Helle Helle: "Jeg husker min mand på, at han skal rose mig og sige, at jeg er smuk"

Forfatteren Helle Helle

"Jeg ved, hvilket tøj jeg har haft på i næsten alle situationer i mit liv"

– Jeg havde sådan en stor interesse i at læse, da jeg var barn. Og affødt deraf kom interessen for at skrive. Det kan virke meget stimulerende, hvis ens dansklærer siger, at det, man skriver, er godt, og jeg fik meget ros for mine stile. For nylig fandt jeg min dagbog, fra jeg var 16 år, frem, og det var faktisk helt forfærdeligt at læse noget fra dengang. Jeg tænkte, gud, hvor skrev jeg dog dårligt! Og jeg blev faktisk ved med at skrive sådan længe, fordi jeg havde fået at vide, at det var godt. Når jeg ser på det i dag, var det frygtelig patetisk og ungt, men det skulle det vel også have lov til at være. Det var samtidig spændende at finde den dagbog, fordi min nye roman, "de", handler om en pige, der er 16 år.

– Jeg begyndte at skrive så snart jeg kunne, og allerede som otteårig skrev jeg mit første digt. Jeg skrev også løs, mens jeg gik i gymnasiet, og jeg begyndte at lede efter steder, hvor jeg kunne sende mine tekster ind, så de kunne blive trykt. I 1985 sendte jeg et af mine gymnasiedigte ind til ALT for damerne, og det kom i bladet! Det var noget af det største, der var sket for mig på det tidspunkt, og det er sjovt at tænke på lige netop i dag, at jeg faktisk debuterede i ALT for damerne med digtet "Din ømhed". Det er noget, jeg først har fundet ud af for nylig, ellers har jeg altid troet, at jeg debuterede med en novelle i Information. Men det er altså ikke rigtigt. At få trykt det digt gav mig virkelig blod på tanden, så jeg begyndte at sende tekster ind alle mulige steder, og derfra blev jeg så bare ved med at skrive. Jeg voksede op med min mor og lillesøster i Rødby. Min far boede i en anden by, og jeg besøgte ham hver anden weekend. Vi havde ikke så mange penge derhjemme, så vi gemte alle vores gamle ALT for damerne i en ternet kuffert oppe på loftet. Når man så var syg, kunne man hente kufferten og læse alle de gamle blade, og derfor har ALT for damerne altid været noget ganske særligt for mig.

Helle Helle. Foto: Les Kaner.

– Det har altid været mig, der har været familiens hukommelse. Når min mor f.eks. havde en stor pose med fotografier, kunne jeg lægge dem i rækkefølge, og jeg vidste præcis, hvem der var hvem på billederne. At kunne huske på den måde er en evne, jeg bruger rigtig meget, når jeg skriver fiktion. Og jeg tror, at min måde at huske på, er en af grundene til, jeg er blevet forfatter. Jeg kan f.eks. huske, hvilket tøj jeg har haft på i næsten alle situationer i mit liv. Det er egentlig lidt pinligt, for jeg må have brugt mange kræfter på at være optaget af min fremtoning. Jeg kan også huske, hvad jeg har givet folk i gaver, hvad jeg selv har fået, og hvad der er blevet sagt i alle mulige sammenhænge.

– At jeg er blevet forfatter, har også noget at gøre med, at jeg blev "set" af mine forældre på nogle meget afgørende punkter. Min mor flyttede meget rundt, da min søster og jeg var børn, men man kan tåle meget, hvis man føler, at man er højt elsket, og det følte jeg. Der er en scene i min nye roman, hvor den 16-årige pige og hendes mor melder sig til et filosofikursus på aftenskolen, og den scene er næsten taget ud af virkeligheden. Min mor var parfumedame på Rødby-færgen, og hun havde ikke forstand på filosofi, selvom hun læste mange bøger. Jeg vidste heller ikke noget om filosofi, men det var min idé, at vi skulle melde os til det kursus. Min mor syntes, det var en god idé, så vi mødte op. Min mor i sit pæneste tøj. Vi var kun fire på holdet. Os to og et ægtepar, hvor kvinden var blind. Jeg sad og konverserede ægteparret og førte mig frem med samme sprog som i min 16-års dagbog. Jeg sagde til den blinde kvinde: "Den, der en gang har set en solopgang, vil altid bære den med sig i sit indre". Og min mor var ved at besvime af stolthed over alt det sprog, der var i mig. Det er så pinligt at tænke på i dag, ha, ha. Men den opbakning og stolthed, jeg oplevede fra min mor, var med til at give mig troen på, at jeg kunne skrive.

