rigtige eller skrevet det rigtige. Og det er en af de andre ting, der står på listen.
Det her med, at det kan tage mig vanvittig lang tid at skrive en mail."
Det har jeg undret mig meget over, for hvordan får du nogensinde skrevet dine bøger, hvis bare en mail kan tage så lang tid?
"Det er fordi, det er helt anderledes med bøger. Dem skriver jeg ikke til et bestemt menneske. Men en mail er til en konkret person, og det er noget helt andet.
Det kan også være andre personlige beskeder. Jeg har et eksempel fra sidste weekend. Både min søn og min svigerdatter har snart fødselsdag, og de kom hjem til os.
Vi havde lavet gaverne klar og lagt dem i en pose, så de kunne tage dem med. Så manglede jeg kun at skrive et fødselsdagskort til dem hver, som skulle med i posen. Jeg sad inde ved mit skrivebord i 35 minutter med de to fødselsdagskort uden at få skrevet en linje.
Jeg ville skrive så mange kærlige ting, at jeg ikke kunne finde ordene.
Til sidst gik jeg ud til Mikkel, min mand, og sagde: ”Kan du ikke finde på noget at skrive i de fødselsdagskort?”. Hvortil han svarede: ”Nu må du fandeme holde op, altså”.
Min søn og svigerdatter kom, og jeg sagde til dem, at jeg desværre ikke havde fået skrevet fødselsdagskort, fordi jeg ikke kunne finde ud af det, men at jeg ville sende dem med posten.
Det kender jeg godt, sagde min svigerdatter, og du behøver altså ikke at skrive et kort. Så nu er det blevet så slemt, at jeg ikke kan skrive et fødselsdagskort, fordi jeg gerne vil udtrykke meget stor kærlighed, men samtidig skal sørge for, at det jo heller ikke skal være for meget. For det er jo bare et fødselsdagskort … Og det er det samme med en mail.
Det er noget med, at jeg prøver at forestille mig, hvordan det er at være den, som modtager mailen. Eller fødselsdagskortet."
”Mit liv er formet af krydsogtværser”
Den sproglige bevidsthed, der både giver Helle smør på brødet og spænder ben for hende, er i høj grad blevet udviklet gennem krydsogtværser.
Siden hun var barn, har hun svedt over de små, tomme firkanter med sin elskede synonymordbog lige ved hånden. Hun er ikke på de sociale medier i dag, men engang havde hun en facebookprofil, og det eneste opslag, hun nogensinde lavede derinde, handlede netop om en krydsord.
"Jeg skrev, at min mor havde vundet Weekendavisens litteraturkryds, for det er noget af det vildeste, der er sket i mit liv."
Hun ser oprigtigt begejstret ud, men kan godt se, at hun bliver nødt til Sat uddybe historien.
"Krydsogtværser har fyldt utrolig meget i mit liv, og de har nok grundlæggende været meget stærkt medvirkende til, at jeg er blevet forfatter. Det gik op for mig, fordi jeg optrådte til et arrangement for nogle år siden, hvor en af de andre forfattere under sit indlæg sagde, at hun ikke kunne forestille sig noget værre tidsspilde end krydsogtværser.
Det forekom mig, at alle omkring os nikkede, og det gjorde mig meget flov, fordi for mig er krydsogtværser ikke tidsspilde og har aldrig været det. Jeg prøvede at tænke over, hvorfor det ikke havde været det, og det er blandt andet fordi, krydsogtværser er noget, der kan binde børn sammen med forældre eller bedsteforældre.
Min mor gættede altid krydsord, da jeg var barn. Det gjorde min farmor også, og når hun sendte svaret ind til Hendes Verden, skrev hun mit navn i adressefeltet, så jeg ville få præmien, hvis hun vandt.
Men der skete aldrig noget."
"Da jeg så selv for mange år siden begyndte at holde Weekendavisen, sendte jeg ofte svaret på litteraturkrydsogtværsen ind og skrev min mors navn og adresse på.
Både fordi jeg gerne ville have, at hun skulle vinde, men også lidt fordi jeg syntes, det var flovt, hvis jeg vandt, når nu jeg er forfatter! Det korte af det lange er, at en dag fik min mor, som på det tidspunkt var alvorligt syg, en besked om, at der lå en pakke til hende hos Meny på havnen i Nykøbing.
Vi gik ned for at hente pakken, som var mega tung, og slæbte den hele vejen hjem til min mor. Undervejs sagde vi flere gange til hinanden: ”Hvem pokker sender sådan en tung pakke til en syg kvinde?”. Da vi åbnede den, indeholdt den tre flasker vin, og der stod: ”Tillykke, du har vundet Weekendavisens litteraturkryds”.
Og så flippede jeg fuldstændig ud. Min mor fik et chok og sagde bagefter, at jeg var blevet gladere, end da jeg fik De Gyldne Laurbær. Og det er næsten rigtigt.
Jeg blev SÅ lykkelig for, at hun havde vundet, for der er noget i det fællesskab omkring krydsord, som jeg er helt vild med.
Det særlige fælles sprog med alle de skønne gamle ord, man lærer, og som det nærmest kun er krydsogtværsløsere, der kender."