– Mens jeg gik på Forfatterskolen, søgte jeg et job på P4. Det svære ved at vælge at gå forfattervejen er nemlig spørgsmålene: Hvornår ER man forfatter? Og kan man leve af det? Derfor tænkte jeg, at jeg blev nødt til at have et arbejde ved siden af, og jeg var så heldig at blive ansat som studievært på P4 i P1. Der var jeg ansat i syv år, men jeg kunne ikke skrive samtidig. Jeg var tømt for energi og kreative kræfter, når jeg havde været på arbejde. Men det var et pragtfuldt arbejde, et ungdomsprogram med bl.a. Tine Bryld, som jeg selv havde hørt, da jeg var 12-13 år. Og det er faktisk et tema i flere af mine bøger, at de ofte beskæftiger sig med yngre mennesker. Jeg har en svaghed for den tid, hvor man står lige på tærsklen til, at det hele skal i gang, og man skal stå på egne ben, gå ud i verden, finde sin egen vej og sige farvel til mor og far.

Datteren Helle Helle

"Min mor fyldte livet med lethed"

– Jeg vil så gerne sige, at jeg som barn følte, at min mor var den pæneste dame i kommunen. Men så bliver jeg alligevel lidt ked af det, for der var også mange af de andre piger, der havde en pæn mor. Men altså, min mor var en pæn dame. Og hun var en levende og smilende dame. Hun havde – i modsætning til mig – ikke nogen stærk hukommelse. Det kan jeg godt tillade mig at sige, for vi talte om det, da hun var blevet rigtig voksen. Det tog hende nogle år at blive rigtig voksen. Jeg vil næsten sige, at jeg måske blev voksen før hende. Jeg brød mig ikke om at være barn. Det kunne simpelthen ikke gå hurtigt nok for mig at blive voksen. Jeg blev meget selvstændig meget tidligt, og det var min mors fortjeneste på mange måder. Min lillesøster er fem år yngre end mig, og hende tog jeg mig meget af. Hvis min søster f.eks. var syg, bad min mor mig skrive i hendes meddelelsesbog. Hun bad mig også tit om lige at lave mad. Og jeg ville virkelig gerne have ansvar og stå for mange ting. Jeg ville gerne forstå vores økonomi og vide, hvor mange penge vi havde til rådighed hver måned. Den dag i dag er jeg sådan en, der virkelig skal sidde på mine hænder for ikke at ordne alt muligt for alle andre. Min mor gav mig plads og ansvar, og hun var god til at påskønne mine evner.

Helle Helle. Foto: Les Kaner.

– Min mor var et meget åbent og umiddelbart menneske, og det kan somme tider være svært. Vi boede i et lille samfund, og jeg tror, at min mor måske nogle gange var lidt for meget i andres øjne. Det var hun sådan set ligeglad med, hun havde absolut ikke noget pleasergen. Hun havde nemt ved at sige "det gider jeg ikke", og hun kunne også komme til at "sende øjne" i større forsamlinger, hvis der var noget, hun ikke brød sig om. Det har betydet, at jeg er blevet helt modsat. Jeg er utroligt opmærksom på, at jeg ikke fornærmer nogen eller går galt i byen i forhold til andre mennesker. Det var lykkeligt for min mor, at hendes hukommelse ikke var som min, for hun evnede at leve i nuet på en måde som ingen andre, jeg har kendt. Hun huskede ikke, hvad der gik galt for tre år siden, så hun gjorde bare det samme igen, ha, ha. Hun fyldte livet med lethed, lige til hun døde.

– Min nye bog er historien om et mor-datter-forhold. Om sygdom. Hvad man taler om og ikke taler om i sådan et forløb. Og om angsten for at miste. Hvis jeg skal svare på, hvor meget der er af mig selv og min mor i den her bog, er mit svar: Der er rigtig meget og rigtig lidt. Romanen sætter noget på spidsen, som jeg delvist kender fra mit eget liv, nemlig det, at sygdom rammer ens mor, og at man ser i øjnene, at man skal miste hende. Men det er klart, det er en ganske anden historie, når man er en pige på 16, end når man er en kvinde på 50, som jeg var, da jeg mistede min mor. Jeg er kommet i tanke om, at jeg havde en samtale med en veninde, da jeg var omkring 16 år, hvor jeg sagde: "Gud, tænk engang, hvordan det bliver, når vores mor dør...!" Og min veninde svarede: "Så kan jeg ikke leve mere." Vi blev enige om, at vi heldigvis også begge havde en dejlig far, men det, at ens mor en dag ikke skulle være her mere, det kunne vi slet ikke forestille os. Når jeg nu har skrevet en bog om en pige på 16, hvis mor bliver syg, er det både en meget nænsom, men samtidig også ond måde at skrive om det på. Det er jo meningen, at vi skal miste vores mor, men ikke i den alder.

– Nu er det tre år siden, min mor døde. Hun var syg i halvandet år, og det var faktisk en meget fin tid, for min mor var virkelig god til at hæve stemningen, selvom det var vildt hårdt. Min mor havde en meget rank og stolt tilgang til det meste. Hun ville ikke ynkes, hun var positiv, hun mødte personalet positivt, og hun syntes, hun var heldig, at der var nogen, der tog sig af hende på sygehuset og på hospice. Hun beklagede sig aldrig, og hun sagde tak for det, der var.

– Både min søster og jeg var der, da vores mor døde. Det var en stor lettelse, for i hele sygdomsforløbet havde vi tænkt: Hvordan kan vi være sikre på, at vi er der, når hun dør? Men det var vi, og det er jeg meget taknemmelig over. Det var lige, som det skulle være. I to år efter hendes død blev jeg dog ved med at tænke, at det var en fejl, at hun var død. Det kunne ikke være rigtigt. Men nu er jeg ved at acceptere det.

Ægtefællen Helle Helle

"Aldersforskellen betyder ikke noget for os i hverdagen"

– Når man er kommet igennem den sorg, det er at blive skilt, og derefter har den store lykke at møde en ny mand, som man bliver totalt forelsket i, så føler man sig ret heldig. Jeg mødte min nuværende mand i 2006, og jeg er stadig forelsket i ham. Tænk at få sådan en second chance. Der er nogle ting, som jeg gjorde forkert i mit første forhold, og som jeg prøver at lade være med at gøre i dag. Jeg tvang måske for meget igennem i de år, hvor jeg fik børn og skulle i gang med livet, og jeg synes, jeg er blevet klogere med årene. Jeg er også blevet bedre til at tale om tingene i mit andet ægteskab. Min mand er rigtig god til at tale om alt, og det er meget dejligt.

– Vi mødte hinanden på Testrup Højskole, hvor jeg underviste. Han var gammel elev og er 11 år yngre end mig. Jeg faldt for, at han så godt ud, ha, ha. Jeg siger tit til ham: "Du ved godt, at jeg har taget dig på grund af dit udseende, ikke?". Og så svarer han, at det er helt okay. Jeg fortæller ham hele tiden, at jeg synes, han er klog, dejlig og smuk. Og så genfortæller jeg historien om, hvordan vi mødtes, fordi det er så dejligt. Jeg sagde også til ham fra starten at vores forhold, at han skulle huske at rose mig og sige, at jeg er smuk. Og jeg husker ham jævnligt på det.

Helle Helle. Foto: Les Kaner.

– Aldersforskellen betyder ikke noget for os i hverdagen, det er ikke noget, jeg tænker over. Men jeg tænkte da over det, da vi mødte hinanden. Jeg kan huske, at min far dengang sagde, at det da var dejligt for mig at få sådan en ung og rørig mand, der kunne lave alt muligt derhjemme! I 2016 var min mand og jeg inviteret til Dronningens kunstnerbal med bl.a. Søren Østergaard og Lisbeth Lundquist. Der er også stor aldersforskel mellem dem, og til den kæmpe fest med så mange skønne, smukke og unge kvinder i flotte kjoler sagde min mand, at han syntes, at den lækreste – ud over mig – var Lisbeth Lundquist. Det var så fedt. Hun bliver 75 år i år og er helt fantastisk, så det med alder må man bare lægge fra sig.

Moren Helle Helle

"Det er dejligt at mødes som voksne med sine børn"

– Det har nok fyldt en del i mit liv, at jeg gerne ville skabe en solid base for mine børn, fordi jeg selv var sådan et multiskilsmissebarn. Min mor gik efter kærligheden, havde flere forskellige kærester, og jeg har boet 11 steder i Rødby og Rødby Havn i min barndom. Det er klart, at det er der både noget godt og skidt ved. Det kan jo skabe lidt uro hos en teenager, der selv skal til at finde rundt i kærligheden, men på en måde var det også forbilledligt, tænker jeg i dag, at hun ikke kun var mor, men også en kvinde, der forelskede sig. Jeg ville have forsvoret, at jeg selv skulle blive skilt og gift igen, men sådan blev det, og i dag har jeg boet det samme sted i 14 år. Så længe har jeg aldrig boet andre steder.

– Som mor øver jeg mig i lade være med at give gode råd. Man kan blive så irriteret over sine forældres gode råd, også selvom de har ret. Hvis min mor juleaften sagde til mig: "Ved du godt, at man kan putte lidt vand på de hvide kartofler, før man bruner dem?", så ville jeg hvæse noget med, at ja, men jeg gør det på en anden måde. Jeg kunne ikke tåle det. I dag ville jeg ønske, at hun var her, så hun kunne sige sådan noget.

LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen: "Jeg savner mine børn, fordi de ikke længere har brug for mig"

– Jeg har store børn i dag, og jeg synes, det er spændende at være nået hen til et sted, hvor man skal begynde at være over for sine børn, som man er over for andre voksne mennesker. For det skal man. Man læser tit, at folk skal svare på, hvilke værdier de vil give deres børn med ud i livet, og en ting, jeg selv er vokset op med, er, at der ikke er noget liv, der er mere værd end andet. Vi taler ikke grimt om andre hjemme hos os, for det sætter alt for mange dårlige vibrationer i gang i en selv. Jeg ved ikke, om mine børn vil være helt enige i det her, for de siger nogle gange, at min mand og jeg er meget kritiske. Og det er rigtigt, men det er noget andet efter min mening. Min mand er billedkunstner, og vi snakker meget om kunst og litteratur og om, hvornår noget er godt og dårligt. Og det kan måske godt være lidt svært at være barn i et hjem med sådan nogle voksne.

– Min søn er flyttet hjemmefra, og det har jeg oplevet som utrolig dejligt og nemt. Hvis bare børnene er glade og gør noget, som de gerne vil, så har jeg ingen problemer. Der er meget snak om, hvordan det er for forældrene, når børnene flytter, og som regel er det jo mødrene, man taler om i den forbindelse. Hvad skal man så? Men jeg har aldrig tid nok, jeg elsker at arbejde, og jeg er utrolig god til at være alene. Jeg synes, det er dejligt at mødes som voksne med min søn, jeg elsker, når han kommer hjem på weekend.

Veninden Helle Helle

"Med mine veninder kan jeg få lov til at være, som jeg er"

– Jeg har mange veninder, der er forfattere. En god flok, der kender hinanden rigtig godt. Når vi er sammen, taler vi sjovt nok næsten aldrig om at skrive, men vi har et fælles udgangspunkt og en fælles forståelse, fordi vi kan genkende, hvordan livet er som forfatter, og hvad det er, man går igennem. Livet som forfatter kommer i bølger. Et år udgiver man, er på, taler med journalister og er nervøs for, om man gør det hele rigtigt. Året efter er det ens veninde, der udgiver, og så lever man selv mere tilbagetrukket.

– Jeg tænker ofte over, hvor heldig jeg er med de veninder, jeg har. Sammen med dem kan jeg få lov til at være, som jeg er. Med min ældste veninde har jeg en lang fælles historie. Det er forfatteren Kirsten Hammann, som jeg lærte at kende på Forfatterskolen i 1989, og vi har bl.a. stillet op til interview om vores venskab i ALT for damerne. Jeg bor på landet, hun bor i København, og vi ses måske kun fire gange på et år, men vi har en vildt nær relation alligevel, fordi vi taler rigtig meget sammen i telefon. Vi mødtes engang tilfældigt i Magasin, og vi var begge to flere timer om at blive normale igen, fordi det var så stort et chok, at vi så hinanden face to face ved et tilfælde. Vi blev helt generte, fordi vi er vant til telefonen.